The Whimper

"This is the way the world ends. Not with a bang, but with zombies breaking down the back door."
Det er essensen af Corals historie. På en ferie i Berlin angribes hendes far af Hitlers forrådnede lig, og det er ikke engang en dårlig joke. Da hun skyder det zombie-agtige væsen i hovedet bruger den hendes far som skjold, og han er død på stedet.
Samtidig rejser de myrdede sig fra gravene i hele verden, og snart er civilisationen tabt.
Disse levende lig kan kun dræbes for bestandigt hvis man tager deres liv på samme måde som det blev taget første gang, og Coral har erfaret at det kan være noget af en udfordring. De få overlevende der er tilbage er spredt for alle vinde, og Coral vil kun være tæt på et menneske på jorden. Hendes fortabte, muligvis døde lillebror Clyde.
Dette varer dog kun til hun møder Ethan, der med sit konstant selvglade smil og sarkastiske attitude virkelig forstår at vække irritationen i Coral. Og muligvis også noget andet.

12Likes
15Kommentarer
1112Visninger
AA

4. 2.

De klodsede fodtrin er det første der alarmerer mig. Intet menneske ved sine fulde fem ville bevæge sig så højlydt i fjendtligt territorium.

Naturligt smider jeg mig på jorden og ruller ind under den nærmeste busk. Skridtene kommer tættere på, og den tunge stønnen der altid følger zombierne bekræfter kun min mistanke.

Tingesten stopper op ikke så langt fra mit gemmested, og jeg trækker langsomt min pistol. Den har blod løbende ned af benet, hvorfra aner jeg ikke. Men jeg vil have at den skal bevæge sig videre hurtigt, for ellers slutter dens rejse her. Fra under min busk kan jeg se nogle overraskende velholdte løbesko, og undrer mig et øjeblik. Rejser de sig stadig? Den her ser frisk ud.

Men frisk eller ej ændrer ikke på noget, og jeg skubber mig ud fra under busken med pistolen sigtet mod dens hoved.

Men den er ikke en den. Den er en han, og han har et meget forpint udtryk i ansigtet. Man behøver ikke at være et geni for at regne ud at det har noget at gøre med det blod jeg bemærkede før. Hans venstre side er dækket af sår og rifter, lige fra det krøllede leverpostejshår, til de sorte sneakers. De små rifter er vokset pænt sammen, men de større sår ser ud som om de har været lukkede til op til flere gange. Et par af dem har betændelse sivende ud, og jeg ved at hans overlevelseschancer ser små ud. Måske skulle jeg bare gøre en ende på hans lidelser.

Jeg tilpasser mit sigte, og skal lige til at presse mod aftrækkeren da han smiler.

”Du ser ret rå og sexet ud, bare så du ved det,” siger han, og får et flirtende glimt i øjnene. Kun et øjeblik senere går en rystelse igennem ham.

”Du er heldig at du allerede er en krøbling uden min hjælp, at du ved det,” besvarer jeg ham med den beregnende stemme jeg plejede at spejle hos min far.

Autoritet var en ting han nåede at lære mig.

Han står et sekund og ser på mig, før en lille latter løber igennem ham, efterfulgt af endnu en krympen af smerte.

”Kan du hjælpe mig med det her?” spørger han, og gestikulerer til hele sin forrevne krop i en bevægelse.

Jeg giver mig tid til at iagttage ham lidt og opveje fordele og ulemper.

Ulemperne er at han lige nu er svag, langsom og sikkert også feberhed. At jeg har svært nok ved at mætte min egen mund, og ikke ved om jeg kan stole på ham. Og farven på hans hår.

Fordelene er det tydelige forspring det giver mig at have an allieret. Jeg ville få mere søvn, hvis han bestemte sig for at holde sig til mig efter han kom sig. Jeg ville ikke skulle bruge helt så meget tid på at søge efter vand og mad, og jeg ville have en partner i kamp.

Alt i alt når jeg frem til at fordelene opvejer ulemperne, og sender ham et sidste beregnende blik.

”Ja, det skal jeg nok. Kom med,” sukker jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...