Ojibwe - det nye liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 19 mar. 2013
  • Status: Igang
En ung pige har en voldsom oplevelse, da hun pludselig vågner et helt nyt sted, hvor hun hverken kender eller kan kommunikere med nogen. Hun har på daværende tidspunkt ingen anelse om, hvad der kommer til at ske i hendes liv, og hvilke omvæltninger, som hun bliver nødt til at acceptere.

0Likes
0Kommentarer
177Visninger
AA

2. En del af stammen

Hvert et lille snit fik mig ønske om frihed til at vokse. Jeg nærmest undrede mig over, hvordan nogen kunne få sig selv til, at gøre det mod andre. Jeg kiggede med en uvished på manden, som i dette øjeblik pinte mig, mere end jeg nogensinde havde oplevet igennem mit liv. Jeg ville trække armen til mig, men uden at vide hvorfor, var jeg sikker på, at det bestemt ikke ville falde i god jord hos den dominerende mand og hans lille håndlanger. Han var meget koncentreret omkring de smertelige snit i min sarte hud.

Pludselig stoppede han, og det gav et sæt i mig, da han gav lyd fra sig på den fuldstændigt uforståelige måde, kun han kunne finde ud af.

Jeg kiggede ned på min let belyste arm, og så, til min store overraskelse, at han med kniven havde snittet tre fuldstændigt identiske tegn.

Mens jeg målløst stirrede på de blødende åbninger i min hud, forlod manden rummet med drengen lige i hælene. Tårerne flød langsomt ud af mine øjne, og endte i den nu let flydende masse, som resterede ved siden af mine øjne. Jeg satte mig op, og mærkede smerten strømme igennem hele min krop. Forvirringen ramte mig som et slag i hovedet. Jeg bed mine tænder sammen i håbet om, at få lidt flere kræfter, mens jeg besværet rejste mig, og endte på mine ustabile og forslåede ben. Jeg undrede mig stadig over, hvorfor jeg befandt mig lige netop hér. Under de første skridt vaklede jeg en smule, hvilket fik et minde til at oplyse min begrænsede hukommelse.

En mørkhåret kvinde med blide ansigtstræk sad på hug foran mig. Alt flyttede sig med ustabile gyngende bevægelser. Kvinden smilede mens jeg hørte nogle ord fra en fjern stemme. Jeg havde følelsen af, at jeg kendte hende, men når jeg ledte min hukommelse igennem, kom der intet svar. Efter et nærmest forstenet billede blev mit syn af kvinden sløret, og det blev langsomt opslugt af hyttens mørke.

Alt var vendt på siden, og jeg opdagede, at jeg lå tungt på min højre arm med den let flydende substans med klumper, langsomt flydende væk fra mit øje. Endnu engang satte jeg mig op trods min viden om, at risikoen for, at jeg endnu en gang skulle ende med min afkræftede krop liggende udover den kolde jord, som de anvendte som gulv, var stor. Jeg mærkede kulden fra jorden, der nærmest angreb mig. Jeg lagde armene over kors, da jeg kom til at skubbe til en tynd aflang ting, som var boret ind min arm. Jeg kiggede ned og nåede lige at få øje på nogle korte tilskårede fjer i enden, før jeg blev døsig, og hurtigt flød hen i en tilstand, der var så dyb, at jeg aldrig troede jeg skulle vågne igen…

Jeg åbnede langsomt øjnene, og tænkte på sidste gang, jeg var vågnet op her. Til en forandring kunne jeg kende omgivelserne, selvom lysniveauet var faldet så drastisk, at man ikke længere kunne se den før gule figur ved dørens åbning, som ændrede sit udseende efter solens stilling på himlen. Jeg følte mig mere frisk end før, også selvom jeg mærkede min mave, der trak sig sammen på grund af manglen på mad. Jeg rejse mig, og brød stilheden, da jeg kom til at hoste. Jeg var skrækslagen for, at nogen havde hørt mig. Selvom jeg ikke havde set andre mennesker, end de to, som ikke havde givet mig den bedste velkomst, var jeg blevet mere og mere sikker på, at der var en hel flok, eller rettere sagt omtalte jeg dem i mit hoved som en stamme. Uden at tænke over min handling, gik jeg i en stor bue udenom intethedens skikkelse, som stadig befandt sig i lokalet. Jeg trådte ud, og opdagede, at den tid jeg havde tilbragt sammen med intetheden, havde foregået i en primitivt bygget hytte, der i øjeblikket var oplyst af en lang, elegant flamme, der snoede sig livligt op ad hyttens tydeligvis hjemmelavede væg. Jeg kiggede mig omkring i mørket, og anede let de multifarvede tipier, der stod i en cirkel omkring mig. Der var dødstille i det lille landsbylignende samfund, som jeg lige var begyndt at udforske.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...