Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

275Likes
315Kommentarer
23755Visninger
AA

13. I can't blame you baby, it's me that's done wrong. (Datid)

 

Free - Graffiti6

 

Der var ikke gået lang tid, siden alt det med Louis var sluppet ud. Eller.. det var ikke sluppet ud, for det var kun Louis, Zayn og jeg, der vidste, hvad der var sket mellem os, og det var godt. Der var jo ikke nogen, der skulle vide noget.

Men jeg var stadig den eneste, der vidste, at Louis var biseksuel. Der var ikke andre end mig, der vidste det, og der var ikke andre, der skulle vide det.

Det forklarede bedre, at han var gået med til noget til festen, for han var helt klart den af os tre, der havde været mindst fuld, og nu gav det mening for mig. Zayn havde bare været fuld, så han havde nok ikke rigtig haft styr på, hvad han havde lavet.

Men han fortrød det ikke, for han vidste godt, hvad han havde lavet. Vi havde jo snakket om det, så det vidste han, og han var slet ikke ked af det eller noget, han tog det bare mere, som det var. At det var sket, og så måtte det være sådan.

Louis var bare den, jeg havde ondt af, for han kunne ikke komme ud med det på nogen måde. Som om, at det nogensinde ville blive accepteret, hvis han sagde, at han var biseksuel. Ingen.

Det var kun mig, fordi jeg havde set hans reaktion på det, Zayn sagde, og fordi jeg selv havde været sammen med ham sammen med Zayn.

Faktisk følte jeg mig som den største luder, man kunne finde lige pt. Jeg var så ung, og jeg havde haft en freaking trekant med to af mine bedste venner. Jeg følte mig så klam ved tanken om, at jeg havde været sammen med to på en gang. Hvordan kunne jeg kigge mig selv i spejlet? Jeg kunne ikke besvare det spørgsmål, hvor meget jeg end ønskede det.

”Kommer du ikke for sent?” min mor tittede frem i min døråbning med et spørgende udtryk. Jo, mor, det gør jeg, men jeg pjækker. Jeg havde lyst til at sige det, men jeg lod være.

”Nej, vi skal møde klokken ni i dag,” svarede jeg med en monoton stemme og kiggede væk fra hende. Jeg måtte se sjov ud, som jeg sad her. Jeg sad på kanten af min seng og bare kiggede frem for mig uden rigtigt at foretage mig noget.

”Nå.. jamen okay. Så skal du bare huske at komme til tiden der,” påpegede hun, før hun igen forsvandt væk. Jeg nikkede blot hen mod den lukkede dør, som hun havde smækket i efter sig. Hun gav mig ikke engang en chance for at svare hende.

En trang til at græde steg op i mig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Normalt var jeg slet ikke den her skrøbelige person, men det hele var bare for meget, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst.

Som sagt havde jeg det direkte dårligt med, at jeg havde været sammen med Louis og Zayn. Jeg kunne ikke kende mig selv. Jeg var Jess, ja, men ikke den Jess, som jeg kendte. Hende, jeg kendte, havde aldrig overvejet den tanke.

Hvor klam var jeg lige overfor mine venner og veninder? Louis var sammen med Sarah, de var et fucking fast par, og så var der Lexie, der var så vild med Zayn, at det gjorde helt ondt. De ville hade mig, hvis de fandt ud af det.

Hvordan skulle jeg også forklare dem, hvad det var, der var sket til festen? Hvorfor jeg bare var skredet på den her måde? Det gad jeg ikke sige til dem, for de ville bare grine af mig og sige, at jeg var alt for følsom, fordi det ’bare’ var Niall.

Jeg kunne altså godt lide den her dreng, og det var ødelagt. Det var det, der gjorde mig ked af det. Og derfor var det også så forfærdeligt at læse de ting, han havde skrevet til mig, for jeg var altså ikke noget hjerteløst monster, selvom der var mange, der troede det. Det var ikke rigtigt, det passede ikke. Det gjorde ondt og stak i hjertet, når han skrev sådanne dårlige ting om mig.

Dog kunne jeg ikke bebrejde ham, for han gjorde ikke andet end at beskytte sin bror, hvilket jeg nok også selv ville gøre. Hvis ikke det var, fordi at jeg havde en perfekt bror, der ikke havde brug for, at jeg beskyttede ham.

Tiden fløj af sted, sådan som jeg sad i mine egne tanker, og pludselig bankede det hårdt på døren. Min far trådte ind. ”Nu er det altså tid til, at du skal af sted. Du kommer for sent ellers, og dine lærere har allerede skrevet til os en gang, at du aldrig møder til tiden. Det må ikke ske igen,” sagde han hårdt.

Jeg bed mig i læben, da tårerne sprang frem i mine øjne på en ubehagelig måde. De bemærkede aldrig, der var noget galt. Godt nok plejede jeg heller ikke at reagere sådan her på det, som han sagde, men det var bare det hele sammen.

Det var som om, at det var det samme, og jeg kunne ikke klare det. I dag ville uden tvivl blive sådan en dag, hvor selv den mindste ting ville kunne få mig til at bryde fuldstændig sammen, og hvor jeg ville være på kanten til tårer hele tiden.

Det var de dage, der var de værste. Jeg havde lyst til bare at ligge mig ned og putte mig væk under min dyne for evigt, men det kunne jeg desværre ikke.

”Jess!” råbte min far, der var gået ud igen. Det gav et sæt i mig, før jeg rejste mig op fra sengen med zombieagtige bevægelser. ”Mhm, jeg skal nok,” svarede jeg tilbage. Jeg tog min taske, der lå på sengen, på ryggen, før jeg begav mig ud af mit værelse.

Uden pis var det lidt som at forlade sin lille, trygge hule, og jeg følte mig helt nøgen, da jeg kom ud derfra. Tanken om, at socialisere i dag var den mindst tiltrækkende, jeg kunne bringe op lige pt.

Turen til skole gik hurtigt – for hurtigt, hvis du spurgte mig ad, for jeg stod midt i min klasse, før jeg nåede at få samlet mine tanker.

Det var en engelsktime, vi skulle have, hvilket også betød, at Zayn og Lexie var i klassen, jeg nu befandt mig i.

Zayn smilede kækt til mig, da han fik øje på mig, og det kom egentlig ikke bag på mig. Det virkede som om, at han nærmest var stolt over, at han havde formået at have en trekant, og hvis ikke det var, fordi jeg godt vidste, at han ikke ville have ud, at han havde været sammen med en dreng, vílle jeg være bange for, han rendte rundt og blærede sig med det.

Jeg gengældte ikke hans smil, da jeg rent faktisk bare følte, at det hele ville blive mere akavet af det her. En ting var helt sikkert: Det ville aldrig nogensinde blive det samme mellem Zayn, Louis og jeg igen. Det ville være så akavet mellem os fra nu af og til evig tid.

Lexie hev mig ud af mine tanker. ”Hej, Jess,” sagde hun muntert og gjorde tegn til, at jeg skulle gå hen til hende. Da jeg ikke ligefrem havde nogen undskyldning for ikke at gøre det, gik jeg til venstre og ned bagi til hende.

”Hey,” sagde jeg og prøvede at lyde så afslappet og normal som muligt. Lexie smilede sit irriterende smil, før det ventede smil kom ud gennem hendes grimme læber. ”Hvor blev du af i fredags? Eller.. jeg mener, du gik jo tidligt, og du lignede en, der var helt grædefærdig,” sagde hun.

Opmærksomheden var rettet mod os, og jeg var overbevist om, at det var meningen. Hun snakkede så højt, at det var umuligt ikke at høre det.

Irriteret skævede jeg til hende og rundt i klassen. ”Jeg havde det ikke særlig godt, fordi jeg havde drukket så meget,” løj jeg. Okay, det var kun en halv løgn, for jeg kunne godt have haft det bedre den dag, men det var jo ikke the main reason til, at jeg tog hjem.

Det var Nialls åndsvagt smertefulde besked.

”Du plejer da ikke at reagere sådan, fordi du har det dårligt af alkohol?” bemærkede hun. Hun gangede Zayns blik og blinkede kort til ham. Han gengældte det ikke, men det så i stedet ud som om, han ikke brød sig så meget om det. Skulle ikke undre mig, hvis han var bange for, at jeg kom til at røbe et eller andet.

”Nej, men det gjorde jeg den her gang. Jeg var også meget træt, og jeg havde heller ikke været helt på toppen gennem dagen,” sagde jeg, og jeg var ikke i tvivl om, at alle garanteret kunne fornemme den snert af irritation, der lå i min stemme.

Lexie gik mig så meget på nerverne. Det var det, der var ved vores forhold; altid prøvede vi nærmest at irritere hinanden (læs: hun prøvede at irritere mig), men vi sad altid sammen til timerne, når der ikke var andre.

Det var lidt som om, at vi.. følte os tvunget til at være sammen? Noget i den stil. Men vi skulle selvfølgelig også fastholde vores gode omdømme, så det var sådan, det måtte være. Fandeme nej, om jeg skulle være den til at ødelægge det, for så ville jeg få alle på nakken. Så hellere bide smerten i mig og finde mig i Lexie.

”Ja, ja, så må vi jo sige det,” endte hun med at sige samtidig med, at hun trippede irriteret i bordet. En lyst til at slå hende over fingrene for at få hende til at holde op, steg op i mig, men jeg holdte den for mig selv.

Rent faktisk formåede jeg at blive helt lykkelig, da min lærer trådte ind, så jeg ikke behøvede at blive udspurgt af Lexie.

..eller, det troede jeg i hvert fald. Der gik ikke særlig lang tid, før hun pludselig skrev en seddel og sendte den hen til mig.

”Hvor var du første time? Vi plejer ikke rigtigt at pjække uden at sige det til hinanden eller uden at aftale det alle sammen, sammen.”

Havde hun skrevet. Trangen til at ignorere sedlen var stor, men jeg lod være. Det var bedst ikke at begyndte at spilde op overfor Lexie.

”Jeg sov over mig.” svarede jeg tilbage og kiggede ikke engang på hende, da jeg gav den tilbage over bordet.

Det kom bag på mig, at jeg løj så meget lige nu. Ja, det var ikke, fordi jeg var uskyldig og aldrig løj, men det var bare mere det der med, at det havde været mig nødvendigt at lyve to gange for hende på like fem minutter.

Men what ever, Lexie fortjente det, når nu hun var, som hun var.

Og det gør du også. Du har knaldet din venindes crush synder og sammen.

Irriteret skubbede jeg den lille stemme i mit hoved væk, der prøvede at give mig dårlig samvittighed over begivenhederne efter festen. Rettelse: dårligeRE samvittighed, end jeg havde i forvejen. Det behøvede jeg ellers ikke, jeg var i besiddelse af nok.

Timen gik hurtigt, og jeg fandt mig selv stå sammen med min sædvanlige gruppe af mennesker i det frikvarter, der var her mellem kvart i ti og ti. Man kunne roligt sige, at jeg var fraværende, for jeg tog ikke den mindste smule del i samtalen, der kørte frem og tilbage.

Måske havde det også noget at gøre med, at jeg prøvede på ikke at gøre mig bemærket, fordi Louis og Zayn var her. Hver gang deres øjne faldt på mig, blev jeg fuldstændig forfjamsket og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Det var bare den der tanke om, at de havde noget på mig, som de i princippet kunne bruge. Dog ville det gå udover dem selv, hvis de gjorde det, men tanken var foruroligende.

I dag kunne ganske enkelt ikke overstås hurtigt nok. Hold kæft, hvor jeg savnede min dyne og min seng, jeg kunne slet ikke sætte ord på det.

”Mussi?” der blev puffet til mig på armen, og jeg blev meget mere end overrasket, da jeg kiggede o og så ingen andre end Harry stå og kigge spørgende på mig. Havde han lige kaldt mig mussi, eller tog jeg helt fejl?

”Hva? Kaldte du mig lige mussi?” jeg hævede et øjenbryn og kiggede rundt på de andre, der også stod og så lidt småoverraskede ud. Harry trak blot på skuldrene. ”Hvad, hvis jeg gjorde?” sagde han så udfordrende.

Hurtigt kiggede jeg ned i gulvet og trak på skuldrene. ”Så ikke noget,” indrømmede jeg. Harry grinede kort. ”Nå, men vi snakkede om at gå ud og ryge, så skal du med ud, eller vil du blive i den her zombie-agtige tilstand hele dagen eller hvad?” han grinede igen, og jeg kunne ikke lade være med at få kuldegysninger.

Det var ikke min skyld, men de kom ligesom bare krybende. ”Jeg vil gerne med,” skyndte jeg mig at sige, da det gik op for mig, jeg ikke svarede. Hvad måtte de ikke tro om mig, når jeg hele tiden faldt hen på den her måde? Det måtte egentlig også være belastende, at de ikke kunne få kontakt til mig.

Jeg gik nede bagved og havde egentlig regnet med, at jeg ville gøre det hele tiden, men pludselig stoppede Harry op, så han kunne komme ned på siden af mig. Ikke nok med det, lagde han også en arm om min skulder, imens vi gik.

Hvordan skulle jeg lige tolke de her pludselige signaler, der var? Hvis man overhovedet kunne kalde dem signaler.. han gjorde bare ikke ting som dette så ofte, så jeg blev lidt forvirret.

”Man skulle tro, at du har taget en kærlighedspille,” endte jeg med at sige drillende, da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige. Han slog en latter op. ”Hvem ved..” endte han med at sige, og jeg rynkede på panden for mig selv.

Han var virkelig mystisk i dag. Ikke, at han ikke var det normalt, men han var mystisk på sådan en måde, at jeg følte mig helt akavet og ved siden af mig selv, når jeg snakkede sammen med ham. Og han skulle forestille at være en af dem, jeg kendte bedst?

De andre tog en smøg frem, men siden der ikke var nogen, der tilbød mig nogen, slap jeg for det. Jeg var ikke fast ryger, så det var jo helt fint, at jeg kunne slippe for det. Jeg havde ikke godt af det alligevel, så ja. Positive energier over hovedet på Jess i dag. Or something.

Det var først efter et par minutter, at det gik op for mig, at Harry ikke havde sluppet sit greb om mig, og at han ikke deltog i samtalen – faktisk stod de andre i sådan en slags cirkel på en måde, og Harry og jeg var ikke inde i den.

Det plejede da at være mig, der stod udenfor den cirkel.

”Skal du ikke snakke med dem?” spurgte jeg og lavede et nik hen mod dem. Han kiggede kort på dem, før han slap grebet om mig og stillede sig lige foran mig. ”Skal du ikke?” gav han igen med et spørgende udtryk.

Okay, der fik han mig. Jeg grinede en smule, før jeg kiggede op i hans øjne. Og ja, der blev jeg så mindet om, at de var denne utroligt flotte, grønne farve, som ingen kunne modstå.

Det var måske også det, der var grunden til min næste handling. Tanken nåede ikke at strejfe mig, før jeg bare handlede.

Jeg stillede mig på tæer, lagde armene om halsen på ham og lænede mig frem mod ham. Lige inden jeg skulle til at ramme hans læber med mine, drejede han hovedet og skubbede mig en smule væk. Al snak var stoppet ved siden af os.

Tiden stod stille, imens jeg bare stod og kiggede på ham, forvirret over, hvad jeg lige havde gjort. Stilheden blev brudt af Lexie, der slog en høj latter op.

”Oh my god, så I det?” skreg hun nærmest af grin og tog sig til maven. Jeg kunne mærke tårerne stige op i øjnene, da de andre også grinede. Undtagen Harry. Han kiggede bare på mig med et udtryk, jeg kunne ikke læse.

”Hvad er det, du har gang i, Jess?” grinede Sarah. Jeg kiggede på hende, mine øjne fyldt med tårer, og da jeg så, hvordan de alle sammen grinede på den hånlige måde, reagerede jeg, som enhver ville gøre: Jeg løb.

Jeg vendte om på min hæl og løb alt, hvad jeg kunne for at komme væk. Hvad havde jeg rodet mig selv ud i?

Bag mig kunne jeg høre Harry råbe på mig, men jeg stoppede ikke en enkelt gang for at se mig tilbage. Jeg skulle bare væk.

 

________________________________________________________________________________

LALALALA SILKE HER.

Det her er fucked, for det er et datidskapitel, og ja... Altså, jeg har ikke skrevet det, men den søde Mirah havde ikke nogen computer i nærheden, så nu publicerer jeg, på vegne af hende.

 

Og virkelig, da jeg læste det her kapitel første gang, fik jeg så mange feels og flippede på Mirah, og urghakæsh<kd!! virkelig, argh

Men hvad synes i? 

Vi elsker jer virkelig højt, ligeså højt som vi elsker Jess (og det er altså meget, for hun er vores lille baby<3)

 

OG DER ER SNART SOMMERFERIE WUUUPP, GLÆDER MIG URGH!!! (heldige mirah har allerede ferie... Og hun går freaking ud af vores skole, og det er jo trist :( ) <-- det så dumt ud, haha

 

xx Silke 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...