En Efterfølgers Hemmelighed: Egtvedpigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2013
  • Opdateret: 13 apr. 2013
  • Status: Igang
En nat, fødte en dronning i min mors hytte og jeg var med til fødslen. Da dronningen havde forladt hytten, overbragte hun barnet til mig, og nu skal jeg sørge for denne dreng. Jeg har kaldt drengen Petrus, et af mine yndlings navne. Min mand hedder Magnus, vi bor i samme hytte. Mit eget rigtige barn er dødt, barnet døde i går, dagen efter dronningens fødsel. Min familie består nu af min mor, mig selv, min forsvundne bror, Magnus og Petrus.

En dag, fem år senere, går jeg en tur med Petrus. Vi går forbi Storehøj, højen hvori mit afdøde barn blev begravet i. Da Petrus og jeg går ind i højen, finder vi en dreng, nærmere en mand, som sidder og græder. Hvem er denne mand? Er han mon min forsvundne bror?

1Likes
1Kommentarer
895Visninger
AA

2. En Forstyrret Nat

Min bror er forsvundet, hvordan finder jeg ham? Mit hjerte er som et puslespil, jeg mangler en brik: min bror. Jeg ville opgive næsten alt for at finde ham, hvor er han dog henne? Vil jeg nogensinde møde ham? Jeg beder og ønsker hver dag til at jeg vil møde ham, inden han forlader denne jord...

Dagen efter jeg havde mistet mit eget barn: Jeg har selv et barn. Et dødt et. Det døde under fødslen, men min krop er som en mors: slidt. Prinsen er i dag tre år gammel. Jeg husker tydeligt natten, hvor hans moder bragte ham til denne jord:

Der lød skrig, og ingen kunne trænge ind til moderen. Hendes skrig afdækkede alt andet og smerten holdte de psykiske mure oppe omkring hende. På vej ud var han, prinsen. Min egen moder og hendes hjælper Britta hjalp denne kvinde med at føde. Hun var første gangs fødende. Pludselig kom sønnen ud, og min mor tog ham og lagde ham på maven af kvinden og bed navlestrengen over. Hun så ud til kun at være atten år, altså tre år ældre end mig, men hun havde allerede betroet mig sin hemmelighed: hun var dronning af København, og hun skulle føde prinsen. Men desværre havde dronningen selv haft en yderst barsk og tragisk barndom grundet de høje krav vi alle har til konger og dronninger, så hun ønskede ikke at føde sin egen søn ind i det univers, hun ville have mig til at passe på ham, og jeg skulle bevare hemmeligheden for mig selv, for hun ønskede ikke at kongen skulle finde ud af at hun havde født en tronarving. Hun ville have sin søn til at opvokse i et trygt og sikkert hjem, lære hvordan fattigdom var, og hjælpe andre mennesker. Jeg svor at jeg ville værne om barnet, som var det mit eget, og hun troede mig så villigt. Jeg kunne se at sætningen 'hvis du siger det her til nogen, så...' var på hendes læber, men hun stoppede den, i det hun kiggede mig i øjnene. Min mor har også altid sagt at jeg ser ansvarlig ud og at jeg ville føde hendes mindst seks børn, men jeg ønsker kun tre. Da dronningen havde født, smed min mor hende ud af vores hytte med det samme og med barnet i farmen. Da hun havde sat sin venstre fod uden for vores hytte, vendte hun hovedet og rettede sit usikre blik imod mig og skyndte sig ud. Min moder og de andre kvinder gik længere ind i vores hytte, og begyndte at snakke om hvor underlig og upassende denne kvinde havde opført sig. "Ja, hun havde endda tilladt sig at skrige!" Råbte min moder så højt at jeg også kunne høre det. Dronningen var ikke langt væk, da hun standsede op og aede hendes søn på kinden. Men hun ville ikke have ham. Så snart jeg havde hørt at de andre kvinder i vores hytte havde sat sig ned ved ildstedet, løb jeg ud til dronning, med det uldtæppe som min mor havde strikket til mig sidste år, i hånden så barnet ikke skulle fryse ihjel. Dronningen havde født på den værste årstid; her når det var koldt og hvide, våde og tøende, men bløde, flager faldt fra Guds Rige. Men jeg havde besluttet mig for at værne om hendes søn. Jeg havde altid, fra da jeg var helt lille, hørt, og set, på alle de kvinder, der skreg i smerte når de skulle føde. Men nu var mit problem løst. Jeg havde denne søn, som jeg kunne værne om, i stedet for selv at føde ham, og ingen ville nogensinde fatte mistanke! Da mit blik mødte dronningens, kiggede hun på uldtæppet, og et lille smil bredte sig på hendes læber, selvom hun stod i lyn og tordenvejr, var hun glad. Betød det virkelig så meget for hende, at jeg overtog denne søn? Det gjorde det måske.

Da jeg tog fat om drengen, kunne jeg mærke at han var tung af en baby at være, men han så ikke tyk ud, overhovedet ikke, han var bare tung. Hurtigt pakkede jeg ham ind i tæppet, så han ikke skulle fryse og lagde ham ind til mig. "Lover du at værne om ham?" Spurgte dronningen med et stift blik i øjet og jeg nikkede. "Nu er han min." Sagde jeg og dronningen havde samme opfattelse af sætningen som jeg; at jeg ville værne om ham, som var han min egen. Så forsvandt hun sammen med en tordensky og jeg ville nok aldrig få hende at se igen.

Jeg gik langsomt ind af døren til hytten, og forsvandt ind i min egen hytte ved siden af min mors. Dér lå Magnus på uldtæpperne og fåremaverne, der var fyldt med alt godt, lå på træstubben foran ham. Han var kun iført sin dagsbeklædning, noget skind omkring hans lår og ædlere dele, og så havde han en bjørnetand i en snor omkring halsen. Hans lange lyse hår, gik ned til hans skuldre, mit var meget længere og brunt, og han havde en sødt smil på mundvidden. Magnus er en sød mand, han er tyve år gammel, han er dygtig til at jage, hans store speciale er bue og pil, han er dog ikke egnet til nærkamp, men han ved til gengæld hvordan man skal charmere sig ind hos en fire år yngre pige.

Han havde ventet på mig! Det var typisk Magnus, han ventede altid på mig, han ville aldrig spise alene. Da han så mig med sønnen, kiggede han underligt på ham med store uforstående øjne. Derefter kiggede han op og ned af mig, og så at jeg havde skiftet tøj i løbet af dagen, hvilket bare var rent tilfædigt fordi jeg havde været i søen og bade, og nu var jeg iført et andet sæt tøj: bjørneskind blandet med lidt ulveskind. Magnus spurgte: "Hvem er det?" Og pegede på sønnen jeg havde i farmen. Jeg sukkede og satte mig hen til Magnus, på vejen hen til ham havde jeg opdigtet en god historie som han sandsynligvis ville tro på. "Har du... været tyk?" Spurgte han og kiggede seriøst på mig, idet jeg satte mig ned, tog han fat omkring mine hofter og satte sig tættere ind på mig, jeg nikkede. "Hmm..." Mumlede jeg og han kyssede sønnen på panden. Jeg må indrømme at en vis had blandet med en mængde af raseri, opstod inde i mig da Magnus kyssede mig på panden, for jeg følte mig skyldig, jeg havde trods alt løjet for ham. "Hvad, øhm, er hans... navn, øhm?" spurgte Magnus nervøst. Nyheden om at være far, var nok kommet lidt som et chok, for han havde ikke lagt mærke til at jeg var tyk, men de fleste kvinder i vores landsby ordner deres fødsler alene, deres mænd ved for det meste ikke noget. Efter lidt trak jeg mine ben op under mig, og Magnus gennemskuede at jeg frøs, så han tog sønnen og lagde ham ned på en afdød lams skind, sønnen sov, så jeg havde ikke mere at bekymre mig om. Da jeg igen kiggede på Magnus, havde han nu lagt mig ned på skindene og sig selv ovenpå mig. Selvom jeg lå på en masse skind, kunne jeg stadig mærke sten og grene under min ryg. En sten skar et snit i min hofte, da jeg vendte mig. Jeg ønskede ikke at gøre yderligere skade på mig selv, så jeg lå stille. I mellemtiden var Magnus begyndt at småkysse min hals, og køre hans hånd op og ned af min arm, imens han hviskede noget ind i mit øre, som jeg ikke forstod. Jeg rystede tvivlsomt på hovedet, havde han hvisket noget som jeg skulle høre? Jeg kiggede lige ind i hans blå og dejlige øjne, men han trak på smilebåndet og kørte sine fingre igennem mit brune hår og kyssede mig på munden, og lagde sig på min magre mave, kyssede den og kiggede op på mig. "Jeg takker dig for at have tilbragt sådanne et kønt væsen." Sagde han og kyssede lidt videre på min mave og lagde sig til sidst ned og slappede af. Magnus var træt efter en lang dag, han havde været på jagt, og i morgen var der Vinter-Gilde. Gildet hvor vi fejre at vinteren forsvinder og at foråret kommer. Jeg hader Vindet-Gilde, for der skal altid ofres en slave. Ingen ved det, men jeg har forfærdelig ondt af den slave, for hvem er det? Og lider denne slave ikke ufattelig meget?

Da Magnus igen kiggede op på mig, aede han mig på kinden, og jeg rejste mig op: sønnen måtte være sulten. Jeg overvejede hans navn og jeg ville døbe ham Petrus Den Tabre. Jeg tog omkring ham, han lå og puttede i sit ulveskind, imens så Magnus bare lystigt til. Da jeg opdagede at Petrus sov, ville jeg ligge ham ned igen, men så vågnede han og tanken om at få ham til at holde mund, strejfede mit hoved, men så kom jeg på en løsning: mad! Så jeg tog ham op igen, rullede min bluse ned, og han begyndte at spise. Magnus havde nu rykket sig om bag ved mig og sad med sin hage på min skulder og med hænderne omkring Petrus. Efter lidt begyndte Magnus at nynne for Petrus og jeg kunne ikke lade være med at grine. Magnus blev blot ved med at spise og til sidst lukkede han sine øjne. Jeg hev op i blusen og lagde ham tilbage på en pude, og derefter lagde jeg mig ned på tæpperne, sammen med Magnus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...