Ojibwe - det nye liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 19 mar. 2013
  • Status: Igang
En ung pige har en voldsom oplevelse, da hun pludselig vågner et helt nyt sted, hvor hun hverken kender eller kan kommunikere med nogen. Hun har på daværende tidspunkt ingen anelse om, hvad der kommer til at ske i hendes liv, og hvilke omvæltninger, som hun bliver nødt til at acceptere.

0Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

3. Månehytten

Jeg gik med varsomme skridt, mens jeg kiggede opmærksomt fra side til side, frem og tilbage. Mine tanker kørte let af sted, mens jeg langsomt bukkede mig ned, så mine øjne kunne tyde omridset af et enormt bålsted lavet af kampesten. Gråden fra et barn brød stilheden, og billederne flød ind foran mine øjne.

Lange høje vræl fra det nyfødte barn forstyrrede hele tiden min tankegang. Det var uendeligt svært at koncentrere sig omkring den ubestemmelige ting, der lå foran mig på en mørk overflade. Kroppen bevægede sig automatisk uden på nogen måde at lade mig bestemme, hvad jeg ville. Publikum i en fremmed krop. Det var, hvad jeg var. Jeg kiggede over på det nyfødte barn, og en varm følelse spredtes fra midten af min mave ud imod mine arme og ben, da jeg genkendte det. Jeg smilede, og straks stoppede barnet med at græde. Lyden af stemmer i alle afskygninger steg i takt med, at alle ting omkring mig langsomt blev suget væk, og jeg til sidst var helt alene, hvor de før belg mørke omgivelser var forvandlet til en lille, oplyst, befolket plads.

Jeg lå fuldstændig omtumlet på jorden, med fornemmelsen af, at jeg stadig var påvirket af pilens forgiftede spids. De sjovt klædte folk, der gik omkring, hver især i gang med det ærinde de havde for, kiggede på mig med let anstrengte blikke, som var jeg den fremmede. Jeg tænkte lidt igen, og da det gik op for mig, hvad det egentlig var, der foregik, blev jeg pludselig panisk. Det var som om, et lyn slog i jorden, hvor alle spørgsmålene stod hen ad.

Hvor er jeg?  Hvordan er jeg havnet her? Hvem er de? Hvorfor ser de sådan ud? Vil de mig noget ondt? Er det min egen skyld? Hvordan kommer jeg hjem?

Jeg studsede lidt over det spørgsmål, mens jeg mumlede det. Hvordan kommer jeg hjem? Hjem? Jeg ikke så meget som fik et billede i hovedet af mit såkaldte hjem. Jeg vidste jeg havde et, eller i hvert fald var jeg ret overbevist, selvom min konfuse tilstand, truede med at snyde mit sind, og de mange spørgsmål var heller ikke ligefrem behjælpelige, til at finde rede i tingene.

En kvinde kom hastigt nærmere. Hun gik anderledes. Helt oppe på tæerne og med en nærmest dansende rytme. Hun trak i min nu mindre ømme arm med de svidende sår. Tegnene var stadig tydelige og jeg mærkede pludselig, hvordan frygten endnu engang steg op i mig. Jeg så scenariet med manden og hans lille hjælper, som bestemt ikke fik mig til at smile. Jeg genoplevede smerten fra snittene, frygten for det uventede og ventetiden sammen med den snart velkendte intethed, der begyndte at skræmme mig mindre og mindre. Jeg kiggede kvinden i øjnene, og fik sendt et moderligt ansigtsudtryk tilbage. Hun stak to fingre i en stråbelagt bøtte, som var fyldt med den tilsyneladende gule cremede substans med klumper. Mens hun samlede en stor klat fra bøtten, gik det op for mig hvor mange mennesker der egentlig var. Det måtte være alle menneskerne fra hele stammen der var samlet rundt om mig. Et højt smask hørtes da klatten ramte rifterne på min arm. Den svidende smerte spredte sig hurtigt. Som tilskuer stod jeg og så på, hvad der for en ukendt tidsperiode siden, skete:

En sammenrullet pige lå, og kiggede på de, der kom ind ad døren. Hun var tæt på at græde. Jeg fik sådan lyst til at trøste hende, men min mulighed for at bevæge mig, tale eller i det hele taget foretage mig noget, var ikkeeksisterende. ,,Jeg viser dig hvordan vi skal gøre det her”, sagde manden med en dominerende stemme. Overraskende nok, gav det et sæt i pigen, der lignede en, som ventede på at han skulle tæve hende ihjel. Han stemme sænkedes til en hvisken: ,,Hun er lidt bange, men en pige i Månehytten, ved jo heller ikke, at vi ikke har noget valg, derfor skal hun vide, at det er os der bestemmer”. Drengen nikkede neutralt, og lignede en, der noterede hvert et ord på sin indre blok. Han så ud som om, han godt kunne lide den position, han havde. Månehytten? Jeg havde læst om den engang. Det var en hytte, hvor kun kvinderne skulle være, når de skulle blive modne og klar til det voksne liv som ojibweindianer. Jeg havde også set lidt om det med at snitte tegn ind i huden på folk. Jeg huskede ikke hvad det betød. Jeg blev så nysgerrig, at min mave lavede små irriterede krampetrækninger over ,at jeg bare ikke kunne huske hvorfor. Jeg frygtede det værste. Inde i mit hoved kunne det ikke være andet end noget negativt, for sammenhængen mellem en kniv og noget positivt kunne jeg absolut ikke finde i denne situation.

Jeg var tilbage på pladsen, og kvinden kiggede forvirret på mig, med en snert af bekymring i blikket. Den let flydende væske, som jeg sidst havde fundet ved siden af mit øje, havde kvinden nu næsten fjernet helt fra min arm. Jeg spærrede øjnene op, og var sikker på, de andre også så den åbenlyse forbavselse, der strålede ud af mine øjne. Hun smilede lidt, og nussede mig let på armen, mens hun sagde nogle lavmælte ord, som jeg ikke forstod. Det virkede beroligende. Med hård kraft blev jeg pludselig slået ned i jorden. Jeg genkendte den ubehagelige mand, der tydeligvis var sur over noget, der havde med mig at gøre. Jeg havde ingen anelse om, hvad det var. Jeg syntes på ingen måde, jeg havde været uforskammet eller noget lignende. Han pegede beordrende på mig, og kiggede derefter ned i jorden. Han lignede en, der skammede sig. Jeg var dybt forvirret, og følte mig bange for, at endnu en hånd skulle finde kontakt til mit ømme hoved. Han løftede armen for at slå mig. Det var som om, det hele satte i slowmotion, da han skulle til at slå, og jeg sad bare, og ventede med fuldt opspændte muskler. Lige inden slaget ramte, hørte jeg noget, som jeg ikke havde forventet. Kvinden havde afbrudt ham med et råb, som fik ham til at kigge op, og ramme ved siden af mig, så kun vinden fangede mit lange hår, der i et kort øjeblik lagde sig på tværs af mit ansigt. Hendes frækhed havde ikke just hjulpet på hans humør. Hun kiggede skamfuldt ned i jorden, mens hun talte beroligende til ham. Hans tonefald var ubehageligt, og jeg forestillede mig, at han stod, og forsvarede sit valg af afstraffelse. Jeg vidste nu, hvad der havde gjort ham sur. Jeg havde kigget ham lige i øjnene. Det var åbenbart ikke tilladt. Jeg rejste mig stille op, og ville prøve at undskylde. Jeg kiggede igen på den høje mand, der straks reagerede ved at løfte armen. Selvom det var unaturligt for mig, kiggede jeg ned på mine fødder, for at vise respekt overfor ham. Det så ud til at virke. Han nikkede stramt, vendte om på hælen og gik. Han stoppede ved en anden mand. De talte til hinanden i lang tid. Jeg havde sådan lyst til at løfte mit hoved, for at vise protest imod denne nedgørende måde at behandle kvinder, men jeg var derimod også bange for det hårde slag eller lignende, som jeg vidste, ville komme direkte tilbage i hovedet på mig. Efter den lille diskussion med mig selv kom jeg frem til, at lige nu ikke var tidspunktet til at gøre oprør. En lidt mindre, tyk mand, der bar en mærkværdig hovedbeklædning, som hang helt ned til hans tykke lægmuskler, gik hen til en kvinde, og gav hende en lavmælt ordre. Kvinden gik hen til mig. Da hun kom tæt på, opdagede jeg, at hun havde de samme tre tegn snittet ind i huden på underarmen. Hun havde ualmindeligt langt, sort hår uden en eneste kurve.

Hendes knælange nederdel, fremstillet af lyse, papirtynde træstykker og farverige fjer, bevægede sig stift, for hvert skridt hun tog. Hun satte sig roligt på hug ved siden ad mig. Hun tog fat i min arm med en kold hånd, som sendte en ubehagelig følelse igennem min arm. Hun trak lidt, og jeg gik ud fra det betød, at jeg skulle følge med. Jeg anede ikke hvorhen, men turde ikke sætte mig op imod nogen.

Vi forlod flokken af mennesker, som kiggede stumpt efter os. Lidt efter lidt forduftede de også fra den runde plads, der var afgrænset af de sandfarvede tipier, med de mangefarvede mønstre vævet ind. Jeg mærkede den brændende varme fra sandet på mine bare fødder, og undrede mig over, hvor i alverden mine sko var. Jeg huskede ikke hvordan, de så ud, men alligevel mente jeg, at det var noget, som jeg normalt aldrig ville forlade det hjem, som i min hukommelse ikke havde et billede, men kun navnet Hjem, uden. Det hele var bare så mærkeligt. Jeg forstod ikke, hvordan jeg kunne huske noget, og så ikke kunne huske det alligevel. Det var som om, jeg ikke kunne huske det, men at min fornemmelse bare sagde, at det havde været der.

Sandet føltes tungere og tungere, for hvert skridt jeg tog. Vi var kommet til et træ, der lå i en langt mindre afstand fra landsbyen, end jeg følte, vi havde gået. Træet havde en underlig form. Den omkring tre meter høje stamme havde én tydeligt stærk gren, og bestod ellers kun af kviste og små grene. Der sad ikke et eneste blad på træet, hvilket fik det til at ligne de sædvanlige nøgne træer, som stod i vinterens kulde. Den lille fejl var bare, at dette sted bar præg af alt andet end vinterens kulde, nemlig sol og tørke. Først da jeg fik kigget ordentligt efter, gik det op for mig. Det fik et kraftigt og nysgerrigt sug, til at finde vej til det inderste af min mave. Jeg troede bare, det var en myte, men så nu, at det var fuldstændigt sandt. En afkræftet dreng sad tøjret til et træ. Drømmetræet. Jeg havde læst om det. Drømmetræet var for drenge, hvad månehytten var for piger. Udviklingen fra barn til voksen. Forskellen var bare to ting. En drengs ophold i drømmetræet var 2-3 dage, som på umenneskelig vis foregik uden vand og mad, en piges ophold i månehytten, var på ubestemt tid, og testede deres reaktion på det uvisse, og deres tillid til den mand, der skulle give dem mad. Udover det, var det drengens eget valg, hvornår han syntes, han var klar til at blive voksen, en pige blev kastet ud i det, og når hun først var havnet i månehytten, var der ingen vej tilbage. Hvad der var værst, vidste jeg ikke. Men sikkert var det, at Månehytten ikke havde den mindste snert af paradis i det dunkle mørke, der hærgede. Min trætte hjerne arbejdede på højtryk, og kom til sidst frem til en konklusion: De tre tegn på armen, måtte være kvindens tegn på, at hendes tid i månehytten var veloverstået. Jeg blev trist, da det gik op for mig, at det måtte betyde, at jeg var en del af denne stamme. Jeg så kun mørke forude. Det lille lys, der skulle komme, og i dette tilfælde redde min værdighed og min chance for et normalt liv, så jeg ikke nogen mulighed for, skulle dukke op. Uden at tænke over det, havde jeg sat farten ned, mens jeg endelig havde fundet min teori omkring, hvordan deres, efter min mening, forkerte og deprimerende samfund, fungerede.

Vi nåede endelig frem til vores destination, der lå i en afstand, så man stadig kunne se tipierne tydeligt. Foran os lå en frodig sø, der havde forbindelse til en å, som forsvandt i horisonten. Her var smukt. Ganske enkelt smukt. Der stod græs i en halv meters højde langs søens kant. Deriblandt var uendeligt mange forskellige blomster i alle farver. Alt fra de mindste røde blomster, der sad i en lang række, til en enorm lilla tulipanlignende blomst med gule stilke stikkende ud fra blomstens hjerte. Kvinden, hvis skørt sad mere skævt end før, sendte mig et utålmodigt blik. Hun havde, uden jeg havde opdaget det, taget to krukker frem, som jeg, med hendes anvisninger, kunne se, skulle bruges til at samle vand. Som reaktion på min langsomme opfattelse, af at jeg selv skulle tage krukken, sukkede hun dybt, og fyldte begge krukker selv. Hun tog et klæde, og lagde det langsomt i en cirkel, som skulle støtte krukken, der åbenbart var meningen, til at stå på hendes hoved. Hun rakte et andet klæde frem med et lille smil, og jeg forstod udmærket forventningen om, at jeg kunne gøre hende kunsten efter. Jeg rakte en rystende hånd frem, og følte et stigende pres, selvom det var en lille opgave. Det var som om, de alle sammen havde en lille sætning skrevet i panden:

Du er en af os, derfor gør du som vi.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...