På Balkonen

Dette er en historie jeg skrev med veninden Emma som en skoleopgave. Første del er min stil, og anden del er Emma's stil

2Likes
0Kommentarer
495Visninger
AA

1. På Balkonen - Sofie's stil

På Balkonen

Jeg husker klart den dag på balkonen, da jeg mødte hende den første gang. Balkonen havde altid været det sted, hvor jeg slappede af og følte mig tryg blandt disse ukendte mennesker. De var faktisk ikke ukendte længere, jeg havde boet med dem i lidt over et år sammen med min søster, Amy. Jeg havde dog aldrig opfanget hvad de hed. Størstedelen af dem var her ikke det meste af tiden. De syv, som næsten altid var her, havde jeg dog navngivet med Amy. Vi kaldte de tre kvinder Hathor, Isis og Qetesh, og vi kaldte de fire mænd Osiris, Anubis, Seth og Ra. Jeg fandt selv på navnene til dem, da jeg en dag snakkede mytologi med Amy, og vi holdt faktisk meget af navnene.

Den dag, da vi alle stod på balkonen var anderledes end ellers. Normalt stod jeg alene derude med Amy og nød stilheden. Men i dag var vi der alle, også dem, som sjældent kom forbi. Jeg anede ikke, hvorfor vi stimlede sammen derude, men min nysgerrighed greb mig, og med ét stod jeg ved siden af Hathor og kiggede forventningsfuld ned på gaden. Da det gik op for mig, at alle de andre ikke længe kiggede ned, men op, greb jeg fat i Amy's ærme, og hun lænede sig tættere på mig, så hun kunne høre mit spørgsmål. Selvfølgelig vidste hun, at jeg ville spørge.

"Hey, 'Mi, hvorfor kigger vi op?" hviskede jeg, og Amy trak bare på skuldrene, som om hun var ret ligeglad, hvilket hun højst sandsynligt var.

Pludselig dukkede en sorthåret pige op på taget, og hun sprang ned på balkonen, lige mellem Anubis og Isis. Hendes dybgrønne øjne fangede mit blik i et kort sekund, da hun kiggede rundt på os alle, og udbrød "Hej, røvhuller!"

Hun mindede mig generelt om en dødsengel, hvis blik kunne dræbe, og som hjalp de fortabte sjæle ned i Dødsriget. Farlig og omsorgsfuld på samme tid.

Da alle andre nærmest omringede hende, og bød hende velkommen tilbage, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvilket gudindenavn hun skulle have. Jeg brugte sjældent navne, og jeg havde alligevel nemmere ved at huske navnene på guder og gudinder. Og så også dét, at jeg ikke kendte hendes navn.

Amy stirrede forbavset på mit ansigtsudtryk, og kunne uden tvivl se, hvor megen ærefrygt og beundring jeg nærede for denne fremmede.

"Ma'at" hviskede hun, og billedet dukkede øjeblikkeligt frem i mit hoved. Gudinden for sandhed retfærdighed og harmoni. Jeg nikkede kort, og fra det øjeblik, var denne gudindelignende pige Ma'at i mit hoved.

Ma'at var allerede forsvundet indenfor med størstedelen af mine 'bofæller'. Det var det Amy kaldte dem, selvom vi kun boede med de syv som næsten altid boede der. De andre var, i vores øjne, kun gæster, da de altid forsvandt igen efter nogle dage. De eneste, som stadig stod ude på balkonen var Amy, Isis, Osiris, Seth og mig selv.

"Hvem var hun?" spurgte jeg, og kiggede nysgerrigt på mine bofæller. De var kammerater, men jeg så dem aldrig som rigtige venner, og jeg vidste, at de havde det på samme måde. De var jo flere år ældre end os, og kun Ma'at så ud til at være atten, ligesom os. Isis smilte svagt til mig, og hun rystede undskyldende på hovedet. "Det er bedre, hvis du ikke ved det," sagde hun, og hendes smil forsvandt og hendes blik blev advarende. Det var tydeligt, at hun ikke ønskede, at jeg skulle snakke med den mystiske pige, som jeg kaldte Ma'at.

Da jeg gik indenfor igen, var Ma'at allerede forvundet.

 

Jeg så hende igen omtrent en uge senere. Hun gik på gaden, med kurs mod huset.

"Ma'at," kaldte jeg. Jeg havde ikke tænkt over, at hun ikke var vant til mine navne til folk endnu, og hun vidste heller ikke selv, at jeg kaldte hende det. Men alligevel kiggede hun op, og de fortryllende øjne stirrede ind i mine i nogle uendeligt lange sekunder, før hun rystede på hovedet, afvisende, og hun gik tavst ind i huset.

 

Den tredje gang jeg så hende var nogle dage efter. Osiris havde sikkert forklaret navnene for hende, for da jeg kaldte hende Ma'at igen, smilte hun. Hendes smil var hjertestoppende, så smukt, at jeg i nogle korte øjeblikke frygtede, at alt dette var en drøm. Hun stod på den anden side af balkonen og kiggede ned over gaden.

Drømmen blev dog snart ødelagt, da jeg hørte en dør smække i stueetagen, døren der vendte mod gaden. Og dér, lige nedenfor, stod Amy og stirrede på mig med tårer i øjnene. Hun havde snakket om det længe. Ønsket om at flytte væk. Hun ville sejle til et andet sted, et sted, hvor hun ville føle sig hjemme. Hun havde aldrig følt sig hjemme her, det var ikke som vores gamle hjem, den lille hyggelige hytte i skoven tæt ved havet. Hun savnede træerne, det gjorde vi begge. Og nu havde hun besluttet sig for at rejse væk. Til et smukt sted med træer og hav og frihed, det var det vi begge længe havde drømt om.

"'Mi," kaldte jeg. Hun stirrede op på mig med de uskyldige, havblå øjne. "Far vel," sagde jeg. Så smilte hun undskyldende til mig, og vinkede.

"Lev vel, Fell," råbte hun tilbage, og så gik hun. Hun så sig ikke tilbage.

Da jeg igen kiggede op, hvilede Ma'ats blik på mig. Hun rakte armen frem, tøvede kort, og klappede mig så kort på skulderen, før hun igen gav sig til at observere folk på gaden. Selvom min søster havde forladt mig, var jeg overbevist om, at jeg ville finde hende igen. Måske først i et andet liv, men jeg vil aldrig glemme hende.

 

Den første gang jeg kyssede hende var omkring tre måneder efter vores første møde, og på den selvsamme balkon hvor vi så hinanden for første gang.

Månen skinnede så utroligt klart den aften, at jeg næsten ikke kunne rive blikket fra hende.  Hun lignede i sandhed en dødsengel, og hvis dødsengle virkelig var som hende, både i personlighed og udseende, ville jeg nok have været død for længst.

Hun havde fortalt mig sit rigtige navn den aften. Angelica. Men jeg holder mig nu til navnet Ma'at. Jeg havde vænnet mig til det, og det virkede bare som hende på så mange måder. Hun bad mig mange gange om at kalde hende Angie, men en gudinde som hun skulle ikke have så dødeligt et navn.

Månens lys fik nærmest hendes hår til at skinne, og vi lænede os mod hinanden, fortryllede, og først da vores læber mødtes, gik det op for mig, hvad der egentlig var sket. Sange spillede i mit hoved, gamle sange, som ikke var blevet sunget i flere hundreder af år, og alt virkede i det øjeblik perfekt.

 

"Hvorfor kom du egentlig hertil?" spurgte jeg en aften. Det havde naget mig i noget tid, og jeg havde bare haft svært ved at spørge hende, men nysgerrigheden tog til sidst over, og jeg spurgte. For nogle ville spørgsmålet nok have lydt meget hårdt, men Ma'at vidste, at jeg blot var nysgerrig.

Alligevel så Ma'at overrasket på mig, og hun hviskede, så lavt, at jeg næsten ikke kunne opfange det, "Ved du det virkelig ikke?," hvorefter hun så eftertænksom ud. Efter nogle minutters stilhed sagde hun "Ved du ikke, hvad dine bofæller er? Hvad jeg er?"

Jeg rystede kort på hovedet og smilte nervøst. Mit hår kildede mig i nakken, selv når det var sat op i en hestehale, og det irriterede mig så meget, at jeg var lige ved at gribe hendes kniv og skære det af.

"Jeg er her for at afslutte noget, som blev startet for længe siden," sagde hun. Efter endnu nogle minutters tavshed, hvor jeg bare stirrede uforstående på hende, sagde hun "Fell, jeg er en snigmorder, og jeg er her for at dræbe kongen"

Okay, det var måske ikke, hvad jeg havde forventet. Men, som den person jeg nu er, sagde jeg bare, "Oh, ikke andet? Kunne du ikke have været en bibliotekar i stedet? Jeg hører at lønnen er bedre..."

Ma'at smilte til mig, og lod lidt latter slippe, før hun blev seriøs igen, og sagde "Fell, kongen dræbte mine forældre, og min lillesøster, som blot var en baby. Hun havde ikke engang lært at gå."

Det satte skub i mig, jeg lænede mig lidt længere over, så jeg kunne omfavne hende. Hun stivnede, men jeg havde altid været en person som var meget glad for kontakt, så jeg ignorerede det, og hvilte mit hoved på hendes skulder. "Men, Ma'at, er hævn virkelig den bedste løsning? Mord?"

Hun rystede kort på hovedet, et tegn på, at hun allerede vidste, hvor forkert det var. Men jeg forstod hende. Og jeg vidste, at hun var nødt til at gøre det, så hun atter kunne føle sig fri, som en fugl i et bur, der endelig blev lukket ud i friheden.

 

"Du behøver ikke at gøre det, Ma'at," hviskede jeg. Det var en løgn, men det behøvede hun ikke at vide. Jeg var ligeglad med, hvad hun gjorde, så længe hun ville føle sig fri bagefter. Hun smilte blidt til mig, og jeg følte igen det gib i mig, som jeg altid fik, når jeg var nær hende, når vores læber mødtes i et kys, og når hun smilte.

Det så ud til, at hendes blik så ind i fortiden, og da hendes blik blev nærværende igen, sagde hun "Jeg bliver nødt til at gøre det," og hendes greb om buen strammedes ubevidst i hendes hænder.

Så hoppede hun yndefuldt ned fra balkonen, og i faldet slap hun buestrengen, og affyrede pilen. Derefter løb hun væk, i ly af nattens mørke.

Jeg kiggede en sidste gang ned fra balkonen nogle timer efter, at Ma'at var løbet væk. Så tog jeg min taske med mine få ejendele, og gik udenfor. Det mindede mig så meget om Amy, og dengang da hun selv gik, men alligevel var det anderledes på så mange måder.

Jeg gik hurtigt ned mod havnen, og først da jeg så skibet, ikke så langt borte, sagtnede jeg farten og gik normalt hen til skibet.

Da mine fødder kom op på dækket, var det første jeg så Ma'at. Hun stod på den bjælken, hvorpå sejlet hang, og kiggede med sine fortryllende øjne lige ind i mine. Og udsigten over havet var langt bedre end udsigten fra balkonen. Især med Ma'at ved min side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...