Tyskertøs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2013
  • Status: Igang
Historien foregår under 2. verdenskrig. Laura, en dansker, bliver forelsket i Johann, en tysk soldat. Vil kærligheden mellem dem blomstre? Eller vil det hele blive slået i stykker...?

2Likes
0Kommentarer
376Visninger
AA

3. Tirsdag d. 17. februar 1942

Den nat fik jeg ikke sovet. Natten fra mandag til tirsdag var den længste nat i hele mit liv. Jeg savnede ham. En fremmed, en tysker, en soldat. En fjende. Jeg længtes efter hans arme om mine. Johann. Det havde han fortalt mig, givet mig som det eneste. En tråd. Til at finde tilbage til den mand, jeg elsker. Elsker…? Dengang var jeg langt fra sikker, men ikke længere. Det er dog hans skyld, at jeg skal til Tyskland. Men jeg elsker ham. Mere end noget andet.

Og den næste nat, indså jeg det. Jeg gennemgik dagens vante pligter; passede min søster, hentede noget af det brød, som bageren plejede at give mig; dét, de plejede at lave wienerbrød af. Jeg vaskede tøj, hjalp min mor i køkkenet. Alle de vante pligter. Vaner, der bare skulle overstås, så jeg kunne komme tilbage til de smilende, grønne øjne, det skæve smil, hvide tænder og smilerynker, det brune hår, der så ofte faldt ned i øjnene på ham, når han lagde hovedet på skrå, hans milde duft af sæbe og gamle bøger… Ja, jeg havde besluttet mig; jeg MÅTTE se ham igen. Den aften ved midnat! Jeg måtte snige mig ud. Jeg indså det. Jeg elskede ham. Jeg elsker ham.

Og midnat kom. Jeg husker ligeså tydeligt, at jeg lå i min seng og ventede til min søster sov. Straks da sprang jeg op, listede ned ad trappen, ud af døren og ned til markedet. Og ganske rigtigt; dér, midt i mørket lyste et par skinnende, grønne øjne mørket op. Jeg kunne have svoret, at de var selvlysende! Hans muskulære krop tårnede sig op ved siden af de mørke bygninger. I samme nu fik han øje på mig, han smilede, og jeg løb mod ham. Han åbnede sine arme, så direkte på mig. Der faldt jeg. Jeg ramte jorden. Hjertet sank, øjnene lukkedes i. Men da jeg regnede med, at mit ansigt ville ramme den hårde asfalt, ramte mine læber i stedet noget blødt. Johanns læber åbnede sig en smule, kyssede mine. Jeg var ikke faldet over noget; jeg var faldet for ham. Det hele. Alt. Nationaliteten endda. Jeg lukkede øjnene, slappede af og lod mig rive med. Hvordan kunne noget, der var så forkert, føles så rigtigt…? Hjertet hamrede i brystet, tankerne kørte i alle retninger, det samme gjorde begge vores hænder.

Jeg erindrer ikke, hvor længe vi stod der, lå der. Han havde spredt sin jakke ud på jorden, og det næste jeg husker er, at vi lå side om side, hånd i hånd. Han sagde, at han elskede mig. Jeg lovede ham, at jeg aldrig ville elske nogen andre. Vi smilede. Den nat. Den står ellers klar. Jeg ville ønske, at den aldrig ville stoppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...