Tyskertøs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2013
  • Status: Igang
Historien foregår under 2. verdenskrig. Laura, en dansker, bliver forelsket i Johann, en tysk soldat. Vil kærligheden mellem dem blomstre? Eller vil det hele blive slået i stykker...?

2Likes
0Kommentarer
357Visninger
AA

7. Lørdag d. 4. maj 1945

Meddelelsen ramte mig som et chok; tyskerne trak sig tilbage. De blev sendt hjem. Væk i morgen. Alene. Mere end jeg var før. Var det muligt…? Er det muligt…? Ikke længere i hvert fald. Folk på gaderne jublede, min veninde, jeg bor hos græd af glæde. Jeg husker, hvordan hun åbnede døren til mit værelse, med tårer i øjnene og smilende, men da hun fik øje på mig, indså hun, hvad jeg havde gjort. Sådan var det hver gang, og denne gang var ingen undtagelse. Tyskertøs! Feltmadras! Det kan man vel godt sige. Kan man ikke…?

Jeg havde fået Christian. Min søn. På snart to år. Johanns søn. Vores søn. Vi var blevet så glade, men samtidig utroligt bekymrede; jeg kunne ikke tilgives, det var vi begge klar over. Hvad ville de gøre ved mig…? De klippede mig skaldet. De malede hagekors på min krop. De spyttede efter mig på gaden. Og det gør de stadig. Råber efter mig. Efter os. Mig og Christian. Ikke Johann og jeg, vi sås stadig ikke offentligt, indtil den dag. Den dag løb jeg med min søn i favnen, over markedspladsen ind i den så velkendte gård. Og da jeg så ham, omfavnede han mig, og han kyssede os begge på hovedet.

Selvfølgelig elskede jeg ham. Og det gør jeg også stadig. Men han slog min familie ihjel, og det kunne jeg ikke bare tilgive. Jeg måtte skælde ham ud, råbe af ham, slå ham. Jeg råbte, at det var en forfærdelig synd! Den kvinde, han elskede… Den kvinde, han elskers familie. Hvor forfærdeligt, foragteligt og utåleligt. Han vidste godt, at jeg ikke kunne tilgive ham, men han kyssede mig, og jeg lod mig selv kysse ham. Jeg lod mig drømme væk i de bløde læber, i de grønne øjne, i den stærke krop. Jeg elskede ham. Jeg holder af ham. Så vidunderlig en mand… En morder, en tysker, en soldat. Forelskelse i en fremmed mand. Kærlighed.

Sorg, gråd, omklamren og lige pludselig en grov mandestemme, der råbte Johanns navn. Sekundet efter blev han revet fra os; han skulle tilbage. Nu. Men han fik revet sig fri, og de smilende, grønne øjne fik fat i mine. Han sagde, at jeg skulle tage med. Jeg vidste, at det ville være umuligt. Selvom min veninde ikke engang kunne se på mig, kunne jeg ikke forlade Danmark. Mit land. Min nationalitet. Ikke af egen fri vilje. Ja, jeg elskede ham. Ja, jeg elsker ham stadig. Men at forlade alt hvad man har kært, alt man kender, alt det vante… Af egen fri vilje…? Nej.

 

Men hvem ville ikke kunne stå for de smilende, grønne øjne…? Det skæve smil, hvide tænder og smilerynker…? Det brune hår, der så ofte faldt ned i øjnene på ham, når han lagde hovedet på skrå…? Hans milde duft af sæbe og gamle bøger…?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...