The Whimper

"This is the way the world ends. Not with a bang, but with zombies breaking down the back door."
Det er essensen af Corals historie. På en ferie i Berlin angribes hendes far af Hitlers forrådnede lig, og det er ikke engang en dårlig joke. Da hun skyder det zombie-agtige væsen i hovedet bruger den hendes far som skjold, og han er død på stedet.
Samtidig rejser de myrdede sig fra gravene i hele verden, og snart er civilisationen tabt.
Disse levende lig kan kun dræbes for bestandigt hvis man tager deres liv på samme måde som det blev taget første gang, og Coral har erfaret at det kan være noget af en udfordring. De få overlevende der er tilbage er spredt for alle vinde, og Coral vil kun være tæt på et menneske på jorden. Hendes fortabte, muligvis døde lillebror Clyde.
Dette varer dog kun til hun møder Ethan, der med sit konstant selvglade smil og sarkastiske attitude virkelig forstår at vække irritationen i Coral. Og muligvis også noget andet.

12Likes
15Kommentarer
1053Visninger
AA

5. 3.

Mod mit instinkt slæber jeg ham med tilbage til mit vandhul. Mit hoved skriger af mig, for det her er mit sted, og i den her verden skal man passe på det man har. Men der er ingen andre steder hvor jeg kan få rent vand til at rense hans sår, og jeg har ikke tænkt mig at hælde hele min vandforsyning ud over hans forslåede krop.

Han er stadig en fjende i mine øjne.

”Så… Du er helt alene eller hvad?” spørger han mig. Jeg har ikke opretholdt min evne til small-talk, ikke at jeg var så god til det i første omgang, men jeg har ikke forudset hvor svær en kunst det kan være.

”Ja,” mumler jeg, og slæber ham videre mod min lysning, måske en smule hårdhændet.

”Hey, slap af!” snerrer han, men den truende attitude falder til jorden da han skærer ansigt. Hvad end der er sket med ham gør det åbenbart ondt.

Jeg svarer ham ikke. Det virker næsten overflødigt at udpege hvorfor jeg har kontrollen og han ikke har. Den første grund værende at han knap kan gå.

Da vi når kanten af min lysning slipper jeg mit greb i hans arm, og han falder til jorden som en sæk kartofler.

Han stønner tungt, og det rager mig en zombieficeret papand.

Jeg smider den slidte rygsæk med min ekstremt sparsomme oppakning, og finder feltflasken.

Mit vandhul er præcis som jeg efterlod det, og jeg kalder på den sårede.

”Hey mide, slæb dig her hen!”

Det er overraskende hvor hurtigt han reagerer på mit nye navn til ham, men på den anden side, der er jo ikke så mange at forveksle det med.

Utrolig langsomt får han trukket sig hen for mine fødder, hvor han falder sammen igen med et opgivende suk.

Jeg bakser ham om og ligge på ryggen så jeg kan kigge på hans ødelagte skulder. Såret er ikke så betændt som det først så ud, faktisk er det renere end jeg regnede med. Til gengæld koagulerer blodet ikke som det burde, men bliver i stedet ved med at sive ud i en lind strøm.

”Hvad har du lavet?” spørger jeg, ikke rigtig henvendt til nogen. Han er vist slået ud nu.

Da proppen på feltflasken kommer af, og jeg får skyllet det indtørrede blod væk, er såret slet ikke så slemt som jeg troede. En dæmpet hoste kommer fra ham, og han hvisker: ”Jeg skulle enten sprænge i favnen på zombierne eller pumaen. Gæt hvad jeg valgte?”

Hans skæve smil afbrydes da hans øjne ruller bagover og han går ud som et lys. Men ikke får han hører den lille latter jeg ikke kan holde nede.
Måske er pumafyren her ikke så slem.

Jeg renser resten af hans sår i tavshed, og hiver en strimmel stof af hans t-shirt som jeg kan forbinde det store sår på skuldreren med. Først da jeg er helt tilfreds med mit arbejde tager jeg lidt ekstra vand og sprøjter i hovedet på ham. Han sprutter lidt, og åbner så øjnene.

Det tager ham et øjeblik, men da han har kigget mit mesterværk igennem smiler han til mig.
”Hvad skal jeg kalde min redningsmand?”

”Coral,” fortæller jeg ham.

”Ligesom stenen?”
Det er kun med nød og næppe at jeg ikke slår ham ned lige der.

”Nej…” knurrer jeg.

Han smiler anstrengt.
”Jeg ved da godt at de ikke er sten… Hvad er de?”

”Små levende havdyr. Jeg er kraftedeme ikke opkaldt efter en grim død sten,” vrisser jeg af ham.
Han sender mig et smil der sikkert scorede sindssygt mange piger den gang der var sindssygt mange piger at score.

”Jeg er sikker på at det ville være en meget smuk sten.”

Dengang det smil stadig fangede hans seneste ofre, ville jeg have været en af dem der faldt for det. Det er ikke engang tæt på nu.

”Ja-ja. Og du er?”

”Kald mig Ethan.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...