The Whimper

"This is the way the world ends. Not with a bang, but with zombies breaking down the back door."
Det er essensen af Corals historie. På en ferie i Berlin angribes hendes far af Hitlers forrådnede lig, og det er ikke engang en dårlig joke. Da hun skyder det zombie-agtige væsen i hovedet bruger den hendes far som skjold, og han er død på stedet.
Samtidig rejser de myrdede sig fra gravene i hele verden, og snart er civilisationen tabt.
Disse levende lig kan kun dræbes for bestandigt hvis man tager deres liv på samme måde som det blev taget første gang, og Coral har erfaret at det kan være noget af en udfordring. De få overlevende der er tilbage er spredt for alle vinde, og Coral vil kun være tæt på et menneske på jorden. Hendes fortabte, muligvis døde lillebror Clyde.
Dette varer dog kun til hun møder Ethan, der med sit konstant selvglade smil og sarkastiske attitude virkelig forstår at vække irritationen i Coral. Og muligvis også noget andet.

12Likes
15Kommentarer
1088Visninger
AA

3. 1.

Madressourcerne er ved at slippe op i mine nuværende omgivelser, men i det mindste er her vand. Vand og en højtråbende mangel på menneskeædende blegansigter.

Vandet er selvfølgelig kun til at finde hvis man ved hvor man skal lede, og zombierne dukker sikkert op før eller siden, men man skal være glad for hvad man har. For ellers har man slet ingen ting.

Et par gange inden for de sidste par måneder har jeg fra tid til anden spottet en ensom vandrer med en shotgun, på vej mod Lake of Ozarks. Hvis jeg var venlig nok, ville jeg have givet mig til kende og oplyst dem om at vandet i søen er udrikkeligt, og at man ligeså vel kan springe råbende ind i Kaiser, byen lidt længere østpå, for zombierne dræber dig i det mindste med det samme.

I stedet har jeg ladet hver og en af dem fortsætte videre, og et par dage senere har jeg fundet dem døde nær bredden. Ikke ligefrem et kønt syn, men jeg har gjort det til min opgave at give dem en ordentlig begravelse. Dels fordi den lille tilbagetrukne samvittighed jeg har tilbage mener at det er min skyld, hvilket det jo rationelt set ikke er… så meget – og dels fordi lugten af råddent kød tiltrækker menneskeæderne.

Nej, hvis man vil have fat i rent vand skal der graves. Jeg har for nyligt fundet et træ, meget større end alle de andre i nærheden, og har gjort det til et landemærke for mit eget private vandhul. Fjorten skridt mod øst fra det træ, og man når en ellers skjult lysning. En nat efter jeg havde set en vandrer manglede jeg et sted længere væk fra den midaldrende mand end min almindelige lejr, hvor jeg kunne finde hvile. Fremmede menneskers nærvær giver mig myrekryb.

Den nat fandt jeg lysningen, og gravede et hul, der skulle gøre det ud for ly. Men da jeg vågnede ved daggry var jeg gennemblødt. Lige siden den dag har hullet været min vandforsyning, og det er endnu ikke løbet tør.

Men maden er stadig noget andet. Mit repertoire af spiselige planter er mindre end det kunne have været, men af gode grunde tør jeg ikke at røre afgrøder jeg ikke kender. For mange er allerede døde af uvidenhed og uforsigtighed.

Ellers er der selvfølgelig dyrene, men de er efterhånden få, og de seneste par år er de også blevet mere og mere sky.

Jeg må indse at der ikke er nogen fremtid i området her, hvis jeg vil overleve, så nu er spørgsmålet bare hvor jeg skal hen. I min søgning på min lillebror vil jeg bevæge mig mod syd, og vores hjemby Winters i centrum af Texas. Sandsynligheden for at han stadig er der efter tre år er lille, men jeg skal starte et sted, og jeg skal finde ham.

Lille, lyshårede, naive Clyde med flere smilehuller end man kan tælle.

”Du er i live. Du skal være i live.”

Jeg fylder min gamle vandflaske i vandhullet, pakker resterne af den due jeg skød og stegte i går, og smider min rygsæk på ryggen. Med kompas i hånden siger jeg farvel til mit hjem de sidste måneder, og begynder min vandring sydpå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...