mutation

"jeg er alene på en fremmed planet uden vand, mad eller retnings sans"
dette er richard, en genlæge der opfandt en bakterie der skulle gå ind i ens DNA og gøre en stærke og hurtiger og ikke behøve mad eller vand men noget gik galt, det virkede skam som de troede, men den har den lille bivirkning at man bliver til et monster.

0Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

2. 1. og 2. år

De 21 måneder før udbruddet brugte vi på at forbedre det nye gen, vi havde opfundet. Det tog tid, men efter 20 måneder og 28 dage, havde vi forbedrede det gen, vi havde lavet, perfekt! Men mine venner var ved at blive utålmodige over, at vi hele tiden skulle bruge dyr i stedet for at teste genet på mennesker. Efter meget diskussion med min besætning indså de, hvorfor jeg ikke havde brugt menneskeligt DNA til at teste på, da jeg stadig frygtede, at der måske kunne ske mutationer. Næsten hele min besætning forstod det, undtagen min bedste ven Dr. Reid. Han var stadig skeptisk over det, jeg sagde. Han sagde, at vi ikke burde frygte for mutationer, da vi jo havde arbejdet på det i over 20 måneder og gjort det fejlfrit. Jeg tog ingen notits af det, da jeg var sikker på, at han ikke ville bruge det, for han trodsede mig aldrig. Men som man siger, så er der altid en første gang til hver ting.

Så om natten da min besætning og jeg sov, tog han en kanyle fyldt med det nye gen, som vi havde tænkt at kalde Hydrania, da det var lavet af over 60 % vand. Han tog kanylen, stak den ind i sin arm og tømte den for alt dens væske, og gik i seng. Næste morgen stod jeg op og skulle til at vække min besætning, men de sov ikke. De var alle sammen væk. Det var mærkeligt? De plejede alt tid at sove længe. Jeg gik ind i dr. Reid’s rum for at se om han sov, men da jeg gik ind, fik jeg det største chok i hele mit liv. Dr. Reid var blevet til en puppe sammen med hele min besætning. Et eller andet havde lavet dem om til pupper. Jeg gik hen til Dr. Reid’s puppe, men den var allerede åben, og der var intet i. Jeg kiggede igen ind i puppen, men den var tom. Utroligt! Jeg kiggede hen på hans kommode og så en tom kanyle. Han havde taget det nye gen Hydrania, og det havde lavet ham til et eller andet væsen, som berøvede mig min besætning. Men hvorfor ikke mig? Jeg var forvirret. Var jeg resistens overfor genet? Det var jeg sikkert.

Jeg løb hen til min kommode, tog mit tøj og mine sko på, rendte hen til våben-rummet, tog en Plasmarifle og en beholder med nok ammunition til at dræbe ethvert uhyre. Så skyndte jeg mig hen til udgangen, men hørte pludselig en knurren bag mig. Jeg vendte mig om og så et væsen med fire ben, to kæmpe arme, et hoved, der lignede en øgles, og et panser, der glimtede som guld. Jeg gik lige så stille baglæns hen mod døren. Jeg åbnede den og løb ud, men uhyret løb efter mig, men stoppede ved udgangen. Den prøvede at komme ud, men hver gang den prøvede, så det ud til, at den brændte op. Jeg gættede på, at den var overfølsom overfor sollys.

Jeg tog chancen og løb væk fra det uhyre, som jeg engang kaldte Dr. Reid, min bedste ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...