Deep Secrets (Færdig)

>>>"Hvor skal vi hen?" hvisker jeg stille, selvom jeg godt ved, at der ikke er et eneste menneske i nærheden.
"Bare følg med, det er fantastisk. Du vil ikke fortryde den lange tur vi gik." Måden han smiler til mig får mig til at føle mig så tryk. <<<



Den kommede farao, Tutankhamon og Amaunet har været bedste venner lige siden de var helt små. Amaunet kommer inde fra landsbyen i hjertet af Memphis, og hendes mor arbejder for det kongelige palæ i Theben, hvor Akhnaton nu reagerer. Tutankhamons far. Han har aldrig været særlig rar ved nogen. En dag da Amaunets mor var tvunget til at tage sin lille 5 årige datter med på arbejde, var der hvor der blev knyttet bånd for livet.
Men nu er de begge 8, og Akhnaton er død, og Tutankhamons kroning som Farao er lige om hjørnet.


2Likes
1Kommentarer
428Visninger
AA

2. I Anubis' navn


"Amon. Amon hvor er du?" Jeg fornemmer mig frem med hænderne i mørket. "Her, læg din hånd på min skulder." Jeg har aldrig i mit liv været inde i en pyramide. Jeg er heller ikke i tvivl om at vi ikke må være her, men regler har Amon altid været ligeglad med. Hvordan vi kom ind er jeg faktisk ikke helt sikker på. Hvad er det..? Er det lys? Lidt længere fremme kan jeg se en lille smule lys. Det danser på vægene. "Amon..? Tror du at her er nogen?"
"Nej bare rolig. Jeg satte en fakkel op sidst jeg var her, sådan kan jeg se om nogen har været her." "Mener du at du kommer her tit?" Han svarer ikke, men jeg ved at dette må være her han tog hen når han's far slog ham og ikke var særlig rar. Han må vide denne pyramide ud og ind, for her i mørket hvor jeg ikke kan se en eneste ting ud over det lille lys længere fremme, går han bare som var her fyldt med lys.

Jeg kan nu se fakkelen, som lyser kun en lille smule af gangen op. Først nu går det op for mig at vi kun har gået af den samme lange gang, det må være en stor pramide. "Vend dig om, Net." Væggen bag mig er fyldt med hieroglyffer, og jeg begynder langsomt at studere dem nøje. Men jeg har aldrig været så god som Amon. Vi vender om, og jeg kan mærke at vi går tilbage igen. "Jeg har noget andet jeg skal vise dig imorgen. Det bliver fantastisk, det lover jeg."

Jeg får ikke lukket et øje hele natten. Jeg stiger ud af sengen, og begiver mig ud på gangen. For enden af gangen er der et lille rundt hul i væggen. Jeg kan se så mange stjerner at de ikke kan tælles. Det er så smukt.

Min mor sover stadig, da jeg vågner. Jeg tager en lille stof sæk, og putter noget frugt og et lille stykke stof der ned. "Net.." Jeg kan hører ham hviske bag døren. Solen er kun lige stået op. Jeg åbner døren forsigtigt, min mor må ikke vågne.

Solen står nu højere på himlen, og bag mig kan jeg se det nu så store palæ blive mindre og mindre. Den samme tanke strejfer hele tiden min hjerne. Om kun en måned skal han giftes med sin halv søster, Ankhesenaton. Jeg ved at han er meget imod det, men det er bestemt og kan ikke laves om.
Lidt længere fremme kan jeg se Anubis Pyramiden. "Skal vi derind igen?" Han vender ikke en gang blikket mod mig. Så ja det skal vi. Vi kravler igennem den lille åbning. Her er mørkt, og længere fremme kan jeg se fakkelens skær danse mod væggen. "Godt, her har ikke været nogen," siger han, og tager min hånd.
Jeg kan se en lille åbning, og Amon fører mig ud gennem den.
Vi har vandret i lang tid nu, og for første gang ser jeg noget som jeg aldrig har set før. Palmer, planter og længere fremme næsten en hel jungle, og det er den vej vi skal. Af en dreng med stok, går Amon ret hurtigt. "Hvor skal vi hen?" hvisker jeg stille, selvom jeg godt ved, at der ikke er et eneste menneske i nærheden. 
"Bare følg med, det er fantastisk. Du vil ikke fortryde den lange tur vi gik." Måden han smiler til mig får mig til at føle mig så tryk.
 Her er varmt, og sulten knurre i min mave. Jeg fisker et stykke frugt op, og rækker et til Amon. Ikke inden længe, er de begge spist. Mine ben begynder at svigte. "Hvor langt mere skal vi gå?" "Bare rolig. Vi er der snart." Junglen begynder at trække sig sammen om os, lige indtil en stor plet midt i det hele kommer til syne. "Se her. Er det ikke fantastisk?" siger han, og har et stort smil på læben. "Joo... Men hvad skal det bruges til?" 
"Jeg vil bygge et fredstempel. Ikke et sted man går hen, men et symbol på frihed og fred. Folk skal selv have lov til at vælge dem de elsker. Ingen had og krig."
"Nøj. Det er en smuk tanke. Jeg giver dig mit ord på at hjælpe dig. Dette må være vores projekt." Han smiler til mig. "Net. Jeg har ikke lyst til at tage hjem." "Heller ikke mig, Amon. Heller ikke mig." Vi bevæger os videre, og junglen forsvinder bag os. Rundt om os er der sand og atter sand.

"Okay. Måske skulle vi tage hjem nu." "Ja det var en god ide," siger jeg, og kigger rundt for at finde junglen. Men den er ingen steder at se. Jeg kigger desperat rundt igen. De må da være her, men her er kun ørken. Jeg begynder at få det varmt, og jeg kan se at Amon også begynder at undre sig. "Lad os følge vores fodspor," siger jeg. Men vinden har blæst dem væk. Okay, nu er jeg seriøst bange, bange for at vi ikke kan finde hjem.

"Vi har ikke mere mad, og solen er næsten nede." Jeg roder en sidste gang i stofposen, Nej ingen mad. Her begynder stille at blive koldere og koldere. Jeg hiver stoffet op af posen, det er ikke meget, men lidt varme skal det nok give. Jeg sætter mig tæt ind til Amon, og slår stoffet rundt om os. Kulden bider virkelig i kinderne nu. Jeg prøver at lukke øjnene, og håbe på at dette er en drøm.

"Amaunet. Du bliver nødt til at se det her." Her er dejlig varmt og ingen vind. Hvor er vi dog. Jeg kan se en væg fyldt med hieroglyffer og tegninger af guderne. "Hvordan kom vi her hen? Vi.. Vi var jo i ørkenen.. Hvad sker der her?"  "Jeg tror at vi i en pyramide, men hvilken ved jeg ikke. Den her kender jeg ikke." Det her må være en drøm. Det kan ikke være virkeligt. Måske er guderne med os. Hvor kommer lyset fra? Jeg kigger op. Der er et stort hul i toppen, lyset rammer en stor guldplade, der rammer en anden så det lyser hele rummet op. Her er ikke så stort, men ud fra hullet i toppen, må vi være lige i midten af pyramiden. Jeg forstår intet. "Hørte du det?" siger Amon med et forbavset udtryk i øjnene. "Nej. Nu skræmmer du mig." Jeg trækker mig ind til ham. Denne gang høre jeg det. Der lyder endnu et stort brag, og det bliver højere og højere, som det kommer tættere. Jeg klemmer han's arm. Vi venter begge på det næste brag, men det kommer ikke. Har vi hørt syner? Vi står længe og lytter, men lyden er væk.  

Jeg strækker armene, og forventer at se min mor ligge og sove i den anden seng. Men vi er stadig i ørkenen. "Amon, jeg havde den mærkeligste drøm. Vi var i en..."

"Pyramide.. Var der nogle brag i din drøm?" "Ja..."  
Min krop har virkelig brug for mad nu, og jeg vil også gerne hjem.
Vi begynder at gå. Timerne går, og flere af gangene går vi i ring. Jeg bliver svimmel, og junglen dukke op en masse mærkelige steder og alt er.. sort.

"Net. Net vågn op." Jeg kan høre usikkerheden i han's stemme. Jeg åbner forsigtigt et øje af gangen. "Åh Net!" Han rækker sig over mig, og slår armene om mig. Jeg kan høre en fugl synge, og insekter summe omkring. Vi må være tilbage i junglen. "Men hvordan kom vi tilbage?" Han kigger mig ind i øjnene med sine brune øjne. "Vi gik i lang tid, og junglen kom til syne. Ídet vi kom ind mellem træerne, faldt du om. Jeg er så glad for at du er vågen." 






 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...