Tyskertøs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2013
  • Status: Igang
Historien foregår under 2. verdenskrig. Laura, en dansker, bliver forelsket i Johann, en tysk soldat. Vil kærligheden mellem dem blomstre? Eller vil det hele blive slået i stykker...?

2Likes
0Kommentarer
363Visninger
AA

1. Søndag d. 17. juni 1945

Alene. Jeg savner ham. Det er sommer, midt i juni. Det er efterhånden to måneder siden, at han blev sendt hjem. Det var jo ikke meningen, at mine forældre skulle have opdaget det. Men det gjorde de. Og nu er jeg alene. Igen. Jeg er heldig, at min veninde vil lade mig bo hos hende her i Randers. Men selv hun vil ikke snakke med mig, end ikke se mig i øjnene. Men dog lader hun mig bo her. Jeg skal selv købe fødevarer, der er trods alt få af dem efter krigen. Han skaffede mig altid vand og brød. Han lod mig overleve. Han elskede mig. Han elsker mig. Og jeg elsker ham. Jeg kan sagtens huske, hvordan jeg endte her! Jeg blev smidt ud hjemmefra, jeg skulle klare mig selv. Tyskertøs! Feltmadras! Mit hår er så småt begyndt at vokse ud igen. De klippede mig skaldet, de malede hagekors på min krop. Bare fordi Johann er tysker… Johann…

Johann Wiederkind var tysk soldat under 2. verdenskrig. Men han var også min kæreste. Hemmeligt, selvfølgelig. Han forstod sagtens, at jeg ikke kunne risikere at blive opdaget; jeg kunne blive slået ihjel. Men i stedet gjorde de noget, der var langt værre; sendte Johann hjem, og lod mig blive i Danmark. Alene, et udskud, forladt. Jeg hørte aldrig så meget om hans liv, heller ikke hans familie. Han forklarede mig hver gang jeg spurgte, at hvis modstandsfolkene fik de oplysninger om ham, ville de slå hans familie ihjel. Men jeg holdt mig ikke tilbage. Jeg er ikke en pige, der er genert, og det lagde Johann godt mærke til. Det var det, han faldt for ved mig. Jeg fortalte, at jeg boede i Aarhus, hvem min familie var, hvem jeg var… Hvem jeg er nu, er en helt anden sag(!). Men i hvert fald fortalte jeg ham alt, for hvem kunne ikke stå for de smilende, grønne øjne…? Det skæve smil, hvide tænder og smilerynker…? Det brune hår, der så ofte faldt ned i øjnene på ham, når han lagde hovedet på skrå…? Hans milde duft af sæbe og gamle bøger…? Ikke en duft man tit kunne lugte i gaderne under besættelsen! Nej, Johanns var en anden. Er en anden.

Jeg havde faktisk altid været tro overfor mine forældre; aldrig løjet, altid gjort, hvad de havde sagt og dermed aldrig sagt dem imod. Min lillesøster ville være for lille til at forstå, var jeg sikker på. Og også selvom jeg stadig elsker hende, og jeg ville ønske, jeg kunne være hos hende er det umuligt – jeg skal til Tyskland. Men ikke til Potsdam, hvor Johann er, nej, jeg skal sendes til Stuttgart i Baden-Württemberg. Der blev de andre tyskertøser sendt hen, og jeg skal følge trop. I morgen ved daggry vil modstandsgruppen hente mig, og smide mig over grænsen til en anden modstandsgruppe, der skal køre mig til Stuttgart. Jeg ville ønske at det var den 16. februar 1942. Det var den dag, jeg mødte Johann. Min dagbog er fyldt ud med ”Johann Wiederkind” lige siden…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...