Teenage Dirtbag | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvordan kan man elske en, som ikke elsker en? Det er beskrivelsen på situation Noel står i, men selv hun kan ikke svare på det. For hun er kærester med en, som er hende utro, slår hende, og gør hvad der passer ham. Men alligevel elsker hun ham, næsten lige så meget som hun elsker sin bedste ven. Niall Horan og Noel har været bedste venner siden altid, men da Niall og hans band blev verdens kendte, blev de skilt ad. Men hvad sker der når han vender tilbage efter to år? Hvad sker der når han finder ud af at hendes kæreste er en nar? Hvad sker der, når en af Nialls bedste venner forelsker sig i Noel? Og hvad skal der ske med Noel? (Denne her historie er baseret på Teenage Dirtbag, og min fantasi)

133Likes
112Kommentarer
7532Visninger
AA

9. love sucks

 

Mit hoved var ømt, jeg følte mig svag, og jeg kunne konstant høre en irriterende summe lyd. Jeg kunne ikke huske meget, det føltes som om at jeg havde sovet i en evighed. Og selvom jeg var vågen, kunne jeg ikke åbne mine øjne. Mine øjenlåg føltes som om de vejede 6000 pund, og de var alt for tunge. Og jeg var bare alt for træt.

Hvis jeg selv skulle finde ud af hvor jeg var, med hjælp fra min mavefornemmelse. Ville jeg sige at jeg lå i en seng, ikke min egen, da min seng havde en anden duft. Jeg lå et varmt sted, men det var et ensomt sted. Mere kunne jeg ikke regne mig frem til, og det var ikke engang sikkert at jeg havde ret. Jeg fulgte jo på trods alt kun min mavefornemmelse.

”Burde hun ikke vågne snart?” lød en mørk stemme, den var bekendt men alligevel kunne jeg ikke sætte navn på hvem det var. ”Jo, lægen sagde at hun ville vågne meget snart” – Læge?

Så var jeg på et hospital, eller os så havde nogle skaffet en privat læge. Men jeg undrede mig stadig, hvorfor skulle jeg vågne på et specielt tidspunkt? Og hvorfor var der en læge indblandet?

Jeg måtte vide hvad der skete, derfor brugte jeg alle mine kræfter til at åbne mine øjne. – Husk på, at jeg var enorm træt, enorm svag.

Jeg fik straks ondt i mine øjne, rummet var meget lyst og det føltes som at kigge direkte ind i solen. Men nogle få sekunder efter, begyndte mine øjne på at vende sig til det lyse, og det gjorde ikke ondt længere.

”Noel du er vågen, gudskelov” det var min far, og det undrede mig lidt. Hvornår var han kommet hjem? ”Er du okay” spurgte min far, som havde et meget bekymrende ansigtsudtryk.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare ham, mine erindringer var svage, og jeg ville ikke sige at jeg ikke var okay. For hvis jeg gjorde det, ville jeg kunne få ham til at stresse endnu mere.

Derfor nikkede jeg bare, og han smilede blidt til mig.

”Noel jeg er allerede forsinkede, derfor er jeg nød til at smutte nu” min far havde tit vigtige møder, og derfor havde han ikke så meget fritid. Men når han havde brugte han den med mig, og derfor var det også okay at han gik meget op i sit arbejde. For hvis det ikke var for ham, så havde vi intet tag overhoved. Så jeg respekterede ham meget, og prøvet på at forstå ham så godt som jeg nu kunne. Det fortjente han.

Uden at jeg svarede, var han allerede gået. Og dermed, var der kun en person i rummet. – Hvis man ikke talte mig med.

Jeg troede det var min mor, men det lyse hår afslørede alt.

Det var ingen andre end min dejlige bedste ven. Niall.

”Hey” sagde han roligt, og med små skridt kom han hen over til mig. ”Du har været bevidstløs i 3 dage nu” sagde han en anelse trist. ”Jeg har været så bekymret” sagde Niall igen, og hans perfekte blå øjne så direkte ind i mine.

Og det fik mig til at huske.

Det var Patrick han slog mig, men denne gang så hårdt at jeg blev bevidstløs. Han sagde at jeg ikke måtte være sammen med Niall længere, eller nogle af de andre drenge. Og jeg måtte hellere lytte til hans ord, for ellers ville han sikkert dræbe mig.

”Niall du er nød til at gå” jeg snøftede, og allerede var der mange tåre som gled ned af mine kinder.

”Hey, hvad Noel, hvad er der galt” han tog fat om den hånd jeg ikke havde forbinding på. ”Hvad sker der” hviskede han, og jeg snøftede endnu engang.

”D-det er Patrick” jeg hev blidt min hånd væk fra Niall, så jeg kunne tørre min tåre væk. ”Hvad har han gjort?” spurgte Niall. ”Det var ham der slog mig ned, og han har sagt..” jeg holdte en pause med at snakke, det her var bare meget følelsesladet for mig. Og jeg hadet det. Jeg hadet at være så svag, jeg hadet at jeg ikke kunne sige fra, jeg hadet at Patrick kontrollerede mig, og jeg hadet at være sammen med ham. Men efter han slog mig ned, var det bevist at selvom hvis jeg ikke gad være sammen med ham, så kunne jeg ikke slippe for det. Han ville aldrig stoppe med at bruge mig som bokseboldt.

”Han sagde at jeg ikke måtte se dig eller de andre drenge igen, og så hader han mig” nu begyndte jeg for alvor at store tude. Patrick hadet mig, og det gjorde ubeskriveligt ondt. For han vidste at jeg elskede ham, men han havde bare brugt mig hele tiden, han havde udnyttet mig, og jeg havde været en idiot at tro på det.

Kærlighed stank!

”Vent!” sagde Niall en anelse oprevet, ”Noel han har brækket dit ene ribben, og forstuvede din venstre hånd! Det er ikke okay, og han skal ikke bestemme over dig” Niall var oprevet, jeg var ked af det, men hvad kunne vi gøre ved det. Patrick bestemte det hele jo.

”Jeg er så ked af det” græd jeg, og Niall rystede på hoved.

”Det skal du ikke være, det er ikke din skyld” han aede med blidt på håret, og sende mig et smil. ”Jeg skal nok ordne det her, Patrick for ikke lov til at behandle dig sådan længere” og med de tryggende ord, kyssede han mig i håret.

Jeg ville ønske at Niall havde ret, men jeg vidste at Patrick ikke ville stoppe. Men jeg ville heller ikke stoppe med at håbe, for håb var det eneste jeg havde tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...