Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

276Likes
314Kommentarer
24197Visninger
AA

21. I knew you were trouble when you walked in, so shame on me now. (Datid)

 

Taylor Swift - I knew you were trouble

Som man nok kunne regne ud, var jeg ikke just på toppen i dag, men jeg blev nødt til at tage i skole. Min mor ville nok ikke ligefrem tro på, at jeg endnu engang var syg, så derfor var jeg nu på vej mod helvede, som jeg foretrak at kalde det. Eller fængslet.

Jeg var nærmest pakket ind i tøj, fordi jeg ikke gad, at folk rigtig skulle bemærke mig. Så ja, det var mørke joggingbukser, som i øvrigt var alt for store og så en hættetrøje, der mindst var en størrelse for stor også. Og for det ikke skulle være løgn, havde jeg også taget en hue på, fordi jeg ikke havde magtet at skulle ordne mit hår i morges.

Skolen kom til syne, og jeg blev nødt til at tage en dybindånding, før jeg kunne tvinge mig selv til at træde ind på området og gå hen mod det sædvanlige sted, hvor vi alle sammen jo altid mødtes.

”Jess!” det var til min overraskelse Harry, der råbte på mig, og jeg kiggede med et sæt op på ham. Hurtigt kiggede jeg væk igen, imens jeg vinkede lidt halvakavet til dem alle sammen. Da jeg kom derhen, fnes Zayn en smule.

”Wow, man kan jo næsten ikke kende dig med alt det tøj, du har på. Det ligner slet ikke dig, at ville gå i sådan noget,” kommenterede han. Straks modtog jeg skeptiske øjne fra Lexie, før hun grinede lidt. ”Jess, det der kan du altså ikke gå i, når du er sammen med os, sorry. Det kan godt være, at det ikke er din gode dag i dag med dit humør eller sådan, men det der er altså flovt,” sukkede hun.

Før jeg nåede at tænke mig om, kiggede jeg op på hende med de vildeste dræberøjne, jeg overhovedet kunne præstere at komme frem med.

”Okay, hvad foreslår du så, jeg gør, når nu jeg er her?” hvæsede jeg af hende, så de andre kiggede overrasket på mig. Selv så Lexie dog ikke særlig overrasket ud, og det kom ikke bag på mig. Vi to var nærmest de eneste, der vidste, at vi ikke kunne sammen. Ellers lukkede de andre i hvert fald øjnene for det.

”Hmm.. jeg tænker lidt, jeg har noget tøj liggende i mit skab, som du nok godt kan låne,” sagde hun så med et kæmpe smil, der skulle få hende til at fremstå som den søde af os her.

”Great,” mumlede jeg så. Jeg magtede ikke at tage den op med hende, så derfor fulgte jeg blot efter hende, da hun gjorde tegn til, at jeg skulle følge efter hende. Så ja, det betød, at jeg skulle gå alene sammen med Lexie, og det lå bestemt ikke øverst på listen over ting, jeg gerne ville.

”Hvordan kan det være, at du er dukket op i sådan noget tøj?” spurgte hun misbilligende, da vi gik. Jeg kiggede irriteret hen på hende, og da hun ikke så det, himlede jeg med øjnene. Det var latterligt det her.

”Fordi jeg ikke havde lyst til at vise alt for mange former eller noget i dag. Jeg er træt og har det dårligt,” svarede jeg muggent. Normalt var jeg god til at holde masken, men det var som om, at det bare virkelig var alt, alt for meget. Jeg kunne snart ikke klare det mere, når hun var på den her måde. Gud, hvor jeg hadede hende, altså.

Lexie grinede lidt. ”Men søde, du ved jo, hvad det vil gøre ved vores ry, hvis der pludselig kommer en anstigende med noget så sløset tøj som det, du har valgt at komme anstigende i, i dag,” hun grinede falskt igen og trangen til at slå hende blev større og større.

”Undskyld mig, at det ikke lige passer til dig,” mumlede jeg lavt. Så lavt, at Lexie ikke hørte det, men blot fornøjet fortsatte med at gå. Et par gange hilste hun på nogen elever, der så på os med store øjne, og det betød, at jeg også blev nødt til at være venlig for ikke at ødelægge det.

Endelig var vi henne ved hendes skab, og det tog hende ikke lang tid at gennemrode det, før hun hev noget tøj ud.

”Her. Så kan du skifte til det og komme til time bagefter. Husk, at vi har time sammen. Skal jeg holde en plads for dig?” hendes smil var triumferende, fordi hun godt vidste, jeg ikke kunne sige nej. Hun havde alt for meget magt på den her måde.

”Ja, det skal du vel,” svarede jeg, før jeg tog tøjet ud af hånden på hende og uden et ord vendte om, så jeg kunne komme hen på toilettet og skifte tøj. Det irriterede mig, at jeg ikke bare kunne blive i mit eget tøj, men sådan var det vel, når man var en af de populære på ens skole.

Her for tiden var jeg begyndt at ville give alt for at være en, som ingen bemærkede – en flue på væggen, men det var jeg ikke, og det ville aldrig ske. Jeg kunne aldrig gå hen og blive en Jess, som ingen lagde mærke til.

Hvilket så ville sige ingen undtagen Liam, for han var min egen personlige stalker, havde jeg erfaret. Grunden til, jeg kom til at tænke på det, var, at jeg fik øjenkontakt med ham. Hans brune øjne borde sig ind i mine, og grunden til, jeg vidste, at de var brune, var, at jeg så ofte havde fået øjenkontakt med ham, fordi han altid stirrede på mig, de få gange jeg fik øje på ham.

Han gav mig gåsehud og myrekryb, for det var virkelig som om, at han var overalt, hvor jeg befandt mig, og jeg kunne bare ikke slippe af med ham. Jeg nægtede at sige noget til ham, for så ville det virke nederen, og det skulle det ikke, når jeg skulle beholde min position som populære Jess.

Det hele var et stort dilemma, som I måske nok havde fundet ud af med tiden.

Jeg løsrev mig fra hans blik og skubbede døren til toilettet op med min skulder. Sidst jeg havde været her, var da Harry havde afvist mig i et kys, så det gav mig ikke ligefrem gode minder. Faktisk fik jeg mest lyst til at løbe min vej igen, men jeg tog mig sammen.

To piger stod derinde, og de kiggede op på mig, da jeg trådte ind. Da de så, at det var mig, kiggede de hurtigst muligt ned på deres hænder igen og prøvede at gøre sig ikkeeksisterende.

I starten havde jeg elsket den her respekt og opmærksomhed, jeg fik, men nu hadede jeg den. Det var kun respekt, fordi de var bange for mig, for os. Og jeg hadede det, for jeg var ikke nogen, man skulle være bange for. Jeg hadede at gøre folk til grin og ydmyge dem – jeg havde selv oplevet det alt for mange gange.

En trang til at sige til dem, at jeg ikke var farlig, skød op i mig, men det gik hurtigt op for mig igen, at de ville tage det som et angreb mod dem. Som om jeg mente det på en bitchy måde. Derfor opgav jeg at overhovedet få formuleret nogle ord, og i stedet trådte jeg ind på et af toiletterne.

Forsigtigt foldede jeg Lexies tøj op, og jeg sukkede højt, da jeg så, hvad det var. En sweatshirt og et par højtaljede shorts. Shorts var det, jeg ikke magtede, for det var rimelig køligt udenfor, og siden ingen andre havde shorts på, ville jeg lige netop få opmærksomhed, som var det, jeg havde prøvet at undgå ved at iføre mig det andet tøj.

Med langsomme bevægelser fik jeg hoppet ud af mit tøj og taget shortsene og trøjen på, indtil alt mit eget lå foldet sammen på toilettet – for nej tak til, at det skulle ligge på gulvet. Man vidste aldrig, hvad der lå der, så klamt det var. Ikke, at det var meget bedre på toilettet.

Da jeg havde fået tøjet på, tog jeg mit eget under armen og trådte ud og hen til spejlet for at kunne rette på min hue. Den var jeg i det mindste sikker på, jeg godt kunne bære for Lexies skyld – det var rent faktisk hende, der havde givet mig den, da hun kom hjem fra en ferie i USA. Hun havde nok kun gjort det, fordi hun var blevet nødt til det, da hun havde givet de andre gaver.

Men ja, jeg måtte indrømme, at jeg rent faktisk godt kunne lide den her hue, og den var slet ikke så slem igen.

Hurtigt rettede jeg på den og mit hår, der hang ud, så det rent faktisk så en smule cool ud og ikke bare lignede noget, der ikke var blevet redt i 2 måneder.

Med et sidste blik i spejlet blev jeg enig med mig selv om, at det måtte være fint nok, og så gik jeg ellers ud igen. På vej hen til det lokale, jeg skulle være i, aflagde jeg lige visit forbi mit skab, så jeg kunne ligge mit tøj idet.

Og så handlede det om at skulle ind og overleve en time sammen med Lexie. Hvis ikke jeg kom levende ud, måtte jeg håbe på, der var et par stykker eller hundrede, der kendte grunden til det.

 

***

 

Lige da jeg troede, at mit liv ikke kunne blive værre, havde Lexies mor ringet til Lexie og sagt, at hun skulle invitere os alle over til middag, fordi hun åbenbart ’var i humør til at lave middag’, som hun så fint havde sagt.

Kunne jeg sige nej til det? Nej. Og det var af de helt samme grunde, som det altid var til, at jeg ikke kunne sige nej til sådan noget. Det kunne man bare ikke, når man var i den gruppe her.

Nå, men derfor var jeg på vej hjem til Lexie i en taxa nu. Jeg havde hendes tøj i en pose, imens jeg selv var hoppet i en skater kjole med et tigerprint foroven. Jeg elskede sådanne kjoler, så jeg følte mig i det mindste tilpas i den her – andet, end hvad man kunne sige med Lexies tøj, jeg havde været tvangsindlagt til at gå med hele dagen.

Taxachaufføren smilede til mig.

”Det er en god dag i dag, hva?” smilede han glad og kiggede fornøjet ud gennem forruden. Jeg kiggede på ham med et hævet øjenbryn, for jeg kunne ikke se noget godt ved den her dag. Men hvornår havde jeg sidst kunnet se noget godt ved en dag?

”Det er det vel,” svarede jeg langsomt og trak på skuldrene. Mit blik hvilede ikke ud af forruden, ligesom hans gjorde, så det viste tydligt, at jeg ikke nød noget som helst. Og det bemærkede han vidst. ”Det synes du ikke, at det er? Er der noget der, der nager dig? Du virker ikke så glad af en teenagepige at være,” han lød oprigtigt bekymret, så jeg kiggede på ham med et nærmest forskrækket blik.

Hvorfor interesserede han sig for det? Det var dog noget af det mere unormale, jeg havde oplevet, måtte jeg indrømme.

”Øh.. det er en masse ting galt, men det er lige meget,” svarede jeg hurtigt, stadig helt blæst væk af det. Han smilede kort. ”Nå, jamen okay så. Hvor skal du hen nu?” spurgte han venligt, hvilket blot resulterede i endnu større øjne fra mig af.

Jeg tog musikken ud af mine øre for at kunne lytte ordenligt til ham. Det gjorde mig glad, at han ville have en hyggesamtale med mig, for det havde jeg ikke haft længe.

”Hen til en af mine ven..” jeg stoppede mig selv midt i ordet veninde, ”en, der hedder Lexie,” rettede jeg så mig selv med at suk. Jeg var træt ved bare tanken om hende.

”Og jeg kan så regne ud, at hun ikke er din veninde på den måde, du afbrød dig selv på,” konstaterede han med et lille grin. Jeg kunne ikke holde mit smil tilbage. ”Du har ret. Det er lidt kompliceret..” mumlede jeg og kiggede genert ned på mine hænder.

”Ja, jeg snakker sku næsten aldrig med nogen og selskab er mere end rart, så du må da meget gerne fortælle om det, hvis du har lyst. Jeg har tiden og interessen,” han smilede venligt til mig, og jeg tog mig selv i at ønske, i et øjeblik at han var min bedstefar. Min egen havde jeg nemlig ikke noget særligt forhold til, og når jeg endelig snakkede med ham, nød jeg det ikke just.

Turen gik hurtigt, så jeg blev overrasket, da han pludselig holdte ind foran Lexies hus.

”Så er vi her vidst,” annoncerede han. Bare ved synet af huset dalede mit humør et par grader, og det var ellers blevet så godt af at snakke med ham. ”Ja, det.. er vi vidst, desværre,” sukkede jeg ud. Jeg samlede mine høretelefoner op fra mit skød og lagde dem ned i min taske.

”Held og lykke med hende Lexie der – ja, dem alle sammen. Det virker til, det hele lidt er noget rod,” sagde han, imens jeg åbnede bildøren, efter jeg havde givet ham penge.

”Ja, det har du ret i. Tak for turen og snakken. Det hjalp en del,” indrømmede jeg. Han blinkede bare venligt til mig, før jeg hoppede helt ud af bilen og lukkede bildøren i efter mig. Med tunge skridt slæbte jeg mig om til Lexies hus og ringede på.

Hendes mor åbnede med et glad smil. ”Hej med dig søde Jess, hvor er det lang tid siden, jeg har set dig! Hvor er det en sød kjole,” udbrød hun, da hun så mig. Jeg smilede. ”Tak skal du have,” skynde jeg mig at sige og trådte ind i det kram, hun ville give mig.

Seriøst, jeg turde sværge på, at Lexies mor kunne lide mig bedre, end Lexie selv kunne. Så måtte der sku være et eller andet galt, ikke?

Da hun slap mig, viste hun mig hurtigt vej ind i den stue, som de altid spiste i, og jeg skyndte mig at gå derhen. Duften af alt for meget lækker mad sprang op i næsen på mig, da jeg gik, og jeg nåede at blive glad et øjeblik, før jeg trådte ind, og tre personer gloede på mig.

Lexie, Sarah og Louis. Sarah sad på skødet af Louis, som hurtigt kyssede hende på kinden, imens Lexie bare sad på en stol ved siden af dem med et smil.

”Hej med dig! Sæt dig ned. Vi venter lige på de andre, inden vi starter, jeg håber, det er okay,” sagde hun så. Jeg nikkede anspændt og satte mig ned, imens jeg gjorde alt for ikke at kaste et blik på kæresteparret, der sad overfor mig.

Jeg kunne ikke klare tanken om, at jeg vidste noget, som Louis ikke gjorde, men jeg kunne ikke sige det. Der ville være alt for meget risiko for, at det ville gå udover mig selv, og det kunne jeg ikke risikere.

 

***

 

Lexie var ved at gå alt for meget over stregen nu. Jeg var så tæt på at springe på hende og smække hende en, og der skulle virkelig meget til for, at jeg ikke gjorde det. Det krævede virkelig alt min selvkontrol og mere til, så jeg kæmpede en brag kamp.

Hun havde ikke snakket om andet end ting, der kunne irritere mig eller håne mig og provokere mig på en eller anden måde gennem hele aftenen, og hun var udmærket godt klar over det. Jeg kunne se det på hendes klamme, triumferende blik.

”Ej, jeg så en pige i byen her i weekenden ikke, og hun var bare totalt all over den her stakkels fyr, som slet ikke gad hende. Seriøst, hun gjorde sig selv så meget til grin,” Sarah grinede, imens hun sagde det.

Lexie grinede højt. ”Ej, hvor er det sjovt, det minder mig næsten om noget, vi vidnede her forleden. Ikke sandt, Jess?” hun kiggede hen på mig med sit bitchy, klamme smil, før hun blinkede flirtende til Zayn.

Jeg burde nok have set den her komme, men når jeg i forvejen havde så svært ved at kontrollere mig selv, var det her bare prikken over i’et og dråben, der fik glasset til at flyde over.

Uden at tænke mig om trådte jeg direkte hen til Zayn, som ikke opfattede en skid, før jeg grådigt kyssede ham. Han virkede overrasket, men det stoppede ham ikke i at kysse mig tilbage, hvilket ikke kom bag på mig. Han var jo slet ikke vild med Lexie, men han var ufatteligt liderlig efter mig.

Han nåede lige at ligge hænderne på min talje, før jeg nærmest blev revet væk fra Zayn. Lexie stod foran mig, og jeg turde sværge på, at jeg aldrig havde set hende så vred og pissed af før. Hun fortjente det, den møgso. Jeg kunne ikke beskrive mit had til hende, så slemt var det. Og normalt var jeg ikke en person, der hadede folk i særlig stor grad, så hun måtte have gjort meget dårligt indtryk på mig for det her.

”Hvad fanden har du gang i?” hvæsede hun vredt af mig, og før jeg fik mulighed til at svare hende, trådte hun frem mod mig med to arme foran sig, så hun hårdt skubbede til mig. Jeg røg straks ind i væggen bag mig, så det gav en ubehagelig lyd fra sig, men jeg var for vred til at tænke på smerten. Det gjorde garanteret ondt, men jeg tænkte ikke over det, at all.

Zayn kiggede forfærdet på os sammen med de andre, men han nåede ikke at ligge sig i mellem os, før jeg fór frem mod Lexie og gjorde det, som jeg havde haft lyst til siden den dag, jeg mødte hende; jeg fyrede hende en så hårdt på kinden, at hun fløj tilbage og havde svært ved at holde balancen.

”Jess!” skreg Sarah i kor med Zayns råb. Han prøvede at tage fat i mig, så han kunne få styr på mig, men han nåede det ikke, før jeg var sat i løb og var på vej ud af stuen.

Jeg vidste, at det var så forkert af mig at have slået hende, men jeg kunne også skrive under på, at jeg aldrig havde haft det så godt, som jeg havde nu.

Hendes mor kiggede forvirret op, da jeg kom løbende forbi, men jeg stoppede ikke op for at sige farvel eller noget. Jeg fortsatte bare lige ud af døren og væk fra hendes hus og hendes klamme datter.

_______________________________________________

HELL YEAH, LEXIE FIK DET, HUN HAVDE FORTJENT! 

Hvad synes I om denne historie? Det er min yndlings at skrive på!!!!!

Mirah.x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...