En Efterfølgers Hemmelighed: Egtvedpigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2013
  • Opdateret: 13 apr. 2013
  • Status: Igang
En nat, fødte en dronning i min mors hytte og jeg var med til fødslen. Da dronningen havde forladt hytten, overbragte hun barnet til mig, og nu skal jeg sørge for denne dreng. Jeg har kaldt drengen Petrus, et af mine yndlings navne. Min mand hedder Magnus, vi bor i samme hytte. Mit eget rigtige barn er dødt, barnet døde i går, dagen efter dronningens fødsel. Min familie består nu af min mor, mig selv, min forsvundne bror, Magnus og Petrus.

En dag, fem år senere, går jeg en tur med Petrus. Vi går forbi Storehøj, højen hvori mit afdøde barn blev begravet i. Da Petrus og jeg går ind i højen, finder vi en dreng, nærmere en mand, som sidder og græder. Hvem er denne mand? Er han mon min forsvundne bror?

1Likes
1Kommentarer
942Visninger
AA

5. Højen Gemmer På Noget

"Johannes..." Sagde han og nu kiggede han mig i øjnene. "Hvor vover du, trælle, at kigge en landsbybeboers kvinde direkte i øjnene?" Sagde jeg uforskammet og kiggede strengt ned på ham. Han vendte sine tårefyldte øjne og sit ansigt væk fra mig, hvilket bare gjorde mig endnu mere vred. Så jeg gik helt hen til ham, tog hårdt fat i hans underkæbe, det tvang ham tll at se på mig. "Hvem er dine forældre?" Spurgte jeg. "Hvis du siger det, hjælper jeg dig..." Sagde jeg lunefuldt. En masse tanker fór gennem mit hoved: 'bror, min? Hvem er han? Taler han mon sandt? Hvad med Petrus? Har jeg overhovedet en bror? Ved han hvem jeg er? Ved han mon at dette barn ikke engang er mit? Er han den han udgiver sig for at være?' "Det er sjovt, for de billeder jeg kan huske af min søster, Marina, tror jeg hun hed... Du ligner hende på en prik." Grinede han indtil det gik op for ham hvad han lige havde sagt. Ordene han sagde brusede i mit hoved og tanken om at have en forsvunden bror fik tårene til at trille ned af mine kinder. "Johannes, er det virkelig dig?" Græd jeg og satte mig over ved siden af ham. "Marina er det virkelig dig?" Spurgte han og en tåre trillede ned af hans kind. Han omfavnede mig og ævlede løs om hvor meget han havde savnet mig.

 

"Skal du dø?" Spurgte jeg, men han tyssede blot på mig og kyssede mig på kinden. "Alt skal nok gå, Marina." Pludselig opdagede han Petrus og Johannes spurgte hvem han var. Jeg indså at min bror ville holde nok af mig til at forstå mit valg, så jeg fortalte ham det. Alt om den nat, hvor Petrus blev født, og om hvor dårligt Magnus passede på Petrus og jeg. Johannes forstod mig fuldt ud. Efter lidt, satte Petrus sig hos mig og jeg sad hos Johannes. "Johannes, hvad skal der dog blive af os?" Sagde jeg og Petrus kiggede på mig. "Vi må stikke af!" Sagde jeg, men Johannes havde sin egen holdning til tingene. "Vi ville ikke nå langt. Ikke langt nok. De vil indhente os, og så vil de dræbe os alle tre." Sagde Johannes og aede Petrus i håret. Petrus kunne godt lide Johannes, og efter noget tid hvor at Johannes og Petrus havde leget ved at sparke til de to sten som Petrus tidligere fandt, blev jeg træt. Omkring eftermiddagstid blev jeg enig med mig selv om at Johannes var en bedre far for Petrus end Magnus nogensinde havde været. Da jeg havde lagt mig ned på den kolde jord for at sove, kunne jeg mærke én der lagde sig bag mig og én der lagde sig foran mig. Petrus havde lagt sig foran mig og Johannes bag ved. Johannes begyndte at ae Petrus og da Petrus var faldet i søvn, faldt jeg også i søvn, rævesøvn! Jeg kunne mærke at Johannes der nød mit selskab og han kyssede mit hår utallige gange og holdt mig tæt ind til ham, indtil jeg næsten sov. Det sidste jeg sagde til ham var: "Johannes, jeg ville ønske at jeg havde mødt dig før, så kunne vi stikke af. Jeg elsker dig Johannes." Johannes vidste udmærket godt, at når jeg sagde 'jeg elsker dig' var det ment, fordi han var min broder. Ikke noget romantisk, overhovedet ikke.. Jeg er bare glad for at se ham igen... Vel vidne at det ville blive min og Petrus' sidste chance for at se Johannes... I live!

Efter nogle timer, vågnede jeg ved lyden af et skrig og Petrus der græd. Da jeg åbnede øjnene gik det op for mig at jeg lå et godt stykke væk fra højen i landsbyen på kroens seng, dén krog hvor vi skulle fejre Vinter-Gilde efter ofringen... Jeg skyndte mig at løbe ud fra kroen med Petrus i favnen og jeg kunne se st alle de andre Helvig, Valdemar Atterdags kone. Men jeg ville ikke lade det ske. På den anden side, Johannes havde selv sagt farvel og sagt at han ønskede at dø. Men dén tomhed jeg ville føle, jeg kunne næsten ikke bære det. Med ét trak bødlen sin stenøkse... Jeg løb hen til et sted hvor jeg kunne se alt hvad der ville ske, en lille åbning hvor jeg kunne se bødlens nakkehår rejse sig. Da jeg gik et skridt bagud trådte jeg på en skarp sten, og den ridsede hul i min hud og den rødlige væske, kom til syne med det samme. 'Stenen Marina! Smid stenen!' Tænkte jeg... Nu havde jeg chancen for at forhindre Johannes død. I min favn havde jeg Petrus, hvis øjenkroge var fyldt med tårer. Efter lidt hviskede han i mit øre: "Mor, hvad skal der ske med far?" Petrus havde fået så meget opmærksomhed at han opfattede Johannes som sin far! Nu var der kun én ting der var rigtig at gøre...

Johannes havde opdaget mig, han rystede på hovedet og hans øjne så sørgmodige ud da jeg løftede stenen og gjorde klar til at kaste... Bag stoffet, som bødlen havde placeret omkring Johannes mund, skreg han. Han skreg og skreg, for han ønskede ikke at jeg også skulle ofres. Men jeg tvivlede ikke én gang til, og så kastede jeg stenen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...