the love of my life

Emma møder, på sin fødselsdag, den søde Harry og på enormt kort tid er deres forhold blevet til romance. et skænderi sætter dem på afstand af hinanden men da noget meget uventet sker bliver Emma tvunget til at tale og være sammen med Harry. da han deltager i x-factor bliver det lidt et problem og deres forhold som skulle forestille at være en ungdoms romance forvandler sig pludselig til noget meget mere voksent og de kommer på et tidspunkt så langt ud, at der endda bliver tale om, at købe en lejlighed at flytte ind i. uanset hvor meget de hader tanken om at skulle flytte sammen bliver de nødt til det. der kommer efterhånden så mange skænderier at der opstår had, men Emmas da bedste venner blander sig, sker der meget og nogle store beslutninger bliver taget. vil det lykkedes dem alle at rette op på det hele igen?

ps. lille note: hvis i vil like den vil jeg blive meget glad!! :D

6Likes
2Kommentarer
590Visninger
AA

5. du er hvad?!

 

Jeg sværger at hvis min kæbe kunne så ville den helt sikkert ligge nede på gulvet lige nu.

Ikke fordi jeg er en person der sværger meget men når jeg gør, er det et fordi jeg er i en meget presset situation.

Så ved i det.

Nå men tilbage til Louis og hans underlige følelser.

Han kunne da umuligt være forelsket i mig! Det kan han bare ikke! Eller faktisk, jo det kan han jo egentlig godt men.. mig!?

Aww Louis jeg er smigret!

Nej, jeg er skræmt!

Freaked out!

Bang.. okay i har fattet det.

Men jeg har jo Harry. Min lille hazza skat! Jeg savner ham lige nu. Snøft! gad vide hvor han er henne?

Vent lidt, Harry?

Vent nu lige lidt længere! Harry og jeg?!

Ups..? Jeg har vist glemt at fortælle de andre, at vi sådan er blevet kærester.

Hehe.

Nå tilbage til livet Emma!

”jeg skal til fransk.” flot Emma! Bare lad som om at du ikke hørte hvad Liam sagde. Nogle gange er jeg lidt træt af mig selv, men hey, giv mig lige en chance jeg er chokeret over Louis’ følelser.

”jeg ved det jeg er også chokeret.” Liams stemme rev mig ud af mine tanker, og tænkte jeg lige højt?!

Suk!

shit! jeg skal til Fransk!

Jeg vendte om på min hæl uden så meget som at se på Liam og gik hen mod fransk timen, ja jeg kom for sent, men jeg tror ikke min lærer vil tagen imod min undskyldning, og hvad skulle jeg for i øvrigt sige? ’ja, undskyld jeg kommer for sent men jeg har lige fået af vide at min bedste ven er forelsket i mig og jeg vil gerne afvise ham uden at ødelægge vores venskab’?

Nej.

Jeg må finde en måde at afvise ham på uden at miste ham, for det vil jeg ikke! Nok er Louis underlig men jeg elsker ham stadig, og nej vi skal ikke være kærester for jeg elsker ham ikke på DEN måde men altså.. okay jeg tror i forstår det.

I hvert fald kom jeg ind til fransk timen lige i tide til at høre om den nye elev.

Ej han er ikke ny men han har skiftet fag da han hellere ville have fransk. I hvert fald blev han sat på samme hold som min og min franske veninde.

Lol, nej hun er ikke franskman men vi er ’bedste veninder’ i fransk. Hendes navn er Eleanor og hun er gudesmuk.

Okay. I hvert fald syntes jeg lige at vi skal komme tilbage til nutiden.

”jeg hedder Milo.” sagde han og rakte hånden frem. Jeg var hurtig til at tage den og sige mit navn imens jeg smilede beroligende til ham.

Uh bløde hænder!

”tak.” sagde han og smilede flovt.

Shit! Begynder jeg nu også at tænke højt?

Bare vær’ cool.

Smil!

Eleanor hilste også på Milo og så kom vi ellers i gang med det der franske projekt, dog var jeg ikke så meget til stede da jeg ikke kunne få Louis ud af mit hoved. Jeg måtte jo fortælle nogen om det på et eller andet tidspunkt. Måske Eleanor! Hun kan måske hjælpe mig.

”Eleanor kan vi snakke efter timen? Der er noget du skal hjælpe mig med.” det sidste mumlede jeg imens jeg kiggede ned i bordet. Det var måske lidt pinligt men Eleanor var min ’bedste veninde’ og hun kunne måske hjælpe mig

Og hvad sker der lige for det der ’bedste veninde’? vi er bedste veninder og det mener jeg men det er en anden ’verden’ end drengene hvis i forstår. Det gør i nok.

 

”ja? Okay det kan vi godt.” sagde hun men en sød lille rynke i panden. Jeg sendte hende et usikkert smil og kiggede derefter på Milo som bare kiggede uforstående på os.

 

”kærlighedsproblemer.” sagde jeg og sendte ham et oprigtigt smil. Hvor kom al denne positive energi fra? Det skulle ikke være her!

 

Det må være ham Milo.

 

Han så faktisk ret godt ud nu hvor jeg får tid til at studere hans ansigt. Flotte blå øjne og et dejligt smil. Han var meget sød i personlighed og sådan men han er overhoved ikke min type. Og så kunne han alligevel godt gå hen og blive en god ven.

 

Tror jeg.

 

Fransk timen sluttede hurtigt og Milo opførte sig lidt underligt da han spurgte om jeg ville med i parken. Han kiggede ned i gulvet som om han var forlegen over at spørge mig om det. Jeg gav ham en seddel med mit nummer på.

 

”ring til mig senere i dag så kan vi mødes.” sagde jeg og sendte ham et smil.

 

Jeg nåede lige at fange Eleanor før hun gik ud af klassen. Jeg ved godt at vi har fri men jeg er nødt til at snakke med hende så jeg trak hende ind i den tomme kantine hvor vi satte os så vi sad overfor hinanden.

 

”hvad er problemet?” hun sendte mig et stort smil men jeg kunne se nysgerrigheden i hendes fandens smukke øjne.

 

”du kender godt louis ik’?” dumt spørgsmål.

 

”jo?” hun grinede lidt af mig men blev så lidt efter alvorlig igen.

 

”ja, ehm.. altså.” jeg sukkede og kiggede hende i øjnene.

 

”Liam fortalte mig før fransk startede, at Louis har fortalt ham at han.. altså sådan er forelsket i mig.” jeg kiggede ned på mine hænder da jeg godt selv kunne høre at det lød lidt indviklet. Da jeg kiggede op på hende igen sad hun med store øjne og kiggede chokeret på mig men da hun opdagede at hun stirrede kiggede hun væk.

 

Der var lidt stilhed imellem os indtil hun valgte at bryde den ved at rømme sig.

 

”så er det Louis eller Liam der er.. du ved?” hun kiggede ned på sine hænder og jeg syntes jeg kunne se at rødmede lidt. Hvorfor nu det? Eleanor rødmer da næsten aldrig!

 

”Louis.” jeg forsøgte at få øjenkontakt med hende men hun gav ikke andet fra sig end et suk.

 

”Eleanor er der noget galt?” endelig kiggede hun op på mig og hendes blik var fyldt med skuffelse, og var det en snært af jalousi jeg så der? Hvis jeg ikke tager meget fejl -og det gør jeg ikke- så ville jeg sige at hun kunne lide Louis. Og ikke bare lide men lide lide hvis i forstår hvad jeg mener.

 

”ja det kan man vel godt sige jeg kan.” sagde hun og rev mig ud af mine tanker. Hun sukkede og kiggede op på mig. Hendes øjne afslørede alle hendes følelser og det så ikke ud som om hun prøvede at lægge skjul på dem.

 

Men Louis og hende?!

 

Det lignede hende jo næsten ikke.

 

Eller jo. Det gjorde det måske men hun har slet ikke sagt noget til mig.

 

Jeg må gøre noget. Fnis! Jeg lyder som en superhelt.

 

Eller nej.

 

Emma, tilbage til Eleanor!

 

”Eleanor jeg er ikke forelsket i Louis. Jeg har faktisk også en kæreste.” sagde jeg og hun lyste op i et enormt smil. Selv smilede jeg bare et lille mini smil.

 

”seriøst?!”

 

Nej.

 

”ja.” jeg smilede til hende og fangede hendes øjne der nu var blevet fyldt med håb.

 

”så? Hvem er den heldige?” hun kiggede på mig med et glimt i øjet og jeg kunne ikke lade være med at grine og give hende et venskabeligt dask på armen.

 

”Harry.” sagde jeg og smilede ved tanken om hans smukke grønne øjne og hans endnu smukkere smil.

 

”det er ham men krøllerne, ikke?” seriøst?! Are you kidding me?!

 

”nej, Men Jeg har næsten kun lagt mærke til Louis.”

 

Ups.

 

Smil, Hun ser flov ud!!

 

Jeg skulle lige til at sige noget da jeg blev afbrudt af min mobil der, sjovt nok, ringede men det var ikke et nummer jeg kendte så det gør bare det hele meget mere spændende, jeg elsker hemmeligt nummer.

 

”det’ Emma.”

 

Stilhed.

 

”hej Emma, Det er Milo.” et smil gled straks over mine læber da jeg hørte Milos stemme.

 

”hej Milo!” hvis jeg skal være helt ærlig så kan jeg ikke stoppe med at tænke på at Eleanor kan lide lide Louis. Det er sku liiiidt vildt ik’?

 

Nej? Okay, men det syntes jeg. For altså jeg mener jeg havde slet ikke set den komme, selvom jeg måske kan bruge det til at afvise Louis?

 

Sikkert.

 

”hallo? Emma?” Milo rev mig ud af mine tanker og Eleanor grinede lidt af mig.

 

”ja! Undskyld, du sagde?” han grinede af mig men sukkede så.

 

”vil du med i parken i dag? Vi kan mødes derhenne klokken 16:00 hvis det er okay med dig?”

 

Hihi. Hvor er han sød.

 

Ej. Eller jo.

 

”ja det vil jeg meget gerne.” sagde jeg og smilede selv om han ikke kunne se det.

 

”okay så ses vi.” han grinede og lagde så derefter på uden at jeg nåede at svare. Jeg kiggede hen på Eleanor der sad og kiggede ned i sin mobil.

 

”nå, jeg må løbe vi ses i morgen ikke?” Eleanor løftede blikket fra sin mobil og så på mig.

 

”okay, skriv hvis du får brug for at snakke.” hun smilede til mig inden jeg rejste mig og fandt min vej imod udgangen.

 

***

 

 

Klokken var blevet 16:00 og jeg stod og ventede på Milo. Eller faktisk sad jeg på en bænk med al min opmærksomhed rettet mod min mobil. jeg sad og skrev med Harry som kommer på besøg i aften. Jeg er i gang med at skrive en sms da en hånd lægger sig på min skulder så jeg flyver mindst 10 meter op i luften mens et enormt skrig forlader mine læber.

 

Okay. Måske en overdrivelse men jeg blev altså meget forskrækket dog blev jeg mere rolig da jeg fandt ud af at det var Milo.

 

”GUD! Du må ikke forskrække mig på den måde!” jeg var lige ved at slå ham men måtte beherske mig for jeg ville jo ikke skræmme ham væk.

 

”undskyld.” mumlede han og satte sig så ved siden af mig.

 

Jeg grinede af ham og kiggede afventende på ham for ligesom at få svar på hvorfor han ville have mig med i parken, men han sagde ikke noget, han kiggede bare fortsat ned på sine hænder.

 

”øøh.. Milo er der noget galt?” endelig kiggede han op på mig men hans øjne afslørede ingen følelser hvilket gjorde mig en smule nervøs. Havde jeg gjort noget galt?

 

”nej det er ikke dig Emma.” sagde han og grinede en smule ad mig som sikkert havde tænkt højt igen.

 

”men hvad er det så? Jeg vil gerne hjælpe hvis jeg kan?” han smilede til mig og bed sig så i læben.

 

Hvor sødt.

 

Eller, nej. Fordi jeg har en kæreste.

 

Tilbage til livet!

 

”det er bare.. jeg har ikke kendt dig i særlig lang tid og du virker som en rigtig sød pige.” awww! ”ikke fordi jeg kender dig særlig godt men..” han tøvede og kiggede ned på sine hænder. Åh nej! Nu har han ikke tænkt sig at lægge an på mig eller spørge om jeg vil på date, vel?

 

”nej, Det er ikke det. Jeg vil bare gerne lære dig bedre at kende, men jeg syntes at du skal vide noget om mig som er ret afgørende for om du overhoved vil være min ven.” han kiggede på mig igen men denne gang så han ikke nervøs ud men.. næsten ’bange’, så nu kan i vel godt regne ud at jeg er meget nysgerrig, ikke?

 

”og det er..?” jeg fik næsten dårlig samvittighed over næsten at mase det ud af ham, eller hvad det nu hedder.

 

”jeg.. ehm.. altså.. jeg er til drenge.” mumlede han og kiggede mig i øjnene. Jeg var lige ved at spærre øjnene op og råbe HVAD! Men jeg lod være og smilede i stedet til ham. På en måde havde jeg set det komme og var egentlig glad for at have en gay ven hvis man kan sige det sådan. Det beroligede mig da bare han så ville han sikkert ikke spørge om dates og alt det og jeg så ikke behøvede at afvise ham, og miste ham.

 

”Milo det er der ikke noget galt i det er vildt cool.” og jeg mener det!

                                                                                                                         

”syntes du virkelig det? folk plejer at holde sig fra mig eller så bliver de sure fordi jeg ikke har fortalt dem det.” han så lidt flov ud da han sagde det men jeg valgte at ignorere det og I stedet for nikke som svar. Han smilede til mig hvorefter vi rejste os og gik rundt i parken.

 

 

***

 

 

Vi havde lige spist aftensmad, og med vi mener jeg min mor, min far, Niall og jeg. Så nu sad jeg i sofaen og ventede på at Harry bankede på som kunne ske når som helst.

 

Og hvis i skulle spørge fra nogen, så ja, jeg glæder mig. Men i skulle nok ikke spørge fra nogen.

 

Okaaaay! ligegyldig information.

 

Lige pludselig imens jeg sidder i mine fredelige tanker kommer der en springende ind ad vinduet. Okay nej. Men der var en der bankede på. Og det var sikkert Harry. Så jeg gik hen og åbnede op. og der stod han.

 

Harry.

 

Min kæreste.

 

Som jeg har ventet på.

 

Og skal vi ikke lige komme videre livet her?

 

”hvem er du?” spurgte jeg og forsøgte at holde masken, og hvis jeg selv skulle sige det gik det meget godt fordi lige før Harrys store smil gled hen over hans læber kunne jeg se forvirringen i hans øjne. Og det var sjovt. Meget sjovt.

 

”er jeg gået forkert? Jeg skal møde en smuk pige ved navn Emma. Hun har en storebror ved navn Niall, Niall Horan?” sagde han og smilede om muligt endnu større til mig.

 

Vent.

 

Har han lige kaldt Niall for Horan til efternavn? Hva’ faaaaan?

 

”tja.. der er en pige der hedder Emma og en storebror der hedder Niall, men Niall Horan? Ham kender jeg sku ikke.” sagde jeg og kiggede forvirret på ham. Men han grinede bare af mig. Jeg kunne godt bruge en havenisse, ej, jeg læste en historie her forleden hvor hoved personen ikke kunne lade være med at tænke på at slå folk ned med havenisser, sææææært! okay jeg er bare sådan en person der læser sære ting på nettet, lev med det.

 

Jeg stod i mine egne tanker da en hånd blev viftet foran mit ansigt. Jeg rystede på hovedet for at komme til mig selv og kiggede ind i Harrys øjne.

 

”Hvad tænker du på?”

 

Havnisser.

 

”hvad?” spurgte han, og tænker jeg nu højt igen?

 

”hvad?”

 

Han grinede af mig og blev ved med at holde øjenkontakten. Jeg troede at vi skulle have et moment sådan rigtig kæreste ny forelskede agtigt, men nej, fordi Harry brød både stilheden, OG øjenkontakten. Må havenisserne tage dig! Okay så holder vi lige med de havenisser! Og det mente jeg for resten heller ikke. Altså den del med havenisserne, hvad fanden snakker jeg om? Det hele handler jo for helvede om havenisser lige for tiden.

 

Tilbage til Hazza, Emma!

 

”hva’ ehm.. må jeg ikke komme ind?” spurgte han og sendte mig et skævt smil. Som en slave flyttede jeg mig så han kunne træde ind imens jeg betragte ham tage sine sko og sin jakke af, med sine yndefulde træk. Meget poetisk, eller.. Twilight agtigt.

 

Vi satte os ind i sofaen og snakkede. Typisk mig skifter jeg emne til noget helt andet bare sådan lige pludseligt.

 

”jeg er tørstig skal vi ikke gå ned på Statoil og købe noget cola.” han grinede af mig men jeg har ikke lagt mærke til at hans grin er så hæst og sexet. Men han nikkede som i ’jeg er enig’.

 

På vej ned på Statoil var der en gruppe drenge der gik ovre på den anden side af vejen der begyndte at råbe efter mig og selvom jeg gik med min hånd i Harrys følte jeg stadig et slør af ubehag lægge sig over mig.

 

”hey du der! Dig der pige der går ved siden af dig med det krøllede hår!”

 

uh! mig! Det er mig de snakker til!

 

Jeg stoppede op og vendte mig om så jeg kiggede på dem. Det bemærkede Harry vist for han stoppede også op, men valgte at vende dem ryggen.

 

”jeg så dig i parken i dag med ham der bøssen! Er han bare lækker eller hvad?” råbte ham der også havde råbt før, så alle drengene i gruppen grinede. De var sikkert stang stive, hele bundet. Endelig vendte Harry sig om men kun mod mig. Dog lod jeg som om jeg ikke så det da jeg bare begyndte at gå videre. Vi var der næsten så der var ikke lang tid til at vi slap væk fra dem. Da vi nåede til døren ind til Statoil kom der et uventet råb der pissede mig fuldstændig af.

 

”hvorfor vil du være sammen med en der er bøsse? Han er da klam!”

 

”han er mindre bøsse end du er!” skreg jeg i vrede over at de kan sige sådan om Milo. Han er jo min gay og jeg holder allerede meget af ham. Jeg skubbede døren til Statoil så hårdt op at jeg var lige ved at knalde en kunde i gulvet og nej, det skal ikke misforstås, men jeg var så fyldt med vrede at jeg var ligeglad. Harry tog fat i min arm og han tog godt fat og igen, ingen misforståelser tak. Han trak mig hen imod køleskabene eller hvad de nu hedder.

 

”hvad fanden laver du?!” han hviskede men vi tiltrak stadig opmærksomhed og han var vred. Men hvad var han vred over?

 

”det.. ved jeg ikke.” mumlede jeg. Jeg var faktisk lidt bange for ham. Jeg havde aldrig set ham sådan.

 

”du er sur. Hvorfor?” jeg kiggede på ham og han var faldet lidt mere til ro men han var stadig vred. Han havde indtil videre kigget mig i øjnene men nu kiggede han bare ned i gulvet. Han havde sluppet min arm og havde nu hænderne i lommerne.

 

”har du bare brugt mig for at få opmærksomhed?”

 

Say whaaaaaaaaaat?!?

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Jeg prøver at skrive på en ny måde og jeg håber at i kan lide den. Selv syntes jeg at den bliver lidt kedelig hvis man skriver ligesom man skriver en bog og jeg kan godt lide at gøre hovedpersonen lidt ligesom mig selv altså: en smule sær.

Tak fordi at i læser! :D det betyder virkelig meget hvis i kan lide den må i gerne like, hvis der er noget i ikke kan lide må i meget gerne skrive hvad det er så jeg evt. kan gøre det bedre :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...