The Whimper

"This is the way the world ends. Not with a bang, but with zombies breaking down the back door."
Det er essensen af Corals historie. På en ferie i Berlin angribes hendes far af Hitlers forrådnede lig, og det er ikke engang en dårlig joke. Da hun skyder det zombie-agtige væsen i hovedet bruger den hendes far som skjold, og han er død på stedet.
Samtidig rejser de myrdede sig fra gravene i hele verden, og snart er civilisationen tabt.
Disse levende lig kan kun dræbes for bestandigt hvis man tager deres liv på samme måde som det blev taget første gang, og Coral har erfaret at det kan være noget af en udfordring. De få overlevende der er tilbage er spredt for alle vinde, og Coral vil kun være tæt på et menneske på jorden. Hendes fortabte, muligvis døde lillebror Clyde.
Dette varer dog kun til hun møder Ethan, der med sit konstant selvglade smil og sarkastiske attitude virkelig forstår at vække irritationen i Coral. Og muligvis også noget andet.

12Likes
15Kommentarer
1082Visninger
AA

2. Prolog

Vi har alle sammen hørt om apokalypsen. Armageddon du ved verdens undergang. Men de færreste havde nogen idé om hvordan den ville tage form før det skete. Heller ikke mig, skal det lige siges.

Min far og jeg var på ferie i Berlin da verdenen for alvor gik op i røg. Bogstavelig talt.

Altså, tingene havde været lidt messed up i et stykke tid, hvilket også var grunden til at min far og jeg havde forladt USA til at starte med.

Vi stod bare og nød en is ikke så langt fra resterne af Berlinmuren, da en bleg mand med en skræmmende lighed med Hitler kom hen imod os. Det eneste jeg kunne høre ham sige var: ”Juden, Juden.”

Gentagne gange fortalte min far ham at vi ikke var jøder. Jeg er katolik ligesom han var. Eller det plejede jeg at være. Når verden først er gået under glider religion lidt i baggrunden.

Men min pointe er denne; Manden var fuldstændig rablende ligeglad med om vi var jøder eller ej. Han sprang bare efter os, og forsøgte sig med at rive hovedet af min far. En lille detalje var at min far engang har været soldat, og det ligger stadig dybt i ham, så da en levende lig sprang på ham, brækkede han ganske enkelt nakken på ham. Jep, min far knækkede halsen på Adolf Hitler.

Han tjekkede hans puls og sværgede til at han var død. Problemet med levende lig er at når du slår dem ihjel er det ikke helt sikkert at de forbliver døde. Faktisk er sandsynligheden ret minimal, men det vidste vi selvfølgelig ikke.

Far lagde armene om mig, tjekkede mig for skader selvom tingesten slet ikke havde rørt mig, og bagefter listede vi væk. Den dag i dag ville jeg stadig ønske at vi havde spurtet væk i stedet.

Pludselig forsvandt far bag mig i en sky af råb og lyden af knækkende knogler. Det hele skete så hurtigt, og jeg havde hans kulfiber-Glock i hånden før jeg kunne tænke mig om. Som jeg sagde, tidligere ranger, og ud over det, for fanden, vi er amerikanere. Hvis man som amerikaner tager nogen steder uden et våben… Well, så er man rimelig normal, men ikke hvis man er fra sydstaterne. Texas er slemt når det handler om våben.

I en bevægelse svingede jeg rundt og affyrede et enkelt skud mod tingestens hoved, og den faldt til jorden med et kvalmende dunk. Jeg forstod ikke hvorfor min far faldt med, og ikke rejste sig.

Da intet skete bevægede jeg mig hen ved siden af liget, og opdagede grunden.

Vantro, frygt, vrede, sorg, det hele blandede sig i mig i det øjeblik. Henover det rådnede lig lå et helt friskt et, og det var utvivlsomt min far.

Min far med et ovalt hul igennem hovedet.

Jeg var 13 år gammel da jeg myrdede min far første gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...