Tyskertøs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2013
  • Status: Igang
Historien foregår under 2. verdenskrig. Laura, en dansker, bliver forelsket i Johann, en tysk soldat. Vil kærligheden mellem dem blomstre? Eller vil det hele blive slået i stykker...?

2Likes
0Kommentarer
361Visninger
AA

2. Mandag d. 16. februar 1942

Den morgen, da jeg stod i køen, for at købe appelsiner(der var heldigvis en rest efter jul), så jeg ham. Jeg kan ikke få ham ud af mine tanker. Det er ikke en, jeg normalt ville kalde ”min type”. Han er soldat. Han er tysk. Men han var her. Han var i Danmark. I Aarhus. Så tæt på mig. Mine nærme ville ikke kunne tilgive mig, hvis de fandt ud af, hvem mit hjerte har kært. Kærlighed ved første blik, det er helt sikkert. Vi kunne begge mærke det, det kunne jeg fornemme. Da jeg stod der, iført kjole, skjorte og husholdningens eneste frakke, blev jeg som draget; ja, jeg skulle købe appelsiner, ja, jeg skulle skynde mig hjem… Men hvem ville ikke kunne stå for de smilende, grønne øjne…? Det skæve smil, hvide tænder og smilerynker…? Det brune hår, der så ofte faldt ned i øjnene på ham, når han lagde hovedet på skrå…? Hans milde duft af sæbe og gamle bøger…? Disse kendetegn ved jeg selvfølgelig først nu. Men det smil, som blev sendt tværs over markedet, de øjne, der drillende smagte på mine, dem kan der ikke tages fejl af(!). Den følelse, vi alle kender, med hjertet, der blot i et kort sekund går i stå, følelsen af, at man ser helt forkert ud, maven, som tumler rundt… Dem kan der ikke tages fejl af. Forelskelse. Ren og skær forelskelse i en fremmed mand. Men er det nu så galt?

Han er fjenden. Jeg ved det jo godt. Men er det nu også rigtigt? Havde han selv valgt det…? Jeg måtte have vished. Jeg kunne gå ud af køen, glemme alt om de appelsiner, glemme alt om min familie blot for en stund, gå ham i møde tværs over markedet. Jeg tænkte mig om, mine øjne flakkede, maven snurrede, hjerte og tanker stoppede… Og så gjorde jeg det. Jeg måtte gå langsomt, for ikke at falde. Jeg måtte tænke hurtigere end nogensinde før, hvis jeg skulle vide, hvad jeg ville sige til den fremmede. Jeg kiggede ned på mine fødder mens jeg gik. Højre, venstre, højre, venstre. Som en soldat ville gå. Og da jeg kiggede op igen, så jeg ind i de varmeste, grønne øjne jeg nogensinde i mit liv havde set. Hans hånd greb om min, og i et kort øjeblik troede jeg, at alle de følelser jeg havde fornemmet mellem os før havde været forkerte, men nej; han førte mig gennem grupper af danskere, grupper af soldater, grupper af fattige børn. Jeg blev mødt af en masse forfærdede blikke, og jeg nåede knapt at binde mit tørklæde strammere om hovedet, før han stoppede. Jeg havde ikke set det komme, før jeg havnede i hans arme.

De næste timer gik hurtigt. Jeg fik præsenteret mig selv, han forklarede mig, hvordan mine øjne havde smilet til ham, som jeg havde følt, hans havde smilet til mig. Jeg rystede over hele kroppen. Kunne de være sandt, det jeg gjorde…? Vidste han, at jeg var dansker? Vidste han at jeg var…? Nej, det kunne han da ikke vide… Vel? Han ville slå mig ihjel. Min familie ville blive skudt på stedet. Med det samme. Men, kunne han ikke se det på mig…? Hvem jeg var? Hvem jeg er?

Jeg måtte vide det, og derpå spurgte jeg. Han smilede et sørgmodigt smil, sendte mig et undskyldende blik, og lod sine hænder falde ned langs siden. ”Ja” måtte han svare. Og han undskyldte mange gange. Pludselig indså jeg, hvem det var jeg snakkede med. En af dem. En soldat endda. Han kunne have slået en masse uskyldige ihjel. Min kusine, min moster, min onkel… Jeg så hans hånd søge mod min skulder, men jeg skubbede ham væk – han havde godt set min reaktion, og i selvsamme nu, råbte han efter mig, at hvis jeg kunne bære det, ville han møde mig samme sted i morgen ved midnatstid. Jeg kunne ikke nå at overveje ordene. Jeg måtte bare væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...