Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

275Likes
315Kommentarer
23614Visninger
AA

20. I feel so damn lost. (Nutid)

 

Gotta get out - 5 Seconds of Summer

 

Kender i det, hvor man bare hader sig selv? Jeg hader mig selv som pesten. Jeg er det værste menneske i hele verdenen, og jeg fortjener ikke kærlighed. Alle de ting jeg har gjort mod folk, får mig til at afsky mig selv.

Jeg afskyr dig også.

Tænk at du kunne gøre det mod Liam.

Var det for at virke sej, Jess?

For du virker ikke sej. Du virker forfærdelig, præcis som Niall sagde.

Jeg tager mig til hovedet og klemmer øjnene sammen. Stemmen har ret, for jeg er et forfærdeligt menneske. Jeg troede, at de ikke styrede mig mere, at jeg var blevet stærk nok til at kunne sige lidt fra. Men nej. 

Hvordan kunne jeg få mig selv til at sige, som jeg gjorde, til Liam? Han var den eneste for tiden, der kunne få mig til at føle mig tryg, bare ved at kigge på mig. Men som altid, skal jeg skubbe folk væk.

"Jess, er du sikker på, at du ikke vil med hen til Nick?" Min mor giver mig et chok, da hun stikker hovedet ind og kigger på mig. Jeg giver et lille spjæt fra mig, inden jeg igen retter hovedet op, og prøver at tage mig lidt sammen. Hurtigt får jeg plantet et halvhjertet smil på læberne, inden jeg prøver at kigge betryggende på hende.

"Jep, jeg er helt sikker. Rebecca har lige skrevet, så jeg tror bare, hun kommer over, og så spiser vi noget pizza, eller sådan noget..." Hun lægger hovedet lidt på skrå og kigger nærgående på mig, mens en lille tænksom rynke dukker op på hendes pande.

"Skat, er du... Er du okay? Du virker lidt trist."

"Trist? Nope, jeg er helt okay." Lyver jeg, og stikker hende endnu et smil. Hvorfor jeg lyver, når hun endelig lægger mærke til sådan noget, og faktisk spørger ind til mig, aner jeg ikke. Men det passer jo ret fint ind i det "skub-alle-der-holder-af-mig-væk"-tema, jeg har kørende for tiden.

Hun nikker lidt, og smiler så lettet, sikkert fordi hun tror mig. "Nå, men vi kører nu. Ring hvis der er noget, ikke?" Hun sender mig et luftkys, som jeg returnerer, hvorefter jeg stikker hende en thumbs-up som svar på hendes spørgsmål. Lidt efter hører jeg hoveddøren smække bag dem, og jeg ånder svagt ud.

Magtesløs lader jeg mig selv falde, så jeg lander på sengen. Den bløde dyne omfavner kort min ryg, inden jeg rykker lidt på mig, og får fat på min telefon. Jeg har så inderligt lyst til at aflyse med Rebecca, og er næsten ved at gøre det, da en tanke slår mig: Hun er den, af dem jeg har tilbage, jeg bedst kan lide. I det mindste lytter hun på mig. Jeg kan ikke være 100 procent ærlig overfor hende, men vi har i det mindste nogle fællesholdninger. 

Jeg skal til at lægge telefonen fra mig, da Rebeccas navn lyser op på min skærm. Jeg går undrende ind på beskeden, med mine øjenbryn krummet. Hun er her om omkring 10 minutter, så hvorfor har hun skrevet til mig?

Rebecca: "DU HAR BARE AT VÆRE HJEMME!"

Ingen hjerter, ingen smileys. Bare det. Jeg ved ikke hvorfor, men hendes besked gør mig nervøs. Hun virker sur, og hvis det er på mig, har jeg ingen anelse om hvorfor. 

Jeg synes nu, der er pænt mange grunde til at blive sur på dig…

Jeg er også sur på mig selv, men derfor behøver Rebecca vel ikke at være det… Jeg mener, det er der absolut ingen grund til, for grunden til at jeg er sur på mig selv, er jo fordi jeg gjorde noget, blot for at tilfredsstille hende og de andre. 

Men måske overreagerer jeg bare. Hun er sikkert ikke sur på mig…

Jeg sætter mig op igen, og lader være med at svare på beskeden. Hun er her jo alligevel lige om lidt. Jeg kigger kort ned på min mave, og føler mig med det samme tyk. Det er forfærdeligt, for jeg burde ikke føle mig fed… Men når der er så mange andre ting galt med mig, kan det vel ligeså godt komme på listen over ting, der kunne være så meget bedre ved mig. 

Men selvom tanken om mad giver mig kvalme og lavere selvværd, bevæger jeg mig alligevel ud i køkkenet. Jeg burde bare drukne mig selv, min sult og mine følelser i noget dejligt, sundt vand, men i stedet finder jeg hen til vores slikskab. Grådigt åbner jeg lågen, og tager det første det bedste, hvilket så viser sig at være en müslibar.

En fucking müslibar.

Jeg glor lidt på den, men trækker så på skuldrene. Jeg skal have noget i maven, og det skal være nu.

Beslutsomt åbner jeg baren, og tager den hurtigt i munden, med et lille håb om, at al den gumlen vil holde mig væk fra mine egne tanker.

Nogle gange ved jeg egentlig ikke, hvorfor jeg stadig er her. Hvorfor jeg ikke er bukket under, har været svag. For det er jo for helvede det, jeg er! Jeg er svag, jeg er ikke modig, jeg er forfærdelig, modbydelig, uønsket. Sådan føler jeg det igen, for selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, føltes det hele faktisk lidt bedre for en stund.

For en stund, ja. Men nu er det tilbage, fordi jeg handlede så dumt, som jeg gjorde. 

Müslibaren er spist, og tilbage står jeg med et sammenkrøllet papir og et ligeså sammenkrøllet hjerte. 

Papiret ryger hurtigt i skraldespanden, inden jeg går ind mod mit værelse igen. Jeg havde planlagt at lægge mig på sengen igen, og forsvinde ud i intetheden, men en summende lyd fra min dørtelefon får mig på andre tanker.

Nervøsiteten får krøbet sig ind på mig igen, da jeg går hen, og trykker på knappen med den lille nøgle. Jeg følte ikke lige for at skulle snakke med Rebecca igennem dørtelefonen, når nu hun er heroppe lige om lidt.

Oh shit, hun er her lige om lidt…

Jeg skynder mig at låse døren op, og åbner den. Kort lukker jeg øjnene, for at få samling på mig selv, og gør mig klar til at skulle have en facade oppe. Jeg når at åbne øjnene, lige tids nok til at se Rebecca, der tager de sidste trin op til min etage. Hun går ind, lige forbi mig, uden så meget som at kigge mig i øjnene.

Undrende lukker jeg døren, og vender mig så rundt, for at fange hendes blik. Men hun står med ryggen til mig, og ligner en, der prøver at finde ud af, hvad hun skal sige.

"Hej…?" Prøver jeg forsigtigt, hvilket får hende til at give en irriteret lyd fra sig.

"Din lille løgner," Snerrer hun, og vender sig så rundt, så hendes øjne møder mine. De fregnede kinder har fået en svag rød farve, og jeg kender hende godt nok til at vide, at det kun sker, når hun er virkelig sur eller ked af det.

"Vent, hvad?" Spørger jeg forvirret, så hun bare ruller med øjnene af mig.

"Som om du ikke ved, hvad jeg snakker om!" 

"Becca, det gør jeg ærligt talt ikke." Jeg slår opgivende ud med armene, og af en eller anden grund, begynder hun bare at gå væk fra mig, og ind på mit værelse. Jeg følger lige efter hende, og ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre.

"Så du ved ikke, hvad det her er?" Spørger hun og holder sin telefon frem mod mig. Jeg glor dumt på den, men tager den så i hånden, for at kunne kigge bedre på den.

Så vidt jeg kan se, er det bare billedet af mig og Niall igen, denne gang taget af en computerskærm. Spørgende kigger jeg op på hende. Tror hun stadig på, at vi er kærester igen? "Gæt hvis computer, det er."

Igen må jeg kigge ned på billedet, og først nu går det op for mig, at det er baggrunden på en eller andens computer. Ikke, at det gav mig noget clue. "Becca, kan du ikke bare forklare mig det?"

"Stop nu med at spille så fucking dum! Forklare det? Vil du virkelig have, at jeg skal forklare din egen lille, lorte løgn for dig?" Jeg tør næsten ikke nikke, og står bare helt stille, mens jeg kan mærke hvordan jeg bare har lyst til at forsvinde. "Det er Nialls baggrund, din fucking bitch! Du sagde, at der ikke var noget mellem jer længere, men hvorfor fuck skulle han så have det klamme billed som baggrund, hva'?" Hendes ord får mit hjerte til at slå et slag over.

Er det… Er det Nialls baggrund? Er billedet og mig og ham, hans baggrund? 

Følelserne går amok indeni mig, og jeg har lidt svært ved at forstå det her. Jeg rynker svagt brynene, mens jeg prøver at få det hele til at falde på plads, men det var åbenbart et dumt træk.

"Hvorfor skal du se sådan der ud? Som om det kommer bag på dig!? Åh, du undrer dig sikkert over, hvordan jeg fandt ud af din lille hemmelighed, ikke? Ser du, jeg er jo historie-makker med ham, så vi skulle lave opgaven - og guess what: Jeg var hjemme hos ham. Så da han gik ud, for at lave noget te til mig, åbnede jeg hans computer, og så det… Og ved du hvad Jess, du er så klam! Du er klammere end Sarah, for på fucking samme tid, som du er sammen med Niall, har du sex med Liam Payne. Du er en ægte luder, ved du godt det?" Hun spytter det ene skældsord ud efter det andet, og jeg får en trang til at græde. Det er jo ikke sandt. Hun forstår det ikke, for sådan var det slet ikke. Sådan noget kunne jeg aldrig finde på at gøre, så forfærdelig er jeg ikke…

Åh, så det er du ikke?

"Becca, jeg er ikke sammen med Niall længere! Jeg ved ikke, hvorfor det er hans baggrund, jeg mener det virkelig! Jeg beder dig, tro på mig…!" Min stemme knækker over, mens jeg frustreret prøver at formulere mig.

"Jeg havde faktisk ondt af dig, over at jeg havde snavet med ham, men efter jeg fandt ud af det, kunne jeg ikke være mere ligeglad. Niall fortjener så meget bedre end dig! Jeg forstår ikke, hvorfor han ville vælge dig, fremfor mig…!" Råber hun, og jeg forstår pludselig hvorfor det har påvirket hende så meget. Hendes blik… Jeg havde jo kunne se det på hende.

Hun kan lide ham.

"Rebecca, Niall hader mig! Han hader mig, okay?! Du aner absolut intet om noget af det her, så kan du ikke bare blande dig uden om? Ingen af jer aner noget om mig, og jeg er ved at blive sindssyg! Så stop med at beskylde mig for lort, jeg ikke har gjort!" Jeg råber så højt jeg kan, og de tårer der ryger ud af mine øjne er for en gangs lette at ignorere. Jeg borer mit blik ind i Rebeccas, og sørger for, at hun kan se, at jeg for en gangs skyld taler sandt. At jeg for en gangs skyld har fortalt nogle af mine følelser til hende. 

Hun lukker munden, og kigger bare på mig, med et blik jeg ikke helt kan definere. Før jeg ved af det, er hun henne ved mig, og river hårdt sin telefon til sig, inden hun marcherer forbi mig. Hendes trin fortsætter ud i gangen, hvor jeg hører døren, der hårdt bliver smækket i bag hende.

Et hulk undslipper mine læber, og jeg tager hænderne op foran ansigtet, mens mine knæ bukker under. Jeg glider langsomt ned på gulvet, hvor jeg bare ender med at ligge og græde.

 

***

 

Jeg lukker øjnene i og lader musikken omslutte mig. Den flyder ud fra mine høretelefoner, og formår at gøre mig en lille smule rolig. Hvorfor tog jeg overhovedet i skole i dag? Jeg skulle have pjækket, for det her er et mareridt.

Jeg har undgået hele min normale omgangskreds, i frygt for at Rebecca har sladret til alle. Udover det, har jeg stødt ind i Liam to gange, og en af gangene var han sammen med Niall. De havde det samme skuffede udtryk, da de kiggede på mig, hvilket fik mig til at føle mig så sølle og ubetydelig. 

Og det hjalp ikke, at alle prøvede at snakke med mig, og forklare hvor sej de synes jeg var, fordi jeg sagde sådan til Liam. Endnu en tåre sniger sig ned ad min kind, og blander sig med min mascara og nogle andre, indtørrede tårer. Det hele var for meget, så nu er jeg flygtet ind i idrætshallen. 

Det er spisefrikvarter, så her er låst af. Altså bortset fra den lille dør, under venstre basketballkurv, der fører ud til den øde side af skolen. Vi fandt døren for lang tid siden, og plejer at sidde herinde, når det er vinter, hvis vi ikke vil sidde i kantinen. Nu bruger jeg så bare den store hal, som mit skjulested, for jeg ved med sikkerhed, at der ikke kommer nogen.

"Jess?" En stemme, der formår at overdøve min musik, får mig til at spjætte. Forskrækket kigger jeg op, og mit slørrede blik møder Harrys grønne øjne. Jeg skynder mig at tørre mig under øjnene, med bagsiden af min hånd, så den bliver grå af den fortyndede mascara.

Harry kigger bekymret på mig, så jeg hurtigt forsøger mig med et skævt smil. Jeg kan mærke at det brister, og mine mundvige trækker hurtigt nedad igen. Af ren refleks gemmer jeg mit ansigt i mine hænder, og håber inderligt at han bare vil gå og lade som om, han aldrig har set mig sådan her.

Min ene høretelefon bliver forsigtigt fjernet, inden jeg kan mærke Harrys blide tag om mit håndled. Han vrister min ene hånd væk, så jeg ikke kan undgå at kigge direkte ind i hans øjne. De ser grønnere ud, end de plejer. Normalt synes jeg egentlig, at de er lidt mosegrønne, men lige nu er de ekstremt klare. Han ser ægte bekymret ud, men smiler så skævt til mig.

"Jess, er du okay?" Han slipper ikke grebet om mit håndled, mens han bare sidder på hug foran mig, og kigger indgående ind i mine øjne. Jeg skal lige til at svare, da han siger noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle høre fra ham. "Og denne gang må du ikke lyve."

Det får mig til at kigge lidt væk, mens jeg stille ryster på hovedet. "Nej, jeg er ikke okay. Du må ikke sige det her til nogen Harry, det må du ikke. Ingen forstår-" Jeg kigger tilbage på ham, men han tysser stille på mig.

"Jess, hvorfor skulle jeg sige til nogen, at du er ked af det?"

"Fordi det er sådan noget, de gerne vil høre. Alt, der kan gøre mig til et nemmere offer. Så de, i, har lettere ved at presse mig ud i ting. Du forstår det ikke Harry." Siger jeg bestemt, men han bliver bare siddende, og ændrer ikke sit udtryk. Det er som om at jeg har åbnet op for alle mine følelser, og jeg ikke kan finde ud af at holde dem inde længere.

"Jo, jeg forstår dig Jess. Tror du ikke, at jeg også føler mig presset? Hver dag bliver der forventet, at jeg er på en bestemt måde. At jeg siger sådan, og gør sådan." Han tager forsigtigt sin frie hånd under min hage, så jeg ikke kan kigge væk fra de grønne øjne. Langsomt giver han slip på mit håndled, og fører i stedet den hånd hen, og tager noget af mit hår om bag mit øre. "Men lige nu, er der ingen der skal stoppe mig i at gøre det, jeg har lyst til."

Jeg når at blive forvirret over hans ord, inden han læner sig frem, og blidt trykker sine læber mod mine. Jeg kan mærke hvordan mine tårevædede kinder bliver trykket mod hans, mens han rykker sit hovedet tættere mod mit. Jeg lukker øjnene, og nyder det, for selvom jeg er forvirret, kan jeg ikke lyve overfor mig selv.

Jeg fanger hans blik, da han trækker sig lidt væk, og jeg kan se hvordan hans øjne lyser varmt. "Du er den smukkeste, mest fantastiske pige, jeg kender, Jess. Det håber jeg, at du ved," Hans ord får et smil frem på mine læber, selvom jeg troede, at jeg aldrig ville kunne smile ægte igen. 

En ny, men fantastisk, varm følelse spreder sig fra mit hjerte og helt ud til mine fingerspidser. Jeg fører mine hænder op i hans rodede krøller, og lader dem glide gennem det filtrede hår, inden jeg forsigtigt læner mig frem mod ham igen.

Jeg kan mærke hans ånde mod mine læber, inden han blidt trykker sine mod mine igen. Som vi sidder der, føler jeg igen, at jeg er noget værd. At der stadig er nogen, der holder af mig. 

Jeg håber inderligt at jeg kan bryde ud af mit mønster, og ikke skubber Harry væk. For som det ser ud lige nu, er han alt, jeg har tilbage.

 

___________________________________________________________________________________

Og så kom der endelig noget Jerry/Hass-action! Hvad siger i så? Er i lige så forvirrede som Jess? Og hvad tror i, der sker i næste nutidskapitel? Dam, dam, daaam, der er ikke mange tilbage, kan jeg afsløre...

 

OG SÅ VIL JEG LIGE HAVE LOV TIL AT FLIPPE, FORDI 1) Min baby Ashton Fletcher Irwin (ja, jeg skrev hans fulde navn) bliver 19 i dag, og nej nej nej, I can't handle it... <3 OG 2) JEG ER KOMMET OP PÅ FREAKING 108 FANS! Det er så stort for mig, så ja, TAK!!!!

 

xx Silke <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...