Sorte tanker - One Shot

Dette er min stil i dansk, håber I kan lide den!
Det handler den om: Kath skal begynde på en skole i en lille by. Her møder hun Sasha, hvis veninde døde i en brand. Sashas veninde bad Sasha om at tage hævn, på sin dødsdag. Og det gør hun. Hun brænder den forbandede skole ned, men dør selv. Hvordan vil det tage på Kath når hun bliver forvildet ind i en masse sorte tanker?

10Likes
3Kommentarer
533Visninger

1. -

 

Proglog.

 

Mary prøvede at vriste sig fri af deres greb, da de bar hende ned i kælderen. De låste hende inde omme bag et hegn. “Luk mig ud!” Råbte hun. De grinede. “Nu er du ikke så sej, hva’?” En pige tog et sug af sin smøg, inden hun smed den ned i en papkasse ovre i hjørnet. Man kunne lugte at gløderne var ved at tage fat. “Vi ses Mary. Åh, det gør vi nok ikke alligevel, min fejl. Ka’ du hyg’ dig!” De gik op ad trappen og lukkede døren. Mary skreg. “Hjælp! En eller anden! hjælp mig!” Hun gik totalt i panik, for flammerne var allerede begyndt at komme. “Så hjælp mig dog!” Skreg hun.

 

Sasha var på vej ned til kemi, da hun kunne høre nogen skreg. Ikke bare nogen. Mary. Hun smed hvad hun havde i hænderne og styrtede ned i kælderen. Hun fik hurtigt fjernet de ting der spærrede døren. Da hun åbnede den, blev hun mødt af varme og røg. Hun kravlede derind. “Ma-ry?” Hostede hun. “Sasha! Hjælp. Mig!” Hostede Mary tilbage. Sasha prøvede at få låsen op forgæves. “Den vil kraftedme ikke!” Råbte hun. Flammerne kom nærmere. Hun så sin veninde i øjnene. Mary var begyndt at græde. Den Mary der ellers aldrig græd, den Mary der havde reddet hendes liv. “Mary. Jeg kan ikke!” Sagde hun grædefærdigt. Hun knugede Marys hånd. Mary var begyndt at døse hen. “Mary du må ikke forlade mig!” Skreg Sasha. “Jeg skal nok komme tilbage. Det lover jeg,” hviskede Mary sløvt. “Det ved jeg. Det gør du altid.” Det sidste hun så inden nogle ambulancefolk trak hende væk, var hendes bedste venindes blodsprængte øjne.

 

Hun gik ned i kælderen. Det var en måned siden Marys død. Folk havde ikke troet hende da hun sagde at Mary havde været her. Folk fandt på at Mary havde begået selvmord, var forsvundet eller andet vrøvl. Sasha tog et lille brev op der lå på gulvet. Kære Sasha. Jeg er her stadig. Jeg lever, bare ikke i en krop. Jeg lover dig, jeg kommer tilbage. Men så skal du også love mig en ting. Tag hævn på dødsdagen. Bare rolig, en dag skal vi genforenes, du og jeg. Vent på mig. XX Mary.

____________________________________________________

 Klumpen i hendes hals blev større og større jo tættere hun kom på skolen. Hendes fødder var tunge og hun måtte kæmpe for at få dem til at bevæge sig.                                     

 

Skolen var alt andet end hvad hun var vant til. Den var stor i forhold til den lille by den lå i. Hun lod sit blik glide igennem det store lokale, for at se om der var nogen hun kunne spørge om vej hen til kontoret. Der var ikke en sjæl på gangen. Hun fik det koldere og koldere. Hvor var folk henne? tænkte hun panisk. Hårene rejste sig, fordi hun synes hun kunne høre en trække vejret. Hun åndede tungt ud og kunne se sin ånde. Hun klamrede sig til sin jakke.

 

En dør gled langsomt og knagende op, som fik hende til at falde sammen. Hun kneb øjnene hårdt i. Hvad er det der sker?

 

Hun kunne mærke den kolde ånde mod sin hud, men turde ikke åbne øjnene. Lugten af noget der brændte fyldte hendes næsebor og hun fik langsomt kvalme. “Hvis jeg var dig, ville jeg flytte tilbage til hvor du kom fra.” Stemmen var hård, kold og skinger. Den rungede smertefuldt i hendes øre, men på ét sekund stoppede kulden, smerterne og stemmen. Hun åbnede langsomt øjnene. Er jeg kommet for tidligt? Tænkte hun.

 

Lyset tændte og elever begyndte at strømme ind. Hun rejste sig op og svang sin taske over skulderen. Hun tænkte på det der lige var sket. “Hvis jeg var dig, ville jeg flytte tilbage til hvor du kom fra.” Hvad havde stemmen ment med det? Opslugt af sine egne tanker, kom hun til at gå ind i én.

Hun var næsten kun klædt i sort. Mascaren lå tungt på hendes øjenvipper og eyelineren gjorde hendes øjne mørke og dystre. “Se dig dog for!” Hvæsede hun vredt. Den mørke pige skubbede hende til side, og gik forbi hende.

 

“Hende skal du ikke tage dig af,” sagde en stemme bag hende, som fik hende til at udstøde et gisp. Hun vendte sig om. En fyr med lyseblå øjne studerede hende kort, inden han fortsatte: “Jeg hedder Ethan.” Han rakte en hånd frem. Hun tog den. “Hej Ethan. Jeg hedder Kath.”

“Hvad leder du efter?” Spurgte han langsomt. Kath sendte ham et nervøst smil. “Kontoret,” mumlede hun. Han tog fat om hendes håndled og trak hende med. Hun var flere gange ved at falde forover, fordi han var så hurtig.

 

“Her er det,” sagde han og pegede på døren. Hun smilede svagt til ham. “Tak.” Hun trak håndtaget ned og gik ind. En dame sad bøjet ind over sin computer, så op. “Hvad kan jeg gøre for dig?” Spurgte hun og kiggede ned på sin skærm. “Øh, jeg er Kath May. Jeg er ny...” Efter et par klik kiggede hun igen op. “Ja, du står her... Du skal bare gå ned til lokale Y-2. Det er lige nede af gangen.” Hun sendte Kath et (falsk) smil.

 

Hun kunne mærke klumpen komme igen. Det var bare nervøsitet - Ikke? Hun trak vejret hurtigt, og et kort øjeblik kunne hun høre nogen trække vejret. I små rolige træk. Hun rystede på hovedet. Hun trak håndtaget ned og kunne mærke klumpen næsten kvalte hende.

 

Alle kiggede med et underligt blik på hende. Hun trådte ind i klassen og slugte klumpen. “Jeg er Kath - Den nye elev.” Hun smilede, men ikke rigtigt. Hendes blik gled igennem klassen, indtil hun så den mørke pige.

 

Hun holdt vejret et kort sekund. Pigen studerede hende med et mørkt og tomt blik, som gav Kath kuldegysninger. Kath skimmede rummet efter en plads, men der var kun én. Ved siden af pigen. Kath gik med faste skridt hen imod pladsen, men indeni var hun virkelig bange.

 

Hun satte sig ned og pigen studerede hende stadig. Pigens øjne blev til små, sorte sprækker og så sagde hun med en hæs stemme: “Du minder mig om hende...” “‘Hende’? Hvem?” Spurgte Kath med rystende stemme. “Jeg kan ikke fortælle det her...” mumlede pigen.

 

Kath skimte desperat kantinen efter en ledig plads. Ingenting. Nothing. Hun kunne mærke en hånd på hendes skulder. “Hej Kath!” Det var Ethan. “Hej...” Hendes blik var limet fast til jorden. “Øhm... Du ved, hende pigen dér, hvem er hun?” Spurgte Kath og nikkede hen imod den mørke pige med det mørke blik. “Arheh... Hende skal du holde dig fra...” mumlede han og så væk.

 

“Hvorfor?” Spurgte Kath med et forvirret udtryk. “Hør. Hun er bare ikke en man skal omgås med, okay?” Han lød alvorlig. Kath var forvirret - Hvad var der i vejen med hende pigen? Havde hun gjort noget? “Hvorfor?” Gentog Kath. Han himlede med øjnene.

 

“Kom.” Han tog hendes hånd og førte hende ud på gangen. Han så sig over skulderen. “Hendes bedste veninde døde for et år siden...” Begyndte han. Kath kiggede interesseret på ham.“Denne her veninde hed Mary. Sasha holdte rigtig meget af hende. Man siger hun begik selvmord, og at hun spøger her på gangene, men jeg kender ikke nogen der har set hende.” “...Selvmord? Hvorfor?” Spurgte Kath lavt. “Ingen ved det. Sasha har dog en anden version af historien, men hun gider ikke fortælle den. Det eneste hun har sagt er at de vil tage hævn.” Ethans stemme var pludselig blevet bange. Kath sank en klump. Hun fik faktisk ondt af Sasha - Tænk at miste sin bedste veninde!

 

Ethan gik, men Kath stod stadig på gangen. Hvad var Sashas historie? Og hvorfor ville hun ikke fortælle den? Spørgsmålene blev ved og ved inde i Kaths hoved. Lugten af noget der brændte var her igen. En kvalmende fornemmelse bredte sig i hendes hals. “Hvis jeg var dig, ville jeg forsvinde inden det er forsent.” Det var stemmen. Den var her igen. Kath begyndte at gå. Hurtigt. Hun gik ind i kantinen igen. Hendes blik fandt Sasha. Hun sad alene og studerede et stykke gammelt papir.

 

Kath tog mod til sig og gik der over. Hun trak stolen ud, som lavede en høj skramlen. Sasha så forvirret på hende, men så ned på papiret igen. Efter en del stilhed besluttede Kath at bryde den. “Du hedder Sasha, ikke?” Fløj det ud af Kaths mund. Sasha så på hende med sprækker som øjne. “Jo...” Det løb Kath koldt ned ad ryggen. “Jeg har hørt det med din veninde og...-” “Nu ikke også dig! Nej, hun begik ikke fucking selvmord! Så dum er hun ikke! Det hele er løgn!” Halv råbte Sasha. Hun rejste sig op og lod stolen falde med et brag, imens hun styrtede mod udgangen fra kantinen. “Sasha, vent!” Råbte Kath og løb efter hende.

Sasha stoppede først udenfor. Hun trak vejret hurtigt. “Sasha jeg ville jo ikke...” Kaths stemme knækkede, da hun så at Sashas mascara løb. Sasha snøftede. “Du tror ikke på det, vel?” Sasha kiggede ikke på Kath der hun sagde det. “Nej, eller... Det tror jeg ikke.” Sasha kiggede hende for første gang i øjnene. “Du tror ikke jeg er skør?” Kath anede ikke hvad hun skulle svare. “Nej...” Endte hun med at sige. “Du må ikke fortælle det her til nogen. Ikke en levende sjæl. Ikke en død sjæl. Vil du vide hvordan det virkelig skete?” Kath sank en klump og nikkede.


 

Det var nogle uger siden Kath havde hørt den rigtige historie om Mary. Den var dybt tragisk og sørgeligt. Det måtte have været forfærdeligt, men det var som om der var en ting Sasha ikke fortalte hende.

Stemmerne var heller ikke gået væk, nærmere blevet værre. Måske luskede Mary alligevel rundt i gennem gangene? Kath gyste. Hun kunne ikke holde ud at tænke på det.

 

Sasha havde fortalt hun aldrig havde været populær. Slet ikke. Hun havde nået bunden fordi hun blev mobbet. Mary havde været den nye pige i den her historie. Lige der Sasha var inde på toilettet og stod med pillerne i hånden, havde Mary kommet brasende og reddet hende. Reddet hende fra sig selv. Mary havde hjulpet hende op af det hul som havde føltes uendeligt.


 

Sasha sad igen med det gamle papir i hånden. Nu måtte Kath altså vide hvad det var! “Sasha? Hvad er det der egentlig?” Hun gjorde et nik mod papiret. Sasha tog hendes hånd og førte hende udenfor. “Okay...” Sasha tog en dyb indånding. “Der Mary døde, eller efter branden, var det lukket af der nede i et stykke tid. Ingen har turde gå derned siden det blev åbnet. Dernede fandt jeg et brev - Fra Mary. Det er en del år siden nu. Der står hun kommer tilbage til mig. Og det ved jeg hun gør. Det gør hun altid...” Hviskede hun. Kath anede ikke hvad hun skulle sige. Men så sagde det klik indeni hende. “Jeg har hørt hende.” Det var som om hun ikke sagde ordene. “Hun siger jeg skal flygte. At jeg skal gå inden det er forsent. Ved du hvad hun mener med det?” “Jeg har også hørt hende. Men hvad hun mener kan jeg ikke fortælle dig, det må jeg ikke. Bare lov mig du ikke er på skolen på fredag. Det er Marys dødsdag.” Kath nikkede, men var stadig usikker. Skulle hun have holdt sig væk fra Sasha som Ethan sagde?


 

Det var imorgen. Imorgen var det Marys dødsdag. Der var gået cirka en uge. Kath gik på gangen. En kold vind ramte hende. “Ved du hvad der sker imorgen?” Stemmen var hånlig. Hun begyndte at kunne se omridset af en person. Huden var hvid som sne, ligesom hendes hår. Den brændte lugt fulgte hende. “Nej. Det ved jeg ikke.” Kath sank en klump. Hvad ville Mary hende? Noget ondt? “Det overrasker mig Sasha ikke har sagt det.” Marys stemme var så kold at Kath kunne mærke den. “Imorgen får jeg min hævn.” Kaths hals snørede sig sammen. “Hvilken hævn?” Hviskede hun. Mary var kommet uhyggeligt tæt på. Hun strøg Kath over armen. Det var koldt. Virkeligt koldt. Hun borede sine lange negle ind i huden på Kath, så hun måtte kæmpe for ikke at skrige. “Hævnen jeg har ventet alt for længe på. Jeg hader den her fucking skole. Den skal ikke få lov til at ødelægge flere liv, ved at lade flere idioter gå på den. Og hvis jeg er heldig, får jeg også ram på nogle af dem...” “... Mener du?” Kath rystede på hovedet. “Lige netop. De skal dø.”


 

Kath var stadig kold indeni efter i går. Hun var ufatteligt bange. Sasha havde vidst det hele. Hun havde vidst hvad der skulle ske på Marys dødsdag. Hvorfor havde Sasha fortalt hende om Mary? Hvorfor? Måske fordi hun vidste at Kath ikke ville sladre? Kath fik det uendeligt dårligt indeni. Hun havde set sig om flere gange efter Sasha, men hun var ikke i skole. Hun ville gøre det i aften, det vidste Kath. Nu var det bare at vente.

Hun havde ringet til Sasha, men uden ordentlige svar. Deres samtale foregik sådan:

“Du gør det ikke Sasha!”

“Jeg gør det.”

“Lad være!”

“Jeg gør det.”

“Hvad gør du hvis du bliver snuppet?”

“Jeg bliver ikke taget, jeg er sammen med Mary.”

“Hvis du gør?”

“Selvmord.”

Og så afbrød bib-tonen opkaldet.



 

Mørket faldt på og Kath var nervøs. Hvad skulle hun gøre? Hun havde overvejet at ringe til politiet - Men hvordan melder man et spøgelse? Hun tog en beslutning. Det skulle gå hurtigt.

 

Hun løb alt hvad hun kunne. Selvom hendes ben var ved at svigte, løb hun stadig. Hun nåede skolen. Lugten af røg lå tungt i luften. Hun hostede et par gange. Hun holdt armen for næsen og gik videre. Mørket lukkede sig sammen om hende. Hun kunne se et lille glimt af ild henne ved skolen. Kom hun for sent? Hun løb hurtigere.

Sasha. Hun var inde på skolen.

 

“Nu kommer Kath snart, også kan vi flygte.” Sasha nikkede. Det hele havde været en del af planen, for at Mary kunne få livet tilbage. Ved at tage et andet. “Panserne kommer ikke til at opdage noget,” sagde Sasha men et underligt smil. “Begynd at skrig, hun er her.” Sasha skreg hjerteskærende og højt, så man skulle tro hun var i fare rigtigt. “Hjælp!”

 

Kath hørte et skrig, det kom fra aulaen. Hun løb så godt hun nu kunne, og dér var Sasha, men hun var ikke i smerte. “Hej Kath.” Marys stemme var ondskabsfuld, og det løb Kath koldt ned af ryggen. “Jeg sagde jo, du skulle flygte mens du kunne.” Kath blev kold indeni. Hun var blevet narret. Mary lavede en bevægelse med hånden, som fik Kaths indre til at fryse til is. Kath ville skrige, men hun kunne ikke, hun lå på gulvet, krummet sammen.. Mary kom nærmere. Hun strøg Kath over armen igen, og satte neglene i. Tårerne var begyndt at komme frem i Kaths øjne. Hendes hjerte gjorde ondt. Det føles som om der var ild i det, og der løb blod ned af hendes arm. Kath begyndte at døse hen, og blodet sivede stadig ned af hendes hud. “Farvel Kath, og sov godt. Det bliver en evig søvn,” hviskede Mary koldt, men et smil på læben. Mary begyndte at bløde ud af øjnene og brød ud i brand, inden hun forsvandt, og hun tog Sasha med. Kath var alene, og kunne mærke smerten blive mindre og mindre, jo mørkere og sløret hendes syn blev. Sirener lød udenfor, men det kunne Kath ikke høre. Alt var sort.

 

____________________

Ja, det var min stil... Vil I ikke give mig feedback på den? :) Hvad synes I?

       

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...