Skyldig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 19 mar. 2013
  • Status: Igang
Det som man aldrig havde forestillet sig at man skulle opleve, sker pludselig. en mand der ulykkeligt går langs en landevej, ender midt i en sag, hvor han ikke ved hvad han skal tro om sine egne observationer, sig selv og andre.

0Likes
0Kommentarer
168Visninger
AA

3. Skyldig

Smerten i den brækkede arm gav et sæt i ham, han prøvede at protestere, men blev ignoreret. Han kunne virkelig mærke, hvor meget det gjorde ved dem, at et barn var slået ihjel, og igen tvivlede han på, om han havde gjort det. Det var hårdt ikke at vide noget. Han var forvirret, træt og ikke mindst afkræftet. Han fulgte med så godt han kunne, men havde problemer med at holde tempoet. Efter den korte gåtur endte han i den dejligt varme politibil. Det stak i hans fødder og hænder på en meget underlig måde, men uanset hvad, var han glad for, at varmen stille og roligt kom tilbage til hans nærmest sovende krop. Han lukkede øjnene, og slappede af, mens han hørte, motoren startede, og bilen, der begyndte at køre.

Han løftede sine trætte øjenlåg, da kvinden, som havde arresteret ham, skubbede hårdt til hans venstre skulder. Han lå i et helt lukket hvidt rum uden vinduer eller møbler. Det eneste der var, var den nedslidte blå og hvidstribede madras, som han lå på. Han ømmede sig lidt over sin stive krop, og kom på benene igen. Han smilte lidt, da han troede, at hele den mærkelige aften og nat havde været en drøm, eller rettere sagt et mareridt. De rare tanker måtte han desværre hurtigt slippe igen, da det gik op for ham, at det ikke skulle gå så nemt. Han gik med en betjent ned af en lang grå gang. Betjenten gik med tunge skridt, mens hun talte til ham. Han kiggede på hendes mund, som bevægede sig, men opfangede ikke lyden. Det havde været ligesom på landevejen, hvor alt blev erstattet af en hyletone. Han tænkte med grufulde tanker på den tid, han kunne risikere, at skulle bruge i fængsel. Han ville aldrig få et normalt liv igen. Pludselig stoppede betjenten, åbnede en grå dør, og bad ham sætte sig, og vente, til der kom nogen. Han accepterede, og satte sig pænt på stolen med tankerne flyvende rundt i hans ufokuserede hoved.

Efter kort tid kom en mand og en kvinde ind i lokalet. De rettede lidt på hver deres bunke papirer, og så satte de sig. ,,Vi starter lige med nogle grundlæggende spørgsmål”, sagde manden bestemt ,,hvad hedder du?”, fortsatte han. ,,Michael Johansen” svarede manden som fik sine betænkeligheder over det spørgsmål, som den anden mand havde stående på sit papir foran sig. Kvinden så ud til at kede sig, og gik lige til sagen. ,,Hvor var du den 19. december mellem 02.30 og 03.15?”, spurgte hun strengt. ,,Jeg øh… Jeg… Jeg sov” sagde han grødet. ,,Du sov? Hvor sov du henne?”, spurgte han mistroisk. ,,Jeg sov i hjørnet af tankstationen”, svarede han så sikkert som muligt. Nu mistede kvinden for alvor tålmodigheden. ,,Vi har tre ofre, alle børn, som er dræbt af den kniv, som du sad med i hånden. Kniven var smurt ind i det tredje offers blod. Hvordan kan du forklare det?”, sagde hun aggressivt. Han havde da aldrig hørt, at der skulle være tre ofre. Det blev sværere og sværere for ham at holde tårerne tilbage. Han tog en dyb indånding, og valgte at forsvare sig selv, selvom han ingen argumenter, og meget lidt viden, havde. ,,Mig? Det var altså ikke mig. Jeg forstår slet ikke, hvordan I kan tro det. Jeg siger sandheden! Jeg var så fuld, at jeg næsten ikke kunne stå på mine ben!”, han vidste godt han overdrev lidt, men det var så vigtigt for ham ikke at blive dømt, for noget han troede, han ikke havde gjort. Det hele var bare så underligt og uvirkeligt. Han havde brug for svar og ikke flere spørgsmål, men jo længere tid der gik, desto flere spørgsmål kom der. Han så livet i fængslet for sig, og brød sammen. De to betjente blev lidt overraskede over hans reaktion. De havde ikke forventet, at den ellers så følelseskolde mand, kunne græde. Det var ikke lykkedes ham at overbevise betjentene om sin uskyld. Tværtimod var de blevet overbevist om, at han led af skizofreni. Kvinden gav ham nogle informationer, mens hun fulgte ham ud i den raske arm. Han havde den mest forfærdelige mavefornemmelse i forhold til, hvordan denne sag skulle ende. Efter de havde passeret flere bygninger, endte de i den bageste og største bygning. Fangerne så meget farlige ud i den sigtede mands øjne. Ubevidst krummede han sig lidt sammen, af frygt for de andre. Han begyndte at se lidt forbi de skræmmende mennesker, og lagde hurtigt mærke til de helt turkise vægge. De gik op ad en skæv jerntrappe, som bar mærker efter adskillige slagsmål. Han blev placeret i en celle lige til højre for gangen med udsigt over de mange gårde, der var fyldt med styrketrænende mænd. Han satte sig med et suk ned på sengen, og overvejede, om det var det hele værd. Han havde kæmpet så meget nu. Måske skulle han bare stoppe, mens legen var god. Det var bare lettere sagt end gjort. Der var meget langt fra tanker til handling. Han gik ud til det lille spejl, der hang over vasken, og kiggede på sit røde, sveddryppende ansigt. Han syntes aldrig før, han havde set så gammel ud. Det var som om, han var blevet ti år ældre på en dag. Han tænkte over det hele endnu engang, og begyndte igen at græde i frustrationer over ikke at vide noget.,, Mig?”, sagde han stille til sig selv. ,,Var det virkelig mig?”. Han vidste godt, han intet svar ville få, men han følte sig lettet. Inden længe begyndte tankerne med spørgsmål igen at flyve rundt i hans hoved. Han tørrede tårerne væk med sin venstre hånd, mens han tænkte på de andre to børn, han var anklaget for at have myrdet. Han huskede drømmene om dem begge, men havde altid troet, det bare var mareridt ligesom dette. Det var fuldstændig sindssygt i hans øjne. Pludselig gik døren til den lille celle op, og han fik øje på en mand klædt i sort uniform, og lagde endnu engang mærke til de turkise vægge. ,,Der er mad”, sagde den sortklædte mand. Michael fulgte efter uden at sige et ord. Hans liv havde pludseligt ændret sig fra at være alt, hvad han kunne ønske sig, til håbløst og kedeligt. Han så ingen vej ud af dette. Mens de gik så han sin sørgelige fremtid for sig.

De sad midt i en enorm ret. Alt var bygget af fint mørkt træ. Han sad i midten og det ene bevis efter det andet, kom frem. Hans forsvarer prøvede alt, men det så sort ud. Der var intet at stille op. Anklageren gik hen til ham og spurgte: ,,Dræbte du den niårige Anna Frederiksen, den femårige Mathias Hansen og den sidst dræbte Katrine Madsen?”. ,,Nej” svarede han, mens han kunne mærke tårerne pressede på. Det hele flød lidt rundt. Han hørte stemmer tale, men opfangede ikke, hvad de sagde. Pludselig blev det hele overdøvet af et højt brag, der stammede fra hammeren som dommeren havde i hånden. ,,SKYLDIG!” råbte dommeren i slowmotion, mens det hele langsomt gled væk, og virkeligheden kom tilbage.

Det gik op for ham, at han ikke kunne gennemgå det, selvom han vidste, at det han lige set, var ret overdrevet. Han vendte om på hælen, og løb. Aldrig før havde han løbet så hurtigt. Han var ikke engang sikker på, hvad han ville. Han løb bare. Han så, at der allerede var tilkaldt forstærkning, og de sortklædte mænd kom fra alle sider. Han nåede lige ind i sin celle, hvor han kiggede sig omkring, så spejlet, og hamrede sin vestre hånd, med al sin kraft, ind i det, så det smadrede. Han tog den største stump, kiggede ud på gangen, og så mændene komme for at stoppe ham. Men det var for sent. Han havde selv valgt at afslutte det hele. Han trak glasskåret hårdt igennem halsen, og mærkede en ubeskrivelig smerte. Smerten gik hurtigt over, og alt omkring ham forsvandt stille, og han mærkede et let puf i hovedet, da han ramte stengulvet. Han nåede lige at skænke sin kone en sørgelig tanke inden hans krop mistede alt følelse og blev helt slap.

Dagen efter selvmordet hørtes denne meddelelse over radiostationerne og i fjernsyn rundt omkring i de forskellige hjem: Den i går afdøde mand, som blev sigtet for tre mord, der alle var på børn, siges her til morgen, at være blevet set, flygte fra en lade, som viste sig at indeholde liget af en endnu uidentificeret dreng omkring tiårs-alderen. Politiet har kigget på overvågningsbillederne, og godkender påstanden. Hans ar er tydeligt at genkende og de ukendte fingeraftryk på tankstationen, viser sig at tilhøre denne mand.  De ligner hinanden på en prik, og selv når man kigger på deres DNA, er der så mange ligheder, at de skulle være tvillinger, der er bare det lille problem, at moderen fortæller, at hun kun har fået et eneste barn. Denne mystiske sag er stadig under efterforskning og hvem ved; måske talte den mand som begik selvmord i går sandt. Måske var han uskyldig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...