Det hele skal nok blive okay

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 19 mar. 2013
  • Status: Igang
Et kapitel fra en længere roman jeg selv har skrevet om en person, hvis liv er bemærkelsesværdigt og værd at følge med i.

0Likes
0Kommentarer
141Visninger

1. Problemer

Et liv som forfatter kan være hårdt. Du er hele tiden på randen af de sindssyge. Hvis du bare træder et skridt forkert, risikerer du at falde ud over kanten og drukne i sindssyge ord, der vil rive dit sind i småstykker. Hvis du bevæger sig for langt væk fra kanten, vil du miste ordene, som instinktivt søger hen mod kanten for at slutte sig til de andre ord nede i havet. Det handler om at finde den rette balance. Det handler om at passe på dit sind, for hvis du ikke passer på det... hvem skal så betale dine regninger?

Den rytmiske klampren af taster stopper et øjeblik. Nej, tænker jeg. Ikke også i min historie. Jeg griber fat om musen og markerer det hele, hvorefter jeg trykker på delete. Det er fanme noget sludder det hele. Jeg ånder tungt ud og kigger i stedet ud af vinduet, hvor jeg har udsigt ud over København, og endnu længere ude havet, som en lille blå plet i kontrast til den lyse himmel. Lige under mit vindue går folk uvidende forbi, ved ikke, at der heroppe på øverste sal, i et ærlig talt uvedligeholdt hus, sidder en mand, der ikke kan finde ud af at få sin tekst til at fungere. Noget af det har jeg da ret i. Et liv som forfatter kan være hårdt.

Jeg lever sådan set på pengene fra min første bog. ’Kanten’, som den hedder, blev udgivet for nylig af et forlag, der må have haft medlindenhed med mig. Det er ikke fordi pengene ligefrem strømmer ind. Tværtimod. Regningerne vælter ind af brevsprækken, og det lader ikke til få nogen ende.

Jeg har da overvejet at skaffe mig et job, men de hænger altså ikke lige på træerne for tiden. Politikerne taler om ”krisen”. Har overvejet at skrive en bog, der minder om ’Kanten’ men bare hedder ’Krisen’. Kan I lige forestille jer det? Ja, jeg kan i hvert fald ikke. For det andet er der også grænser for, hvad en forfatter kan arbejde som. Jo, jeg kunne da nok klare et job i Netto eller sådan noget, men det er et fuldtidsjob at være forfatter - og så er der jo lige den stolthed, der hører til faget.

Mine tanker vender tilbage til menneskene under mig, da telefonen pludselig ringer. Jeg hader den ringetone. Det lyder som når en kat bliver kørt over, hvilket de gør tit her, men det var den billigste telefon de havde i butikken, og jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan man ændrer den irriterende lyd.

Jeg rejser mig dovent op, og tager telefonrøret op til øret, egentlig kun for at få den irriterende ringetone til at stoppe. Jeg når ikke at spørge hvem det er, før personen selv siger det.

”Hej, det er fra folketidende, kan jeg træffe en Phillip SkovDahl?”

”Øh, ja, men…” Mandens stemme afbryder mig skarpt og bestemt, som om han har helt vildt travlt. Det har telefonsælgere som regel også.”Jeg vil gerne fortælle Dem om et tilbud, vi har kørende lige nu. Får De folketidende? Hvis ikke, så kan De nu få den gratis hele den første måned, derefter koster det kun…”

”Hey, rolig nu makker. Jeg vil altså ikke købe noget.”

”Jamen, det er et glimrende tilbud, De kan jo slå til nu…”

”Jeg vil ikke købe noget,” gentager jeg igen, og irriterer mig over manden, der ikke virker til at fatte noget som helst. Jeg plejer ellers ikke at lade mig irritere så let. Men det har heller ikke været den bedste dag i dag. Det har faktisk været en rigtig dårlig uge, nu hvor jeg tænker over det. Jeg har sådan set spildt den på at skrive noget for derefter at slette det.

”Vi har også en andet tilbud, måske passer det bedre til Dem…”

Jeg tager en dyb indånding, og behersker mig for ikke at smide røret på. Det er en fristende tanke, men det husker mig også på, hvor skrøbelig den dumme telefon er. Hvis jeg smider røret på, går den sikkert i stykker, og så er der en regning mere til mig.

”Jeg vil ikke købe noget,” gentager jeg igen, og håber på at den går igennem til ham denne gang. ”Vil De ikke lige høre tilbuddet først? Det hele drejer sig om økonomi…”

Nu er det min tur til at afbryde. ”Nej tak.”

”Jamen, så takker jeg for din tid.”

Han ligger på. Den duttende lyd, der kommer, når der er en i den anden ende der ligger på, irriterer mig næsten lige så meget, som ringetonen der lyder, som når en kat bliver kørt over.

Jeg ligger forsigtigt røret på plads, og smider mig i sofaen, som jeg har fundet på genbrugspladsen. Min mor syntes, den var så grim, at hun besluttede sig for at ombetrække den. Nu har den så fået et lyserødt blomstret mønster, som min mor synes frisker min lille taglejlighed op. Jeg syntes nu, at den så bedre ud, da den kom direkte fra genbrugspladsen. (Det har jeg dog ikke turdet nævne for hende).

Min taglejlighed består sådant set af tre rum. Fem, hvis man tager toilettet og den smalle gang med. En gang der fører fra døren (man næsten ikke kan åbne) ind til stuen, som ikke er særlig stor (der er lige plads til sofaen, et sofabord og et tv), gangen fører også ind til et køkken, hvor jeg som regel spiser over vasken og så soveværelset, hvor min seng og computer lige akkurat kan være. I kan vel nok forstå, at der ikke er så meget plads. Jeg er nu bare lykkelig for, at jeg ikke bor hos min mor mere.

Ja, hun er da meget sød. Hun hjælper mig med nogle af mine regninger og det huslige, men hun plaprer konstant om, hvor god min dumme storebror er, og hvor godt han klarer sig i sit nye job som direktør for en eller anden dum virksomhed med et dumt navn. Det eneste gode jeg kan se i det er, at han næsten aldrig har tid til at besøge mig. Hvis man ser bort fra hans ”uventede” besøg.

Jeg lader mig glide ned i sofaen, og rykker lidt på mig, for at undgå at sidde direkte på en fjeder. Jeg finder fjernbetjeningen under en blomstret pude, som jeg skubber ned på gulvet for at få lidt plads. Mit oldtidsfjernsyn går summende i gang, og jeg tjekker hurtigt de få kanaler jeg har. Sapper hurtigt forbi de tyske kanaler, og finder så en eller anden udsendelse om dyr, som jeg finder tilfreds-stillende.

Jeg lukker øjnene, mens jeg lytter til fjernsynet som fint informerer mig om, hvordan to blæksprutter parrer sig. Som om jeg nogensinde vil få brug for den information.

 

Jeg må have døset lidt, for jeg slår øjnene op ved, at et eller andet dyr bliver spist i fjernsynet. Udenfor står solen højt på himlen, og jeg tjekker hurtigt mit ur. Kvart over tre. Åh nej, min mor ringer altid klokken halv fire, præcis. Hver dag. Hver eneste uge. Hver eneste måned. Og hun snakker altid om det samme. Min bror.

Den halve time hvor hun bare plaprer løs, sidder jeg som regel og får tiden til at gå med at spille lidt dart. Det eneste hun behøver, er et ’ah’, og et ’wow’ eller et af mine nyeste ’er det virkelig rigtigt?’ engang imellem.

Så plejer hun at spørge, om jeg har nogen regninger, jeg ikke har fået betalt, og jeg plejer at svare noget i retning af: ’næ… nej… jo, der var da vist lige den der, og den der…’

Telefonen begynder igen at ”skrige”. Jeg kigger på uret. Hun er lidt tidlig på den. Jeg lader den ringe et par gange før jeg tager den, så virker det, som om jeg var i gang med at lave noget.

”Hej mor,” siger jeg, i det jeg fører røret op til øret. ”Mor? Ej kære Fotter, det er bare mig!”

Han behøver ikke at sig hvem ”mig!” er, for jeg ved det allerede. Der er kun én person i hele verden, som kalder mig Fotter. Og det er tilfældigvis den person jeg hader allermest. Øgenavnet er vist noget han har trukket ud af ordet forfatter.

”Hvordan står det så til med min kære lillebror?”

”Fint,” svarer jeg undvigende. Jeg har virkelig ikke lyst til at snakke med ham nu. Hvis mor ringer, vil jeg gerne lige høre på hende, for jeg har faktisk nogle regninger, der skal betales.

”Fint?” spørger han fra den anden ende af telefonen. ”Sidst jeg ringede, var det vist et ironisk glimrende, så jeg tager det som en forbedring. Hva, brormand, har du tid til at jeg lige smutter en tur forbi? Nå ja, det havde jeg helt glemt! Du har ikke andet end tid. Jeg er der om ti minutter.”

Jeg når ikke at komme med nogle indvendinger, før han lægger på. Det gør han hver gang. Lægger på lige inden jeg kan nå at komme med en eller anden lam undskyldning om, at jeg altså skal til moster Elses fødselsdag, og du desværre ikke er blevet inviteret, fordi der ikke er plads til din kæmpestore røde Ferrari i indkørslen.

Jeg skuler til telefonen, som jeg mistænker for med vilje at lade alle mulige ringe til mig. Jeg burde ikke have købt en telefon. Det ville være lige mig at føle mig helt afskåret fra verden. På den anden side: hvem skulle så betale mine regninger?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...