Lost - One Direction

Jessica Hayes er skolens populære pige. Hun er i toppen af hierarkiet, er smuk og har en masse venner. Hun har det liv, alle drømmer om. Eller har hun? I virkeligheden er Jess langt fra lykkelig og glad, som alle går og tror. Hendes fortid plager hende, og gør hende i tvivl om, om hun virkelig er den, hun vil være. Selv den "perfekte" pige kan have det dårligt med sig selv. (Drengene er ikke berømte.)

276Likes
314Kommentarer
24183Visninger
AA

23. Check my vital signs to know I'm still alive. (Datid)

 

Green day - Boulevard of Broken Dreams 

”Fortæl mig lige, hvad det var, der skete i går,” Zayn kiggede nysgerrigt på mig, imens vi sad på en legeplads, vi tilfældigt var gået forbi. Jeg gyngede mig selv lidt frem og tilbage på gyngen, som jeg havde placeret mig på. Zayn sad ved siden af mig.

”Hvad mener du?” spurgte jeg, selvom jeg godt vidste, hvad han snakkede om. Det faktum, at jeg havde slået Lexie, ville nok ikke slippe nogen foreløbigt, hvis ikke aldrig. Ingen havde vidst set det komme.

”Behøver jeg minde dig om, at du stak Lexie en lussing i går, eller?” han rynkede på panden, da han sagde det. Jeg bed mig i læben og rystede på hovedet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Det værste af det hele var, at jeg slet ikke havde det dårligt med det. Jeg havde det snarere rigtig rart med, at jeg havde smækket Lexie den lussing, som hun fortjente mere end noget andet.

”Hun irriterede mig,” endte jeg med at svare kort. Jeg kiggede udover pladsen i stedet for at kigge ham i øjnene og håbede dermed på, at han ville lade den ligge, men selvfølgelig gjorde han ikke det.

”Hun har irriteret dig før, så hvorfor slog du hende lige i går?” han borede mere i det, end jeg ville have, at han gjorde. Men jeg kunne ikke holde det væk fra ham eller nogen af dem – hvad regnede jeg med? Jeg så dem jo konstant. Hvis det selvfølgelig stadig ville ske, efter jeg havde slået Lexie på den måde, som jeg havde.

”Hun gik over stregen. Alt, hun gør, irriterer mig. Hun gør alt, hvad der overhovedet står i hendes magt for, at jeg bliver ydmyget og gjort til grin – alt for, at det er mig, der skal gøre de værste ting, blive udsat for det mest klamme. Har du slet ikke bemærket det? Jeg gjorde det, som jeg har haft lyst til i meget lang tid. Hold kæft, hvor fortjente hun det også, den b-” ”Hov, hov, Jess, slap lidt af. Du hidser dig selv op,” Zayn afbrød mig.

Da jeg kiggede op på ham, vidste jeg godt, at jeg var kommet til at sige for meget. Det var slet ikke meningen, at han, eller nogen af de andre, skulle vide, at jeg havde så stort et had mod hende.

Zayn så virkelig overrasket ud med opspilede øjne, der var fuldstændigt forvirrede.

”Undskyld,” sagde jeg hurtigt og kiggede væk fra ham endnu engang. Der var stilhed lidt, før han brød den: ”Okay, er lidt forvirret her: Hvorfor kyssede du mig egentlig der? Det var totalt ude af kontekst, men du gjorde det alligevel.”

Jeg sukkede højt. ”Lexie er så væk i dig, at det gør ondt. Man skal være komplet idiot for ikke at kunne se det. Bemærkede du heller ikke, at det gjorde hende så utroligt rasende, at jeg kyssede dig? Hvis ikke, så er det måske dig, der er så dum, at du ikke kan se det. Jeg kyssede dig for at irritere hende, som hun irriterer mig alt. For en gangs skyld var jeg ikke den voksne, som jeg ellers altid prøver på at være,” svarede jeg med en iskold stemme, som kom lidt bag på ham.

”Okaaaay,” endte han med at svare, da han tydeligvis ikke havde nogen anelse om, hvad han skulle svare til mit lille vredesudbrud. Han var ikke vant til, at jeg opførte mig på den her måde overfor nogen af dem, vi var sammen med.

”Undskyld,” jeg sagde det igen, præcis som jeg havde gjort før, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige til ham. Han var klar over, at jeg mente hvert et ord, jeg havde sagt, så jeg kunne ikke påstå, at jeg ikke havde ment det.

”Nu undskylder du igen,” bemærkede han med rynket pande. Jeg sukkede. ”Ja, det gør jeg, for jeg burde ikke have sagt det, og lige nu ville jeg ønske, at jeg kunne have holdt min store mund og ikke være begyndt på at tale løs om mit had til den person, der vil være forelsket i dig til evig tid,” vrissede jeg.

Åh gud, siden hvornår var jeg begyndt at være sådan en heks overfor folk, når de rent faktisk talte til mig i et ordenligt toneleje?

Endnu et suk undslap mig. ”Undsky-” ”Du skal ikke undskylde mere, okay, Jess? Jeg kan fornemme på det hele, at du er rimelig forvirret over alt. Stadig har jeg ikke rigtig fået mere forståelse for, at du slog hende. Men det må jeg bare lade ligge. Skal du have en smøg?” han smilede pludselig kækt og puffede til mig.

”Når nu du spørger så pænt, så ja tak,” svarede jeg og prøvede at gøre det mere afslappet i forhold til, hvordan det var før. Jeg tog i mod smøgen, han rakte frem mod mig og fandt min egen, lyserøde lighter frem.

Stilheden i mellem os var kvælende på en helt utrolig måde. Jeg var næsten 100% sikker på, at det var grundet begivenheden i går og også selve det faktum, at jeg havde været i seng med ham og Louis. Jeg ville aldrig nogensinde komme mig over det.

Hvordan jeg var endt op med at sige ja til Zayns sms om, om jeg kunne mødes, var jeg ikke helt sikker på, men nu sad vi i hvert fald her. Det var typisk mig at føle mig tvunget til at sige ja til det, selvom jeg slet ikke gad. Af alle mennesker var Zayn nok den sidste, jeg gad mødes med lige nu. Næst efter Lexie. Eller Liam, for han skræmte mig med hans måde at stalke mig på.

”Det virker som om, du tænker dybt koncentreret,” bemærkede Zayn og rev mig væk fra mine fangende Liam-tanker. Jeg trak på skuldrene.

”Mhmm,” svarede jeg blot, da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle svare. I dag havde jeg det virkelig underligt, som om der ikke rigtigt var nogen ting, der passede sammen, som de skulle. Det var der selvfølgelig aldrig rigtigt i mit liv, men det var endnu værre i dag.

Det var nok min egen skyld, at det var sådan. Jeg havde jo ligesom en tendens til at få fucket alle tingene op med min gruppe, eller hvad jeg skulle kalde dem. Harry kyssede jeg, Zayn og Louis knaldede jeg med, Lexie slog jeg fandeme, Sarah og Zayn tog jeg i at være sammen..

Måske var det mig, der var noget galt med og ikke alle andre? Det var da næsten mere realistisk, var det ikke? Altså.. Jeg syntes jo konstant, der var noget ved andre menneskers opførsel og væremåde og behandling af mig også, der var forkert, men måske var det mig, der var noget galt med, i stedet for, at det var alle dem, der var fucked op. Det lød mere realistisk, ikke? At det var en person, der var skudt i hovedet og ikke Rebecca, Louis, Zayn, Harry, Lexie og Sarah..

”Okay, Jess, du bliver nødt til at svare mig ærligt på det her,” Zayn lød så skræmmende seriøs, at jeg kiggede decideret forskrækket på ham. Jeg var langt fra vant til at høre det tonefald fra ham, for han var typen, der intet tog seriøst. Det ragede ham jo en papand, hvis det ikke rigtigt vedrørte eller omhandlede ham.

”Hvad?” spurgte jeg, ængstelig for svaret. Om jeg turde vide, hvad hans spørgsmål var, var jeg ikke helt overbevist om.

”Hvad er det, der er galt med dig?” da jeg ikke lod til at forstå, det han sagde, fortsatte han: ”Du er blevet så anderledes, Jess, det skræmmer mig lidt nogen gange. Du har lukket dig så meget inde i dig selv, som om du slet ikke er til stede, når du er sammen med os andre. Som om du befinder dig et andet sted, eller der er noget, der optager dine tanker. Og du smiler aldrig – det har jeg bidt mærke i, selvom du måske ikke tror, at jeg er typen, der gør det. Engang var du altid glad og med på den værste – helt uden tøven, og det var sjovt. Det var en gode Jess. Og den Jess, som vi i den grad alle savner,” forklarede han. ”Alle” indebar nok kun ham.

Jeg fik en lyst til at rejse mig og skrige af ham, hvordan fanden han forventede, at jeg kunne være ’den samme gode Jess’, når jeg var blevet ydmyget af at kysse Harry, havde slået Lexie, havde smidt Nialls bror ud, havde mistet Niall, havde fundet ham og Sarah sammen, havde været sammen med Zayn og Louis.. før alt det. Før mine tanker begyndte at drive mig til vanvid og få mig til at føle mig som en person, der burde blive indlagt.

Jeg havde lyst til at skrige af ham, skrige for at komme ud med alt det, som jeg bar indeni, som der absolut ikke var nogen, der lyttede til.

Hvordan forventede han, at jeg skulle være som enhver anden, når jeg ikke havde nogen. Ikke engang min fucking familie brød sig om mig eller ville bemærke mig og mine problemer. De var vel nok ikke nok værd til at påtage sig deres opmærksomhed.

Problemer var ikke det, de lagde vægt på, tydeligvis. Det var bedre med succes i livet, som Nick havde. Jeg vidste, at det ikke var fair, at jeg tænkte sådan, men jeg kunne ikke lade være. Alt var bare ved at køre for langt ud nu.

Jeg kunne ganske enkelt ikke håndtere alt det, der langsomt havde hobet sig op i mig, lag på lag, uden jeg kunne sætte den stopper for det.

”Nu skal du høre. Hele min verden falder sammen om ørerne på mig,” røg det ud af mig, før jeg kunne nå at stoppe mig selv. Stilheden var kortvarig, før Zayn grinede kort. ”Jess, vær lige seriøs,” sagde han så.

Var det okay, at jeg havde lyst til at slå ham ligeså hårdt, som jeg havde slået Lexie i går? For holy fuck, det beviste noget om hans intelligens og bekymring om mig.

”Jeg har det fint. Alle har deres perioder, hvor de er lidt ved siden af sig selv,” ændrede jeg så mit svar til.

Vi røg vores smøger i stilhed, og jeg rejste mig fra gyngen, da vi var færdige. Med et enkelt blik på ham sagde jeg: ”Jeg bliver nok nødt til at smutte hjem. Jeg har ting, jeg skal ordne derhjemme og sådan noget,”

Enhver idiot ville kunne se, at jeg løj – både nu og før - for jeg var ikke ligefrem i besiddelse af et talent til at lyve fejlfrit. Men Zayn hoppede på den, og det mindede mig endnu engang om, at han var dummere end en idiot, selvom han rent faktisk snakkede med mig nu.

Problemet var bare, at jeg var overbevist om, at han ikke spurgte ind til mig, fordi han interesserede sig for det, men fordi han blev nødt til det. Eller også havde de andre bedt ham om det.

”Okay. Skynd dig at blive normal igen, ikke? Vi ses.” han gav mig et kram, før jeg med hastige skridt begav mig af sted mod mit hjem.

 

***

 

Jeg havde haft det underligt, siden jeg vågnede op igen. Lige da jeg kom hjem, var jeg faldet i søvn. Problemet var bare, at jeg ikke rigtigt kunne gøre noget ved, hvordan jeg havde det, for der var ikke noget, man kunne gøre – lige meget hvad. Det var ikke fysisk underligt, jeg havde det. Det var mere tankerne inde i mit hoved, der gjorde mig fuldstændig sindssyg, og det var noget til det punkt, hvor jeg havde lyst til at gøre alt for at få mine tanker væk.

Det plejede ikke at være sådan her. Faktisk plejede jeg ikke at føle mig så meget ved siden af mig selv, som jeg gjorde nu, og det havde jeg aldrig oplevet før. Måske var det samtalen med Zayn, der havde fået sat tankerne i mit hoved i gang. Jeg vidste det ikke.

Et suk undslap mine læber, da jeg rejste mig fra sengen. Den sidst halve time havde jeg ikke lavet andet end at ligge og stirre dumt op i loftet, imens tankerne fløj rundt.

Niall, Lexie, Harry, Louis, Zayn, Liam, mine forældre – hvordan de var overfor mig, hvor ligeglade de var, min så perfekte bror. Gangen hvor Niall havde afvist mig fuldstændig, da jeg kom hen til ham. Men det var klart, det var jo efter, at jeg havde fået smidt hans bror ud.

Alle og alt blev tænkt igennem eller på, og der var intet, jeg kunne gøre, for at stoppe det. Normalt kunne jeg godt kontrollere mine tanker og dermed tvinge mig selv til at tænke på noget andet end det, jeg tænkte på, men jeg manglede min mentale styrke. Lige, når jeg havde mest brug for den.

Mine forældre var ikke hjemme, for det var lørdag, og de var taget hen til en fødselsdag på min fars side, som jeg af en eller anden grund ikke var inviteret til. Garanteret, fordi det var for voksne, og der var alkohol – som om, jeg aldrig havde drukket før. Det vidste alle vidst godt, at jeg havde.

Uden tanke for, hvad jeg egentlig ville, gik jeg rundt i mit hus. Først badeværelset, så køkkenet og til sidst stuen. Det føltes som om, at jeg slæbte mine fødder efter mig, og det var til at blive sindssyg af. Jeg var ikke mig selv lige nu.

Det var der, den første tåre faldt. Alle følelserne kom væltende ind over mig, og der gik ikke lang tid, før et hulk undslap mig.

Hvem var jeg, som person? Hvordan var jeg blevet den her person, som jeg i dag var? Det var på grund af alle de latterligt fucked op mennesker, der var i min omgangskreds. Alle dem, der havde væltet mig, trådt på mig, når jeg lå ned. Det var dem, der gjorde mig til den, jeg var i dag.

Og jeg var selv en af de sygeste kællinger, jeg kunne nævne. Jeg havde ikke ord for, hvor forfærdelig, jeg var, og hvor mange fucked op syge ting, jeg havde gjort mod andre mennesker.

Kvalmen steg op i mig ved tanken om det hele, og jeg lagde mig ned, hvor jeg stod; på gulvet. Jeg havde det dårligt med mig selv – så dårligt, at det overvældede mig og fik mig fyldt med negative tanker helt op til randen. Jeg kunne næsten ikke udstå tanken om mig selv og de andre, jeg altid var sammen med.

Væggene lukkede sig ind omkring mig, og jeg følte, at jeg manglede ilt. Som om, at for hvert sekund, der gik, og for hver gang jeg blinkede, kom væggene tættere og tættere på, og det skræmte mig så meget.

Rummet føltes koldt mod min hud, og jeg krummede mig så meget sammen, som det var muligt, imens jeg rystede af kulde.

Var jeg ved at blive sindssyg? Hvad var det, der var galt med mig? Det her var ikke normalt. Jeg følte mig ikke normal. Det var ikke normalt ikke at føle sig tilpas i sig selv, fordi alle tankerne overstrømmede en på den mest uhyggelige måde, vel?

Jeg følte mig så alene, selvom jeg havde så mange. Der var ikke nogen, der havde en fjerneste idé om, hvordan jeg havde det. Faktisk virkede det som om, at der ikke var nogen, der anede, at jeg rent faktisk også var et menneske, der var født med følelser, for der var aldrig nogen, der spurgte ind til mig, spurgte hvordan jeg havde det, om det gik godt, eller om jeg havde lyst til at snakke om noget.

Tårerne synes ikke at kunne stoppes, som jeg lå der på det stenhårde gulv, som gjorde ondt i min side. Men jeg ville ikke rejse mig. Det var som om, at jeg havde mistet al min styrke til det, og jeg var virkelig bange for det.

Med ærlige ord kunne jeg sige, at jeg ikke var sikker på, hvor længe endnu jeg kunne klare at leve mit liv på denne måde med ligegyldighed overfor mig selv og andre. Det var ubærligt i længden.

Det var rigtigt, hvad der blev sagt; der var intet værre end at have masser personer omkring sig og stadig være ked af det og ensom. 

_________________________________________________________

oh my freaking god, det her er mit sidste kapitel, vil jeg godt lige informere om. Mit s-i-d-s-t-e kapitel på den her, jeg kan slet ikke klare det :( 

jeg er så tæt på at græde, fordi Silke har også lige skrevet sit sidste kapitel færdigt, som jeg skal læse om lidt, og det gør bare ondt i mit hjerte...

men håber, I kan lide det!!! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...