overlevelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2013
  • Status: Igang
Vores novelle handler om en meteor der styreter ned i jorden, og om hvordan 5 teeanger overlever sammen med ca. 100 andre mennesker fra rundt om i verden. Det gælder om at finde ud af meteoren var landet, undersøge hvad den forudsagede og komme væk fra de mystike dyr der dukker op om natten. Deres familier ved de heller ikke hvor er henne, det er uvist om de er døde eller har overlevet meteor styrtet.

1Likes
0Kommentarer
326Visninger
AA

2. Enden

Men lige pludselig var alt lyd borte og jeg ville rejse mig op, så jeg kunne se om alle var nogenlunde ok. De andre lå og rømmede sig og kom langsomt på benene, det var praktisk talt en lille vold grav vi havde smidt os i, så der var lidt mudret. Så vi kravlede op og så til vores skræk at huse var i brand, der lød skrig og gråd og der lå nogle få mennesker og var døde, det var så uvirkeligt. Casper stod og græd en smule, det havde jeg aldrig set før. Jeg gik hen og krammede ham, han holdte også om mig, de andre kom over til os og vi holdte hinanden i hænderne. ”Det skal nok gå venner, vi finder vores familie og andre overlevende, også må vi finde ud af hvor den skide meteor landede og se hvor stor den er før jeg kan se på skadens omfang, ok?” sagde jeg og de andre var enige, de sagde ikke noget, bare nikkede. Vi gik mens vi forsøgte at danne os et billede af hvordan det så ud før nedslaget, nu var det hele bare ændret og meget svære at genkende. Vores huse var væk, jævnet med jorden, jeg troede det værste... Men pludselig råbte Jack ”Jazz, kom her over!” Jeg så at de andre var samlet omkring noget der lignede et menneske eller dyr. Jeg løb over til dem. Den skabning der lå foran os var ikke nutidig skabning... Det var en dinosaur hvis du spurgte mig, og den så virkelig brændt ud. Pludselig åbnede den et øje, og vi alle sprang tilbage. Den løftede hovedet og åbnede begge øjne og bevægede sin hunde agtige krop og stod på alle fire ben, den så på os som om det var den der havde fundet os som lå og var halv brændte... Jeg gik nærmere den og den kiggede mistroende på mig, som om jeg var dum, men da jeg rækte hånden ud for at ville ae den lagde den sit hoved til in hånd, den var faktisk ret nuttet. De andre stod med store øjne da den fulgte efter mig tilbage til vores gruppe. ”Jeg tror at jeg vil kalde den Lillefod. I ved efter filmen Landet for længe siden, den lille dinosaur?” sagde jeg tilfredst. ”Jo, men hvorfor vil du have den?” Sagde Jack lidt nervøst. ”Den er sgu da nuttet og kan passe på os!” Sagde Raven. Jeg var glad for at hun støttede mig, for hun var trods alt min bedsteveninde og hun havde fat i noget af det med en kunne passe på os. ”Jeg synes at det er lidt sjovt at det er år 3000 og vi fik meteor nedslag.. Tror i at det er farligt hvis der skulle være flere?” Sagde Casper. ”Altså det ved jeg ikke, men jeg ved hvor vi kan finde våben, nogle af de helt nye stråle rifler, nede i basen på den anden side af byen.” Sagde Dean. ”Ja det lyder som en god ide, lad os finde dem, så vi er da bare en smule beskyttede, hvis der skulle være flere..” sagde Raven.

Vi begik os ud på vores hidtil længste rejse sammen...

 

Vi var gået i to timer og og havde set alle de ødelæggelser der var sket. Der var døde mennesker og det var virkelig ulækkert og se på, det var helt forfærdeligt. Og de andre var også helt forfærdede.

Der var nok gået tre timer ca. inden vi var nået frem til basen. Den var heldigvis åben, så vi kunne bare gå ind og hente våbnene. Jeg gik ind først efterfulgt af Dean, Casper, Raven også Jack til sidst. Vi gik igennem flere døre for at finde våbenopbevaringen, der stod skilte vi kunne følge. Bare luksus. Og vi tog alle de våben vi kunne bære og gik så ud igen, det var faktisk lidt uhyggeligt for der var koldt og mørkt i basen. Men vi klarede det, så langt så godt.. Vi skulle finde ly for natten for det var begyndt at blive mørkt udenfor og vi vidste ikke hvad natten ville byde på... Det var skræmmende. Og hvis vi havde fundet en dinosaur så var der jo nok flere? Jeg gøs ved tanken. Men vi måtte fortsætte. Og før vi vidste af det så havde vi lavet en hytte og bål. Men der var noget der undrede mig, vi var faktisk ret rolige selvom der lige var smadret en meteor ned i jorden og at vi garanteret havde mistet vores familie. Det var ret mærkeligt, nå, 'never mind', videre.

Vi lagde os til at sove efter at vi havde spist, og når jeg mener spist, så havde vi fundet alt muligt vi tænkte at kunne spises... Dinosauren Lillefod lå sammen med os og den så virkelig glad ud.

Det var næste dag og vi skulle af sted på vores rejse til meteorkrateret. Efter at vi havde pakket sammen, gik vi. Mens vi gik lagde jeg mærke til at der var en slags grøn røg i luften, den lugtede ikke eller kvalte os, så jeg regnede med at det bare var nogle slags skyer efter gårsdagens begivenheder... Vi gjorde os nogle pauser og så på ødelæggelserne imens. Men et var som om at der var nogle der forfulgte os, jeg sagde det til de andre og de kunne også fornemme det, men om at det var farligt vidste de ikke. Og pludselig ude af ingen ting, sprang en dinosaur frem, jeg nåede at se at det var en raptor, en kødæder! Og før vi vidste af det jagtede den os, men vores Lillefod gik hurtigt til angreb og maste den op af en sten. Det var så vildt! Vi stod alle og gloede på de to væsner indtil at Lillefod besluttede sig for at gå videre, så fulgte vi bare med.

 

I løbet af dagene kom der så småt flere og flere overlevende til vores lille gruppe, det var rart at se andre mennesker. Men hver nat siden det første angreb af en dinosaur, var blevet værre. Vi var hver nat blevet angrebet og en af dem var værst fordi Dean blev såret af en glubsk dino' der ville have ham til middag. Men Jack var kommet ham til undsætning og skudt dyret og trukket Dean i skjul. Det var på et hængende hår, men sådan er det i dinosaur land...

Men der var også en nat hvor jeg lå og tænkte, mens jeg lå ved siden af Raven. Jeg tænkte på om hvorfor vi ikke viste så store følelser og hvorfor at dinosaurer var blevet vækket til live, det var jo vildt urealistisk at de kunne det, men måske havde det noget at gøre med det grønne røg eller lys..? Også lagde jeg mærke til at vi alle ikke snakkede så meget, men mere gjorde hvad vi hinanden nu tænkte, kunne vi nu også læse tanker? Det var da helt klart meteoren der havde noget med det her at gøre! Så vi alle drog af sted igen næste morgen, vi skulle finde den meteor og prøve at løse problemet! Jeg tror at vi var blevet til omkring 100 mennesker i vores gruppe, vi var ret mange, så vi var stærke.

 

Den morgen tog vi så af sted, det var tidligt, så det var stadigt farligt. Vi havde våbnene parate, de skød med blå laser og skar alt over som strålen ramte. Vi havde også bue og pil af glas, og når de ramte deres mål perfekt, borede de sig helt ind i det bestemte sted og spiddede en masse små andre pile ud, ja man var dømt til døden med dem.

 

3 timer senere kom vi til en slags vulkan, eller krater. Nogle af drengene fra hele gruppen også 'mine' drenge og jeg selv, gik op for at undersøge sagerne. Vi kom op på kanten af krateret og vi kiggede direkte ned på en gigantisk stor sten. Den var i hvert fald større end en fodboldbane! De andre begynde at gå ned mod den, jeg besluttede mig for at følge med. Da jeg kom tættere på, så jeg at der var noget grønt der sivede ud af den, mystisk, fordi jo tættere jeg kom på det, jo mindre kunne jeg huske og mine mentale følelser forsvandt næsten. Jeg var helt tom. Jeg have stået i lidt tid undret mig over hvad klokken var og så samtidig på de andre der enten havde sat sig ned eller bare stod og savlede, hvorfor gjorde de det? Da jeg havde stået længe nok, gik det op for mig at vi var blevet forgiftet af det grønne gas. Og ikke nok med det kunne jeg høre at der var noget der kom gående og det larmede, det lød som nogle ordentlige bump. Jeg skuede rundt om mig og fik til min store skræk, set at der stod to T-Rex'er og kiggede på os, vi var et meget let måltid. Jeg havde set det komme, hvorfor gik vi her ned, det var jo det rene selvmord! De to store øgler gik til angreb, de kom løbende ned af siden, hen mod os. ”Følg efter mig, vi må her over!” Råbte jeg. De fulgte efter mig i vild panik. Men så slog det mig, fordi det var jo det de ville have, at vi skulle løbe, vi var deres bytte når vi løb. Så jeg råbte ”STOP! Alle sammen stop! Og tag så hinanden i hænderne! Stol på mig, gør det og lav så en stor klump.” Vi gjorde det alle sammen og dyrene sagtnede farten, stoppede og kiggede på os, men satte så i løb igen.”Jeg elsker dig, Jasmin.” Sagde en stemme, det var Casper. ”Jeg elsker også dig.” Sagde jeg til ham. De var helt ovre ved os. Det blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...