En Efterfølgers Hemmelighed: Egtvedpigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2013
  • Opdateret: 13 apr. 2013
  • Status: Igang
En nat, fødte en dronning i min mors hytte og jeg var med til fødslen. Da dronningen havde forladt hytten, overbragte hun barnet til mig, og nu skal jeg sørge for denne dreng. Jeg har kaldt drengen Petrus, et af mine yndlings navne. Min mand hedder Magnus, vi bor i samme hytte. Mit eget rigtige barn er dødt, barnet døde i går, dagen efter dronningens fødsel. Min familie består nu af min mor, mig selv, min forsvundne bror, Magnus og Petrus.

En dag, fem år senere, går jeg en tur med Petrus. Vi går forbi Storehøj, højen hvori mit afdøde barn blev begravet i. Da Petrus og jeg går ind i højen, finder vi en dreng, nærmere en mand, som sidder og græder. Hvem er denne mand? Er han mon min forsvundne bror?

1Likes
1Kommentarer
919Visninger
AA

3. En Tur

Min bror er forsvundet, hvordan finder jeg ham?

Jeg vågnede op til en tom hytte. Kun jeg lå på tæpperne, med Petrus i armene. Da jeg satte fødderne ned fra tæppet, stod der pludselig en masse mennesker omkring mig og alle havde et stort smil på læben. 'Hvad i...' tænkte jeg og så gik det op for mig at de alle sammen nu vidste om Petrus. "Petrus!" Råbte de alle sammen. Min mor, Magnus, min far, min oldemor, min oldefar, min hjælper, min veninde, min ven, vores jagtdyr, alle var der. Selv den gamle vismand var der! Han var den der spåede om høsten i foråret

Magnus gik hen til mig, kyssede mig på kinden, tog min hånd og trak mig op fra tæpperne. Han tog Petrus ud af mine hænder og holdte ham i strakte arme op over hans hoved. "Sønnen af Magnus og af min hustru, Marina!" Råbte han og alle jublede højt. 'Hustru?' Tænkte jeg. I aften ville Valdemar 4. Atterdags kone, dronning Helvig, komme ridende igennem vor Vinter-Gilde og se slaven blive ofret til Guderne. Kongen kom på besøg hvert fjerde år, for at opholde sig under vores Vinter-Gilde, men de sidste par år har han ikke deltaget, for han er flygtet, til Tyskland. Han plejer at komme ridende på sin hvide hest, en hingst, iført sin rustning, sit sværd og sit skjold. Valdemar bor på Jellingdynasstiet, men i 1368 flygtede han fra vort fædreland, Danmark, og nu opholder han sig i Tyskland, vort naboland, men vi er dog i krig ofte, for vi ønsker vor konge tilbage ved magten, så i stedet for at få Valdemar Atterdag på besøg, får vi hans hustru, dronning Helvig på besøg. Jeg har kun set hende én gang, ved fødslen og jeg ønsker langt fra at se hende igen, hvad nu hvis at hun ønsker Petrus tilbage? Jeg har knyttet mig tæt til Petrus så nu kan jeg ikke bare svigte ham!

Senere på dagen, da alle de mennesker der var inde og byde velkommen til Petrus, var ude og gøre klar til det kongelige besøg, gik jeg mig en tur, sammen med Petrus. Han har taget godt på, og han har vokset sig et par tommer. Han er genert, han klamrer sig ofte til mit ben. Han var også blevet 5 år nu, så min ryg kunne snart ikke bære ham længere, han var ikke tyk, han var mager og perfekt. Han havde brunt hår, ligesom jeg, og han havde de mørke, venlige og velsignede øjne, som en rigtig kongesøn. Jeg tænker tit på om jeg skal fortælle han om at han er tronarving i Danmark, men jeg lovede Helvig, hans rigtige mor, at jeg ville passe godt på hendes søn og aldrig fortælle ham noget om hans stilling i landet. Et løfte er et løfte: jeg tager dette løfte med mig i graven. Jeg elsker Petrus og jeg ønsker ikke at skade ham, han er min søn, jeg ved ikke hvordan jeg skal overleve uden ham, hvordan skal jeg dog overleve uden ham? Han er den anden halvdel af mit hjerte: vil jeg dø uden ham? Jeg vil beskytte ham med mit liv, som et ægte moder tager sin søn i forsvar! Han skal ikke blive den blodige, uhyggelige og onde jæger, han skal forblive min, gå herhjemme og vise at mænd kan tage ansvar!

 Men nu er det heldigvis gået op for mig at jeg har Petrus. Han er sød, kærlig og hjælpsom. De andre mødre i hytten udtaler sig tit om hvor farligt det er for en dreng at klamre sig op af sin mor for længe i livet, for så kan han jo ikke klare sig senere i livet, men jeg er ligeglad. Hvis Petrus er en god dreng og hjælper til hvor han skal, så vil han klare sig endnu bedre end nogen som helst anden! Af indvendig raseri spyttede jeg ned i jorden og sparkede til en lille sten der på foran mig. "Mor, du må ikke slå til stenen. Det gør ondt!" Sagde Petrus og kiggede på mig med det store brune øjne, han havde skjult i så mange år og nu havde han endelig fundet dem frem. "Du må ikke skade dig selv, mor. Du er min mor. Hvad skal jeg uden dig?" Mumlede han og de ord der kom ud af munden på ham, fremstillede tåre i mine øjne. Petrus havde et lille lammeskind omkring armene og maven og et par små klæder omkring benene og små tin sko på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...