Deep Secrets (Færdig)

>>>"Hvor skal vi hen?" hvisker jeg stille, selvom jeg godt ved, at der ikke er et eneste menneske i nærheden.
"Bare følg med, det er fantastisk. Du vil ikke fortryde den lange tur vi gik." Måden han smiler til mig får mig til at føle mig så tryk. <<<



Den kommede farao, Tutankhamon og Amaunet har været bedste venner lige siden de var helt små. Amaunet kommer inde fra landsbyen i hjertet af Memphis, og hendes mor arbejder for det kongelige palæ i Theben, hvor Akhnaton nu reagerer. Tutankhamons far. Han har aldrig været særlig rar ved nogen. En dag da Amaunets mor var tvunget til at tage sin lille 5 årige datter med på arbejde, var der hvor der blev knyttet bånd for livet.
Men nu er de begge 8, og Akhnaton er død, og Tutankhamons kroning som Farao er lige om hjørnet.


2Likes
1Kommentarer
426Visninger
AA

1. Tutankhamon


"Her lad mig gøre det," griner jeg. Jeg kan se, at han tydeligvis ikke slev kan lægge en sort streg om øjet. "Giv mig den, så skal jeg gøre det." Jeg tager det lille stykke kul, eller det er det vel ikke. Her må det være finere end kul. Jeg tegner forsigtigt en sort streg fra øjenkrogen og lidt længere ud end hvor øjet ender.
"Så. Nu er du flot, Amon. Nu ligner du en rigtig Farao."  
"Tak, Amaunet."  
"Tutankhamon! Hvor er drengen? Det er nu!" Vi kan hører dem råbe ude på gangen. Vi ved godt at det er nu han skal ned foran hele Egyptens folk, og krones til >>Egyptens Farao<< Jeg ved at han er nervøs, så vi gemmer os her, men nu kan vi vidst ikke gemme os mere.
"Der er du! Kom så. Du skal i tøjet, og gøres klar! Vi har travlt." En dame der ikke ser for glad ud trækker Amon i armen, og trækker ham med. Amon er det jeg kalder ham. Det er anstrengende hele tiden at sige hele han's navn. Hvorimod kalder han mig heller ikke Amaunet hele tiden. 

"Tænk at vi ikke må se hele ceremonien! Det har vi da lov til! ØV," jeg lægger armene over kryds. Vi er dømt til at gøre hele festsalen ren og klar. Min mor går hen, og tager det bagerste af salen og sætter nogle borde ud på gulvet.
"Mor, jeg henter lige nogle stole i lagerrummet," råber jeg til hende. "Okay! Skynd dig tilbage, vi skal nå meget!" Jeg løber så hurtigt jeg kan. Jeg skal da ikke hente stole, eller jo, men jeg ved hvor der er et hemmeligt rum med et lille vindue. Jeg vil ikke gå glip af Amon's ceremoni. Jeg har så ondt af ham, stakkels Amon. Han må gå med stok, da han's ben ikke kan bære ham. Jeg ved ikke rigtig så meget om det.
Jeg lægger en hånd på den kolde væg, og træder op på en lille kasse der står på gulvet. Wow der er mange mennesker på en gang. "AMAUNET!" jeg kan høre min mor råbe.
Jeg løber så hurtigt jeg kan tilbage igen.
"Aun.. Hvor er stolene?" jeg står og tripper lidt. "Okay... Jeg henter dem nu." 

Jeg binder guld bånd om hver eneste stol, og sætter dem rundt om det lange bord.
"Husk guld bånd om glasene." Den stemme er ikke til at tage fejl af. Akthina. Hun er rigmandens datter. Sultanen, kalder de ham. Hun får alt hvad hun end peger på. Akthina er led mod alle der ikke forguder hende. "Hvad laver du dog her..?" Jeg vender mig ikke om. "Jeg kommer da for at støtte Tutankhamon, og være sikker på at du gør alt rigtigt. Det er jo han's store dag," siger hun med et falsk smil på læben. "Du er ikke han's ven...!" "Din...." "Aun! Vi skal nå det hele! Kom i gang," siger min mor ned fra den anden ende af salen. "Vi ses... Grisetøs.. Når nej," siger hun og fniser en smule før, at hun begynder igen: "Du skal jo ikke rigtig med, kun ryde op og gøre rent."
Jeg har sådan en trang til at slå hende, eller hælde noget ulækkert over hende.

"Net.." Noget rusker i mine skuldre. "Net.. Vågn op.." Amon står halv bøjet over mig. "Hvad.. Hvad skal vi?" Jeg gnider mig i øjnene. "Kom nu. Solen står op om kun en time. Kom nu." Han tager min hånd, og har stokken i den anden. Jeg følger uvidende med. Jeg har aldrig været ude på denne tid af natten før. Mor siger at vi har været så heldige at vi må bo her, så skal jeg også blive inde i kammeret. Men jeg følger med ham alligevel. Vi går i lang tid indtil vi kommer til en lille sø. "Her, sæt fødderne i vandet, og kig mod Anubis Pyramiden." Vi sidder i lang tid og stirre på den gamle pyramide. Pludselig kommer Ra's skær frem. Solen. "Føler du at du er forbundet med Ra?" spørger jeg, mens jeg beundre det flotte lys. "Jeg ved at han vil tage imod mig ligsom alle de andre guder når jeg dør. Lige nu er jeg menneske, og jeg bliver måske mere forbundet med alt dette her når jeg virkelig kan tage farao rollen seriøs."
"Seriøs.? Du mener fordi at du kun er 9? Måske har du ret. Min mor fortalte altid de mest forunderlige historier om guderne da jeg var 5, nu har hun ikke tid mere. Min yndlings er om Isis. En dag når jeg dør... Håber jeg på at møde hende.." Jeg sparker lidt vand på Amon med foden. Ikke inden lag tid er vi helt gennemblødte af vand, og står i søen begge to. "Åh nej. Solen er næsen helt over Anubis Pyamiden, alle vågner snart. Lad os komme tilbage," siger jeg, og tager ham under armen så vi kan gå hurtigere. 

 


  
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...