Kidnapped - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2013
  • Opdateret: 16 maj 2014
  • Status: Igang
*Lavet om fra 'Den forbudte kærlighed' til 'Kidnapped'* Den 16-årige Darcy James Schmidt blev kidnappet som helt lille, og tror nu at en fremmed mand, er hendes far. Hendes rigtige bror er selveste Niall Horan fra One Direction, men Horan familien har holdt alt med Darcy hemmeligt, så ingen ved, at hun er blevet kidnappet. Ikke engang de andre fra One Direction. Politiet har ledt efter Darcy i 14 år, men intet har de kunne finde. Men hvad sker der, når hun en dag støder ind i 2 af drengene fra One Direction? Vil Niall kunne kende Darcy, og vil Darcy kunne kende Niall?

67Likes
49Kommentarer
4285Visninger
AA

7. 6

Niall's synsvinkel

 

"Jeg siger dig Niall, der er et eller andet mærkeligt ved Darcy!" sagde Zayn endnu engang.

"Hvad er det, der er så mærkeligt ved hende!? Hun er da et ligeså normalt menneske som resten af os," sagde jeg muggent, for han blev ved med at køre i det. Hvorfor forstod han det flopping ikke!?

"Jeg siger det bare, Niall, der foregår et eller andet, og den pige er indblandet."

"Var det her det eneste, du ville have mig til at komme over for!?"

"Sådan set," mumlede Zayn og sendte mig et akavet smil.

"Så er jeg den der er skredet," sukkede jeg, "ses."

Zayn sukkede.

Jeg fik sko og jakke på, og skævede til Zayn, der stod og ventede på, at jeg gik. Jeg fik hurtigt bundet mine snørebånd, hvorefter jeg gik ud af døren og ned på gaden. Jeg trak min hætte over mit hoved, så jeg ikke var så genkendelig. Jeg var måske lidt streng overfor Zayn, og det plejer jeg aldrig at  være.

Men der var dog en grund til måden, jeg reagerede på, det vidste jeg udmærket godt. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at tænke på det. Jeg syntes også der var noget underligt ved Darcy, men jeg havde ligesom ikke rigtig lyst til at plapre løs om alt, der skete den gang. Det var ikke engang sikkert, at det var den Darcy, men vi lignede bare hinanden på så mange måder.. 


Darcy's synsvinkel

 

Jeg sad endnu engang i min ellers så bløde seng, men det var ikke, som det plejede at være. Da jeg tog hjem fra Harry i går, kom jeg hjem til noget fuldstændig uventet. Det havde taget en fuldkommen anden drejning, og jeg forstod virkelig ikke hvad der gik af ham.

 

Jeg åbnede døren, og som altid knirkede den en lille smule. Jeg sugede den hjemmelige duft ind i lungerne og pustede ud igen, hvorefter jeg gav et afslappet suk fra mig. Det var skønt at være hjemme igen. Og for at min far vidste, at jeg var hjemme, kaldte jeg på ham, som jeg altid gjorde, når jeg kom hjem. "Jeg er hjemme!" rungede det gennem huset. Intet svar. "Far?" 

Stadig intet svar. Han skrev da til mig i går aftes, at han ikke skulle arbejde i dag? Jeg hørte noget rumstere fra stuen af, så jeg stod stille i et kort øjeblik og holdte vejret for at kunne lytte. Efter det var der ikke nogle lyde. Jeg pustede ud igen med et suk. Jeg gik med korte, lette skridt ind i stuen, og der fik jeg øje på min far med ryggen til. "Far?"

Han gav en brummen fra sig, og jeg sendte ham et forvirret blik. Han havde vist fået det forkerte ben ud af sengen... 

"Sæt dig ned," mumlede han med anstrengt stemme. Jeg satte mig ned i sofaen over for ham med hænderne i skødet. Der var stille et kort øjeblik, men så begyndte han. "Hvad fanden tror du, at du har gang i, Darcy!?" sagde han højt med en meget vred klang. "Hv-hvad mener du?" stammede jeg og sendte ham et forvirret og et anelse skræmt ansigtsudtryk. 

"Du har fucking løjet overfor mig!" råbte han.

"Jeg forstår ik-."

"Hold kæft!" råbte han arrigt.

"Me-." 

"Tving mig ikke til at gøre noget, der bliver værst for dig selv!" 

Jeg blev bange for, hvad han kunne finde på, så jeg holdte min mund lukket. Han havde aldrig opført sig sådan før, så det måtte være noget meget alvorligt. 

"Du holder dig væk fra de røvhuller." 

Hvilke røvhuller? "Du skal ikke så meget som bare skænke dem en tanke! Jeg ved fandme da godt, at du ikke har været over hos Marilyn! Tror du jeg er dum eller hvad!? Jeg er fandme skuffet over dig!"

"De er røvsyge oven i deres hoveder, og de er ikke noget for dig, Darcy, hører du!?" Jeg kiggede på ham, og min mund havde jeg presset sammen til en smal streg.

"Jeg forbyder dig nogensinde at se dem igen!" råbte han som det sidste, inden han rejste sig op.

"Og hvis du ikke kan overholde det, bliver jeg nødt til at gøre noget, både du og jeg ikke har lyst til!"

Han gik ud af hoveddøren og smækkede den hårdt i med et kæmpe brag som resultat.

 

Jeg fik tåre i øjnene ved at tænke på det. Sådan noget kunne han jo ikke tvinge mig til! Endelig havde jeg faktisk følt mig godt tilpas i nogens selskab, og så måtte jeg ikke ses med dem!? Det kunne godt være, at han truede mig, men han skulle sgu ikke bestemme sådan over mig! Nu kunne det altså være nok! Jeg fandt min mobil frem, og var omhyggelig med at trykke de rigtige taster ind, så jeg kunne få lavet en ordentlig sms til Harry. Jeg følte mig mest tryg i Harrys eller Nialls selskab, men nu valgte jeg altså lige at skrive til ham. I sms'en stod der:

 

Hej Harry. 

Der er nogle problemer mellem min far og jeg, så kan jeg måske komme over, hvis du har tid?


Jeg ventede på, at han svarede, mens jeg så ligegyldigt på fjernsynet, der var i fuld gang med at vise et nederen tv program. Kort efter tikkede der en sms ind.

 

Sexy Harry: 

Ja, du kommer da bare over, men faktisk er min søster her også,

men hun er vist også snart på vej hjem, så det skal du ikke tage dig af. :)

 

Jeg gav et lettet suk fra mig.

 

Mig: 

Tusind, tusind tak, Harry! 

Jeg skylder dig virkelig en tjeneste, kommer inden for en halv time.

 

◘◘◘

 

Jeg havde nu fået mig til at se nogenlunde normal ud, så jeg ikke fremstod som en doven abe overfor Harry. Det var i hvert fald ikke det, jeg havde allermest lyst til lige nu. Jeg havde fået sneget mig ud, uden min far opdagede det, ved at jeg kravlede ud af mit vindue og satte noget højt musik på. Det ville han nok ikke tage sig af. Jeg var på vej op ad trapperne i opgangen hos Harry, og der var simpelthen så mange trin, at det næsten var umuligt at komme derop uden at dø. 

Men jeg kom op.

Jeg kiggede på døren foran mig, hvor der var et skilt af jern, hvor der var indgraveret nogle bogstaver - 'Styles' stod der helt præcist, og det gjorde mig på en eller anden måde nervøs. Jeg skulle slet ikke være kommet, for hvad ville han ikke lige tænke om mig, når han (måske) lagde mærke til mine helt røde øjne og mine, stadig lidt hævede, kinder? 

Jeg tog mig sammen og bankede med to lette slag mod døren, inden den blev lukket op af en, der i hvert fald ikke var Harry, med mindre han havde fået en køns operation. 

"Du må være Darcy," lød det fra hende, hvorefter hun gav mig hånden. 

"Ja, hej...," jeg ventede på, at hun ville sige sit navn, som hun heldigvis gjorde, for hvor akavet ville det ikke lige være, hvis hun ikke sagde noget? 

"Gemma," færdiggjorde hun og sendte mig et venligt smil, der mindede mig om Harrys. 

"Hyggeligt at møde dig, Gemma," smilede jeg. Harry kom frem i døren og sendte mig sit så berømte skæve smil. 

"Hey," sagde han med hans hæse stemme. Jeg sendte ham et nik. 

"Nå, jeg var faktisk også på vej ud af døren," sagde Gemma, "vi ses, det var hyggeligt at møde dig, Darcy."

"I lige måde," smilede jeg. Hun fortsatte ud af døren, og mit blik fulgte hende, til hun var ude af min synsvinkel. 

"Kom indenfor," smilede Harry en smule genert.

 

◘◘◘

Jeg har valgt at stoppe kapitlet her, da jeg synes, 

I har ventet i ALT for lang tid på at få et nyt,

så her er det, guys :D 

Nånånå, hvad tror I der sker nu? 

Tror I, hendes far opdager, at hun er sneget sig ud?

I hvert fald vil jeg gerne takke jer endnu engang for, at I bruger jeres tid på at læse noget JEG har skrevet! Jeg synes det er så vildt, for jeg havde virkelig ikke regnet med at SÅ mange ville følge med i noget jeg har skrevet. Tusind tak for det, det betyder så meget, hihi :)

Møsmøs. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...