En Efterfølgers Hemmelighed: Egtvedpigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2013
  • Opdateret: 13 apr. 2013
  • Status: Igang
En nat, fødte en dronning i min mors hytte og jeg var med til fødslen. Da dronningen havde forladt hytten, overbragte hun barnet til mig, og nu skal jeg sørge for denne dreng. Jeg har kaldt drengen Petrus, et af mine yndlings navne. Min mand hedder Magnus, vi bor i samme hytte. Mit eget rigtige barn er dødt, barnet døde i går, dagen efter dronningens fødsel. Min familie består nu af min mor, mig selv, min forsvundne bror, Magnus og Petrus.

En dag, fem år senere, går jeg en tur med Petrus. Vi går forbi Storehøj, højen hvori mit afdøde barn blev begravet i. Da Petrus og jeg går ind i højen, finder vi en dreng, nærmere en mand, som sidder og græder. Hvem er denne mand? Er han mon min forsvundne bror?

1Likes
1Kommentarer
918Visninger
AA

4. I Højen

På den anden side af bakken, vidste kun jeg og Magnus at vores afdøde barn lå. Det var også en dreng, som jeg ville have haft til at hedde Petrus. Da Magnus var helt nede i landsbyen og på vej ind i fælleshytten, tog jeg igen Petrus op og knugede ham forsigtigt, men kærligt ind til mig. Jeg havde brug for et kram, én der ville passe på mig. Magnus var altid træt når han kom hjem fra jagt eller efter alle festerne op til vores Vinter-Gilde, han havde aldrig mere tid til mig. Det forventede jeg heller ikke at han har hver dag, men en gang imellem ville da ikke skade. Men nu er det endelig gået op for mig at jeg har Petrus. Han er sød, kærlig og hjælpsom. De andre mødre i hytten udtaler sig tit om hvor farligt det er for en dreng at klamre sig op af sin mor for længe i livet, for så kan han jo ikke klare sig senere i livet, men jeg er ligeglad. Hvis Petrus er en god dreng og hjælper til hvor han skal, så vil han klare sig endnu bedre end nogen som helst anden!

 

Af indvendig raseri spyttede jeg ned i jorden og sparkede til en lille sten der lå foran mig. "Mor, du må ikke slå til stenen. Det gør ondt, ikke?" Spurgte Petrus og kiggede på mig med det store brune øjne, han havde skjult i så mange år og nu endelig havde fundet frem. "Du må ikke skade dig selv, mor. Du er min mor. Hvad skal jeg gøre uden dig?" Mumlede han og de ord der kom ud af munden på ham, fremstillede tåre i mine øjne. Petrus havde et lille lammeskind omkring armene og maven og et par små klæder omkring benene og små tin sko på. Der var stilhed og Petrus krummede sig sammen og lagde sig ned på mit bryst. Da Petrus var begyndt at blive træt i benene af at gå, stoppede han op og klamrede sig til mit ben, indtil jeg tog ham i hånden, tog ham op og beroligede ham med et par ord. Tilbage i landsbyen var Magnus på vej tilbage fra jagt, da vi stødte ind i ham var vi på vej til Storehøj.  "Sæt ham dog ned Marina! Han er fem år, han kan selv gå." Sukkede han, rullede med øjnene og fortsatte med at gå imod landsbyen, jeg satte Petrus ned. Jeg, som stod og gloede på Magnus, jeg var iført mit skindtøj: en lang bluse og nogle lange klæder omkring mine ben. Mit brune hår flagrede omkring mit ansigt, og det beskyttede Petrus imod synet af hans plejefar. Magnus behandler ikke Petrus særlig godt, ikke her på det sidste ihvertifald. På den anden side af bakken, vidste kun jeg og Magnus at vores afdøde barn lå. Det var også en dreng, som jeg ville have haft til at hedde Petrus. Da Magnus var helt nede i landsbyen og på vej ind i fælleshytten, tog jeg igen Petrus op og knugede ham forsigtigt, men kærligt, ind til mig. Jeg havde brug for et kram, én der ville passe på mig. Magnus var altid træt når han kom hjem fra jagt eller alle festerne op til vores Vinter-Gilde, han havde aldrig mere tid til mig. Det forventer jeg heller ikke at han har hver dag, men en gang imellem ville da ikke skade.

Der var stilhed og Petrus krummede sig sammen og lagde sig ned på mit bryst. "Mor, mine fødder. De... de gør ondt!" Sagde han. Jeg stoppede op og tog hans sko af, holdte dem i den anden hånd og fortsatte med at gå. Da det gik op for ham at jeg græd begyndte han at fælde en tåre og jeg kunne mærke at dét at se hans mor græde, fik tårene frem i hans egne øjne. "Mor du må ikke græde. Far er ikke som dig. Du er min mor. Er han min far?" Mumlede Petrus og han rettede sin ryg og slikkede mine tåre væk fra mine kinder. Hans lille hånd varmede min kind, og da jeg kiggede ham i øjnene, vendte han sin hånd og aede blidt min kind med håndryggen. "Mor klarer sig, du skal ikke bekymrer dig, skat." Sagde jeg blot, men ingen af ordende var bare tæt på sande.

Da vi var kommet til Højen, gik jeg ind i den, for den var åben. Nogle mænd i byen havde åbnet den, for ofret, der skulle ofres i aften, skulle ligge i dén gravhøj, og så ville de dække åbningen til med jord igen i nat. Højen frembragte så mange minder, min stakkels afdøde søn lå herinde. Jeg gik lidt ind i gravhøjen og satte derefter Petrus ned på jorden og vandrede lidt rundt. Jeg ville helst ikke pille for meget, for hvis graven blev berørt af nogen og hvis det blev opdaget, fik man ballade. Meget ballade, og jeg ønsker ikke ballade. Petrus gik rundt, han kedede sig, indtil han fandt to sten og begyndte at sparke til den ene. "Petrus! Du ødelægger dine sko!" Sagde jeg vredt, fordi tankerne om mit afdøde barn vækkede mere end rigeligt til live indeni mig. Han vendte sig med fronten imod mig, og hans brune øjne blev fyldt med tårer, han græd. Ingen måtte vide at vi var her, så jeg skyndte mig at løbe hen til ham, og satte en hånd for hans mund. Hans ånde var unaturlig varm, og der blev samlet sved i panden på ham. "Er du syg, Petrus?" Sagde jeg højt. "Hjælp mig..."  Sagde en stemme bag min ryg. Jeg overbeviste mig selv om at jeg var meget træt den dag og undlod at vende mig rundt og kigge hvorfra stemmen kom. "Vil du ikke nok?" Sagde stemmen, og jeg kunne høre gråden i stemmen på den endnu ukendte person, og mit hjerte kunne ikke klare det mere. Jeg vendte mig om, og dér sad en ung mand, og stirrede på mig. Mørket og skyggerne skjulte ham, så jeg kunne kun forestille mig hans udseende."Vil du ikke nok? De... de...dræber mig! Vil du ikke nok hjælpe?" Sagde han og ud fra mørket trådte han. Hans hår var lyst, lige så lyst som høet der groede i de varme forårsmåneder, og hans øjne, hans øjne var blå og klare som havet. De var fyldt med tårer og hans krop rystede noget så forfærdeligt! "Hvem er du?" Spurgte jeg fornærmet og trådte et skridt bagud, med armene foldet beskyttet omkring Petrus' krop. "Ofret...dén mand der skal ofres, til Guderne, i aften..." Mumlede han og kiggede skamfuldt ned i jorden. "Hvad laver du her?" Spurgte jeg uhøfligt og trådte endnu et skridt tilbage, hvilket resulterede i at jeg trådte Petrus over tæerne som bare fik ham til at græde endnu højere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...