The Whimper

"This is the way the world ends. Not with a bang, but with zombies breaking down the back door."
Det er essensen af Corals historie. På en ferie i Berlin angribes hendes far af Hitlers forrådnede lig, og det er ikke engang en dårlig joke. Da hun skyder det zombie-agtige væsen i hovedet bruger den hendes far som skjold, og han er død på stedet.
Samtidig rejser de myrdede sig fra gravene i hele verden, og snart er civilisationen tabt.
Disse levende lig kan kun dræbes for bestandigt hvis man tager deres liv på samme måde som det blev taget første gang, og Coral har erfaret at det kan være noget af en udfordring. De få overlevende der er tilbage er spredt for alle vinde, og Coral vil kun være tæt på et menneske på jorden. Hendes fortabte, muligvis døde lillebror Clyde.
Dette varer dog kun til hun møder Ethan, der med sit konstant selvglade smil og sarkastiske attitude virkelig forstår at vække irritationen i Coral. Og muligvis også noget andet.

12Likes
15Kommentarer
1056Visninger
AA

7. 5.

En uge, og næsten 400 kilometer senere er vi nået til det der engang var Bernice State Park i Afton, Oklahoma. Hestene er trætte, men en god ting er at Ethan er knap så bange for dem mere. Jeg har valgt at kalde hans Æsel, fordi den opfører sig som et. Og fordi den ikke er specielt køn.

Frieseren jeg har redet har jeg ikke fundet et værdigt navn til endnu. Måske er der bare ikke noget.

Nationalparken har næsten ikke ændret sig, men det er der kun få naturområder der har.

Byerne er en anden historie. Derfor er det også ganske naturligt for mig at vige tilbage da Ethan foreslår at vi nærmer os Vinita.

”Lad mig vise dig hvordan jeg overlever,” siger han, og peger mod horisonten.

”Jeg foretrækker at holde mig væk fra byerne.”

Han nikker som om han fatter det, men jeg tror ikke at han gør sig noget begreb om hvordan byerne i Oklahoma ser ud. Folk der kommer der fra ligner altid zombierne mere end de fleste andre rejsende.

”Men jeg foretrækker at holde mig til dem, så nu må det være min tur til at bestemme.”

Jeg ruller med øjnene. Hvis jeg ikke gider tage den vej han vil, så splitter vi bare veje, men det er åbenbart ikke gået op for ham.

”Godt for dig, så smut til Vinita, så er du også sikker på at få revet hovedet af på rekordtid. Ikke at det ville være noget kæmpe tab.”

Han kommer med et opgivende suk, og sender mig et blik der vidst nok skal forestille at være fornuftigt og konsekvent på samme tid. Ingen af delene fungerer for ham.

”Ha-ha, hvor er du sjov,” gør han nar, men ligner faktisk en der morer sig lidt.

”Hvad fanden er der galt med dig? Hvad skal det smørrede grin til for?” ler jeg. Han smiler bare endnu større.

”Ved du hvad? Når du ikke spilder al din energi på at svine mig til er du faktisk ret sød. Og ser ret godt ud,” bemærker han, på samme måde som man siger; Jeg tror det bliver regnvejr i dag;

”Du er sikker på at du ikke er ved at miste synet? For jeg er smurt ind i støv og mudder, mit hår er trævlet, og mine ribben stikker ud,” oplyser jeg ham, men i al hemmelighed nyder jeg lidt han flirteri.
Samtidig begynder vi at nærme os en korsvej. Hvis jeg ikke tager helt fejl fører den til højre mod nord, den ligefrem mod Vinita, og den til venstre mod området omkring Tulsa.

”Okay, lad os slå en handel af. Vi nærmer os ikke Vinita, men vi kan godt ride forbi området nær Oklahoma City,” foreslår jeg.

”I orden. Men bare så du ved det, så ser du altså ikke så slem ud,” siger han, og sparker Æslet frem i tölt. Heldigt for ham at han fik en islænder, for hvis det havde været trav og galop han skulle til at lære, ville det have taget meget længere tid.
Jeg trykker til min hingst, og vi følger efter dem i fri trav.


*

Vi når Oklahoma City omkring middag dagen efter, men Ethan vil tættere på end jeg bryder mig om. Han snakker hele tiden om at kunne finde noget ordentlig mad i nogle af de tomme forstadshuse, men det er bare ikke risikoen værd. Det er jo ikke fordi han er den eneste der har tænkt på at leve på døde menneskers hamstringer.

Vi passerer gennem et område kaldet Chickasha, da mine bevæggrunde endelig bliver klare for ham.

Det er vel over middag da larmen begynder at nå os. Lyden af skud og kampråb runger igennem de små forstadsgader.

”Hvad er det?” spørger Ethan. Hvis han plejer at opholde sig i byerne, hvordan i alverden kan han så undgå at kende den lyd.
”Det vil du ikke vide. Fart på!” beordrer jeg, og slipper frieseren i en galop. Æslet følger efter i fri tölt.

”Arh! De ramte min taske,” siger han anklagende, og kaster et kort blik på sadeltaskerne der svinger bag ham.
”Bare vær glad for at det ikke var dit hoved!”

Blodet dræner fra hans ansigt ved den bemærkning, og han beder Æsel om at sætte farten op.

Jeg kender det sted vi nærmer os nu. Ikke så godt som hvis vi var ved Wichita, men godt nok.

”Venstre!” råber jeg, og drejer min hingst rundt om et hjørne i sidste øjeblik.

Inde i gyden tager jeg farten lidt af, og venter på at Ethan er helt med.

”Hvor er vi? Hvordan vidste du at vi skulle dreje?” spørger han. Jeg tror ikke helt at det er gået op for ham hvor tæt vi er på grænsen nu.

”Vi er næsten hjemme,” siger jeg bare.
Det må være svar nok på begge spørgsmål.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...