År 3010

Det er en sience fiction

0Likes
0Kommentarer
310Visninger
AA

2. Tidsmaskinen

"Min handicappede ven Søren og jeg skulle en tur med vores klasse på museum i København. Til at starte med fik vi en rundvisning, hvor vi efterfølgende fik lov til at gå rundt og kigge lidt på museet i nogle små grupper. Søren og jeg gik rundt for os selv og kiggede på tingene. Jeg kan huske at Søren syntes, at det var utrolig spændene, i hvert fald i forhold til mig. Der var en masse underlige ting på museet. Søren kørte rundt om alle de mærkelige ting, og læste godt på skiltene hvad det var og hvorfra. Jeg fulgte bare stille og roligt med ham rundt omkring. Gamle og døde ting og sager har aldrig interesseret med så meget, men vi gik bare videre rundt og kiggede på de sære ting.
Pludselig stoppede Søren med at rulle, og kørte hen mod et rum, med et skilt hvor der med store bogstaver stod "INGEN ADGANG". Jeg råbte efter ham, men han kørte videre, men jeg kunne alligevel ikke lade vær med at gå med derind.
Da jeg var gået ind rummet, var Søren stoppet op, og stod og kiggede på en meget stor, underlig maskine. Det lignede nærmest en slæde. Vi stod længe og kiggede underligt på den, og derefter på hinanden. Søren kørte rundt om maskinen og nær studerede den grundigt som om at han læste maskinen. Jeg stod bare og kiggede på ham med et underligt blik, og han fortsatte bare med at gøre hvad han nu gjorde. Han tog et stik og satte det sammen med et andet stik, satte sig op i den og trykkede på nogle knapper ved siden af sædet, der var i maskinen. Jeg blev ved med at sige til ham, at jeg ikke synes, at det var en særlig smart idé, men han mente, at det kunne være sjovt, så jeg hoppede op og satte mig ned. Igen trykkede han på en masse knapper, og så begyndte maskinen at brøle. En lille agtig linse dukkede frem på maskinen og lyste en rundt lysende cirkel frem. Jeg begyndte at blive lidt bange, og spurgte Søren om vi ikke skulle gå igen. Søren sagde ingenting, men smilte bare i stedet. Lige pludselig gav det et ryk i maskinen og før jeg vidste af det, var vi blevet suget ind i den lysende cirkel.

Med meget fart susede maskinen igennem den lysende cirkel, jeg aldrig nogensinde troede ville ende. Søren smilte et stort fik smil, og hele hans ansigt var lyst op. Jeg sad derimod og næsten skreg af forskrækkelse. Maskinen begyndte at stoppe lidt op, og jeg slappede lige så stille af igen. 
Vi var lige pludselig på et mørkt sted, hvor jeg intet kunne se. 
"Hvad gør vi så nu, Søren? Ved du hvor vi er?", råbte jeg. Jeg kunne kun fornemme hans skikkelse. Han var helt stille. Han begyndte at rulle hen til der hvor jeg stod. 
"Følg med mig", sagde han med en rolig stemme og begyndte at rulle hen mod et lille lys forenden.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...