Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

275Likes
315Kommentarer
23618Visninger
AA

16. If someone believed me, they would be as in love with you as I am. (Nutid)

 

Angels - The xx

 

Jeg smiler lidt for mig selv, da jeg igen står i opgangen, der lugter lidt af frikadeller. Min smil skyldes ganske enkelt, at jeg skal være sammen med Liam. Jeg er blevet totalt afhængig af den effekt, han har på mig. Det er som om han er narko, og jeg har brug for mit fix. 

Så det faktum, at jeg faktisk kan være rigtigt sammen med ham, og at jeg skal det lige nu, er jo bare fantastisk. Det er altså noget andet at snakke, end at skrive over sms, som vi har gjort den sidste uges tid.

Det er en uge siden, jeg sidst var her. Og på de 7 dage, har jeg virkelig haft brug for at lette mit hjerte. Alt det med Niall har taget så hårdt på mig, og jeg tror aldrig jeg har været så lykkelig over, at få weekend. Nu er det så søndag, hvilket er trist.

Billedet af Niall og jeg er stadig over det hele, og hver gang jeg ser det, gør mit hjerte ondt. Det føles som om det krøller sig sammen, bliver brændt, og splintres i tusind stykker, på en og samme tid. Og så bliver stemmerne ved med at fortælle mig, at det er min egen skyld. At jeg selv var udenom det. Det var jeg vel også…

Jeg var begyndt at græde i går, da min musik var på bland, og I won't give up, lige pludselig kom på. Jeg sad bare på mit værelse, og tårerne strømmede ud. Men af en eller anden grund, satte jeg den bare på replay, for det var en rar smerte. Det var rart, at få det sidste ud, og jeg tror at det var derfor jeg bare blev siddende, og hørte sangen om og om igen, selvom det gjorde ondt.

Niall har undgået mit blik siden vores kram, og hver gang det er lykkedes mig at fange det, har jeg selv kigget væk, fordi jeg er bange for, at nogen lægger mærke til det. Det ville ende galt.

De andre ved stadig ikke helt, om de vil tro mig, eller ej. Det er som om de er splittet mellem deres egen holdning, og Lexies.

For af en eller anden grund har hendes holdning altid lidt mere betydning, end alle andres. Eller sådan er jeg i hvert fald selv begyndt at opfatte det. Det er sikkert sådan her, andre har haft det med mig - jeg skulle altid have ret, og folk ved, at de ikke skal gå mig imod. Det er en tåbelig uskreven regel, men sådan er det bare…

Jeg løfter hånden, og banker på. Kort efter kan jeg høre lyden af en, der løber, hvilket får mig til at smile. Liam skrev at han var alene hjemme, så det kan ikke være andre end ham, der kommer løbende, for at åbne døren.

Der bliver taget ned i håndtaget, og ganske rigtigt står en smilende Liam bag den. Hans brune øjne har allerede en afslappende effekt på mig, så jeg løsner lidt op i mine skuldre, der af en eller anden grund var blevet anspændte.

"Hey," Smiler jeg, så hans smil vokser. Før jeg ved af det, står jeg i hans favn, og putter mig ind til ham. Det er som om, at efter det kram, jeg fik af min mor, har jeg fået en ting for at kramme med folk. Det er bare så rart, og fantastisk. Jeg kan ikke fatte hvor mange kram jeg er gået glip af, i årernes løb.

"Jamen hej," Griner Liam, der sikkert er overrasket over min pludselige omfavnelse. Et lille grin slipper over mine læber, fordi jeg godt kan se at det måske var en ret uventet handling fra min side af. Hurtigt trækker jeg mig væk fra ham, og går forbi hans skulder, som havde jeg været her 100 gange før. Det får ham til at give endnu et usikkert grin fra sig.

"Du føler dig vist hjemme?"

"Tjoh… Her er bare så hyggeligt, forstår du." Svarer jeg kort, inden jeg går over til opslagstavlen i stuen, og begynder at nærstudere den. Sidst jeg var her, havde jeg godt set den, da jeg kom ind, men der følte jeg ligesom ikke rigtigt for at gå over og kigge på den.

Mit blik glider over de mange billeder, af Liam og hans søstre, da de var små. Der er også gamle tegninger, og på en af dem, kan jeg se at der med et barns skrift er blevet skrevet "Woody" på. Tegningen skal vist forestille Woody fra Toy Story, og det bringer et lille smil frem på mine læber, da jeg kan se at der står skrevet Liam, nederst i højre hjørne. "Du var da lidt af en kunstner,"

"Hvad kan jeg sige - jeg elsker Toy Story…" Griner han, og stiller sig hen ved siden af mig. Mit blik glider videre, og lander på et familie-foto. De står foran Eiffel-tårnet, og Liam har verdens største smil, mens hans søstre kysser ham på hver sin kind. Bag dem står hans mor og far, og holder om dem. Det er sådan et rigtigt familie-foto, som jeg ville ønske, jeg havde.

Vi har ikke rigtigt sådan nogle billeder, for vi glemte altid at fotografere, da jeg var mindre, og så begyndte jeg ligesom så småt at blive glemt af mine forældre. Vi har mange billeder af dem og Nick, men jeg er næsten aldrig med.

Tanken får mit smil til at falme, mens jeg kan mærke hvor misundelig jeg bliver på Liam. Det kan godt være, at han er en  lille smule sær, men i det mindste har han en familie, der altid har vist ham, hvor højt de elsker ham.

"Jess, er du okay?" Lyder det bekymret ved siden af mig, så jeg hurtigt blinker, og kigger på Liam. Hans brune øjne ser omsorgsfulde ud, og han ser seriøst på mig. Det får atter smilet til at komme frem på mine læber, mens jeg sukker lidt.

"Det er bare min familie… Jeg ville ønske, vi var ligesom din. I ser så glade ud," Forklarer jeg, med et lille suk, der får Liam til at kigge underligt på mig. 

"Har i slet ingen billeder, af sådan noget?" 

"Nope… Der er en masse af Nick og mine forældre, der har lavet alle mulige hyggelige ting, som jeg bare ikke var med til." Jeg slynger det simpelt ud, da jeg er pænt afklaret med det. Det har aldrig været nogen hemmelighed, hvem der var yndlingsbarnet i familien. Hvis bare jeg havde sagt noget, noget før. Mine ord har virkelig ændret dem, og der har ikke været en eneste dag, hvor de ikke har spurgt ind til mig.

"Det lyder forfærdeligt. Hvordan kan man… Jeg forstår det bare ikke helt, Jess… Hvordan kan man favoritisere et af sine børn så tydeligt? Jeg ved, at du har forklaret mig det, men… Undskyld, jeg træder virkelig i det, lige nu, gør jeg ikke?" Siger han forvirret, og kniber øjnene sammen, som om han lavede en kæmpe fejl.

Jeg griner lavt og smiler så venligt til ham, mens jeg ryster på hovedet. "Det synes jeg nu ikke, at du gør… Og jeg kan godt se, hvor fucked det lyder…" Siger jeg, så han igen smiler lidt.

"Nå, skal vi gå ind og lave den powerpoint, så vi kan blive færdige, inden vi skal spise?" Jeg hæver undrende et øjenbryn, så hans smil vokser. Han overrasker mig, ved forsigtigt at tage min hånd, og fører mig ind på hans værelse. Normalt ville jeg have vredet min hånd fri, men lige nu føles det bare rart, at have hans varme hånd i min.

 

***

 

"Jeg kan stadig ikke fatte, hvor god du er til at lave mad!" Siger jeg, for 117. gang. Jeg tror så småt at min ros er ved at irritere Liam, men jeg kan bare ikke lade være med at komplimentere det fantastiske måltid, han havde lavet til os.

Det var en eller anden form for pasta-ret, med noget kød, og så en salat… Okay, det lød ikke specielt lækkert, men det var da altså virkelig…!

Pas nu på, at du ikke bliver fed - du ved, mere fed, end du er i forvejen.

Stemmen får mig til at kigge bekymret ned på min mave. Den tanktop jeg har på, får den bare til at se større ud, og jeg fortryder straks, at jeg spiste så meget.

"Det var altså ikke noget specielt," Siger han, mens en lyserød farve spiller i hans kinder. Med et suk smider jeg mig på hans seng. Hans sengetæppe er simpelthen så blødt, så det føles som at blive omfavnet af en sky. "Så…" Begynder han. Jeg retter mit blik mod ham. Han har sat sig lettere akavet på sin skrivebordsstol, mens han kigger hen på mig. Solen står lavt på himlen, og sender et gyldent skær ind i rummet, der giver de hvide vægge en varm, gul farve. "Du har stadig ikke sagt noget som helst om Niall Horan. Er det sandt, at i dater igen?" 

Solen spejler sig i hans øjne, mens han kigger på mig, med et blik jeg har svært ved at definere. Jeg retter mig lidt op, fra min afslappede stilling, og fjerner så mit blik fra hans, mens jeg åbner munden, for at svare. Men ingen ord kommer ud, og jeg ved ikke hvorfor. Grunden til at jeg ikke har snakket med Liam om lige præcis det, er fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal sige om det. Jeg kan ikke rigtigt forklare det, for jeg aner ikke, hvordan det billede overhovedet slap ud til at starte med. "Hvis du ikke har lyst til at snakke om det, er det helt okay…"

Jeg vender igen mit hoved, så mit blik straks bliver fanget af hans. "Jamen, det er ikke for det… Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal sige om det. Vi er ikke sammen igen, men…"

"Det ville du ønske?"

"Jeg ved det ikke… Jeg savner bare den tryghedsfølelse, han gav mig. Og måden vi slog op på, var så forkert. Nej, ved du hvad, jeg har ikke lyst til at tale om det…" Min stemme dør lidt ud, og jeg kigger ned på mine hænder. 

"Det er helt okay, Jessica," Liam bruger hele mit navn, så et halvhjertet grin tumlende flyver ud af min mund, mens jeg kigger på ham med et underligt blik.

"Kaldte du mig seriøst lige for Jessica?"

"Det er da dit navn, er det ikke?" Svarer han, med et flabet smil og et drillende glimt i øjet, der minder mig om Harry. Hvorfor er det, at Liam skal minde mig om både Niall og Harry? Det er som om, han er en slags akavet blanding af dem. Måske er det derfor, jeg har det så godt i hans selskab.

"Fortæl noget om dig… Alt skal ikke handle om mig, det gør det altid, og det er virkelig trættende." Ender jeg med at sige, mens jeg nysgerrigt kigger på ham. Han trækker lidt på skuldrene.

"Der er ikke så meget at sige - mit liv virker ret kedeligt, i forhold til dit…"

"Kom nu, der må da være et eller andet," Jeg kigger dybdegående på ham, og hans blik flakker lidt, hvilket bare bekræfter min mistanke. "Liam, jeg kan se, at der er noget. Kom nu, du kan stole på mig," Jeg smiler betryggende til ham, men han ser stadig tøvende ud.

"Altså…" Får han sagt, inden han kigger ned på sine hænder. "Mens du er den mest populære pige på skolen, er jeg et totalt nul. Jeg tror ikke, at du kan forestille dig, hvordan det er…" Det sidste siger han med et lille grin, der lyder ekstremt hult. Jeg rynker blidt brynene. "I stemplede mig ret hurtigt som en taber, og ligeså snart man har fået et mærkat af jer, er det ret svært at bryde ud af sin kasse…" 

Det gør ondt i mit hjerte, for jeg ved, at jeg har været med til det. Jeg syntes jo også, at han var verdens største taber. "Og når alle mener, at man er en taber, ja… Så begynder man også at føle sig som en." Han kigger ud ad vinduet, og misser lidt med øjnene, af solens lys. "Jeg tror, at det er derfor jeg altid beundrede dig. Du virkede bare som om du havde det perfekte liv, men du var stadig anderledes end Sarah, Lexie, Rebecca, Louis, Zayn og Harry. Du har altid været lidt anderledes. Men nu ved jeg jo så, at du ikke havde et perfekt liv. Derfor føler jeg mig dum. Du ved, jeg følte altid, at det var så uretfærdigt, at i bare kunne få alt, mens jeg skulle kæmpe mig gennem en hverdag med øgenavne og følelsen af at blive holdt udenfor. Så undskyld,"

Jeg bliver helt mundlam. Hvad er det, han sidder og undskylder for? At jeg har gjort hans liv surt? "Liam, det er mig der skal undskylde. Jeg har været den største idiot, og det er først gået op for mig nu…" Får jeg sagt, men føler slet ikke at mine ord er de rigtige. Det er som om, jeg får svært ved at formulere mig ordentligt. Hvad hvis han nu tror, at jeg er en totalt følelsesløs robot?

"Nej Jess, der er ingen af os, der skal undskylde. Det er som det er, og der er ikke så meget, man kan gøre ved det…" Han kigger på mig, med et sørgmodigt smil.

"Gid der var…" Mumler jeg. Der må være en måde, hvor jeg kan få rettet op på det system vi har i skolen. Det kan ikke være rigtigt, at der er nogle, der næsten er usynlige og bliver ignoreret, mens andre har alt magt. Især ikke, når dem med magten i virkeligheden er nogle forfærdelige mennesker. "Kan du ikke komme herover?" Spørger jeg, og klapper lidt på sengen.

Liam kigger overrasket på mig, men gør så, som jeg spurgte. Han sætter sig, med ryggen lænet mod væggen, mens jeg stadig ligger ned. "Det er en skør verden, vi lever i, synes du ikke?"

"Meget. Nogle gange får jeg følelsen af, at vi bare er karakterer i en kæmpe bog, du ved, som om en eller anden skriver vores liv for os. Forstår du?"

Liam nikker lidt over mine ord, mens jeg ligger og studerer hans loft. Der er små revner i malingen, men alligevel lykkes det solen at snige sig ind i hver enkel af dem. "Som om vi ikke selv bestemmer hvad vi gør eller siger. Men hvis det var sådan, var det fandeme en lorte forfatter, for hvad har jeg gjort, siden jeg skulle blive stemplet som en taber?"

"I det mindste er dit liv ikke helt fucked op. Det kan godt være, at jeg er populær, men jeg føler mig sgu stadig altid alene…" Jeg lukker mine øjne i, og trækker vejret stille ind.

"Du er ikke alene." Liams lille sætning, får mig til at smile. Fire små ord, der kan få en til at føle sig holdt af. Jeg lader dem summe i mine ører, mens en varm følelse spreder sig fra mit hjerte, og helt ud til  mine fingerspidser.

Mine øjne er stadig lukkede, men jeg bliver ikke forskrækket da jeg mærker Liam, der blidt trykker sine læber mod min pande.

Forsigtigt åbner jeg øjnene, og kigger lige ind i hans brune. De er så varme og godmodige at det får mig til at smile.

Mit smil vokser, da han læner sig frem, og kysser min kind. 

Jeg fører min hånd om hans nakke, og hiver hans hoved endnu tættere på, så jeg forsigtigt kan kysse ham på munden. Hans blik ser forvirret og overrasket ud, da jeg trække mig væk, men jeg griner bare lavt, før jeg endnu en gang kysser ham.

Han nusser min arm, og aer min pande, så mit hår kommer væk fra mit ansigt. Jeg bliver bare ved med at kigge på ham, og smile.

Jeg kan slet ikke styre mig selv, og bider mig i inderlæben for at bevare kontrollen.

Det går så bare ikke så godt. Hurtigt lander mine læber på hans igen, denne gang mere grådigt.

Hans hænder bevæger sig rundt på min krop, men det er rart. Jeg føler mig ikke brugt eller udsat. Jeg føler mig faktisk passet på.

Min hænder kører op i hans hår, mens mine læber er som limet fast.

Der vælter en skuffelse igennem mig, da han trækker sig lidt væk. Han kigger bekymret på mig, men jeg nikker bare lidt til ham. For at vise at jeg gerne vil det her, sætter jeg mig helt op, og får ham til at gøre det samme. Mine fingre samler sig om hans T-shirts bløde kant, og jeg hiver den over hans hoved. Hvis jeg ikke tager helt fejl, undslipper et lille genert grin fra hans læber.

Hvor er det bare... Sødt.

Mine øjne klistrer sig fast til hans overkrop. Damn...

Jeg smider min åbne skjorte på gulvet, og tager også min tanktop af. For en gangs skyld føler jeg mig ret selvsikker med hensyn til min krop. 

Igen læner jeg mig frem, og prøver at efterligne Liams blide kys. Jeg får lagt os ned igen, og rykker mig tættere på ham. Hans krop udstråler ligeså meget varme som hans dybe brune øjne, og jeg føler mig heldig over, at jeg ligger her, med ham.

Det hele foregår så fint og forsigtigt at jeg virkelig nyder det.

Jeg glemmer alt: Mine venner, min status i skolen, ja selv stemmerne er fuldstændigt væk.

Det føles perfekt og trygt.

Liams små blide kys er over det hele, og hvert sted hans læber har rørt min hud, efterlader han en sitrende følelse. Det er en rar følelse, ikke en dårlig.

Jeg smiler oprigtigt og varmt til ham, da hans øjne igen møder mine. Endnu en gang mødes vores læber, og jeg bliver helt varm indeni. Det her er nok noget af det mest fantastiske, jeg har prøvet...

 

***

 

"Havde du sex med Liam Payne!?" Gisper Rebecca forfærdet, så jeg må tysse på hende. 

"Ja, men det var jo ikke med vilje!"

"Hvordan kan sådan noget ikke være med vilje?" Spørger hun klogt, lægger armene over kors og hæver skeptisk sit ene øjenbryn. "Du er godt klar over, hvem han er ikke? For sidst jeg tjekkede, var Liam Payne altså din største stalker!"

Jeg sukker lidt. Jeg har lyst til, at forklare hende hvordan det foregik og hvor vidunderligt det var. Det havde jo føltes perfekt, som om vi var skabt for hinanden.

"Du har været i seng med din egen stalker!" Udbryder hun, så jeg slår hende på armen. Hun ømmer sig lidt, og jeg kigger skarpt på hende.

"Nu holder du kæft. Jeg var fuld, okay? Sådan noget ville jeg sgu da aldrig gøre i ædru tilstand!" Jeg fortryder ordene i samme sekund de er ude. Sådan er det jo ikke.

Jeg får faktisk ondt af Liam. Jeg burde slet ikke snakke sådan om ham - især ikke efter det, han fortalte mig.

Rebecca griner lidt, mens hun forstående nikker. "Jeg skal nok lade være med at sladre - det er slemt nok, at alle tror, at du er sammen med Niall igen."

Og med de ord, fortsætter vi hen til bordet, hvor de andre sidder, og snakker om fuldstændigt ligegyldige ting. Jeg kigger ud i rummet, og mit blik lander hurtigt på Liam, der sidder sammen med ingen mindre end Niall, mens de højt griner. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne sætte mig over til dem...

 

__________________________________________________________________________________

Heeeey, venner!

Nu tænker i sikkert "WHAT? De publicerede jo også et kapitel i går?" og ja, det gjorde vi. MEN, det er fordi vi har en dejlig, lille overraskelse til jer: Her i sommerferien vil i få et nyt kapitel hver dag. JA DU LÆSTE RIGTIGT. Hver dag. 

Hver dag, til historien er slut og vi alle sammen tuder lidt...

Hvad siger i til det? Er det "wuhu!" eller "oh fuck..."? 

 

OGOGOG SÅ KOM DER NOGET HAYNE/LESS ACTION OG JEG DØR FOR AWWWW!!! Nogen der shipper dem lidt derude?<3

 

Kys, kys, Silke xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...