The Whimper

"This is the way the world ends. Not with a bang, but with zombies breaking down the back door."
Det er essensen af Corals historie. På en ferie i Berlin angribes hendes far af Hitlers forrådnede lig, og det er ikke engang en dårlig joke. Da hun skyder det zombie-agtige væsen i hovedet bruger den hendes far som skjold, og han er død på stedet.
Samtidig rejser de myrdede sig fra gravene i hele verden, og snart er civilisationen tabt.
Disse levende lig kan kun dræbes for bestandigt hvis man tager deres liv på samme måde som det blev taget første gang, og Coral har erfaret at det kan være noget af en udfordring. De få overlevende der er tilbage er spredt for alle vinde, og Coral vil kun være tæt på et menneske på jorden. Hendes fortabte, muligvis døde lillebror Clyde.
Dette varer dog kun til hun møder Ethan, der med sit konstant selvglade smil og sarkastiske attitude virkelig forstår at vække irritationen i Coral. Og muligvis også noget andet.

12Likes
15Kommentarer
1059Visninger
AA

6. 4.

Da blødningen først er stoppet bliver Ethan en hel del mere snaksalig. Jeg begynder næsten at fortryde at jeg hjalp ham. Udover det gør han så stort et indhug i min allerede sparsomme forsyning at der ikke er noget der er værd at spise tilbage til mig.

Han slikker sine fingre kronologisk efter at have fortæret en hel vinge og et bryst af min due. Måske er det dræberblik jeg sender ham et klart hint, for han kigger på mig med store øjne og siger: ”Skulle du have haft noget af den?”

Jeg knurrer bare og stirrer ondt på ham, og det må være svar nok, for han spørger ikke igen.

Vandet han drikker, kan erstattes, så der siger jeg ikke noget til ham. Så længe han ikke er så grådig når der ikke er ubegrænset rent vand gør det ikke noget.

”Nå, men hvis vi mangler mad, kan vi så ikke gå ned og fiske?” spørger han på en måde der fortæller mig at han virkelig tror at der er nogle spiselige fisk tilbage.

”Er du virkelig så dum som du ser ud, eller har du bare arbejdet på Broadway?” spørger jeg ham med hævede øjenbryn.

Han ser ligeså fortabt ud som han lyder da han kommer med forvirret: ”Hvad?”

Jeg ved ikke om jeg skal grine, græde eller bare råbe over hans uvidenhed. Der skal altså ikke særlig meget til at regne ud at når der flyder lig rundt i floden er vandet udrikkeligt, og fiskene ikke til at spise.

”Hvordan har du overhovedet overlevet?” spørger jeg ham i stedet, for det er jeg rent faktisk nysgerrig over.

Han lyder sandfærdigt fascineret da han siger: ”Jeg tager fra hus til hus. Det er utroligt hvor meget dåsemad folk gemte i deres skabe før katastrofen.”

Katastrofen? Han kalder det en katastrofe, som om det er noget der kan fikses med nok penge og frivillige nok. Jeg plejer at være ærlig overfor mig selv, og bare kalde det verdens ende, men sådan har vi jo alle vores måder at håndtere svære situationer på.

”Fint. Men så skal jeg fortæller dig at floder er giftige, og forbudt område medmindre du ønsker en smertefuld død,” oplyser jeg ham, og det morer mig at iagttage ’’katastrofens’’ omfang gå op for ham.

”Hvad? Sprængte jeg lige din boble? Du troede da ikke helt ærligt at det eneste problem var zombierne, vel?”

Han nikker sammenbidt, og hans underlæbe vibrerer let. Gud, han skal ikke til at tude vel?
En enkelt tåre triller lydløst ned af hans kind før hans udtryk bliver hårdt.

”Vores verden falder fra hinanden, gør den ikke?” spørger han mig, og jeg kan kun give ham det ærlige svar han beder om, ikke det han gerne vil høre.

”Det er den allerede.”

*

Efter Ethan har samlet sig, og jeg har fyldt feltflasken på ny, slukker vi vores sidste tørst og bevæger os sydpå.

Han spørger mig hvordan jeg overlever, og i stedet for at forklare, skyder jeg en fasan lige for næsen af ham. Han klapper stille og smiler til mig.

Alt i alt er det rart at have en rejsemakker. Udover at han ved nærmest ingenting om noget som helst, er det rart ikke altid at have stilheden som mit eneste selskab.

Omkring solnedgang når vi til en dal, og nede mellem bakkerne ligger uforstyrret ranch. Jeg kan ikke forestille mig at der er nogen, hverken zombier eller mennesker, så jeg trækker Ethan med mig ned mod den. Det gode ved denne slags ejendomme er at der ofte er et alternativt transportmiddel at finde. Heste.

Det viser sig ret hurtigt at Ethan ikke er glad for den idé.

”De er ret store, synes du ikke?” spørger han mig, og rækker en tøvende hånd frem mod mulen på en islænder.

”Den der? Den er lille. Se, den der…” jeg peger op mod en bakkekam på deres fold, hvor en stor frieser tårner sig op. ”Den er stor. Og min, har jeg lige bestemt. Du tager bjerggeden der.” Jeg gestikulerer til islænderen med min ene hånd, mens mit blik bliver på frieseren. Med måden der går på kan det kun være en hingst.

Verdens undergang har ikke været så hård ved dyrene som den har ved os mennesker, og på en måde sætter det virkelig tingene i perspektiv. Det er som om de stor i samlet flok og siger: ”Vi klarede os fint før jer, og vi vil klare os fint længe efter, ellers tak!”

I mens Ethan arbejder på at blive familiær med islænderen, bevæger jeg mig mod hovedhuset, og begynder at lede efter forsyninger og seletøj til hestene.

I køkkenskabene finder jeg så mange dåser af frysetørret og konserveret mad, at jeg ikke engang kan få plads til dem i min rygsæk. Til gengæld kunne jeg godt trænge til at få fyldt tomrummet i min mave, og det gør jeg med en dåse forloren hare, med dåseananas som dessert.

Da jeg er færdig er min mave ved at sprænges. Det er længe siden at jeg har været så mæt, og det er værd at nyde. Man ved aldrig hvornår det sker igen.
Den tanke får mig tilbage til virkeligheden, og jeg rejser mig fra den taburet jeg indtil nu har okkuperet, og bevæger mig videre ind i stuen.

Midt i rummet står to holdere til sadler, hver med en westernsadel hængende henover.
Vi skal åbenbart rejse i cowboy stil. Cool.

”Oklahoma, her kommer vi.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...