Skyldig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 19 mar. 2013
  • Status: Igang
Det som man aldrig havde forestillet sig at man skulle opleve, sker pludselig. en mand der ulykkeligt går langs en landevej, ender midt i en sag, hvor han ikke ved hvad han skal tro om sine egne observationer, sig selv og andre.

0Likes
0Kommentarer
172Visninger
AA

2. Uventet selskab

Han sad i hjørnet på den forladte tankstation, men pludselig dukkede en lidt kraftig skikkelse op ud af ingenting. Han så intet ansigt på den åbenlyst trætte skikkelse, men han gled langsomt efter den, uden at blive opdaget. Selvom han kom til at røre den lange sorte frakke på skikkelsen, blev der ikke lagt mærke til ham, det var som om han var fuldstændig usynlig, eller slet ikke tilstede. Han blev ved med at følge den let haltende person, der gik hen til døren, som førte ind til baglokalet, og han så noget han aldrig havde troet han skulle se. Et beskidt og bange barn sad bundet midt på gulvet, med vidt åbne og skræmte øjne. Da barnet skreg med sin skingre stemme, fik han bekræftet, at det var en pige. Skikkelsen rakte hånden mod sin venstre forlomme, og afslørede den velkendte kniv.  Instinktivt råbte han af sine lungers fulde kraft: ,,RØR HENDE IKKE!”, mens han slog den uhyggelige skikkelse på ryggen. Skikkelsen reagerede med et lille spjæt, og kiggede sig over skulderen, hvor den kiggede lige igennem ham, og afslørede et ar på kinden, som han genkendte. Han troede ikke sine egne øjne. Intet af dette kunne være sandt. Han så den uvirkelige mand knyttede hånden hårdt omkring knivens skaft, og løftede den højt over sit hoved. Så tog han pigens lyse hår med den anden hånd, og sænkede langsomt kniven mod hendes hals. Han kneb øjnene sammen af skræk, og nåede lige at høre en gennemtrængende sirene, som de alle tre reagerede på, inden han kom til sig selv igen.

Han havde haft denne drøm mange gange, men den var aldrig nået så langt. Det hele plejede at blive tåget, når de gik ind i baglokalet, og så barnet. Sirenerne var der stadig, og han så sig hurtigt om, og opdagede, at han sad med kniven i hånden. Men der var ikke bare få bloddråber på, som da han fandt den. Kniven var smurt ind i blod. Så meget, at det næsten var umuligt at se bladet. Han forstod ikke, hvad der lige var sket. Han havde jo lige opdaget at det. Det var ham selv. Han prøvede at rejse sig, men var for svimmel, og faldt med det samme igen, han var mere beruset, end han havde regnet med, og blev derfor bare hjælpeløst siddende, og kiggede med halvåbne øjne på den store hvide klump ude foran vinduet, som, hvis han kiggede efter, kunne ligne biler. Med synkrone bevægelser kom nogle skikkelser ud af bilerne med pistoler peget mod vinduet. Selvom manden ikke opfattede meget på grund af sit høje indtag af alkohol, så han alligevel koncentrationen i deres øjne. Han sad, og forberedte sit alibi, som han så tit havde hørt om i forskellige historier, da det gik op for ham, at han ikke havde noget. Hvad skulle han sige? Det var ikke mig, jeg har bare siddet her og sovet, og pludselig lå mordvåbnet i min hånd. Det blev han enig med sig selv om, at de nok ikke ville godkende, og besluttede sig for, bare at lade som om, han havde sovet og blev væk, men inden han nåede at lukke øjnene, stormede de ind, med befalingerne: hænderne op og læg våbnene. Han blev så forvirret og forskrækket, at han ikke kunne holde sig til sin ellers meget simple plan. Hans hænder for i vejret, og han turde næsten ikke trække vejret. ,,Hvor er de andre?”, råbte den ene. De andre? Hvad talte han dog om? ,,Jeg er her helt alene”, svarede den berusede mand, og afsluttede med et hik. Han sad med indre lettelse, over at ingen havde nævnt den mindste smule om kniven, som han nu havde lagt ved siden af sig. I nogen minutter gik de rundt på den lille tankstation, og søgte, mens det pludselig gik op for manden, at de i første omgang ikke var kommet efter ham, men efter det hvide pulver i poserne. En af mændene nærmede sig døren til baglokalet, og den lettere berusede mand spærrede øjnene op, og holdt vejret, af frygt for, hvad deres blikke ville møde, hvis de åbnede døren. Ville pigen ligge der? ­Det var umuligt for ham at finde ud af det hele. Han hørte døren til baglokalet, og blev bange, men benægtede det med det samme, for det kunne jo ikke lade sig gøre. ,,Jeg tror, vi skal tilkalde en retsantropolog!”, råbte en tydeligt rystet mand fra baglokalet. Han troede ikke sine egne ører, og kunne mærke, hans krop begyndte at ryste mere end nogensinde før, og denne gang var det ikke på grund af trangen til alkohol. De andre samlede sig i en klump ved døren, om det han vidste, var den, på mystisk vis, døde pige. Pludselig blev manden i tvivl, om hvad han havde set. Han havde før hørt om folk, som havde været berusede og gjort nogle mærkelige ting, som de derefter benægtede. Han frygtede på det tidspunkt, at han var en af dem. Han vidste bare, at han aldrig nogensinde, hvis han havde et valg, ville ofre et andet menneskes liv, for hans eget. Han havde altid hørt folk betegne ham, som én, der ikke kunne gøre en flue fortræd, hvilket også var sandt. Han så alle liv på jorden som noget helligt, og uanset størrelse, skulle man have lov at leve. Det tænkte han tit. En betjent kom pludselig i tanke om ham igen, og gik over til ham. Han blev bedt om at rejse sig, men betjentene blev enige med hinanden om, at han skulle bruge hjælp, og to betjente løftede, med meget besvær i hver sin arm, den tunge mand på benene. De kiggede med bebrejdende blikke ned på den blodige kniv, og man kunne se, at de ikke var i tvivl om, hvem der var gerningsmanden. En kvindelig betjent kom vredt over til den uforstående mand. Hun trak hans arme om på ryggen, og med en meget streng stemme sagde hun: ,,klokken er 03.22, og du er anholdt for mordet på den uidentificerede unge pige. Du har ret til ikke at udtale dig, og alt hvad du siger, kan bruges imod dig i en eventuel retssag”. Det sidste ord sagde hun på præcis samme tid, som hun klikkede håndjernene i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...