the love of my life

Emma møder, på sin fødselsdag, den søde Harry og på enormt kort tid er deres forhold blevet til romance. et skænderi sætter dem på afstand af hinanden men da noget meget uventet sker bliver Emma tvunget til at tale og være sammen med Harry. da han deltager i x-factor bliver det lidt et problem og deres forhold som skulle forestille at være en ungdoms romance forvandler sig pludselig til noget meget mere voksent og de kommer på et tidspunkt så langt ud, at der endda bliver tale om, at købe en lejlighed at flytte ind i. uanset hvor meget de hader tanken om at skulle flytte sammen bliver de nødt til det. der kommer efterhånden så mange skænderier at der opstår had, men Emmas da bedste venner blander sig, sker der meget og nogle store beslutninger bliver taget. vil det lykkedes dem alle at rette op på det hele igen?

ps. lille note: hvis i vil like den vil jeg blive meget glad!! :D

6Likes
2Kommentarer
625Visninger
AA

9. "slip mig eller jeg skriger"

 

Adopteret?!

Mig?!

Adopteret?!

”Emma?” det gik først op for mig at jeg græd da Harry sagde mit navn men jeg gjorde ikke noget, jeg stod bare som limet fast til jorden hvilket fik Harry til at lægge en hånd på min skulder og vende mig rundt så jeg stod med front mod ham.

”hvorfor græder du søde?” næsten hviskede han i så kærlig en tone at det kom til at lyde som om han var en mor der talte til sin nyfødte baby. Jeg pegede bare mod køkkenet og løb – endnu engang – op på mit værelse, smed mig i min seng og begyndte at stortude over at jeg var adopteret, hvilket ikke ville være så slemt hvis ikke det var fordi at de havde løjet for mig. jeg begravede ansigtet i mig pude og begyndte at hulke, velvidende om at alle de andre var nedenunder og Niall lige inde ved siden af.

 

Harrys synsvinkel:

 

Hvad der lige var sket var ikke nået op til min hjerne endnu. Hun græd, pegede på køkkendøren og løb derefter op på sit værelse. Enten var det noget der var derinde eller også… jeg havde ingen ide.

Jeg gik ind i stuen og lod mit blik glide rundt på de andre der bare sad og kiggede uforstående på mig. de havde sikkert set at Emma var løbet op på sit værelse, sikkert med tårer løbende ned ad kinderne.

”hvad sker der?” selvfølgelig var Liam der til at spørge om alt var som det skulle være.

”jeg ved det ikke men…” jeg slog opgivende ud med armene og satte mig sukkende ned i sofaen. Jeg slog blikket ned på mine hænder da jeg ikke vidste hvor jeg ellers skule kigge hen.

”men..” kørte Liam på. Jeg sukkede og vendte blikket mod ham som havde skudt et øjenbryn i vejret.

”men jeg ved ikke hvad det er.. hvis der er noget.” sukkede jeg og vendte atter blikket ned mod mine hænder som blev en smule svedige.

”hun stod og græd da jeg kom hen til hende, og lige før hun løb op på sit værelse pegede hun på køkkendøren.” mumlede jeg og sukkede.

Der var helt stille, ikke engang Louis sagde et ord, han rejste sig derimod og gik ud i køkkenet. Jeg kiggede efter ham indtil han var væk og lod derefter mit blik glide rundt på de andre der også bare sad og stirrede på den nu lukkede køkkendør.

 

Louis synsvinkel:

 

Emma var – igen – løbet op på sit værelse. Første gang havde hun givet mig fingeren og jeg tror godt jeg ved hvorfor. Jeg var blevet sur over at hun havde fundet sammen men Harry. ikke at jeg havde noget imod det, hun var jo min bedste veninde og jeg ville jo gerne have at hun skulle være glad, men med mig. Okay måske ikke men jeg havde et lille håb gemt et sted. Slevfølgelig vidste jeg at det ville være lidt af en risiko at tage da det måske ville ødelægge vores forhold men jeg var klar til at gøre det for hende.

Da jeg kom ud i køkkenet stod Emmas forældre og snakkede. Mauras - Emmas mor - stemme var grødet og hendes øjne var røde. Bobby - Emmas far - prøvede bare at berolige hende.

Da de så mig, stoppede deres samtale brat og al deres opmærksomhed blev rettet mod mig. Jeg lukkede døren efter mig og trådte så lidt længere ind i rummet.

”der er sket noget med Emma..” startede jeg og så Maura tage hånden op til munden og hørte et lille gisp undslippe hendes læber. Flere tårer kom op i hendes øjne men hun beherskede dem så de ikke flød over og ned af hendes kinder.

”ikke noget alvorligt men hun er oppe på sit værelse.. og hun græder vist nok.” mumlede jeg og kløede mig uintelligent i håret.

”jeg går op og snakker med hende om det.” sagde Bobby lidt hurtigt og en tanke om at han var skyld i at hun græd, slog ned i mig.

Han nærmest løb ud ad køkkenet som om han var bange for at der var en der ville komme før ham. Jeg gik ind i stuen til de andre som havde gang i en samtale jeg ikke rigtig kunne følge med i så jeg dumpede bare ned i sofaen ved siden af Eleanor og tog min mobil op af lommen, for at gå på facebook.

 

Emmas synsvinkel:

 

Jeg lå og vandede min pude med tårer og mascara da der var en der bankede på døren. Jeg himlede med øjnene men da mit ansigt var begravet i puden og mine øjne var lukkede gav det ikke rigtig nogen mening. Desuden var jeg den eneste i rummet.

Der blev igen banket på døren hvorefter den blev åbnet. Personen der var kommet ind lukkede stille døren efter sig så det umuligt kunne have været Louis. Herefter satte personen sig på kanten af min seng og lage en hånd på min ryg.

”Emma?” sagde personen stille og bekræftede at det var min ’far’ eller skulle jeg kalde ham Bobby?

Jeg vendte mig rundt så jeg lå på ryggen og kiggede på ham.

”hvad?” sagde jeg koldt og sendte ham et hårdt blik, og selvom det ikke kunne se ud som om at det ragede mig en papand da der jo hang mascara helt nede på mine kinder, kunne jeg alligevel se en lille forvirring i hans øjne.

”jeg ved godt at det kan komme som et chok men du ved at jeg ikke kan lide at såre din mor. Og at fortælle hende at jeg har fund..” mere nåede han ikke at sige da en høj ringetone skar igennem den stilhed der var, udover min ’far’ der bare sad og plaprede løs. Jeg tog min telefon op ad lommen og kiggede på displayet. Milo. Jeg trykkede på den grønne boks og tog telefonen op til øret.

”det’ Emma.” sagde jeg og prøvede at få min stemme til at lyde munter hvilket fik ’manden der sad på min seng’ til at skyde et øjenbryn i vejret. Jeg tørrede tårerne af mine kinder da jeg, selvom han ikke kunne se det, ikke kunne lide at græde foran Milo.

”hej Emma..” Milos stemme var en smule nervøs og det fik mig til at rynke panden en smule men da jeg kom i tanke om at Harry havde slået ham gav det bedre mening og den lille rynke i min pande, forsvandt.

”Milo?” bare lyden af hans stemme fik et ukontrolleret smil til at glide over mine læber. Det var en effekt han allerede havde fået på mig og det var til nogle tider meget rart og det fik mig også til, kort, at glemme mine ’forældre’.

”Ehm.. en af mine venner holder fest i aften og jeg tænkte på om du ville med? Du må gerne tage venner med.” sagde han og jeg kunne høre at nervøsiteten var væk.

”ja? Okay? Det vil jeg gerne.” sagde jeg og smilede svagt selvom han ikke kunne se det.

”hvor mange må jeg have med?” selvom jeg var ked af at mine forældre havde løjet, tænkte jeg, at det måtte være okay at drikke lidt hvis der var mulighed for det hvilket jeg selvfølgelig håbede. Det kan godt være at jeg kun er 16 men når man har Eleanor som bedste veninde bliver man inviteret med til en masse fester og selvom jeg ikke var gammel nok til at drikke, jamen det var jeg da ligeglad med. Ingen kunne stoppe mig i at bunde fem shots hurtigere end alle de drenge der overhoved var med til festen, okay måske ikke alle men… okay lige meget.

”alle dem du vil.” Milos nu glade stemme rev mig ud af mine tanker og fik mig til at kigge på min ’far’. okay skal vi ikke droppe de der gåsetegn og bare kalde mine ’forældre’ for Bobby og Maura – altså deres navne? Jo, det siger vi.

”okay men…” jeg kiggede på mit vækkeur der stod på mit natbord og så at klokken allerede var blevet 20:00. jeg spærrede øjnene op og kiggede så ned på mine hænder.

”Milo hvad mener du med aften? Klokken er 20:00.” sagde jeg og fniste lidt.

”øøh..” startede han usikkert og det fik min ene mundvige til at trække op i et lidt kejtet men skævt smil.

”altså festen starter kl. 22:00 så det er vel på en måde også aften.” sagde han så med en smule mere selvsikkerhed.

”okay, jamen så ses vi da.” sagde jeg med et lille smil i stemmen.

”jeps.” sagde han glad inden han - igen - lagde på uden jeg nåede at svare. Jeg lagde min mobil på mit natbord og kiggede derefter op på Bobby med et koldt blik der ikke afslørede min skuffelse.

”du var ved at sige..?” begyndte jeg igen med en følelsesløs stemme der fik ham til at sukke.

”du må ikke være sur på mig Emma.” sagde han kærligt og lagde sin hånd på mit skinneben hvilket fik hårene i nakken på mig til at rejse sig, og mig til hurtigt at flytte mit ben, så det krydsede over det andet. jeg ville ikke have nærkontakt med løgnere, sådan var det bare.

”jamen, jeg er da ikke sur på dig.” sagde jeg og smilede et stort falsk smil som ligefrem råbte til ham, at det jeg sagde, var løgn. Jeg rejste mig og gik hen imod døren, da hans hånd lagde sig om mit håndled og svang mig rundt så jeg kunne se, at hans ansigt var skiftet til et ansigtsudtryk der næsten var vredt. Det gjorde mig en smule bange men i stedet for at vise det, sendte jeg ham bare at par kolde øjne.

Jeg skubbede hans hånd af mig, og vendte mig atter mod døren for at gå ned til de andre da han – igen – tog fat i mit håndled, dog vendte jeg mig selv om denne gang med et enormt suk. Det pissede ham åbenbart fuldstændig af, for da han tog hårdt fat om min kæbe og holdte mit ansigt sådan så jeg kunne se hans ansigt og han kunne se mit, lynede hans øjne næsten.

”hvis du så meget som siger et ord til din mor om at jeg er hende utro så skal jeg personligt sørge for, at du bliver smidt bag tremmer på den ene eller den anden måde.” hvæsede han og selvom at hans ord skræmte mig skulle der ikke særlig meget til at holde mit blik vredt, da det at han truede mig med at jeg kom i fængsel gjorde mig vred.

Vent nu lige lidt! Er han Maura utro?! Det kan godt være at de ikke er mine rigtige forældre men Maura har i hvert fald ikke fortjent at blive udnyttet på den måde! Hun er en meget skrøbelig kvinde, og som en mand der har været gift med hende i gud ved hvor mange år, burde han vide det.

”slip mig, eller jeg begynder at skrige.” hvæsede jeg vredt og kiggede ham lige i øjnene da jeg vidste at mine øjne lynede og at intet kunne bryde min facade lige nu, jeg var så vred at mine hænder dirrede og jeg var nødt til at bide mine tænder hårdt sammen for ikke at slå ham.

Han gjorde ingenting hvilket fik mig til at grine hånligt inden jeg sugede en masse luft ind i mine lunger. Da jeg skulle lige til at skrige hævede han sin hånd og lod den glide hårdt over min kind så jeg faldt til gulvet med et brag. Han bukkede sig ned så vi igen sad/stod ansigt til ansigt.

”jeg håber at du forstod hvad jeg sagde.” sagde han så lavt at jeg måtte anstrenge mig en smule for at høre hvad han sagde. Han forsvandt ud gennem døren og efterlog mig på gulvet i smerte.

Jeg tog mig til kinden og kunne mærke at den allerede var blevet en smule varm, det blev til en følelse som jeg kunne mærke. Bare tanken om ham fik mine hænder til at ryste og det var ikke af frygt, men af had.

Jeg rejste mig op på en meget kejtet måde og var næsten lige ved at vælte igen men gjorde det heldigvis ikke. Da jeg endelig stod med begge ben på gulvet sukkede jeg og begyndte at gå hen imod døren men da jeg tog det første skridt skar en smerte igennem min hofte og jeg var nødt til at bide mig hårdt i læben for ikke at give en lyd fra mig. Jeg gik videre og bed smerten i mig som heldigvis blev mindre og efter lidt tid kunne jeg næsten ikke mærke det længere.

Da jeg kom ned i stuen kiggede de alle på mig men jeg ignorerede det dog og satte mig ned til Harry som kyssede mig på kinden.

”hvad er der sket?” spurgte Liam bekymret og hentydede vist til min røde kind. Jeg smilede et lille falsk smil og lod så mit blik glide hen over alle menneskerne i stuen for herefter, at låse det fast på Liam igen.

”ret sjovt faktisk, jeg lå og sms’ede med Milo da jeg tabte min mobil ned i ansigtet på mig selv.” løj jeg og grinede falsk.  Nogle af de andre begyndte at fnise lidt men mine tanker var allerede langt væk. Jeg var stadig chokeret over at Bobby havde slået mig og bare det, at jeg var nødt til at lyve over for mine venner, fik tårerne til at presse sig på, men jeg kunne ikke vise dem at jeg var svag, jeg var nødt til at udstå som en der var stærk. Jeg kunne ikke fortælle dem at jeg var adopteret. Det var bare noget som ikke kom dem ved. Og hvis jeg kunne vælge, ville jeg ikke engang bo her, jeg ville væk, bo hos Harry eller noget.

”hvad skrev du og Milo om?” Eleanors stemme rev mig ud af mine tanker og fik mit blik til at flytte sig hen til hende, men ikke hendes øjne, for alt i verden ikke hendes øjne, de kunne læse mig som en åben bog.

”hans ven holder fest så han spurgte om jeg ville med. Han sagde at jeg også gerne måtte tage venner med.” sagde jeg i en lidt drillende tone og løftede øjenbrynene to gange hvilket fik hende til at fnise lidt. Hvis jeg skulle fremstå som en der var stærk, så skulle jeg ikke vise at jeg var ked af noget som helst.

”jeg vil gerne med til fest.” udbrød Louis og jeg kunne høre de andre drenge erkende sig enige.

”godt så! Vi tager til fest klokken 22:00 hos…” jeg gik i stå da jeg opdagede at jeg ikke anede hvor det var henne. Det havde Milo ikke sagt noget om.

”jeg ringer til Milo og finder ud ad det.” sagde Eleanor kærligt som om hun vidste at der var noget galt. Hun vidste seriøst alt. Okay måske ikke men hun har et meget højt gennemsnit og hun får 10 i næsten alle prøverne. Det gør jeg ikke men det er også lige meget, det behøver i ikke at vide.

”Milo sender adressen til mig lige om lidt så skal vi nok lige have noget mad inden vi gør os klar. Emma må jeg låne en kjole af dig?” Eleanors stemme hev mig tilbage til virkeligheden og fik mig til at rette blikket mod hende igen. Hun smilede til mig og jeg nikkede kort imens jeg gengældte hendes smil.

”jeg bestiller noget pizza.” fastslog Niall som kom gående ind i stuen. Han fortsatte lige ud i køkkenet og begyndte at rumstere rundt derude, hvorefter han igen kom gående ind med et pizza kort og sin mobil, i hånden.

Jeg kunne allerede alle pizzaernes numre eftersom Eleanor og jeg havde bestilt meget pizza så jeg fortalte hvad jeg skulle have og gik så op på mit værelse. Jeg satte mig på min seng og greb min mobil på natbordet for herefter at ringe til Milo. Der gik ikke lang tid før jeg kunne høre en skramlen, så jeg var nødt til at flytte den lidt væk fra mit øre for ikke at få tinnitus.

”hej Emma.” Milos stemme var glad denne gang i stedet for at den, ligesom sidste gang, var nervøs.

”Milo, jeg har brug for at tale med dig, alene. Kan jeg komme over i morgen?” sagde jeg ligeud men dæmpede alligevel min stemme da jeg ikke ville have at de andre skulle vide noget om det. der var stille i røret indtil Milo nyste et kæmpe nys hvilket fik mig til at grine lidt. Milo kunne altid få mig i godt humør – selv når Bobby havde slået mig og var Maura utro.

”okay kom kl. 12 med mindre du har ondt i håret.” jeg fniste lidt af hans udtryk for ‘tømmermænd’. Jeg fnøs utilfredst hvilket fik ham til at grine højlydt og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt.

”jeg kommer når jeg vågner.” forsikrede jeg og begyndte at finde en kjole frem, Selvom der var lang tid til at festen begyndte. Jeg brugte normalt ikke særlig lang tid på at gøre mig i stand til fest men eftersom Harry skulle med ville jeg gerne se lidt godt ud.

”okay, så ses vi vel i aften?” Milos stemme fik mig tilbage til virkeligheden og fik mig, af en eller anden grund, til at glippe med øjnene. Jeg nikkede men kom så i tanker om at han ikke kunne se det, og mumlede så noget der mindede om et ja.

Han lagde på ligesom Harry kom ind ad døren. Han kiggede undrende på mig men sendte mig så et smil. Jeg tog en dyb indånding, jeg var nødt til at gøre dette her. Jeg lagde min mobil tilbage på natbordet og klappede ved siden af mig, som tegn på, at han skulle sætte sig ved siden af mig.

”hvad så babe? Glæder du dig til at danse?” sagde han og smilede frækt til mig. jeg – derimod – nikkede bare og kiggede ned på mine hænder.

”Harry?” spurgte jeg langsomt og stille. Han nikkede og lagde sig så ned på sengen hvorefter han satte sine hænder bag sit hoved hvilket fik hans skjorte til at løfte sig lidt og afslørede et perfekt sæt muskler. Jeg kunne ikke lade være med at stirre, og jeg kunne mærke at jeg blev en smule stakåndet. Da han grinede sit hæse sexede grin røg mit blik automatisk hen på ham og så, at han havde opdaget at jeg stirrede. Jeg fjernede hurtigt blikket og låste det igen fast på mine hænder.

Jeg kunne mærke at han satte sig op igen hvorefter han tog fat om min hånd. Han flettede vores fingre sammen, og med den frie hånde satte han to fingre under min hage for herefter at dreje mit ansigt mod hans. Jeg sank en klump og mødte hans blik som var fyldt med forvirring. Han lænede sig frem mod mig og gav mig et lille kys på munden inden han så afventende på mig.

”hvad?” spurgte han og så kærligt på mig. jeg sukkede lydløst og lagde mig så ned på sengen, stadig med min hånd i hans.

”må jeg bo hos dig?” jeg kiggede op på ham og så en lettere forvirring finde sted i hans øjne.

”altså ja men..” han kløede sig forvirret i nakken og skulle lige til at sige noget da vi blev afbrudt af Louis der råbte at der var mad, sikkert højt nok til at hele nabolaget kunne høre det. Harry grinede lidt hvilket fik mig til at smile svagt.

”jeg kan spørge.” svarede han stille og smilede.

”men, hvorfor?” han tog sin mobil frem og begyndte at skrive en sms men da jeg ikke sagde noget kiggede han op på mig igen.

”jeg… øhm.. min far er min mor utro og jeg har egentlig ikke rigtig lyst til at være her.” svarede jeg ærligt og kunne mærke tårerne presse sig på da jeg kom til at tænke på Bobby. Han lænede sig frem og trak mig ind i et kram. Hans hånd kørte i beroligende cirkler på min ryg. Han trak sig fra mig og skulle til at sige noget da vi blev afbrudt af Harrys mobil der ringede. Han sukkede højlydt og tog sin mobil i hånden for herefter at trykke på den grønne boks, og sætte den op til sit øre.

”det’ Harry.” en smule irritation var til at spore i hans stemme og det fik mig til at rejse mig fra sengen og gå hen mod døren men en hånd, der kun kunne være Harrys, lagde sig om mit håndled og trak mig tilbage.

”jeg ved ikke hvor længe hun skal være der men hun har brug for at komme væk da hen..” jeg lagde en finger på hans mund så han ikke kunne sige mere og rystede på hovedet. Han måtte ikke fortælle nogen om dette her, overhoved. Han nikkede forstående og rykkede så lidt på sig så jeg flyttede min finger.

”hun vil gerne møde min familie.” sagde han og smilede så stort til mig så jeg ikke kunne undgå selv at smile på trods af mit ’lorte liv’. Okay lorte liv var måske lidt hurtigt sagt. Lort er et meget stærkt ord der… okay bare glem det.

Harry lagde på og kiggede ned på sin mobil. Hans smil blegnede og han stirrede ned på en sms han havde fået. Hans blik ændrede sig til et irriteret et men en snært af vrede. Jeg kiggede forvirret på ham imens han med bestemte og hårde bevægelser skrev en besked. Hvad skete der lige her?! Det ene øjeblik er han glad og smiler og det næste er han sur og irriteret. Sært.

Jeg sad i mine egne tanker da jeg kunne mærke at Harry smed noget i sengen – sikkert hans mobil – for herefter at tage min hånd og trække mig med nedenunder. Da vi kom derned var hele stuen fyldt med en pizza duft der fik mig til at smile. Jeg kiggede op på Harry og så at han stod og stirrede ud i luften. Det var da en smule underligt med det der humørskift, ikke?

”nå der er i to turtelduer.” sagde Eleanor glad og smilede varmt til mig. det varmede mit hjerte så meget at jeg et kort øjeblik glemte alt om Bobby og Harrys underlige humør.

 

***

 

Da vi havde spist, ryddet op og gjort os i stand var vi så småt på vej ud af døren. Eleanor havde valgt en kjole som hun kunne låne og noget make-up. Vi havde delt os op da vi ikke alle kunne være Louis’ bil, så det blev Harry, Zayn og Liam i Liams bil og Eleanor, Niall, jeg og Louis i Louis’ bil. Da jeg var lige ved at sætte mig ind var der en der råbte mit navn. Jeg vendte mig rundt og lod mit blik køre rundt efter den person der havde kaldt på mig og eftersom Harry var den eneste der ikke sad inde i en bil – udover mig – kiggede jeg på ham. Han smilede til mig og selvom der var ret lang afstand mellem os kunne jeg tydeligt se at smilet ikke nåede hans øjne. Jeg lod som ingenting og ventede på at han sagde, hvad det nu end var han ville sige.

”jeg har glemt min mobil på dit værelse vil du ikke låse op så jeg kan hente den?” han smilede igen et smil der ikke nåede hans øjne. jeg gengældte smilet og kom så i tanker om at jeg også havde glemt min mobil så da jeg låste op, gik jeg direkte ind og da Harry gik efter gjorde jeg bare tegn til, at han skulle vente her. Jeg løb op på mit værelse og det første jeg lagde mærke til, da jeg trådte ind i det mørke rum, var Harry mobil på min seng der lyste op. Den ringede. Jeg gik hurtigt derhen og uden at tænke havde jeg trykket på den grønne boks og taget hans telefon op til øret.

”Harrys telefon det er Emma.” min stemme lød ret meget som de der sekretær damer hvilket fik mit til at fnise lidt.

”jeg skal lige tale med Harry.” sagde en pigestemme med en snært af fjendtlighed i stemmen.

”nå, jamen Harry er ikke til rådighed lige nu.” sagde jeg en smule flabet da jeg syntes det var tarveligt af hende at være så fjendtlig når nu jeg havde været så flink. Et stik af jalousi ramte mig da det gik op for mig at jeg stod og snakkede med en fremmed pige – i Harrys telefon. Jeg stolede på Harry så jeg håbede selvfølgelig, at han havde en forklaring på det hele. Tror jeg. Alligevel kunne jeg mærke en lille vrede indeni, dog ikke så meget så jeg ikke kunne holde den inde – det kunne jeg – men følelsen af at blive udnyttet var der alligevel, og uanset hvor meget jeg benægtede det, var jeg alligevel usikker på om han havde været ærlig overfor mig. jeg lod det ligge og vendte tilbage til samtalen med ’pigen’.

”jeg bliver altså nødt til at løbe nu..” ”hvad skal du?” afbrød hun hurtigt og hårdt. Jeg rynkede panden lidt selvom hun ikke kunne se det. Det kom da overhoved ikke hende ved!

”det er ikke for at være ond eller noget, men det kommer ikke rigtig dig ved.” sagde jeg en smule hårdt og bed tænderne sammen. uden så meget som at vente på et svar fra hende lagde jeg på og greb min taske der lå på sengen for herefter at løbe ned til Harry, give ham hans mobil og sætte mig ind i Louis’ bil.

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

hejsa!! XD

jeg er rigtig rigtig glad for at i læser så tusind tak! jeg vil sætte meget pris på hvis i lige ville smide en kommentar med hvad i syntes og evt. komme med forslag til hvad der kan ske videre i historien.

undskyld for eventuelle fejl.

ps. hvis i kan lide den må i meget gerne like den. XD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...