Et mysterium

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Der sker et mord. Lige pludselig begynder der er at forsvinde mennesker i den lille by.

0Likes
0Kommentarer
244Visninger
AA

3. Slaverne

Alle de mennesker, der var forsvundet var blevet ført til en hytte ved havet. En dag blev de alle sejlet til en lille caribisk ø, der hed Tobago, langt væk fra alting. De blev ført fra havnen og ned i en mørk kælder. De fik lidt mad, og noget at drikke, og et skudsovemiddel, så de besvimede og faldt i en dyb søvn lige så hurtig som man kunne sige "rød grød med fløde".

Da forbryderen lidt senere kom tilbage, lå alle fangerne i en stor bunke og sov. Forbryderen slog en højlydt ond latter op. Alt gik som det skulle, kidnapperen kunne mærke alt sin magt og styrke. Han lukkede og låste den tunge jerndør, så ingen kunne komme ud af kælderen igen.

Pist væk var han. Et par timer senere, vågnede de op, helt forvirrede. Der lød et højt skrig. Fru Fredriksen rystede og skreg, som om det galt livet. Hun var stivnet fordi hun havde set en sort lille behåret babyedderkop, sidde over i hjørnet. Hendes mand fik beroliget hende, så der igen faldt ro i gruppen.

Det var ikke ligefrem et fem-strejernet hotel, fangerne var kommet på.  Ingen senge, ingen møbler, ingenting bortset fra den lille sorte ven. Der var beton gulve og vægge, så det var umuligt at slippe fri. Der var sat et videokamera op, og den lille linse stirrede ned på den alle sammen. Det var et dyster og koldt rum. Der kom kun en lille smule lys ud, af en gammel elpærer. deres stemning blev dårligere og dårligere.

Alle fangerne var kede af at være der. Tiden gik, og en dag blev de sat til at arbejde. Det var lidt ligesom at arbejde på en farbrik, med masser af røg og ubehagelige dampe. Det var ikke særligt rart, men ingen arbejde ingen mad. I starten nægtede nogle af kvinderne at arbejde, men deres maver knurre. De hostede og hostede for det var meget usundt for lungerne. Det var være end at ryge.

En morgen vågnede lille Mathias ikke, hans lunger kunne ikke tåle alt den røg og det hårde arbejde. Fru Mortensen var ulykkelig, hun havde mistet sin eneste søn. Tårende strømmede frem og det kolde beton gulv blev fugtigt. Hr. Mortensen græd ellers aldrig men man kunne se en lille tåre i øjenkrogen. Forbryder sagde bare " se så at komme tilbage til arbejdet, hvis der skal være mad igen". Personen var fuldstændig kold og ligeglad.

Nu ville Fru Mortensen ikke mere. Hun løftede op i den hvide blonde kjole, og satte sin ned på gulvet.  Hun sad bare helt stille, mens alle hendes tåre kom løbende ned af hendes sminkede kinder. Hun trykkede den lille døde drengs hånd ind til sig. Søsteren Terese vidste ikke hvad det betød at dø, så hun spurgte hele tiden om hvornår han vågnede, men drengen vågnede aldrig igen.

Fangernes vilkår blev dårligere og dårligere. Næsten alle var syge, de hostede og deres feber blev ved med at stige. Terese havde det elendigt. En toåriges krop er ikke beregnet til at tage en mands arbejde. Fru Mortensen passede og plejede hende så godt hun kunne, hun ville ikke mindste et barn til.

Lige meget hvor meget hun passede Terese, kunne hun ikke holde hende i live. Et par dage efter sad Fru Mortensen igen  og græd, nu havde hun ingen børn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...