År 3010

Det er en sience fiction

0Likes
0Kommentarer
313Visninger
AA

4. Afskeden

Hundene fløj til vejrs, men glade så de ikke ud.

Lige pludselig kom der noget stort rødt faldene ned fra himlen. Jeg stod og kiggede på det falde ned fra himlen i slowmotion. Det gik først op for mig da det ramte jorden, hvad det egentlig var. Det var en slags ildkugle, skudt fra en af hundene. Jorden rystede, da ildkuglen ramte jorden. Jeg tog fat i rullestolens håndtage og løb derud af. Ild kuglerne blev ved med at ramme jorden, og mennesker fløj rundt omkring for at søge sikkerhed. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg anede jo ingenting om denne anden verden eller hvad jeg skulle gøre. 

Jeg løb ind i et rum, bag en butik. Søren rystede og det samme gjorde jeg. Jeg hørte nogle ryste ved siden af os, og blev forskrækket af en skikkelse, der ikke var Søren. Jeg tænkte ikke videre over det, men Søren rullede tættere på mig.

Lige pludselig blev der skudt flere ild kugler ned fra himlen og jorden begyndte at ryste. Der kom en lille revne i jorden og blev større og større meget hurtigt.
Skikkelsen vi på en måde havde glemt, rejste sig og hoppede over den revne der nu var blevet stor. Kiggede en enkelt gang tilbage og løb så væk. Revnen var nu blevet så stor, at det næsten var umuligt at springe over. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og Søren sad jo også i kørestol. 
"Du bliver nød til at hoppe over, Kaj!", sagde Søren, der ellers ikke har sagt noget gennem hele turen.
Der var ikke tid til at tænke mere over det, jeg tog Søren op fra rullestolen og fik ham til at læne sig op ad mig. Han skulle med over, om han ville eller ej! 
"Jeg kan ikke..", sagde Søren.
"Jo du kan! Du skal med, jeg er ligeglad om du vil eller ej!"
Jeg kunne se han frygt i øjnene, men han vidste godt, at han blev nød til det. Han stod nu på egne, rystende ben. Han prøvede at holde sig oppe, men det var svært for ham. 
"Jeg starter", sagde jeg. Han nikkede og prøvede at flytte sig lidt væk. Jeg gik tilbage, tog tilløb og sprang så over den kæmpe revne. Jeg klarede det. 
"Så er det dig, Søren!". Jeg kunne se han frygt i de blanke øjne, der nu kiggede på mig. Han satte sig ligeså stille i hug og stak sit venstre ben tilbage. Han lagde kraft i sig og sprang så. Det følte som om, at han sprang i slowmotion. Han kiggede mig i øjnene og jeg vidste han ikke kunne springe så langt, da han langsomt begyndte at ryge nedad lidt over halvvejs. 
En tåre trillede langsomt ned ad min kind, jeg faldt ned på knæ. Jeg kunne ikke mere. Hvis vi bare ikke havde sat os op i den dumme maskine! 
Det gav et sæt i mig, så jeg kom i tanke om maskinen. Jeg anede ikke hvor jeg var eller hvor maskinen var henne.

Jeg løb rundt omkring i byen. Der var ikke et øje. Jeg så en underlig tingest løbe over vejen. Der var røg overalt efter de mange ild kugler der blev affyret.

Jeg hørte et brag og vendte mig straks om. Det var de der mærkelige tingester, der fulgte efter mig og skød med ild kugler. Jeg begyndte at løbe, hvorhen vidste jeg ikke. De var hurtige og jeg vidste ikke hvad der ville ske med mig, hvis jeg ikke begyndte at løbe hurtigere, men heldet var med mig. Nogle meter væk stod den, vores tidsmaskine. Jeg satte farten op og løb alt hvad jeg kunne. De blev ved med at skyde efter mig og jeg var ved at blive ramt op til flere gange. 
Jeg satte mig op, men vidste ikke hvordan maskinen fungerede. Det var Søren der gjorde det jo. Endnu en tåre kom trillende ned ad kinden..

Et bang vækkede mig fra mine tanker. Nu skulle jeg bare væk, så jeg trykkede på en masse knapper og wupti, så var jeg væk fra det århundrede."

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...