K-POP

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2013
  • Status: Igang
Jeg stønner på det højeste niveau. Gangen jeg står i er lang, mørk og meget beskidt. Man kan tydeligt fornemme cigaretrøgen i ens lunger, føle den klamme fugt, som gør ens pande og ryg gennemblødt. Her er klamt, rigtig klamt! Jeg kører min finger forsigtigt og overraskende elegant hen lang vægen, skæver ned til den og ser uden den mindste forbløffelse i mit blik, at den er helt sort af alt den svans, som sidder klistret fast permanent til væggene. Det er et helt andet miljø end jeg er vandt til. Jeg kan høre publikum klappe, stampe og skrige på fuld skrald.

I'm The King. The King Of K-POP

Denne novelle omhandler en dreng på 17 år, ved navn Sebastian. Han er mega fan af musikkunstneren PSY, og vil gøre alt for at se ham, hvilke også lykkes ham til sidst, men til hans store skuffelse, er det ikke hans livs fedeste aften, det er bare et møde med virkeligheden.

0Likes
0Kommentarer
166Visninger
AA

9. Det er ikke det her jeg har drømt om


Jeg står helt stiv ved dørkarmen og hiver efter vejret. Min eneste tanke lige nu er; det er godt at jeg er god til engelsk.

"Smut tilbage til legepladsen hvor du hører til knægt"!

Det slå klik for mig nu.

"
Hvad bilder i jer ind? For det første, så kender i mig ikke og for det andet, I har ingen ret til at snakke sådan mig! Jeg vil skide på ytringsfrihed og pis og papir lige nu. Jeg er jeres største fan, eller det var jeg i hvert fald! I virkede så modige og ærlige. Er i over hovedet klar over, hvor stor en tro i giver til os fans? Men i er ikke andet end en flok falske og overfladiske musikere! I er ikke en skid vær jo. Jeg har gjort alt for at komme ind og se jer her i dag, fordi jeg ville møde de mennesker, som giver mig troen på, at der er gode ting i verden. Er det jer, er det virkelig jer som jeg har tænkt på så meget og nærmest ofret mit liv for? I er en flok arrogante tabere, men jeg gide ikke svine jer til lige nu, selvom lysten i den grad er der fra min side! I skal bare vide at lige derude står over 500.000 mennesker og venter på at i kommer derud og giver dem håbet tilbage! Èn enkel fan betyder nok ikke det store for jer, men det burde det, for hvis vi ikke var her, hvem var i så? Hvor ville i så være?"

 

Det var mine ord til dem, det var det eneste jeg gad sige. Jeg vendte mig om og gik ud af døren med oprejst pande, uden at se mig tilbage.
 Michael stod og ventede på mig ude ved indgangen til scenen. 



"Hvordan gik det"? spurgte han.


Jeg trak bare på skulderne og smilede mit berømte skæve smil, men med lidt dårlig smag i munde over, at jeg ikke hjalp ham med episoden med vagten.


"Skal vi gå derind og høre dem fyre den af"?
 
Jeg kiggede ham direkte i øjnene og slog mit hoved fra side til side. Under igen omstændigheder, at jeg gider gå der ind og spilde min tid på at høre nogle røvhuller spille og synge playback!

"Nej, lad os gå hjem til mig" 

Der gik vi, to 17 årige drenge mellem 500.000 halvfulde og svedige mennesker, der var den fedeste stemning i folkemængden og alt hvad jeg kunne, var at grine af dem. De har ingen ide om hvem de skal ind og høre på lige nu, de tror de kender dem, men det gør de lagt fra!

Pludselig kom jeg til at tænke på hvorfor Michael havde været så underlig her på det seneste, og i det samme lyder det fra Michael:" Jeg ved godt at jeg har været mærkelig her på det seneste, men det er bare fordi... Jeg er slet ikke en så stor PSY fan som du, og jeg har også været til en koncert med ham før i London, jeg håber ikke du bliver sur på mig nu!"

Var det bare det tænkte jeg, hvorfor har han ikke bare fortalt mig det fra starten af? Jeg smilte til ham, ikke mit skæve smil, men et normalt smil.

Jeg føler mig som en konge, når jeg går mellem alle de her mennesker! Jeg bliver aldrig kongen af K-POP, men jeg er kongen af mit liv og det ka jeg godt leve med!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...