Ojibwe - det nye liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 19 mar. 2013
  • Status: Igang
En ung pige har en voldsom oplevelse, da hun pludselig vågner et helt nyt sted, hvor hun hverken kender eller kan kommunikere med nogen. Hun har på daværende tidspunkt ingen anelse om, hvad der kommer til at ske i hendes liv, og hvilke omvæltninger, som hun bliver nødt til at acceptere.

0Likes
0Kommentarer
180Visninger
AA

4. Hverdag i helvede

Jeg lagde klædet i en lidt klodset, men, efter min opfattelse, ret fin og ikke mindst brugbar ring. Hun fnisede utålmodigt, rev klædet ud af min hånd, og rystede det, så det fik sin oprindelige form. Hun strakte endnu engang armen, og gav mig klædet til et nyt forsøg. Jeg vidste godt, den ikke var lige så perfekt som hendes, men at hun ligefrem ødelagde den, syntes jeg, var en lille smule groft. Jeg prøvede endnu engang, og kunne se på hendes ansigtsudtryk, at jeg ikke havde forbedret mig. Hun tog det fra min hånd, rystede det igen tilbage til den oprindelige form, og lagde den så i en perfekt cirkel. Hun lagde den forsigtigt oven på mit hoved. Min ryg rettede sig automatisk, da jeg mærkede, at jeg allerede var ved at tabe klædet. Hun gik langsomt i knæ, så hendes klæde ikke skulle falde af. Hun holdt et fast greb om den fyldte og åbenlyst tunge krukke, som hun løftede op, og placerede nænsomt på mit hoved, der med det samme gav efter for vægten. Jeg greb ud efter krukken med hænderne, og nåede lige at gribe den, inden den gled af mit hoved. Jeg mærkede straks gyset fra det kolde vand, der var skvulpet ud over kanten af krukken. Jeg prøvede at strække mine stadigt ømme ben, og kunne med al min koncentration kombineret med alle mine nuværende kræfter, lige løfte min holdning et par centimeter. Jeg mærkede, hvordan hele min krop sitrede. Kvinden havde også sat sin krukke op. Hun trak på skulderen, og begyndte at gå med forventningen om, at jeg fulgte efter. Jeg støttede krukken med mine fumlende hænder, mens jeg tog de tunge skridt i det ujævne sand, der skred ud, hver gang jeg skiftede vægten over til modsatte fod. Jeg indhentede langsomt kvinden.  Hun tænkte med sammenknebne øjne, og hovedet pegende svagt opad. Vi gik tavst af sted, og nåede hurtigt drømmetræet, hvor den fastbundne dreng ikke så ud til at have flyttet sig den mindste smule.

 Vi fortsatte den tunge usikre gang, og nåede efter kort til landsbyen, hvor alle var begyndt at gøre deres arbejde. Kvinden gik over til bålstedet, og satte krukken, og jeg gjorde det samme. Jeg væmmedes ved synet af manden, der kom imod os. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre og kiggede derfor op på kvinden, der havde hjulpet mig mest under mit korte ophold. Hun kiggede respektfuldt ned i jorden, og igen fulgte jeg hende. Han talte til hende. Jeg lyttede til ordene, som jeg ikke forstod, men jeg genkendte alligevel dele af hans lange talestrøm. Som jeg kunne forstå det, var han positiv over noget. Hun nikkede kort og kiggede på mig. ,,Mah”, sagde hun stille og begyndte at gå. Jeg gik ud fra, det betød, at jeg skulle følge med, så det gjorde jeg. Hun gik ind i en høj tipi. Da jeg kom ind ramte en ubehagelig lugt mig. Samtidig lagde jeg mærke til det mærkværdige gule lys, eller mangel på samme, der prægede tipien. Et kæmpe håndlavet apparat fremstillet i mørkt træ, stod foran mig. Nogle slidte sandfarvede snore løb mellem to lange pinde. Det tog ikke min hjerne lang tid, at regne ud, at det store apparat var en væv. Endnu kortere tid tog det mig, at regne den næste pligt ud, og jeg sukkede tungt ved tanken om det langsommelige arbejde. Kvinden pegede på den skæve træstub, for at opfordre mig til at sætte mig ned. Jeg begyndte at væve uden hendes anvisninger. Det var trods alt bare op og ned, op og ned, op og ned, op og ned, op og ned, op og ned, op og ned, op og ned, op og ned, op og ned, op og ned, skift retning, op og…

Jeg blev ved i nogen timer, og var fuldstændigt udmattet da den sorthårede kvinde med det stive skørt, som forlod mig kort tid efter, hun havde set, at jeg kunne finde ud af min opgave, kom tilbage for at fortælle, der var mad. ,,Mah”, sagde hun, da hun trådte ind i den støvede og ildelugtende tipi.

Jeg fulgte efter, og så, at de andre var startet med at spise. Jeg gik nærmest i trance, og opfattede intet af, hvad de andre foretog sig. Jeg spiste bare den afskyelige mad, og lagde mig udmattet ned på jorden, og sov på stedet.

Jeg vågnede brat ved et hyl og nogle tunge bump fra fødder, der trampede i sandet med en irriterende rytme. De dansede. Jeg åbnede øjnene, og opdagede, at jeg var blevet flyttet til tipien, som jeg havde opholdt mig i i flere timer dagen før. Jeg mærkede sulten, og vendte mig om på den anden side i håbet om, at det ville gå over. Jeg lå bare, og kiggede ind i tipiens indvævede mønstre, og prøvede at finde logik i denne hændelse.

Jeg blev glad, da kvinden kom ind til mig med noget grød i en lerskål. I hånden havde hun en ske-lignende genstand, som jeg kunne se, var skåret ud af en knogle. Jeg gøs ved tanken, men havde intet andet valg, end at tage pænt imod. Jeg mærkede på skeen. Den havde en ru overflade, jeg lagde mærke til, at den næsten ingenting vejede. Det føltes unaturligt, da jeg tog den første bid af den klistrede grød, hvis smag nærmest var ikkeeksisterende. Kvinden lavede nogle tegn med hænderne, som hun kombinerede med nogle af de få ord, hun vidste, jeg kunne. At oversætte direkte var umuligt for mig. Bare jeg kunne forstå hendes mening, så jeg kunne holde mig ude af problemer med de andre. ,,Spis hurtigt”, havde hun sagt, ,,arbejde med det samme”. Jeg spise grøden op, stillede lerskålen, og begyndte at væve. Jeg fik tænkt mange ting igennem, mens jeg vævede. Alt fra hvordan og hvorfor mennesker lige lever hér, til hvorfor tipierne dog havde mønstre indvævet i teltdugen, når de lige så godt kunne være ensfarvede.

Efter hvad der føltes som en evighed, kom kvinden ind, og tjekkede, om jeg havde gjort det godt nok. På hendes kropssprog og håndtegn kunne jeg forstå, at det havde jeg ikke, jeg var for langsom. Jeg havde lyst til at svare hende igen. Fortælle hende, hvor dræbende kedeligt det arbejde jeg sad, og lavede i timevis, var. Men jeg lod være. For mit eget helbreds skyld. Jeg rejste mig fra den ukomfortable træstub, og gik med hende, for at hente vand. På vejen derud, så jeg, at drengen stadig sad i træet, nu en del mere afkræftet end dagen i forvejen. Det gik lidt nemmere med krukken, og jeg tænkte ikke rigtig over, hvad jeg gjorde, hvorfor jeg gjorde det. Jeg gjorde det bare. Vi kom efter en lang travetur i sandet tilbage, stillede vores krukker, og jeg blev sendt ind og væve igen.

Dagene går langsomt, og jeg håber hver dag, vil blive kortere end i går. Den eneste forandring der i øjeblikket kan ske i min ensformige hverdag, er at en dreng afslutter sit ophold i drømmetræet, bliver måske erstattet af en ny, hvem ved? Måske kan jeg oven i købet være så heldig, at jeg må skifte farven på den kradsende tråd i væven. Der går endnu ikke en eneste dag, hvor jeg ikke tænker tilbage på starten, hvor jeg i det mindste kunne huske de minder, jeg i dag kun ser som en skygge langt ude, så tydeligt at det kunne have været min virkelighed.

Jeg tænker også på, om det nogensinde har været sandhed. Var kvinden i mit minde min mor? Var barnet i værelset min søster? Det finder jeg nok aldrig ud af. Men én ting er sikkert, jeg vil aldrig opgive mit håb om at slippe ud af dette deprimerende helvede…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...