The Whimper

"This is the way the world ends. Not with a bang, but with zombies breaking down the back door."
Det er essensen af Corals historie. På en ferie i Berlin angribes hendes far af Hitlers forrådnede lig, og det er ikke engang en dårlig joke. Da hun skyder det zombie-agtige væsen i hovedet bruger den hendes far som skjold, og han er død på stedet.
Samtidig rejser de myrdede sig fra gravene i hele verden, og snart er civilisationen tabt.
Disse levende lig kan kun dræbes for bestandigt hvis man tager deres liv på samme måde som det blev taget første gang, og Coral har erfaret at det kan være noget af en udfordring. De få overlevende der er tilbage er spredt for alle vinde, og Coral vil kun være tæt på et menneske på jorden. Hendes fortabte, muligvis døde lillebror Clyde.
Dette varer dog kun til hun møder Ethan, der med sit konstant selvglade smil og sarkastiske attitude virkelig forstår at vække irritationen i Coral. Og muligvis også noget andet.

12Likes
15Kommentarer
1133Visninger
AA

8. 6.

Jeg bliver ved med at presse på den aften. Vi er ikke i Wichita ved mørkets frembrud som jeg havde håbet, men området er så bekendt at jeg bare gerne vil have os videre. Vi er så utrolig tæt på.

”Coral slap nu af, vi kommer derhen i morgen,” beder Ethan. Jeg tror det er gået op for ham at jeg ikke har tænkt mig at stoppe.

”Vi er der næsten. Jeg kender det her område,” presser jeg videre. Det er det samme jeg har sagt den sidste time, men det bliver det ikke mindre sandt af.
”Okay,” mumler han, og jeg fornemmer en lettere irritation i luften omkring ham.
Under mig slæber hingsten sig på tøjlen. Kom nu dreng, lidt længere.

Horisonten har antaget en lys orange farve da vi endelig drejer ned af grusvejen mod mit hus. Vi behøver ikke at komme ind i selve byen for at nærme os mit tidligere hjem, og for det er jeg taknemmelig. De få zombier vi er stødt på har vi kunnet komme i en stor bue udenom. Ingen bander har vist sig siden uden for Chickasha.

”Hvor langt er der?”
Det er ikke første gang han spørger om det, men det er første gang han får et svar.

”Kun fem minutter mere Ethan,” fortæller jeg ham, netop som jeg begynder at kunne skimte en velkendt bygning.

”Hvordan er det at have et hjem at komme tilbage til?” spørger han ud af det blå. Hvor vil han hen med det? Jeg er jo ikke engang sikker på hvor meget af det der står tilbage endnu.

”Som det ville være med et hvert andet hjem. Det er bare… hjem,” forsøger jeg mig, men kan godt fornemme at det ikke helt er beskrivende nok.
”Lad os nu sige at jeg ikke ved hvordan det føles, at jeg aldrig har prøvet det. Hvordan føles det så?”

”Kald mig Ethan.”

”Jeg tager fra hus til hus. Det er utroligt hvor meget dåsemad folk gemte i deres skabe før katastrofen.”

”Lad mig vise dig hvordan jeg overlever.”
”Jeg foretrækker at holde mig væk fra byerne.”
”Men jeg foretrækker at holde mig til dem, så nu må det være min tur til at bestemme.”

Hjemløs? Han blev ikke gjort hjemløs af samfundets kollaps. Han var det allerede.

”Hvor længe?” spørger jeg, velvidende at han ved hvad jeg mener.

”Altid,” svarer han, og jeg ved at det er det mest konkrete svar jeg kan få. Det er sandsynligvis det mest konkrete svar der findes.

Vi rider i tavshed det sidste stykke, mens lyset langsomt sniger sig op over horisonten.

”Hvorfor gider du så?” spørger jeg ham efter et stykke tid.

”Gider hvad?”

”At hjælpe mig med at komme hjem,” uddyber jeg, og stopper hingsten foran døren. Hvad det sparsomme lys kan fortælle mig et huset nogenlunde intakt. I hvert fald på ydersiden.

”Fordi jeg ville ønske nogen havde gjort det for mig den gang,” siger han, og pludselig kan jeg meget bedre forstå hans bevæggrunde. Det handler ikke om selskab, eller overlevelse for ham. Det handler om at give noget han aldrig fik.

”Tak.” Det er et enkelt tomt ord, men jeg fylder det med al den taknemmelighed jeg nogensinde har følt.

Han smiler til mig mens jeg hopper af, og prøvende strækker mine ben efter den lange rejse på hesteryg. Alt fra mine knæ og nedad er følelsesløst.

Ethan følger mit eksempel, og klapper akavet Æsel på næseryggen da han kommer ned.

En del af min ønsker at vente på ham, men trækket fra mit gamle hjem er for overvældende, og jeg skubber døren op alene. Den hænger noget skrøbeligt på nederste hængsel, men fungerer ellers som den skal.

I entreen er der tomt. Det er den eneste måde at beskrive det på. Hvide vægge, gulve kun dækket af støv. Ingen sko, ingen jakker, ingen møbler. Intet.
I stuen er situationen en helt anden.

Alt er vendt på hovedet herinde, selv sofaen og kaffebordet.

”Clyde?” kalder jeg, selvom jeg inderst inde godt ved at huset er tomt. Det har været tomt længe.

På gulvet lægger en billedramme med bagsiden opad, men jeg ved allerede hvilket foto der er i den.
Jeg løfter den.

”Coral, er du okay?” spørger Ethan da han træder ind i stuen.

Clyde og jeg står sammen foran egetræet i haven. Han klynger sig til mine skuldrer mens jeg forsøger at løfte ham op til en svingtur som da han var mindre. Vi griner begge to.

Clyde, hvor er du?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...