Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

275Likes
315Kommentarer
23758Visninger
AA

24. I just got lost. (Nutid)

 

Lost? - Coldplay

 

Jeg tager en lille indånding, og fortsætter hvor jeg slap.

"I kender mig nok allesammen som Jess, hende den populære pige. Hende, du ikke skal sige imod. Hende, du ville ønske, du var." Min ene hånd ryster lidt, så jeg må lægge den anden oven på, for at holde den i ro. 

"Men tro mig, hvis i vidste hvordan mit liv i virkeligheden er, ville i aldrig ønske at være mig. I ville prise jer lykkelige for, hvor normale og heldige i er. For der har ikke gået en eneste dag, hvor jeg ikke har ønsket, at jeg var alle andre end mig. I tror sikkert, i kender mig, for jeg er ret svær at undgå. I har sikkert et forvrænget billede af, hvordan jeg er. Jeg er hysterisk, ondskabsfuld, sjov og til tider sød. Men det er slet ikke mig, der flipper ud på folk, eller gør dem til grin. Det er den falske Jess. Hende, jeg bliver tvunget til at være. Selvom i ikke er klar over det, er i alle med til at presse mig til at være hende. Hver og en af jer, er med til at skabe det fællesskab, der forventer noget specielt af mig. Både elever og lærerer. Jer alle sammen. Ved i hvad der sker, når man har så meget vægt på sine skuldre? Man bukker under, og gør det, man bliver tvunget til. Det vil jeg gerne have, at i er klar over." Jeg holder en kort pause, og lukker øjnene i, for det næste jeg skal til at sige, er noget jeg kommer til at fortryde.

Det er der stensikkert nogen, der skal sørge for, at jeg gør.

"Men dem, der har haft mest indflydelse på mig, er mine såkaldte venner. Indtil for nogle uger siden, vidste jeg ikke en gang, hvordan det føles at have en ven. Jeg vidste bare, at det forhold, jeg har med dem, jeg kalder for venner, absolut ikke er et venskab. Ville venner tvinge dig ud i ting, du ikke har lyst til? Ville venner forvente af dig, at du aldrig var dig selv? Ville venner gøre alt for, at du skal få det dårligt med dig selv? Det tror jeg ikke. Men sådan er mine 'venner' mod mig, så til alle jer, der nogensinde har drømt om, at være med i vores lille vennekreds - vågn op, og slip væk fra den drøm, inden den afslører sit sande ansigt, og bliver til det mareridt, det i virkeligheden er." Jeg mener hvert et ord jeg siger, mens jeg hører dem give genlyd på gangen.

"Jeg sagde før, at hvis i vidste hvordan mit liv i virkeligheden er, ville i ikke ønske at i var mig. Så nu vil jeg da lige fortælle jer lidt om mit liv. Jeg har en storebror, en mor og en far. Min bror hedder Nick, og han er nok det mest perfekte menneske, i kan forestille jer. Mine forældre forguder ham. Det har de altid gjort. Mig havde de derimod fuldstændigt glemt. De spurgte aldrig ind til, hvad jeg lavede, de lagde ikke mærke til, hvis jeg ikke var der. Jeg kunne komme hjem, og være påvirket af både alkohol og stoffer, og de ville måske ikke en gang sige godnat til mig, inden jeg ville falde om på min seng. Og det værste var, at de ikke var klar over det. De troede, at jeg gerne ville stå på egne ben. Men når man hverken har sine forældre eller venner at kunne tale med, holder man det hele inde. Det er nok det, jeg er bedst til. At holde alting inde, og aldrig sige, hvordan jeg virkelig har det. Jeg tror, at jeg gør det, fordi at alle de gange jeg har fortalt lidt, har folk ikke lyttet. Hvem gider også lytte på den lille, populære pige, der klynker lidt? Hun burde være glad hele tiden. Men det er jeg ikke.

Nu må i ikke sidde og blive sure på mine forældre, for jeg har selv et talent for at skubbe folk væk. Det er der mange, der vil skrive under på. 

Men for ikke så lang tid siden, kom jeg hjem fra en forfærdelig fest, og endte med at sige alt til min mor og far. Jeg råbte, at jeg hadede dem. Det er nok noget af det værste, jeg nogensinde har sagt - og jeg har fandeme sagt mange forfærdelige ting.

Forfærdelig. Det er det ord, der er blevet brugt mest til at beskrive mig. For hvis du ikke er forblændet af min popularitet, får du øjnene op for, hvor forfærdelig den falske Jess er." Mit åndedræt bliver tungere, og jeg skal til at sige noget til Liam, men beslutter mig for, at der er andre ting, jeg må ud med først.

"Nu vil jeg fortælle jer lidt, om de mennesker, der har været med til at skabe den forfærdelige, falske mig. Mine venner.

For det første er der Lexie. Behøver jeg uddybe, hvem hun er? Det tror jeg ikke, for i kender hende alle sammen. Hun er det mest modbydelige menneske, i nogensinde vil møde. Aldrig har jeg hørt så mange falske grin, hånlige bemærkninger og skjulte nedgørelser komme fra en mund. Jeg ved, at i alle har hørt noget af det lort, hun lukker ud, for i modsætning til mig, er hun ikke særligt god til at skjule, hvordan hun i virkeligheden er. En gang var vi venner. Det er lang tid siden nu, men inden populariteten steg hende til hovedet, var hun faktisk min ven. Nu gør vi alt for at irritere hinanden. Ja, jeg er heller ikke selv uskyldig. I vil ikke vide de ting, jeg har gjort imod hende. Jeg har kaldt hende så mange ting, både lige i ansigtet på hende, men også bag hendes ryg. Jeg har flere gange åbenlyst flirtet, og kysset, med den dreng, hun er forelsket i, kun for at irritere hende. Jeg har tilmed slået hende, i hendes eget hjem. Men hun fortjente det, for hun har ødelagt så mange ting i folk, der aldrig kan repareres. Hun er dominerende, og ingen tør sige hende imod. Heller ikke mig. For selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, har hun alligevel gjort, så alle har respekt for hende. Når folk kigger på hende, lyser deres øjne af ærefrygt. Jeg kune blive ved med at fortælle om Lexie, men jeg er bange for at løbe tør for tid. Og der er stadig så meget, i skal vide.

Næste person er Rebecca Turner. Hun er den nyeste af os, og jeg ville ønske for hende, at hun aldrig var blevet flettet ind i vores syge spind. Rebecca er nok den, jeg har stolet mest på, selvom jeg har set, hvor meget hun har forandret sig. Hun er den vildeste vendekåbe, for hun kan sidde og bitche om Lexie med mig, for derefter at bagtale mig med Lexie. Sådan er hun blevet, for at passe ind. Det er sygt, synes i ikke? Men hun er blevet mere og mere som Lexie. Ja, faktisk er det Rebecca der bestemte, at jeg skulle sidde her i dag. Jeg håber du ærger dig lige nu Becca. Jeg håber, at du fortryder, de ting du har sagt om andre. 

Så har vi Harry Styles..." Jeg går i stå.

Harry og jeg er jo... Skal jeg stadig sige noget om ham?

Nej.

Stemmen er det, der får overbevist mig om, at det er noget, jeg skal. For den stemme har aldrig villet mig noget godt.

"I tirsdags kyssede han mig. Jeg sad og græd i gymnastisksalen, fordi jeg hadede mig selv så meget. Han fandt mig, og fortalte mig, at han godt vidste, hvordan jeg har det, for han er også en falsk Harry. Men den falske Harry, er den Harry, jeg for det meste har set. Kun få gange tidligere, har han vist mig, hvem han i virkeligheden er, men det er blevet overskygget af den idiot, han bliver nødt til at være. For Harry er den største idiot. Han har såret mig så mange gange. Jeg ved ikke, om det er fordi han svæver frem og tilbage, mellem ham selv og falske Harry, men det forvirrede mig nok til at jeg fik følelser for ham. De følelser er blevet misbrugt og såret gang på gang. Jeg kan huske, hvordan han en dag var så kærlig mod mig. Jeg var ked af det, på grund af noget forfærdeligt, jeg gjorde, som jeg vil fortælle om senere, og alt jeg længtes efter, var en, der kunne holde om mig. Så da Harry lige pludselig var noget så kærlig, misforstod jeg alt, og prøvede at kysse ham. Men som i måske kan regne ud, blev jeg afvist. Jeg blev afvist på den værst tænkelige måde, lige foran hele vores vennekreds, som straks tog muligheden for endnu en gang at ydmyge mig. Jeg blev ydmyget, igen.

Jeg har ikke lyst til at sige mere om Harry nu, for... Ja..." Det sidste mumler jeg, mens en underlig følelse spreder sig i mig.

"Så har vi Sarah Davies. Hvor skal jeg begynde? Hun er den største luder. Jeg hader at bruge det ord, men jeg kan ikke formulere det på en anden måde. Måske ved i, at hun er kærester med Louis Tomlinson? Well, for at sige det mildt, har jeg ondt af ham. For udover ham, har hun kysset med fremmede fyre til fester, og haft sex med både Zayn og Harry - Louis' to bedste venner. Da hun havde sex med Zayn, var Louis oven i købet i samme hus. Han var et par fucking rum væk. Hvordan jeg ved det? Jeg gik ind, og så dem. Det er nok det klammeste billede, jeg har på min nethinde. Harry har hun så åbenbart haft sex med, mere end en gang. Det har hun selv fortalt mig, og lød oven i købet stolt. Han er, i følge hende, det bedste knald, hun nogensinde har fået. Det er lidt af en titel, når den kommer fra en som Sarah, så du skal da næsten føle dig beæret Harry. Fik jeg nævnt, at alt det her, var mens hun stadig var sammen med Louis? Dejlige venner, ikke?

Og fra en luder, til en vaskeægte manwhore: Zayn Malik. Nogle gange mistænker jeg ham for, ikke at ege følelsen kærlighed. Han har haft sex med stort set alle. Ja, altså bortset fra Lexie, der har været forelsket i ham, så længe jeg kan huske. For min skyld må hun gerne få ham, for han er lige så hensigtsløs og koldhjertet som hende. Da jeg sagde, at han har haft sex med stort set alle, inkluderer det også mig... Men, der er et lille twist..." Mit hjerte begynder at banke hurtigere i brystet på mig.

Jeg skal til at sige noget, til hele skolen, jeg aldrig har sagt til nogen før. Jeg er ikke en gang sikker på, at jeg kan gennemføre det.

"Vi havde en trekant." Ordene er ude, og jeg kan næsten høre folks gisp. Bare vent...

"Jeg havde en trekant, med Zayn. 'Hvem var den tredje person?', tænker i sikkert. Det var ingen mindre end Louis Tomlinson: Sarahs kæreste." Jeg overvejer, om jeg skal fortælle noget om hans seksualitet, men noget stopper mig. Det kan jeg ikke.

"Jeg har haft sex med to drenge på en gang. Det er den ting, jeg fortryder mest. Det er en af de ting, jeg har det dårligst over. Hvor klamt er det ikke lige? Jeg er ikke en skid bedre end Sarah og Zayn. 

Men tænk over det: Sarah og Louis er kærester, og de har begge været den anden utro med Zayn. 

Zayn, jeg håber virkelig, at du selv kan høre, hvor fucked up det er. Og Sarah og Louis: I burde genoverveje jeres forhold.

Jeg har egentlig ikke så meget mere at sige om Louis. Ikke noget, jeg føler, at jeg har til opgave at fortælle jer." Sandheden om dem er ude. Nu ved alle, hvad jeg tænker om dem, og forhåbentligt, er det en øjenåbner for alle, så de endelig kan se, hvor modbydelige vi er.

"Måske har tanken om, hvorfor jeg sidder her, strejfet jer. Den rigtige grund er ligeså hæslig, som i måske kunne forudse. I ved alle, hvordan vi laver pranks på folk, bare for at ydmyge dem. Det her skulle så være endnu en af dem. Og hvem var vores offer? Niall Horan." Nialls navn giver mig en lyst til at græde, for jeg ved ikke, hvordan jeg skal få forklaret noget af det her til ham.

"For et godt stykke tids siden nu, var jeg og Niall kærester. Han var den første person, jeg åbnede mig op for. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg elskede ham, og jeg håber, at han også elskede mig. Jeg elsker ham faktisk stadig. Men jeg fuckede alt op - eller falske Jess gjorde. Nogen af jer, kan måske huske hans bror? Jeg fik aldrig fat i hans fornavn, og allerede det er så latterligt som det kan være. Han var stjerneelev her, og havde den lyseste fremtid, man kunne drømme om. Selvfølgelig skulle vi ødelægge den.

Kan i huske den fest, der blev holdt ulovligt på skolen? Det var os, der holdt den. Det ved i jo godt allesammen, for hvem fanden ville ellers gøre sådan noget?

Men inden det, havde jeg fået en udfordring i truth or dare. For jer, er det måske bare en tåbelig leg, man legede, da man var mindre, men i min vennekreds bliver den taget seriøst. Min opgave var at få Nialls bror til at have nøglen, så lærerne ville skyde skylden på ham.

En så latterlig konsekvens, som jeg ikke kunne sige fra for, gjorde at jeg mistede Niall. Han var så skuffet over mig, og er det stadig. Nu er det sikkert på grund af mange flere ting. Han kunne ellers altid overse mine fejl, og han ved, hvem jeg virkelig er.

Niall, hvis du hører det her, håber jeg, at det ikke er for sent. Jeg har sagt sandheden nu. Du kan ikke tilgive mig for alt, men jeg håber, at det ændrede dit syn lidt på mig. Jeg kunne godt.

Jeg ved, at i alle sammen har set billedet af Niall og jeg. Jeg ved ikke, hvem der sendte det rundt, eller hvorfor, men det knuste mig. Det mindede mig om alt det, jeg har mistet. Det fik mine venner til at gå imod mig, for de har en eller anden sindssyg idé om, at vi ikke må tale til ham igen, selvom han ikke har gjort os noget. Men af en eller anden grund, gik de mere amok på mig, over det billede, jeg fortalte ikke var nyt, end da vi selv samme dag fandt ud af, at Rebecca havde fået et sugemærke af Niall.

Hun kan lide ham, og det er derfor, at hun ville have mig til at gøre det her. For billedet er åbenbart Nialls computer baggrund, hvilket fik hende til at tro, at vi stadig er sammen. Derfor flippede hun ud på mig, og sagde at jeg var "klammere end Sarah", fordi jeg på samme tid, havde haft sex med Liam Payne." Det går op for mig, hvad jeg lige har sagt. 

"Liam er den eneste, der altid har kunnet se igennem mig. Jeg plejede at synes, at han var creepy, fordi han altid kiggede på mig. Det var indtil jeg lærte ham at kende. Han er den sødeste og mest forstående person, jeg nogensinde har talt med. Og alligevel kunne jeg få mig selv til, at gøre ham til grin. Jeg skammer mig så meget..." Jeg slår blikket ned, og kigger på bordet, hvor årerne i træet laver snoede mønstrer.

"Der er en stemme i mit hovede, der fortæller mig om alle de forfærdelige ting, der er ved mig. Den har været der så længe nu, at jeg ikke en gang synes det er underligt længere. I starten kunne jeg ikke lukke den ude, men selv den dag i dag, er det mig en kamp ikke at tro på, hvad den siger, for det hele er jo sandt. Jeg er det mest forfærdelige menneske nogensinde.

Jeg hader mig selv.

I burde også hade mig, og det håber jeg, at i forstår nu.

I skal ikke have ondt af mig, for jeg er blevet så uimodtagelig for omsorg. Jeg har en tendens til, at skubbe alle væk, der vil mig noget godt. Mine rigtige venner, mine forældre. Dem, der holder af mig. Dem, jeg holder af. 

Jeg skammer mig så meget, og føler at jeg er så modbydelig, at jeg ikke fortjener kærlighed. Jeg fortjener ikke, at nogen kan lide mig. 

Alle mine grænser er blevet utydelige, og jeg ved ikke længere, hvornår jeg overgår dem. Jeg ved ikke længere, hvornår jeg sårer folk, selvom jeg bliver klar over det bagefter. Men der er det forsent." Min stemme begynder at ryster, og jeg prøver forgæves at få kontrol over mig selv igen.

"Der er så mange andre ting, i ikke kender til, men jeg ved ikke længere, hvad jeg skal sige, for jeg føler, at jeg har sagt så meget. 

Måske kender i mig bedre nu, men jeg tvivler, for jeg kender ikke en gang mig selv. Er der nogen, der kan fortælle mig, hvem jeg er? Er jeg så forfærdelig, som alle bliver ved med at fortælle mig?

Er jeg?" Min stemme knækker over, og en tåre finder vej ned af min kind. Hurtigt tørrer jeg den væk, men den bliver straks erstattet af en ny.

"Mit navn er Jessica Hayes, og jeg håber, at i tror mig, når jeg siger, at jeg lige har fortalt jer sandheden." Et hulk når at undslippe mine læber, inden jeg skynder mig at trykke på den lille knap igen, så mikrofonen bliver slukket.

Jeg sidder tilbage med en tom følelse. Tårerne strømmer ned over mine kinder, og mit hjerte gør ondt. 

Hvad er det, jeg lige har gjort?

Panikken begynder at snige sig ind på mig, og får et fast tag om min hals, da skoleklokken lyder. Det er spisefrikvarter, og alle har lige hørt alt. 

Det føles ikke som om jeg selv har kontrol over min krop længere, da jeg rejser mig fra den brune læderstol, og bevæger mig hen mod døren. Jeg fjerner stolen, jeg havde sat for håndtaget, og åbner så bestemt døren.

Mine øjne er lukkede, og da jeg åbner dem igen, møder mit blik det, man vil betegne som kaos. Alle folk er så optagede af at snakke om det, de lige har hørt, at der for første gang i lang tid, ikke er et eneste par øjne rettet mod mig. Jeg tørrer mine kinder igen, og begynder langsomt at gå hen ad gangen, uden at vide hvor jeg vil hen, eller hvad jeg skal gøre af mig selv.

Jeg opfatter hvordan nogle folk har samlet sig om et skab, men det er først da jeg kommer helt hen, at jeg kan se og høre, hvad de kigger på.

"Jeg sagde, at det er slut mellem os!" Råber Louis vredt, mens han stirrer iskoldt på Sarah. Hun står derimod med panikken malet i ansigtet, mens hun manisk ryster på hovedet.

"Louis, nej, jeg-"

"Du har haft fucking sex med Harry og Zayn!" Afbryder han hende. Noget i Sarahs blik ændrer sig, og hun klemmer øjnene mere sammen. Hun går tættere på ham, og tager ubevidst noget af det afblegede hår om bag øret.

"Åh, så du er meget bedre selv, hva'? Du har haft sex med Zayn og Jess på samme tid! Du har været mig utro, med en fucking dreng!" Hvæser hun, så Louis for et kort øjeblik ser berørt ud. Han ryster lidt på hovedet, mens han bakker væk fra hende.

"Du forstår ingenting." Han mumler det, men jeg opfatter alligevel hvad han siger, inden han maser sig forbi folk, og begynder at gå væk fra Sarah.

"Jeg forstår i hvert fald, hvor gay du er! Fuck dig!" Råber hun panisk efter ham, af sine lungers fulde kræft, inden hun styrter væk, med hænderne taget beskyttende mod sit ansigt.

Jeg mærker en hånd på min skulder, og vender mig rundt. Foran mig står Harry, men måden han kigger på mig på, gør mig utryg. "Hvad fanden skulle det til for?" Hvæser han, og fjerner hurtigt sin hånd igen, som havde han brændt sig. "Du elsker stadig Niall. Du sagde det selv! Hvad er jeg så? En trøstepræmie? Udnytter du mig bare?"

Harrys ord rammer mig som kugler, der bliver affyret fra en pistol, lige i hjertet. "Nej, Harry! Det var ikke det, jeg mente!" Siger jeg forvirret, men han kigger bare skuffet på mig.

"Jeg troede faktisk, at du kunne lide mig. At du altid har kunnet lide mig, ligeså meget som jeg altid har kunnet lide dig. Jeg troede ikke, at du var sådan. Du havde ikke behøvet at hænge os ud på den måde! Ved du hvad Jess? Jeg er færdig med dig. Og du kan godt glemme alt om, at komme med i sommerhus. Du kan godt glemme alt om os." Hans ord drypper af afsky, inden han går væk fra mig igen.

Jeg kan mærke den omklamrende følelse af folks stirren, og får en stigende trang til at græde. Hvordan kunne det ødelægge alt?

"Jess!" Brøler Lexie, mens hun marcherer hen mod mig, med Rebecca lige i røven. "Jeg vrider halsen om på dig, din møgso!" Det er utroligt, så hurtigt hun kan bevæge sig, i de tårnhøje, pink stilletter, hun har på. 

Hendes falske negle river mod min hud, da hun griber ud efter mig. "Du er så fucking klam, din modbydelige luder!" Skriger hun, men Rebecca holder hende tilbage, så hun ikke flår øjnene ud på mig.

Jeg står som forstenet, og kan ikke åbne munden. Lexie står der, med blanke øjne, og hår der stritter ud til alle sider. Jeg kan se, at hun er ved at græde, og det får mod min vilje skyldfølelsen til at vokse. Jeg har aldrig set hende sådan før. 

"Lexie, skat, hun er ikke det værd. Vil du virkelig knække dine nye negle på grund af hende?" Becca sender mig et koldt blik, mens hun snakker til Lexie. "Jeg mener, alle ved da, at hun løj."

Hendes ord får mig ud af min trance, og jeg åbner munden. "Jeg løj ikke!"

"Åh, det er dit ord mod vores, og eftersom du lige er blevet stemplet som taber, hvem tror du så, folk lytter til?" Hun smiler hult til mig, mens Lexie glatter sit hår ud, med den ene hånd, og genopbygger sin attitude. 

"Lad os gå væk, inden hendes skizofreni smitter." Griner Lexie hånligt, så det hakker som knive overalt i mig. De går væk, og efterlader mig smadret i tusind stykker. 

Jeg må ud herfra. Nu.

Jeg sætter i løb, mens folk stirrer og hvisker overalt omkring mig. Tårerne begynder igen at strømme ud, som vandfald over mine kinder.

Jeg løber direkte ind i en person, så jeg falder og lander oven på ham. Hurtigt fjerner jeg mig, og et halvkvalt hulk forlader mine læber, da jeg kigger ind i Nialls blå øjne. 

De er store, og da han også får rejst sig op, står han som forstenet. Han siger ikke noget, og gør heller ikke tegn til det. Min krop skriger på, at jeg bare skal putte mig ind til ham, og søge trøst, men min hjerne fortæller mig, at det ville være dumt. Mit hjerte kan ikke klare en afvisning nu.

"Undskyld..." Græder jeg, men kan ikke kigge ham i øjnene. Desperat prøver jeg at fjerne tårerne, men det lykkes ikke, da nogle nye bliver ved med at glide ned, og overtage de forriges plads.

"Du sagde sandheden," Mumler han, så jeg igen kigger på ham. "Men måden du gjorde det på, var så..."

"Forfærdelig?" Afslutter jeg for ham, med en stemme, der er smadret af gråd. Jeg snøfter en enkelt gang, og trækker lidt på skulderen. "Det ved jeg. Alt jeg gør, er jo forfærdeligt, ikke?"

"Jess," Han griber ud efter mig, og får fat om mit håndled, da jeg skal til at gå forbi ham. Jeg vender mig, og kigger direkte ind i hans øjne. Jeg forventer at han vil sige noget, men det sker ikke. Han står bare og kigger på mig.

Jeg skynder mig at tage min hånd til mig, inden jeg går væk. Jeg skal væk. Langt, langt væk.

Jeg stopper op, da jeg fanger Liams blik. Han står længere væk, og det sender mig tilbage til alle de gange, han har kigget på mig. Men der er noget anderledes ved hans blik. Noget, der ikke plejer at være der.

Selv han ser anderledes på mig nu. Det vil aldrig blive det samme, vel?

Jeg skynder mig videre, men ved ikke, hvor jeg skal hen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Hvordan kunne det her gå så galt? Hvorfor ender alt, jeg gør, i en katastrofe?

Jeg skubber hårdt dørene op, så jeg kan komme udenfor, og væk fra alle de folk, der kigger på mig. Varmen omfavner mig, men får mig langt fra til at slappe af.

Jeg har aldrig før følt mig så alene og hadet, som jeg gør lige nu.

Jeg har det som om, jeg er blevet væk, men jeg ved, at ingen vil lede efter mig. Ikke en gang mig selv.

 

__________________________________________________________________________________

Det var så det sidste kapitel... Jeg var ved at tude, da jeg skrev det, for.. det er slut.. kan ikke fatte det :(

 

Men alt, jeg vil sige, står i næste kapitel. Så for sidste gang:

xx Silke

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...