The Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2013
  • Opdateret: 23 jun. 2013
  • Status: Igang
Dette her var en dansk-stil som jeg skrev i år, og jeg er ret tilfreds med den.
Så jeg besluttede at dele den med jer.
Den er delt i tre, da det var en del af opgaven.
-LauraStyles

1Likes
1Kommentarer
642Visninger
AA

14. Kapitel 9 (Del 3)

Igen susede jeg igennem mørket. Og igen lukkede jeg øjnene og ventede på at det her ville blive overstået. Til sidst ramte jeg bunden med en høj lyd.
Men da jeg ville rejse mig op, kunne jeg ikke. Pludselig kunne jeg mærke at mine ene arm gjorde ondt. Så den anden. Så det ene ben. Og så det andet ben. Til sidst følte jeg smerte i hele kroppen. Det var så ubehageligt og det sveg så meget, at jeg begyndte at skrige. Jeg skreg og skreg og vendte mig i smerte, fordi at det gjorde så forfærdelig ondt.
Pludselig stoppede smerterne og jeg åndede lettet op. Jeg rejste mig op og prøvede at få bare lidt kontrol over mig selv igen.
Jeg så ned på mine fødder og opdagede at jeg ikke længere stod på jorden. Jeg svævede og det føltes fantastisk, hvis man sammenligner med før. Jeg snurrede rundt og holdte mine hænder op foran mit ansigt. Og der kom det mest mærkelige. Mine hænder begyndte at lyse, og jeg så hvordan lyset spredte sig til resten af min krop. Det var helt urealistisk! Jeg lyste og svævede på samme tid og det var en helt ubeskrivelig følelse. Jeg dansede og snurrede rundt i luften, som en ballerina. Jeg nød det fuldt ud, men det stoppede hurtigt igen, da det sortende for mine øjne.

*

Jeg vågnede op, og rystede på hovedet. 
Hvad skete der?
Jo, nu kan jeg huske det.
Jeg begyndte at gå ned af den lange, mørke gang, jeg var vågnet op i. Pludselig kunne jeg høre hestevrinsk og vingeslag. Jeg stoppede op og så til siden. Jeg så lige ind i øjnene på en.. en.. enhjørning med sommerfuglevinger? 
Det her var mærkeligt, meget mærkeligt. 
Men så gik det op for mig at det her var min Daimon.
Min helt egen Daimon!
Jeg var lykkelig og jeg følte mig hel. Ligesom et puslespil, hvor halvdelen af det har manglet, og nu finder man de forsvundne brikker.
Jeg måtte give den et navn, og jeg vidste med det samme hvad den skulle hedde.
”Du skal hedde Flying Miracle.” Hviskede jeg ind i dens øre. ”Smukt navn, det kan jeg godt lide,” kom det et eller andet sted fra. Jeg så på min Daimon. ”S-sagde du lige noget?” Spurgte jeg. ”Ja, det gjorde jeg!” Svarede den. ”Kan du tale?!” Spurgte jeg. ”Ja, selvfølgelig kan jeg tale. Alt andet ville da være mærkeligt!” svarede den. 
Det tog lige et par sekunder før at jeg lige helt havde fundet ud af at jeg havde fået en Daimon og at den kan tale!
”Vi må hellere komme tilbage til salen, hvor de andre venter.” Sagde min Daimon. Den så på mig, og jeg forstod det med det samme. Jeg satte mig op på dens ryg og vi fløj hen i mod den store port.
Min Daimon og jeg.
 

Flying Miracle og Rosie McClane.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...