I'll Wait For You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2013
  • Status: Igang
Dette handler om Matthew, som mistede sin kæreste, Veronica. Har kun skrevet et kapitel, så det vil sige at det er en oneshot og det er fordi, jeg synes at det kun passer til en oneshot. I kan selv bygge videre på, hvad I tror vil ske eller noget i den stil. God læselyst.

0Likes
0Kommentarer
102Visninger
AA

1. I'll Wait For You

Jeg sad og ventede på dig. Som en pige var du utrolig sent på den, men det var du altid. Du var bare sådan. Men det var dig, så jeg klagede ikke. For jeg elskede alt ved dig. Alt fra det lyse, bølgede hår, til de brune dådyr øjne, til de gyldne fregner som dækkede din lille, søde næse. Helt fra toppen af hovedet og 1.68 cm ned til fodsålene. Du var perfekt og det havde du altid været - ville du altid være. Det var Veronica, perfekt, fuldkommen.. Selv med de små fejl, som fx at være alt for sent ude, lade alt dit tøj ligge på dit gulv og surmule når du enten tog opvasken for dine forældre eller mig.

Jeg fumlede med den røde rose, som indtil videre havde lagt ved siden af mig på stenbænken. Et flygtigt, såret smil er der i et splitsekund, men så er det pist væk. Uperfekt, men stadig så perfekt, at man skulle tro du aldrig lavede fejl. Det var dig på en prik.

Jeg huskede så godt min sidste fødselsdag og du vimsede rundt, da du havde tænkt på at lave en fødselsdagskage til mig. Det var blevet sent om aftenen, med både rødvin og det ene og det andet og da jeg endelig faldt i søvn, da VI endelig faldt i søvn, sov jeg som en sten og vågnede ikke op, da du gjorde. Da klokken var omkring tolv, vågnede jeg omsider af et forfærdeligt rabalder inde i køkkenet og da jeg, med rodet hår og kun iført boxershorts, fik slæbt mig ud af soverummet, var det dig jeg så: du stod på gulvet med en kage i hænderne og flødeskum kunne ses overalt. Synet var så festligt, at jeg ikke engang blev morgensur over at jeg måtte vaske gulvet på min fødselsdag. Men jordbærerne og selve kagen smagte utrolig godt, så den må jeg give dig. "Tillykke med fødselsdagen", sagde du i en lykkelig og glad tone, hvorefter du rødmede let og vippede langsomt fra side til side.

Det var i grunden en ganske fin 19-års fødselsdag. Selvom jeg måtte vaske gulv, altså. Og med lidt hjælp FRA MIG, blev kage nummer to også gjort fint i stand.

For ikke at snakke om gaven. Du havde ikke fundet ud af hvad du skulle købe til mig, havde du sagt, så det endte med at du købte en flaske rødvin. En temmelig dyr en af slagsen.

Med disse tanker, de tanker som snurrede rundt i dit forvirrede og stressede hoved, var der mere end det.

Som for eksempel den dag vi mødtes. Eller... Mødtes og mødtes. Vi havde gået sammen i både børnehaven og folkeskolen. Men den dag lagde jeg MÆRKE til dig. Sådan oprigtigt. For første gang.

Det var fodboldturnering på skolen, i tiende klasse. JEG gik i tiende og du i niende. Hver klasse var opdelt i to hold, så det var mange som skulle spille. Du stod ved fodboldmålet til modstanderholdet og det som førte os sammen, var simpelthen at jeg ihærdigt prøvede på at score mål, men en eller anden idiot spændte ben for mig og jeg kom uheldigvis til at støde vores hoveder imod hinanden. Vores første møde. Virkelig romantisk, huh?

Jeg lo lavt for mig selv og strøg fingrespidserne hen over kronbladene på den blodrøde rose. Blødheden mindede mig om dine læber, når jeg strøg mine fingrespidser hen over dem. Langsomt forsvandt smilet fra mine læber. Du burde have kommet for længst. Det burde du absolut. Men jeg ville ikke give op. Jeg ville vente, koste hvad det vil.

I det samme fik en stemme mig til at kigge op. "Hey, Matthew!"

Mit blik ledte søgende efter hvor stemmen kom fra. Jeg sad på en lille græsplane midt i byen. På en stenbænk. På den anden side, altså fortovet som gik langs en stor coop-butik, kunne jeg se fem drenge. Han som havde råbt, stod med en arm i vejret, som en hilsen.

Jeg hilste lidt tilbage og så derefter over på dem, imellem den cirka femten meter lange afstand.

"Hvad sidder du der efter?" Ham som havde råbt, og nu råbte igen, hed Jonas og var en af mine venner. Men vi var mere nær før i tiden, end nu...

"Jeg venter", råbte jeg tøvende tilbage, men stemmen min var tom for liv.

"På hvad? På hvem?"

"Veronica", svarede jeg stille, men højt nok til at de kunne høre det og strøg fingrespidserne hen over rosenbladene igen.

Selv på den afstand imellem os, kunne jeg se eller snarere FØLE de dystre, vekslende blikke, ikke for at nævne de blikke, som de sendte MIG.

"Uhm... Ja", svarede Jonas, stemmen var en smule vred. "Vi ses" Så var de borte.

Jeg slog blikket ned og lagde rosen fra mig på stenbænken.

De synes nok at jeg var skør, men hvem tænkte over det? Ikke jeg.

I en tøvende bevægelse stak jeg min hånd i min jakkelomme og trak forsigtigt ud den lille avisudklip jeg havde. Det var dødsannoncen til Veronica Williams.

Jeg stirrede tomt på den, læste alle de ord, som jeg allerede kunne huske udenad. En måned nu. En måned i dag.

Jeg blinkede hurtigt og foldede omhyggeligt avisudklippet sammen og tog den i jakkelommen igen. Jeg var ligeglad med hvad alle andre sagde. Jeg ville vente. Jeg ville vente på hende, det ville jeg for altid. Min engel.

Jeg slog blikket ned og lagde rosen fra mig på stenbænken.

De tænkte nok at jeg var skør, men hvem tænkte over det? Ikke jeg.

I en tøvende bevægelse stak jeg min hånd i min jakkelomme og trak forsigtigt ud den lille avisudklip jeg havde. Det var dødsannoncen til Veronica

Jeg stirrede tomt på den, læste alle de ord, som jeg allerede kunne huske udenad. En måned nu. En måned i dag.

Jeg blinkede hurtigt og foldede omhyggeligt avisudklippet sammen og tog den i jakkelommen igen. Jeg var ligeglad med hvad alle andre sagde. Jeg ville vente. Jeg ville vente på hende, det ville jeg for altid. Min engel.

"Jeg venter på dig, Veronica", mumlede jeg til den stille, aftenlune himmel med lyserød og gult skær i horisonten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...