End ikke døden...[Historie konkurrence]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Hild er høvdingedatter og lever i år 1370 f. kristus. Hun bor med sine forældre og broren Kvist. Men en dag sker der noget... Hild og hendes bror bliver bortført, og de må flygte...

5Likes
3Kommentarer
585Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Jeg sætter mig på hug og stryger den sovende Kvist over håret. Han er min bror, og passer vel egentlig også meget godt til sit navn. Han er brunere i huden i os andre, og mørkt brunt hår. Han har også, som den eneste i denne familie, grønne øjne. "Som to små grønne blade på kvisten" siger min far altid, men når man er høvding kan man vel også sige hvad man vil. Jeg sætter mig i skrædderstilling ned på det store tæppe af koskind, min mor har lagt i vores træhytte. Der er ikke så mange i landsbyen der har tæpper liggende på jorden i deres hytte, men min mor insisterede på at vi skulle have et. Hun hader jord på fødderene og går altid med skindsko ligemeget hvor varmt det er. Hun er nu også en viljestærk kvinde, min mor. Det var vel også derfor min far valgte hende som kone. Eller måske fordi hun var den kønneste pige i landsbyen dengang. Med sit askeblonde hår og blå øjne havde hun mange bejlere, men selvfølgelig valgte hun min far. Han var lige blevet høvding, og med sine muskoløse arme og rødbrune, pjuskede hår var han vel meget køn, på sin egen måde.

Min mors og fars bryllup forløb meget normalt, selvom de nu er lidt uenige om hvem de ofrede til gudinden i mosen. (Min far er sikker på det var den gamle kone Hirse der havde ofret sig frivilligt, mens min mor instisterer på at det var et forbandet barn der dræbte køerne, de havde ofret.) Kvist vender sig om, stadig i søvne tror jeg og giver et snork fra sig. Han ligner hverken mor eller far, men han er jo heller ikke deres rigtige søn.

Engang da min far skulle ud og finde det nye "bronze" vi havde hørt så meget om. Han havde aftalt med en landsby sydpå at de skulle sælge ham noget bronze, men da han kom derhen var hele byen brændt ned, og den eneste overlevende var Kvist, der dengang var en lille baby. Han bragte barnet hjem, og min mor og mig(måske mest min mor) overtalte ham til at beholde ham hos os.

Selv ligner jeg nok en form for blanding af dem begge to. Mit hår er askeblondt som min mors, men mit er modsat hendes, klippet kort så det kun lige når ned over ørerne. Jeg har min fars brune øjne. Når det kommer til kropsbygning minder jeg nu ikke om nogen af dem. Jeg er lav og spinkel, en modsætning til min mors høje person, og min fars kraftige bygning. Når det kommer til personlighed minder jeg nok mest om min far, da jeg deler hans glæde ved nye ting, og hans evner som jæger er nok også gået i arv til mig. Jeg er ikke helt så fantastisk med bue og pil som min far, og mine evner kniv er ikke ligefrem noget at råbe hurra for, men med lidt øvelse bliver jeg nok ret god. Jeg har måske også lidt af min mors stædighed i mig, men det er da meget godt at stå ved sine meninger. Kvist kommer med endnu et grynt i søvne. Jeg burde egentlig vække ham, for min mor vil ud og plukke bær, og så skal han helst hjælpe. Jeg nænner bare ikke at vække ham når han ligger og sover. Ligesom mig er han spinkel, og ligner en der højst har levet 4 somre, selvom han faktisk er- Jeg tæller efter på fingrene. Efter foråret er han 6 somre gammel. Jeg har egentlig heller ikke så godt styr på min egen alder, men det gør nu heller ikke så meget ud af her, men jeg kan vel godt lige regne efter. Hvis man nu tæller den vinter med hvor smeden gled på isen og brækkede benet er jeg 15. eller vent! jeg glemte det forår hvor den store gedebuk slap ud af indhegningen, og gamle Karl blev jaget rundt af den hele morgenen. Så jeg er vel 16!

Så vågnede Kvist, og mor har tvunget mig til at være med til at samle bær. Bærrene er i udkanten af skoven som omkranser vores lille landsby.  Hun ville gerne lære mig noget mere om planter og urter, men jeg kan ærligt talt ikke se hvad det skal gøre godt for. Hvis jeg farer vild i skoven kan jeg jo altid bruge min bue og pile som jeg i øvrigt er blevet meget bedre til.

"Men hvis du farer vild i skoven kan du jo ikke kun leve af kød Hilda." Jeg snerrer, hun ved udemærket godt at jeg ikke vil kaldes det navn. Alle andre kalder mig Hild, så hvorfor kan hun ikke?

"Dit navn er Hilda og sådan er det" Siger hun, "Ravnhild bliver jo heller ikke kaldt Ravnhi?" Jeg sukker. Ravnhild er min bedste veninde, og hun bliver ikke kaldt Ravnhi, men det er da tæt på.

"Hej Ravnie!" Næsten råber jeg da jeg får øje på hende. Hun er et halvt hoved højere end mig og har langt sort hår. Hun smiler og går hurtigt hen til os. Da hun får øje på mine øjne der bønfalder hende om at hjælpe mig væk herfra siger hun henvendt til min mor,

"Goddag! Jeg ledte faktisk efter Hild. Ser i jeg skal ofre et dyr til gudinden i mosen, men jeg er jo en forfærdelig jæger! Så kan Hild ikke hjælpe mig?" Min mor kiggede lidt forvirret på os begge, og jeg morer mig lidt over det. Man spørger aldrig nogen hvorfor de skal ofre, da det er frygtelig personligt. Enten så fortæller personen det selv, eller også får man det aldrig at vide. Min mor kigger opgivende op i luften

"Jaja, gå nu bare."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...