Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

275Likes
315Kommentarer
23618Visninger
AA

15. I won't give up on us. (Datid)

 

Jason Mraz - I Won't Give Up

Jeg skubbede voldsomt døren op til toilettet og var ved at skubbe den direkte ind i en pige. Hun kiggede overrasket op på mig, og jeg nåede lige at opfatte, at hun havde fuldstændig mørk øjenmakeup på og mindst ligeså sort makeup. Mere nåede jeg ikke at studere hende, før hun med væmmelse i sit blik skyndte sig forbi mig og efterlod mig alene tilbage.

Jeg lod ikke meget tid gå, før jeg nærmest kastede mig ind på det nærmeste frie toilet. Hvorfor havde jeg også været så dum at begive mig ud i at kysse Harry? Alle burde vide, at det ikke var noget, jeg burde gøre. Hvorfor havde jegoverhovedet troet, at han ville kysse mig tilbage eller noget?

Harry var Harry, han var et svin. Jeg var mig, jeg var en af de største tabere, man hidtil kunne finde på denne jord, der var bare ingen, der indså det. Ergo ville det aldrig fungere Harry og jeg, og nu havde jeg formået at gøre mig selv fuldstændig til grin foran dem, jeg normalt tilbragte tiden med.

Dem, som man bare ikke skulle gøre sig til grin overfor. Hold kæft, hvor var det flot klaret.

Tårerne trillede ned af mine kinder, og jeg kunne mærke, hvordan tårerne trak spor af mascara ned over mine kinder, men lige i dette øjeblik kunne jeg ikke være lige glad.

Da jeg havde fået lukket døren i med et kæmpe smæld, lod jeg mig selv glide ned af døren, så jeg til sidst sad med knæene trukket helt op under mig, imens tårerne bare fik frit løb.

Jeg kunne ikke præcis sætte finger på, hvad det var, der gjorde mig så ked af det, at jeg virkelig græd så meget, når jeg normalt kunne holde det inde, men det var nok ydmygelsen. Det var den værste følelse at stå og være totalt udstillet foran dem alle, fordi Harry havde afvist mig i et kys. Aldrig havde jeg følt mig så meget til grin, som jeg gjorde lige nu, og hvis ikke  jeg tog meget fejl, ville der garanteret ikke gå særlig lang tid, før mindst halvdelen af skolen ville vide det, også ville der ikke gå lang tid, før det var hele skolen, der vidste det.

Et hulk undslap mine læber, men jeg skyndte mig at smække hånden for munden og håbede på, at der ikke var nogen, der hørte mig.

Langsomt gled mine tanker tilbage på dengang, hvor jeg var havnet henne hos Niall, hvor han havde passet på mig på den bedst tænkelige måde.

Fuck. Jeg. Er. Skæv. Haha.

Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt for mig selv på trods af det faktum, at jeg rent faktisk var helt alene ude på gaden lige nu. Og hvis nogen var i tvivl så ja, jeg var så skæv, at det næsten gjorde helt ondt i sjælen.

Zayn havde ladet mig gå alene hjem, fordi han selv skulle den modsatte vej, og selvfølgelig havde jeg insisteret på, at det var helt fint.

Altså ærligt, jeg var så skæv, at jeg ikke kunne have det mere fantastisk og dårligt på samme tid, som jeg havde det nu. Det var som om, at hele verdenen omkring mig pludselig var så smæk og samtidig vidste alt det dårlige, den havde at byde på, og jeg kunne ikke finde af at håndtere det.

En mand gik hen til mig, og det gik op for mig, at han var tættere på end forventet, da han pludselig lagde en hånd på min skulder. Overrasket kiggede jeg op på ham med det slørede blik, jeg nok var i besiddelse af.

”Søde ven, er du okay?” spurgte han, og jeg kunne ikke helt vurdere, om han lød hånlig eller bare venlig. I tilfælde af det første fjernede jeg mig irriteret fra ham, så han ikke kunne røre ved mig mere. grundet min hurtige bevægelse var jeg ved at snuble bagover, men jeg nåede at få balancen på plads igen.

”Ja, jeg har det meget fint,” sagde jeg bestemt og begyndte at gå videre forbi ham. Havde det været en ældre mand, ville han nok have opgivet at hjælpe mig, men fordi det her så ud til at være en ung fyr i 20’erne eller deromkring, lod han ikke rigtig til at ville give op.

”Hey, jeg mener det faktisk, du er virkelig skæv. Har du røget hash eller hvad?” han tog fat i mig med et hårdere greb, så han kunne kigge mig direkte ind i øjnene. ”Ja, ligner jeg måske en, der tager hårde stoffer eller hvad?” hvæsede jeg irriteret af ham.

Overrasket glippede han et par gange med øjnene. ”Jeg tror altså, du skal hjem. Hvor er du på vej hen?” spurgte han bekymret om. Jeg sukkede.

”Det er altså bare min ven, jeg er på vej hen til, og jeg behøver ikke hjælp til at komme derhen, hvis du er i tvivl,” sagde jeg hårdt, ”nu, hvis du vil have mig undskyldt, vil jeg gerne have lov til at komme hen til min ven. Det skal nok gå,” med de ord vendte jeg igen om, og denne gang lod det rent faktisk til, at han forstod det.

”Ved din familie slet ikke, hvad du laver?” okay, jeg tog fejl, han lod mig ikke være. Af en eller anden grund ramte det spørgsmål meget mig, den påvirkede Jess. Hvorfor skulle han også bringe det op.

Jeg vendte mig om. ”Hvis du endelig vil vide det stranger, så interesserer de sig ikke en skid for, hvor jeg befinder mig, og hvad jeg foretager mig. Tilfreds?” denne gang vendte jeg om og havde ikke intentioner om at stoppe. Heldigvis sagde han heller ikke mere, og jeg kunne gå/slingre af sted igen.

Mit humør, der før til dels havde været godt, var nu helt nede. Tanken om, hvor ligeglad min familie egentlig var med mig, fik virkelig slået pusten helt ud af mig. Det gjorde ondt indeni.

Udover tankerne om det, var mit mål at komme hen til Niall. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde så meget lyst til at komme hen til Niall. Det ligesom det eneste, der var i mit hoved, når jeg tænkte på, hvor jeg skulle hen.

Mine fødder bragte mig nærmest automatisk frem, og før jeg vidste af det, kom det hvid-gullige hus til syne. Niall boede rimelig stort egentlig. Jeg havde ikke rigtig tænkt over det, den første gang jeg havde været der, men det havde også kun været omkring 5 minutter, så det forklarede måske en del.

Jeg fik slingret vej op af den lille grusvej, der førte helt op til huset, og da jeg stod foran den store, hvide dør, tøvede jeg ikke engang et eneste sekund, før jeg bankede på døren. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, om jeg bankede ekstremt højt, om jeg bankede normalt, eller om det var alt for lavt.

Dog måtte nogen have hørt det, for der gik ikke lang tid, før jeg kunne høre fodtrin inde fra huset af. I det øjeblik, som døren blev åbnet, formåede jeg at miste balancen, så jeg med en overrasket lyd støttede mig til væggen ved siden af mig.

Personen, der havde åbnet for mig, grinede, og jeg kunne med det samme høre, at det ikke ligefrem var Nialls grin. I så fald ville jeg blive en lille smule skræmt.

Forsigtigt kiggede jeg op på personen, og straks kunne jeg se, at det måtte være Nialls mor. Jeg kunne ellers ikke se nogen anden grund til, at en relativt ældre dame skulle være her, vel?

”Uh lille ven, du har det da vidst ikke så godt,” sagde hun, og jeg kunne høre på hendes stemme, hvordan hun havde svært ved at holde sit grin inde. Jeg bed mig i læben. ”Nej, undskyld. Er.. Niall hjemme?” jeg skulle virkelig tage mig sammen til at sige det, for jeg havde det som om, at intet af det, jeg sagde, rigtig hang sammen.

”Ja, det er han,” hun vendte sig om med et grin, ”Niall skat, jeg tror, det er til dig,” grinede hun, før hun igen vendte sig mod mig. Jeg smilede taknemmeligt til hende, før jeg blev nødt til at lukke øjnene hårdt i for at holde balancen.

Jeg kunne høre, hvordan en person løb ned af trapperne, og jeg kunne næsten regne ud, at det var Niall.

”Mor, hvem er de- Jess!” lød Nialls stemme, da han fik øje på mig. Forvirring lyste ud af ham, men han var henne ved mig i to hurtige skridt. Jeg lavede et mislykkedes nik for at hilse på ham, før jeg igen var ved at miste balancen en lille smule.

”Er dét Jess?” lød det overraskende fra hans mor, men til min glæde lød det ikke engang hånligt, det lød bare overrasket. Niall kiggede kort på hende og nikkede, før han gik hen og lukkede armene omkring mig.

Uden tanke for, at hans mor stod lige bag ved os, lagde jeg også armene om hans hals og indåndede tilfreds hans dejlige duft.

Niall sagde ikke noget, han gjorde ikke noget, han holdt bare om mig og kunne tydeligvis se, hvor skæv og langt væk jeg var.

Han drejede hovedet kort, og da han fik øje på sin mor, der stod og kiggede lidt på os, rømmede han sig. ”Mo-ar,” mumlede han hentydende. Jeg kunne ikke lade være med at grine ind mod hans bryst over det.

”Jamen er du sikker på, at du klarer det?” spurgte hans mor venligt. Niall sukkede. ”Ja, det kan jeg godt. Du må godt gå nu, mor,” sagde han, og på hans tonefald kunne jeg høre, hvor flov han var over det. Jeg morede mig bare en lille smule over det.

Hans mor smilede blot kort til os begge, før hun så lyttede til hendes søns ord og forsvandt væk. Da hun var helt væk, knugede han mig kort endnu tættere på sig, før han igen puffede mig lidt væk.

”Hvad fanden er der med dig, dit skæve vrag?” grinede han så af mig, og jeg kunne ikke lad være med at fnise. ”Undskyld, jeg var bare samme med Zayn, og så skulle jeg hjem, men så ville jeg hellere hen til dig, og nu er jeg her,” forklarede jeg.

Niall grinede af mig igen, før hans ansigt lagde sig i mere bekymrede folder. ”Seriøst, Jess, jeg tror, du skal komme indenfor, du har det vidst ikke så skide godt lige om en time,” sagde han og tog fat i min hånd.

En latterligt dejlig glæde spredte sig i mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile, imens jeg uelegant trådte indenfor og fik sparket mine sko af. Niall sørgede for at holde mig, imens jeg gjorde det, for at jeg ikke ved en fejl ville falde eller noget i den stil.

”Kom, vi går op på mit værelse,” sagde han og lagde fast en arm om min hofte. Varmen strømmede igennem mig, og jeg kunne ikke lade være med at læne mig ind til ham. Hvor havde en sød en som Niall været hele mit liv?

 

***

 

”Og jeg er bare så træt af det,” sukkede jeg irriteret og hvilede kort mit hoved i mine hænder. Jeg kunne mærke, hvordan tårerne pressede sig på, imens virkningen af hashet var ved at foretage sig.

Vi var faldet i snak omkring emnet, der hed min familie, og hvordan jeg havde det derhjemme, og jeg havde virkelig åbnet op om alt. Noget, jeg nok ikke ville have gjort, hvis ikke det var, fordi jeg var påvirket, da vi påbegyndte samtalen.

Niall sad opmærksomt og lyttede på mig. ”Det forstår jeg godt,” forsikrede han mig om og aede mig over ryggen. Jeg sukkede, imens jeg prøvede at holde tårerne inde.

”Det er bare, som om de er fuldstændig ligeglade med mig. De har aldrig styr på, hvad jeg laver, og de tror, at jeg godt kan lide at klare mig selv, men det gør bare så ondt på mig. Jeg har jo den her storebror, og han har altid været den mest perfekte af os, og det bliver han bare ved med. Han har et job, et hus, en god kæreste – alt, hvad jeg ikke har,” det gik først op for mig, hvad jeg sagde til sidst, da det var sluppet ud af munden på mig.

Niall og jeg datede jo dybest set, så det var måske ikke det bedste at sige. Dog sagde han ikke noget til det, men aede mig bare kort over håret på en beroligende måde.

”Jeg kan godt følge dig, søde. Det må ikke være sjovt at stå i skyggen af sin bror på den måde. Har du prøvet at snakke med dem om det?” spurgte han om og talte lavt ind i mit øre.  Jeg rystede på hovedet og kiggede ned på mine hænder.

”De forstår det ikke, tro mig. Hvis jeg sagde det, ville de ikke kunne forstå mig. De siger aldrig rigtig noget til mig, når jeg gør noget. Det rager dem en papand, hvad jeg laver. Jeg kan bare komme hjem skæv og fuld, og de siger ikke noget,” en tåre slap fri og trillede ned over min kind, og jeg kunne samtidig mærke, hvordan min vejrtrækning blev mere anstrengt, fordi jeg prøvede at holde det inde.

Da det gik op for Niall, at jeg var ved at græde, rejste han sig kort for at kunne sætte sig foran mig og hive mig helt hen til ham. ”Du må godt græde, Jess, det er okay. Du behøver ikke skjule det,” forsikrede han mig om, og blot ved de ord, kunne jeg ikke holde det inde mere.

Jeg lænede mig ind til ham, imens jeg lod tårerne få frit løb og hulkede lavmælt.

Niall gjorde ikke andet end at stryge mig over ryggen på en beroligende måde. Det var rart. Det der med, at han ikke sagde noget, men bare var der. Jeg elskede det. Jeg kunne ikke komme i tanke om den sidste gang, hvor nogen havde været så sød overfor mig.

Min familie var der ikke for mig – de behandlede mig praktisk talt som luft -, Sarah, Rebecca, Louis, Harry, Lexie og Zayn var også bare idiotier hele bundtet, og jeg havde ikke andre.

Men Niall. Nu var han her, og han behandlede mig så blidt, som om jeg virkelig betød noget for ham, og det kom så meget bag på mig. Denne behandling virkede.. alt for luksuriøs for mig, fordi jeg ikke var vant til det. Hvor dumt det så end lød.

Vi sad sådan lidt i stilhed, før Niall rejste sig. Jeg kiggede op på ham medet spørgende udtryk, imens jeg tørrede den mascara, der garanteret sad på mine kinder væk.

”Kom,” sagde han med et smil. Han gik hen og åbnede skabet, og det gjorde mig endnu mere forvirret, end jeg var før. Han trak en guitar ud.

”Vi går ud på altanen,” sagde han og gik hen til mig igen for at række en hånd ned mod mig. Forvirret tog jeg fat i den og lod ham trække mig op.

Han gik forrest ud på det, jeg fandt ud af var altanen. Han satte sig ned på gulvet med ryggen støttende mod ryggen, og jeg satte mig lige ved siden af ham. Med et lille smil begyndte han at tage fat på guitaren, og jeg kiggede overrasket på ham.

Jeg vidste ikke, at han kunne spille guitar, og jeg havde ærlig talt ikke regnet med det. Langsomt fik han gang i en melodi, og jeg kunne ikke lade være med at smile over det. Det lød virkelig fint.

Diskret studerede jeg ham. Han så koncentreret ud til det yderste, imens han sad og kiggede ned på det, han lavede, og det fik et smil frem på mine læber. Jeg havde aldrig troet, at nogen kunne gøre mi glad på den måde, som Niall gjorde mig lige nu.

Endnu mere overrasket blev jeg, da en stemme pludselig gled ud og istemte med melodien, han spillede. Tårerne steg igen op i mine øjne, men det var ikke, fordi jeg var ked af det, det var, fordi jeg var glad. Det var på grund af teksten, han sang.

“When I look into your eyes
It's like watching the night sky
Or a beautiful sunrise
Well there's so much they hold

And just like them old stars
I see that you've come so far
To be right where you are
How old is your soul?


I won't give up on us
Even if the skies get rough
I'm giving you all my love
I'm still looking up


And when you're needing your space
To do some navigating
I'll be here patiently waiting
To see what you find


'Cause even the stars they burn
Some even fall to the earth
We've got a lot to learn
God knows we're worth it
No, i won't give up


I don't wanna be someone who walks away so easily
I'm here to stay and make the difference that i can make
Our differences they do a lot to teach us how to use the tools and gifts
We got yeah we got a lot at stake
And in the end, you're still my friend at least we did intend
For us to work we didn't break, we didn't burn
We had to learn, how to bend without the world caving in
I had to learn what i got, and what i'm not
And who i am

 

I won't give up on us
Even if the skies get rough
I'm giving you all my love
I'm still looking up
I’m still looking up.”

Tårerne trillede ned af mine kinder, da han var færdig med det. Det var ubærligt sødt, at han gjorde det her for mig. Jeg vidste, at det hele var henvend til mig.

”Tak Niall,” hviskede jeg og puttede mig helt ind til ham, da han havde lagt guitaren fra sig. Han smilede, og han kunne se, at han var stolt over at kunne få mig til at græde af glæde. Men selvfølgelig. Hvem ville ikke græde over det her?

Da jeg havde fået tørret mine øjne og rent faktisk havde formået at få et helt acceptabelt udseende igen, sad vi bare udenfor på altanen og smalltalkede en smule.

Det var lidt som om, at det var om alt og intet, og jeg lå stadig i mellem hans ben og lænede mig op af ham, imens hans arme lå om livet på mig på en beskyttende måde.

Hans mor var kommet op en enkelt gang og havde givet os noget te, og hendes blik var også blevet helt varmt, da hun havde set os siddende på den her måde. Forståeligt, for jeg havde en følelse af, at vi så rimeligt søde ud, som vi lå her.

”Skat?” sagde han pludselig, og det lod ikke til, at han bemærkede, at han kaldte mig skat. Derfor droppede jeg også selv at sige det. I stedet nikkede jeg bare.

Han holdt en iPhone ind foran mig. ”Er det nu, vi skal tage et totalt selfie?” sagde han så og var allerede på vej ind på kameraet uden at vente på svar fra mig. Jeg grinede lidt og nikkede. Hvorfor ikke? Det ville være sødt.

Niall holdte mobilen i en ordenligt vinkel, og da han havde gjort det, smilede jeg stort til det. Han placererede sit hoved halvt ved siden af mit og halvt over det, og smilede også stort og kærligt, før han tog det.

”Det skal være min baggrund,” sagde han bestemt, da han havde taget det. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og jeg kunne mærke en lille rødmen trænge sig på. Stolt viste han mig mobilen, da han havde det som han lock screen.

”Alle kan se det så,” sagde jeg, da jeg var i tvivl om, at han godt vidste det. ”Ja, gør det noget?” spurgte han forvirret og lød helt anspændt. Jeg rystede på hovedet.

”Nej.. jeg vidste ikke, at du ville kendes ved mig på den måde,” indrømmede jeg. Han grinede en sød latter. ”Jeg vil kendes ved dig overalt,” forsikrede han mig om, før han forsigtigt kyssede mig på kinden.

”Jess?” en stemme rev mig ud af mine tanker og mit flashback med Niall, der havde fået endnu flere tårer frem hos mig. Hurtigt rejste jeg mig op.

Uden at tænke over det gik jeg ud og støtte næsten ind i Lexie. Hun stod med et smørret smil, men det var tydeligt at se, hvordan hun prøvede at skjule det og have falsk medlidenhed med mig.

”Vi har time nu. Og tør lige din makeup. Man kan se, du har grædt.”



____________________________________________________________

^det er billedet af Niall og JESS OH MY GOD, GRÆDER! 

ligesom silke fik mange feels, da hun skrev sit kapitel (det, der blev publiceret sidste gang), så fik jeg også så mange feels af at skrive det her. Sådan helt vildt.

Vi sad på café sammen og skrev dette kapitel og det, der blev publiceret sidst, og vi sad begge to med tårer i øjnene, fordi vi døde så meget og havde så ondt af alle og oh... 

Lexie er en bitch, Niall var sød. Sådan var deres forhold :(

ER DET IKKE SØDT? 

btw rocker for vildt mit liv i London lige pt!!!!!!!!!!!

Elsker dig Silke.x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...