På Balkonen

Dette er en historie jeg skrev med veninden Emma som en skoleopgave. Første del er min stil, og anden del er Emma's stil

2Likes
0Kommentarer
494Visninger
AA

2. På Balkonen - Emma's stil

   Jeg mærker Fells hånd liste sig ind i min, da vi alle stimler sammen på balkonen igen. Det ville blive sidste gang, vi så på dette syn. Om en halv time vil kongen komme forbi og jeg skal gøre hvad, jeg kom her for. Men jeg ved ikke, om jeg vil kunne tage afsked med den dreng, der holder min hånd i et stramt greb. Jeg kan jo ikke forvente, at han vil følge med mig ud af byen, som har været hans hjem det sidste år.

   Jeg vender hovedet mod ham. De søde, blå øjne møder mig spørgende og det skulderlange, sorte hår gynger, da han tilter hovedet til siden. Det gør han altid, når han er forvirret eller spørgende.

   ”Du behøver ikke at gøre det, Ma’at,” hvisker han blidt. Jeg smiler over det kaldenavn, han havde givet mig. Ma’at er en egyptisk gudinde for sandhed, retfærdighed og harmoni. Jeg havde spurgt ham hvorfor, han havde valgt at kalde mig det, men han havde bare trukket på skuldrene og rystet på hovedet. Mit rigtige navn er Angelica, men alle kalder mig Angie. Og må guderne have nåde for den som kalder mig Angelica.

   Jeg kan huske første gang, jeg så ham. Det var faktisk på selv samme balkon og de andre var stimlet sammen. De ventede på mig.

   Jeg stod på taget og skulle til at tage springet. Der var ikke særligt langt ned, kun tre meter, jeg havde prøvet det, der var værre. Jeg landede yndefuldt mellem dem. De jublede og prøvede at omfavne mig. Af ren og skær refleks veg jeg tilbage. Jag har aldrig kunnet lide andres nærvær og desuden, hvis folk kommer tæt nok på til at kramme kan de også stikke en kniv ind mellem mine ribben.

   Med et øvet blik ser jeg rundt på de kendte ansigter og opdager to nye. Fell og hans søster Amy.

   ”Kom med indenfor, så snakker vi forretning,” hviskede Jared lavt til mig. Jeg nikkede umærkeligt og lod de andre føre mig ud fra balkonen og indenfor på mit gamle værelse de brugte til planlægningsrum.

   ”Jeg er virkelig glad for, at du kunne komme,” sagde Jared. Han var omkring 25 og leder af den gruppe.

   ”Jeg sagde jo, at jeg skyldte jer en tjeneste,” sagde jeg roligt og satte mig på et bord. Jared rynkede fornærmet på næsen og gik hen for at redde hans papirer fra at blive krøllet. Jeg grinte. ”Du har ikke ændret dig meget din rengøringsnarkoman.”

   ”Ja, men du har ændret dig,” sagde han og så indtrængende på mig. Jeg vidste hvad han mente. Da jeg forlod dem for tre år siden havde jeg været en femtenårig fast besluttet på at overtage verden. Jeg ville stadig overtage verden, men jeg tænkte mere på at befri den for tyranni.

   ”Så I vil have mig til at dræbe nogen?” sagde jeg skødesløst.

   ”Ikke bare nogen. Den nogen!” sagde Jared. ”Kongen.”

   ”Og hvordan skulle jeg få mulighed til det,” grinede jeg. ”Misforstå mig ikke, jeg ville elske at dræbe den tyran, der sørgede for min families død, men han er altid omgivet af sin lydige livgarde.”

   ”Vi har nogle kontakter her og der,” sagde Jared og rakte mig en liste med navne. ”De vil give dig kongens daglige skema, men nogen er ikke så villige som andre.”

   ”Ja, ja, hvis du siger det,” sagde jeg og snuppede papiret. Nogle af navnene havde en lille stjerne med et øje i midten. Vores symbol. Snigmordernes symbol. ”Jeg går ud fra at dem med symbolet udfor er allierede?”

   ”Selvfølgelig,” sagde Jared smilende.

   ”Tak,” sagde jeg og rejste mig. Da jeg var nået hen til døren standsede Jareds stemme mig:

   ”Så du gør det?”

   ”Jeg svor på mine forældres grav, at jeg ville hævne dem,” sagde jeg og lod døren smække bag mig.

 

   Jeg strammede rebet om personens håndled og satte mig så smilende foran ham. Han var bundet til stolen og jeg snurrede min kniv mellem mine fingre.

   ”Enten så fortæller du mig hvad jeg vil vide, eller det kommer til at gøre meget ondt,” sagde jeg. Hans øjne blev store. Han var leder af kongens livgarde, men heldigt for mig så var han i øjeblikket på ferie og ingen ville forvente at se ham før om tre uger.

   ”Hvem er du?” spurgte han skræmt. Masken for mit ansigt skjulte det godt.

   ”En stakkels forældreløs pige, som vil vide hvor kongen mon går hen,” sagde jeg og lod kniven danse over hans hals.

   ”Du får ingen svar af mig!” hvæsede han vredt. Jeg stoppede med at smile.

   ”Det her kommer til at gøre mere ondt på dig end det gør på mig,” sagde jeg alvorligt og løftede kniven.

   Jeg torturede ham i en uge før han gav mig nogle brugbare svar. Et eller andet med at kongen ville optræde offentligt på sin fødselsdag. Det var om fire måneder. Jeg skar halsen over på ham og brændte hans krop. Ingen ville vide hvor han var, eller at der var nogen efter kongen.

   Jeg gik hurtigt hen over den solbeskinnede gade, da jeg hørte nogen råbe:

   ”Ma’at!”

   Jeg vendte hovedet og så drengen fra balkonen, Fell hed han. Jeg rystede forvirret på hovedet. Hvorfor havde jeg reageret på det navn? Det var ikke engang mit, selvom at råbet tydeligt var ment til mig.

   Da jeg kom hjem, spurgte jeg Angelo om det.

   ”Fell? Han kalder alle os ved gudenavne. Jeg gætter på, at han ikke gider huske vores rigtige navne,” sagde han med et skuldertræk. ”Men jeg har ikke noget imod det at blive sammenlignet med en gud.”

   ”Hvad kalder han dig?” spurgte jeg nysgerrigt. Angelo smilte.

   ”Osiris,” sagde han.

 

   Nogle dage senere sad jeg bare på balkonen og betragtede hvorfra, det ville være bedst at skyde. Det var en lidt farlig vinkel, for jeg ville nemt kunne komme til at ramme andre end mit mål. Det bedste ville nok være hvis jeg hoppede ud fra balkonen og så skød.

   Drengen Fell var der også, han havde hilst på mig med navnet Ma’at igen. Jeg havde smilt, for nu kendte jeg betydningen. Braget havde hevet mig ud af min tankegang. Jeg kiggede ned og så Fells søster Amy stå dernede. Hun smilede undskyldende til ham. Det var som om at de havde en telepatisk samtale. Det var vel en af sideeffekterne ved at vokse op sammen. En sideeffekt jeg aldrig ville opleve.

   Da Amy var gået uden at se sig tilbage, stod Fell bare der. Han så sønderknust ud, og af en eller anden grund knuste det mit hjerte. Han kiggede op og mødte mit blik. Jeg klappede ham tøvende på skulderen. Hvor det kom fra, havde jeg ingen anelse om.

   Efter episoden på balkonen begyndte vi at tale mere sammen. Min planlægning af kongemordet optog selvfølgelig størstedelen af min tid, men jeg så alligevel altid frem til vores møder, selv hvis de bare varede et par minutter. Han fik mig til at smile hver gang. Altså virkelig smile. Ikke det smil som jeg halvhjertet tvang frem for at virke venligere eller farligere.

   Efter nogle måneder skete der noget der ændrede mit syn på Fell. Jeg kunne ikke længere se ham som en ven. Da hans læber pressede sig mod mine forsvandt alt tvivl, jeg måtte have følt på noget tidspunkt. Jeg elskede ham. Det stod nu klart for mig, mens jeg stod der i hans arme. Med månen som mit vidne svor jeg, at jeg aldrig ville lade nogen såre ham, som jeg engang var blevet såret. Det ville blive over mit kolde, døde lig. Det var derfor, at jeg truede de andre med død, da de foreslog at Amy skulle forfølges og dræbes. Hun var Fells søster og hvis hun døde, ville han mærke det. Det vidste jeg, at han ville.

   Hun havde fundet ud af, at vi var snigmordere og var flygtet. Hvorfor at hun havde efterladt sin bror her, var mig en gåde.

  

   En aften noget tid senere spurgte han mig om noget, som jeg troede, han vidste:

   ”Hvorfor kom du egentlig hertil?”

   ”Ved du det virkelig ikke?” spurgte jeg med et overrasket blik. Havde de andre ikke fortalt ham noget? Hvorfor boede han hos dem, hvis de ikke havde fortalt ham noget? Måske var det bare fordi, at han ikke bekymrede sig om det. Han havde et sted at bo og fik mad. Jeg vidste, at han aldrig havde været tæt på nogle af de andre, men han måtte da have lagt mærke til det. Hans søster havde jo fundet ud af det. ”Ved du ikke hvad dine bofæller er? Hvad jeg er?”

   Han rystede tavst på hovedet. Nu så han nervøs ud. Jeg tænkte ved mig selv, at jeg burde fortælle ham det. Han havde ret til at vide det. Men hvordan ville han reagere? Jeg ville ikke kunne klare det, hvis han løb skrigende væk. Jeg kunne ikke lade ham gå. På en eller anden mærkelig måde havde jeg brug for ham.

   ”Jeg er her for at afslutte noget, som blev startet for længe siden,” sagde jeg kryptisk. Jeg håbede på, at han kunne regne det ud, men en lille stemme hviskede, at jeg blev nødt til at forklare det. Han var ingen snigmorder eller detektiv. Han fangede ikke de kryptiske beskeder. ”Fell, jeg er en snigmorder og jeg er her for at dræbe kongen.”

   ”Oh, ikke andet? Kunne du ikke have været en bibliotekar i stedet? Jeg hører at lønnen er bedre…”

   Jeg smilte et kort øjeblik over hans sindssyge kommentar. Det var det, jeg mente med, at han altid fik mig til at smile.

   ”Fell, kongen dræbte mine forældre og min lillesøster, som blot var en baby. Hun havde ikke engang lært at gå.”

   Han bevægede sig hurtigt og lidt efter var jeg i hans favn endnu engang. Jeg stivende til at starte med, men slappede så af. Det var jo Fell. Han ville aldrig gøre mig ondt. Det var bare det, at jeg ikke havde det så godt med kontakt, dog følte jeg mig fuldkommen hjemme i hans favn.

   ”Men, Ma’at, er hævn virkelig den bedste løsning? Mord?” mumlede han mod min skulder. Jeg rystede kort på hovedet for han havde jo ret, men jeg blev stadig nødt til at gøre det. Jeg blev nødt til at få det afsluttet og det vidste han godt. Ved alle-de-guder-han-kunne-sætte-navn-på vidste han det godt.

   Så nu står jeg her med hans hånd i min. Med buen i den anden.

   ”Jeg bliver nødt til at gøre det,” hvisker jeg og knuger buen så mine knoer bliver hvide. Jeg ser nu kongen og ved at det er nu jeg bør slå til. Det er min eneste chance. Jeg lader blidt mine læber berøre Fells kind før min hånd glider ud af hans. Jeg springer op på rækværket og lader mig falde. I faldet slipper jeg buestrengen og jeg ved allerede der, at den rammer. Allerede inden at kongen synker død sammen. Jeg ved det fordi, at følelsen af frihed strømmer gennem mig, som en flod der endelig brød fuldt ud gennem dæmningen. Jeg kan nu være sammen med Fell. Nu kan vi være frie sammen.

   Jeg vendte mig og løb.

  

   Mit blik glider ud over vandet og vinden rusker i masten på skibet. Jeg mærker det, for jeg står på masten og ser ud over det smukke turkisfarvede vand. En indskydelse får mig til at se tilbage. Fell er på vej op af planken til båden. Han tøver lidt, før han sætter foden på båden. Et sus af glæde fylder mig og jeg svinger mig ned af rebet for at komme hen til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...