Tyskertøs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2013
  • Status: Igang
Historien foregår under 2. verdenskrig. Laura, en dansker, bliver forelsket i Johann, en tysk soldat. Vil kærligheden mellem dem blomstre? Eller vil det hele blive slået i stykker...?

2Likes
0Kommentarer
360Visninger
AA

4. Torsdag d. 2. september 1943

Halvandet år. Det var ikke så lidt. Johann var glad, jeg var glad. Jeg erindrer stadig de mest fantastiske ord, jeg har hørt; ”Laura,” sagde han, ”jeg må indrømme noget. Når jeg ser i dine øjne, og jeg kan mærke på dig, at du ved, at jeg kigger på dig, vælter alt inde i mig. Når jeg rører din hånd, og du ligeså stille fletter dine fingre i mine, smelter mine tanker sammen. Jeg drømmer mig væk, når du ser mig i øjnene, og når jeg mærker dit hjerte banke, når vi står tæt… Stopper mit”.

Halvandet år. I hemmelighed. En hemmelighed. En løgn. Lige nu, er hele mit liv en løgn. Min kærlighed er opbygget på noget, jeg ikke er sikker på, hvad jeg skal gøre ved. Jeg elsker ham. Men mine forældre stoler på mig. Nutiden i det, kan nemt blive forandret, hvis de opdager mig. Det var min tanke, og den tanke skulle vise sig, at komme til virkelighed. Vi kunne kun mødes om natten, eller når ingen så os. Hvilket betød, at min søster ikke kunne komme med, når jeg skulle se ham. Men det var min opgave, at passe på hende, når min mor ikke kunne. Og det kunne hun kun sjældent, hun lavede mad og passede huset det meste af tiden. Og min far kunne man selvfølgelig slet ikke regne med; hvis han ikke var hjemme, var han på arbejde, og når han endelig var hjemme, læste han avis eller havde inviteret et par kollegaer over til en snaps.

Så da vi skulle mødes, Johann og jeg, måtte jeg tage min søster med. Jeg havde lagt hende til at sove, men hun vågnede straks, da jeg sneg mig i tøjet. Jeg prøvede at lægge hende til at sove igen, men det er da klart, at man som 9 årig ikke vil sove i uvidenhed. Så jeg måtte tage hende med, da jeg kunne se, at klokken var mange. Jeg hjalp hende med støvlerne i mørket, og sammen løb vi ud i natten. Jeg løb med min søster i hånden hen over gårdspladsen og var sikker på, at vi ville blive opdaget. Men nej, og vi nåede frem til markedet. Jeg kiggede mig over skulderen hele tiden, selv da den varmeste hånd greb min; i mørket kunne jeg kun se de lyse, grønne øjne. Ikke den ru hånd med dybe flænger, halvlange negle og en lille smule beskidt. Jeg var vant til den hånd. Tryghed, kærlighed… Et venskab, der ikke kunne brydes. Alle de tanker fløj gennem mig i blot et splitsekund, men stoppede da brat, da hånden stivnede; han havde set min lillesøster, der stod bag mig, og klyngede sig til min kjole. Jeg havde fortalt hende, at hun ikke måtte sige noget til vores forældre, men da hun så den fremmede, gik noget op for hende; mørk uniform, rødt armbind med hvid kreds samt et sortmalet, underligt kryds… Hun havde set dem før. Dem måtte man end ikke se på, det havde mor sagt. Jeg ville have forklaret hende det hele, spurgt hende hvem, der ikke ville kunne stå for de smilende, grønne øjne…? Det skæve smil, hvide tænder og smilerynker…? Det brune hår, der så ofte faldt ned i øjnene på ham, når han lagde hovedet på skrå…? Hans milde duft af sæbe og gamle bøger…? Men hun ville ikke forstå det. Jeg så ned på hende og opdagede, at hendes øjne løb i vand. Hun forstod det ikke. Jeg forstod hende godt. Jeg forstod det heller ikke. Jeg forstår det stadig ikke. At elske en fremmed mand(!). At elske én af dem… Min søster hev i min arm, og råbte med gråd i stemmen, at vi skulle hjem, og at han skulle holde sig langt væk fra mig. Hun satte i løb, jeg gav slip på hånden; gav slip på det trygge, det varme, det nye, det hjemlige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...