Teenage Dirtbag | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvordan kan man elske en, som ikke elsker en? Det er beskrivelsen på situation Noel står i, men selv hun kan ikke svare på det. For hun er kærester med en, som er hende utro, slår hende, og gør hvad der passer ham. Men alligevel elsker hun ham, næsten lige så meget som hun elsker sin bedste ven. Niall Horan og Noel har været bedste venner siden altid, men da Niall og hans band blev verdens kendte, blev de skilt ad. Men hvad sker der når han vender tilbage efter to år? Hvad sker der når han finder ud af at hendes kæreste er en nar? Hvad sker der, når en af Nialls bedste venner forelsker sig i Noel? Og hvad skal der ske med Noel? (Denne her historie er baseret på Teenage Dirtbag, og min fantasi)

133Likes
112Kommentarer
7642Visninger
AA

6. "Break up with him"

 

 

”Noel!” Lød det forskrækket fra Niall, jeg reagerede ikke på det. Jeg var stadig i chok og bange for den besked som Patrick lige havde sendt. Og lige nu havde jeg fortrudt at jeg havde taget med dem i sommerhus. For hvad skulle jeg gøre nu? Hvis jeg tog hjem ville Patrick sikkert udsætte mig for stor smerte igen, og hvis jeg blev her ville han stadig udsætte mig for stor smerte. Det var jo som at vælge i mellem pest eller ko lort.

”Hey hvad er der?” Spurgte Zayn om, og endelig så jeg på dem. De kiggede alle sammen på mig, og jeg ville vædde med at de alle sammen sikkert tænkte at jeg var en eller anden freak nu. Med min rystende arm fik jeg min mobil op fra gulvet, og rakte den hen til den andre hvor Niall hurtigt tog den.

Jeg kunne nemt se at beskeden også kom meget bag på Niall, og det gjorde at jeg ikke kunne læse hans ansigt udtryk. Han gav bare min mobil videre så de også kunne se hvad der stod, nogle ville nok finde det meget krankene men jeg var ærlig talt ligeglad. Hvis det betød at jeg fik hjælp, så må de få min skyld gerne se alle mine beskeder.

”Er du okay?” Spurgte Eleanor om, og jeg rystede svagt på hoved. ”Jeg tror jeg vil gå mig en tur” Og med de ord fik jeg rejst mig op, uden at tage min mobil igen, og uden at skænke de andre det sidste blik, gik jeg ud på gangen tog min jakke i hånden, og efter fulgt mine sko på. Jeg var hurtigt ud af døren, og jeg kunne straks mærke kulden fra vinden som svævede frit rundt. Dermed tog jeg min jakke på, og begyndte at tage faste skridt mod søen som ikke var langt fra sommerhuset.

Jeg havde aldrig prøvet at være i denne situation før, og jeg havde heller aldrig set noget lignende som nu. Jeg var bange for min kæreste, og det havde jeg også god grund til at være. Men det burde jeg ikke, for man skal ikke være bange for dem man elsker. Man skal føle sig tryg, og man skal elske omgivelserne sammen med den person man elsker. Og hvis sandheden skal frem så elsker jeg ikke de omgivelser Patrick giver mig, men alligevel elsker jeg ham.

Det meget svært at forklare, og jeg tror ikke rigtig jeg har en forklaring på hvorfor jeg elsker ham. Jeg ved ikke hvorfor jeg elsker som jeg gør, og jeg kan ikke gøre for at jeg lytter mere til mit hjerte end min hjerne.

Jeg begyndte at tage stille skridt da jeg var noget hen til træbroen, for jeg vidste ikke hvor stabil den var og jeg ville helst undgå at falde i søen.

Jeg var noget hen til enden af broen og derfor satte jeg mig ned, hvor jeg lod mine ben frit hænge, så de sådan cirka kun var få centimeter fra vandet.

Jeg nød udsigten, selvom det ikke var særlig specielt. Men at det var naturen som havde skabt det her, gjorde det specielt. Jeg havde altid været temmelig fascineret af naturens mirakler, og jeg kunne aldrig blive træt af den. Selvom hvis jeg bare stod og gloede på en sten, ville jeg synes at det var interessant. For gad vide hvor meget den sten har været igennem, hvor mange århundreder den har hvilede fredfyldt på jorden. Og det kunne gøre en sten meget spændene, i hvert faldt ifølge mig.

Et lille kort øjeblik havde jeg glemt hvilken situation jeg var i nu, jeg havde glemt Patrick, jeg havde glemt mig selv, og tillod mig at nyde øjeblikket for meget.

Men jeg kom stille tilbage til virkeligheden da jeg hørte mit navn blive råbt, jeg lænede mig tilbage på broen mens jeg drejede hoved mod personen som havde kaldt.

Jeg kunne kun se skitsen af personen som kom nærmere, men inden længe kunne jeg se hvem det var. Og jeg undrede mig over hvorfor det var ham, og ikke ham?

Det lød forvirrende men man ville godt kunne forstå mig, når man ved at det var Harry som var på vej over til mig og ikke Niall.

Jeg kiggede væk fra ham og ud over søen, og det pinlige var at jeg vidste at han havde set at jeg har set ham.

”Noel” Sagde han, og jeg kunne høre at han også var på træbroen. Jeg sukkede kort, og lavede nogle mærkværdige bevægelser med min mund før jeg fik sagt det enkle ord. ”Ja” Det lød næsten som en hvisken, men jeg var sikker på at han havde hørt det, for ingen længe havde han sat sig ned ved siden af mig.

”Jeg ved at du sikkert kommer til at høre det her mange gange i aften, men jeg er nød til at spørge” Sagde han, og jeg nikkede bare uden at se på ham. ”Er du okay” Spurgte han så, og jeg sukkede.

”Nej, jeg er ikke okay” Sagde jeg, og så endelig op på Harry som så på mig. ”Der er så mange tanker i mit hoved, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre” Han nikkede, men han så overhoved ikke forstående ud som jeg havde regnet med.

”Jeg ved hvad du skal gøre” Sagde han stille, og det lignede et kort øjeblik at han havde fortrudt det han havde sagt. Inden jeg spurgte om hvad jeg kunne gøre, fik jeg øjenkontakt med ham. Det var svært at se farven i hans øjne da det var mørkt udenfor, men alligevel lyste de på en måde op.

”Slå op med ham” Jeg rynkede meget på min næse, for det kunne han ikke mene. Jeg kunne da ikke bare slå op med Patrick, for jeg elsker ham og…. Jeg kan bare ikke.

Jeg rystede på hoved ”Nej det kan jeg ikke” - ”Hvorfor?” Spurgte Harry om, og jeg sukkede højt. ”Jeg elsker ham” – ”Men han behandler dig som lort, hvordan kan du elske ham?”Det lød som retorisk spørgsmål, så i stedet for at svare rejste jeg mig fornærmet op. ”Det ændre ikke noget” Sagde jeg mens jeg børstede mine bukser, selvom der ikke var noget sand eller jord på dem.

”Jo det gør, han er ikke god for dig” Jeg gik et skridt tilbage da han også rejste sig op, ”Og hvad er så godt for mig?” Spurgte jeg halv irriteret om, ”M.. Bare ikke ham” Sagde Harry lidt for højt og jeg var bange for at det fangede de andres opmærksomhed. ”Harry det ændre stadig ikke det faktum at jeg elsker ham, og selvom hvis jeg gerne ville slå op med ham, kan jeg ikke. For jeg elsker ham” Det lød underligt og inderst inde vidste jeg godt at Harry havde ret, men på den anden side synes jeg at han tog fejl.

 

***

 

De andre sad stadig ved bordet og diskuteret et eller andet, men stoppede da de så mig. ”Bare snak videre” Insisterede jeg, ”Noel hvad nu” Spurgte Niall om, og jeg træk på skuldrene. ”Jeg tror jeg tager hjem, i skal nyde resten af ferien og det kan i ikke hvis jeg er her” Jeg synes det var det rette, for jeg ville ikke ødelægge deres ferie.

For så vil jeg kun få det værre end jeg allerede havde det.

”Du ødelægger da ikke vores ferie” Sagde Perrie, ”Men du vil ødelægge den hvis du tog hjem” Sagde hun så, og jeg formede min mund til en streg. ”Er i nu sikre på det? For jeg kan godt tage hjem nu og her, hvis det er” Sagde jeg hurtigt, for jeg ville virkelig ikke ødelægge deres ferie.

”Ja vi er sikre, du skal ingen steder” Sagde Niall som kom bag fra og krammet mig. Jeg hvinede kort da jeg fik et chok, jeg havde slet ikke set ham rejse dig op.

”Du går ingen steder” Hviskede Niall i mit øre og en kildende fornemmelse skød frem. Han vidste at jeg var ekstremt kilden ved mine øre.

Hvis jeg bare lod hver med at kigge min mobil, glemte Patrick fuldstændig, så kunne det her måske blive til en god ferie. Hvis jeg selvfølgelig havde Niall ved min side, og hans søde venner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...