Ny verden gang på gang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 19 mar. 2013
  • Status: Igang
En menneske som lige pludselig ikke er menneske mere men har en chance for at blive det igen men det vil koster er prisen for høj eller tager hun chancen

0Likes
0Kommentarer
182Visninger

1. Var det det

                                      

Der er fradag Aften  og alice er alene hjemm. Alice har altid hvert en trist pige, en der Holte sig for sig selv. Men det hele var gået hel gal i dag, moren hvad  råbet at hun var skuffet over hin og at hun aldrig gjor nået rigtig. Det fik hind til at gå ned igen, så hun ville bare væk, væk fra alle de porbemler båd der hjemme som i skolen. Tågede løber ned af hinsides kind, men hun trvag et smil fram men kun forde smerterne var så stor, så god. sår hun tog sidt
 liv . 

Da moren kom hjem og så hins datter død, faller hun ned på knæ, og bryde sammen. Tog hinds datters hånd, og råbet;  det kan ikke passe du må ikke tag af sted nu'. Men det var for sent, Hinds datter var død. Moren så at Alice had en sælde i hånden. I sældelen stod der. 

Kære forælder jeg ved godt at jeg er en skuffelse, at i er skuffet over mig, pinlig berørt og at ha jeg som datter. Men jeg elsker jer og vi må mådes i dødsriget en dag. Men husk de god tidere med mig. Kys, knus og kram fra jers datter.  

Nå jeg er allser Alice, men jeg forstår alser ikke at smerterne stadi er der, at jeg stadi kunne høre alt det de sage, men at jeg ikke hvad nogen følser for dem mer, at min hals snorede sig sammen, det gik op for mig at jeg var tørstig. Da jeg vånde slog jeg min forælder ijæl som det første uden at tænge over det, da gik det op for mig hvad jeg var blevet til, og var i stand til at gøre. jeg var blivet til en vampyr. Hade darbt min forældet, jeg var fordømt til evehed.
hvor skal jeg gå hen,  da jeg så mig i spjalet, fik jeg et chok, hvad var der lige sket med mig, det kunne ikke hver mig, den pige der stod i spjalet var vidunderlig, fantasik, overnaturlige smuk og hines øjen var ild røde. Men der var et spøsmål der stadi  hegne over holdet og det  var hvor skulle jeg gå hen, Jeg hvad slået mine forælder ijæl. Okay jeg gik ud af huset og gik ned ad gaden, forsatte jeg med at prøve at fende nogen af min slags (en vampyr) og først da jeg så ham, hvem var han, hvor skulle han hen. Han kunne kun hver vampyr.  Jeg følte efter ham, det så ikke ud til at han skulle nogen stæder hen. Først da solen var ved at stå op flyte han ned i kloakken, jeg følte efter og ganske riget var han en vampyr. Han vente sig om og spurte om: hvad fand laver du her." der gik let tid enden jeg kunne tvinge et eneste ord over mine læber. "Jeg er blivet en vampyr, og jeg  kunne se at du også var en vampyr, jeg hvise ikke hvor jeg skulle gå hen, så jeg ville fende en anden vampyr som jeg kunne spørger men hvis jeg forstyrre kan jeg bare fende en anden vampyr."  Sage jeg og var på vej tilbage. " nej vent det er i orden, hvad hedder du min ven." spurte han mig om. " alice ." sveder jeg.   Han bukkede for mig, jeg forstod det ik hvad var det han gjorde, han bukkede for MIG. "uh undskyld fru Alice, vi har ventede dig med længsel, du er en hel spjæld vampyr." Sagde han og det så ud  til at han var bang for at gør mig fornærmede. " er jeg vente, er jeg spjæld. " spurte jeg ham om og han så ud til at der gjor ondt når jeg sage nået, at min stemme fik det til at brænd  i ham. " ja det er du, du er ik som os ander du er nået mer." sagde han og tav, jeg kunne godt se at han ikke ville snak om det. Så rasten af tiden gik vi bare uden at sige nået, lige end til at vi var der, okay der var utoli mange vampyr, og jeg trode fakti at der ik var rat pænt alså vi var i en kloak, men selvfølglig to jeg fjæl. Der kom en Anden drenge kom hend til mig og bukkede før han høfligt spurte om;" nå fru Alice du vil vel godt hvide nået om dit nye liv eller skal jeg sige dit liv, for før jeg vil sige nået om dit (ny) liv skal du hvid at du hele tilden har hvert en vampyr." Han holdt en purse for at se mit andsigt. "vi ander bliver vampyr. Men en vampyr i hele verden har altid været vampyr. Og det er dig, du er den stærkest vampyr nogen siden,  du har vil opdagt at du ikke har følser for mennsker mer, men for os." jeg stod bare der og  hørte efter hvad han sagde, da jeg så ham igen det var ham der hvad følt mig her ned.  han var nok den smukkest varpyr også selv om at alle vampyren er smukke så var det som om det var nået han var fødet med. Men da hans blik mødt mit, mødte jeg kigge væk, hans blik brændt i mig, tænde en ild i mig,  for mig føltes det merkeligt alt blive vendt på hovdet. Måske var det det her liv det liv jeg var blevt skabt til at leve i.  " men hvad så nu, hvad skal der ske nu, hvor skal jeg gå hend nu , " spuret jeg ham om. Han sarede ikke og det gik mig virkelig på. Det at han ikke svaret mig fik mig til at tro at det var nået dårligt. "Alice det kan du hele selv bestemme, du er den smukkeste, vidunderligste, bedste, godset,  stærkest og fantasike vampyr nogen siden. Mange mennsker kalder os vampyr for dæmoner, men det er Hvist bare for at retfærdigøre det at de er bange. Men når alt kommer til alt er du faktisk det tætteste vi vampyr kommer på at få en leder eller dronning eller hvad det nu hedder. Sagde han og gik i gang med at tænke på hvad det nu hed. Jeg sadte mig ned alle de oplysninger og så på en dag, det var maget at huske på og mange tænker skulle lig tænkes igennem. 

Der var han igen, han komme her over. årh åh hvad skulle jeg sige. 
"Hej Alice jeg fik ikke præsenteret mig selv føre i dag jeg hedder Michael Jones." sagde han og så at jeg beundre hans udsende. " Hej michael." sagde jeg kigget væk igen, så han ikke opdaget at jeg rødmede.  
Hvor lyd han sød og jeg fik på fornæmmelse han han også var det.  Det var næmrer at snake med ham nu. Jeg forsto det ikke, men okay jeg var bare glad for at kunne snake med ham. " Alice jeg tænkte på om du ville med ud at jage." 
"Årh åh  det vil jeg godt tror jeg det lyder godt at komme ud og jage tror jeg" 
 Og så løb vi sammen ud for at jage, Hold da op hvor gik det hurtig at løbe det var så overnaturliget at løbe med den fart. Men sjovt, det var helt vild rat at få jaget. Men da jeg smaget blodet igen. Kom sogne tilbage til mig alt hvad jeg var gået igennem for at blive til vampyr, slået mine forælder ijæl. Jeg hvad hvert ensom i så mange år.  Og føst nu forstod jeg livet men nu var det forsendt jeg var ikke mennske mer jeg var vampyr.  Men blodet gjorde mig stærker. "Michael hvordan døder en vampyr enlig." spurte jeg ham om, han kigget på mig som om at han havde læst mine tænker, men så sagde han. " vampyr kan ikke dø, de kan kun blive slået ijæl." og holdet øje med mig. Jeg hade lyst til spørger om hvordan vampyr kan blive dramet, men jeg spurgte ikke for han hade vist gemmen sludret mig. " du bliver ikke slået ijæl, for det ville starte en krig, du er den største, magtfuld, vidunderligste, stærkest, faktiske, godset, sødeste, smukkeste, og dejligste vampyr det nogen sende har levet eller kommer til at leve." sagde han og kigget mig lige end i øjen.  Før han bøjeret sig for at kysse mig. Jeg troede ikke på at det skedet i virkeligheden,  men det gjor det alsår. Der stod jeg men den sødeste, vidunderligste, smukkeste, sødeste, dejligste vampyr jeg kunne forstelle mig.  Han holdte om mig som igen nogen sinde hade holdt om mig før. Min sjæl var godt nok fortabt men i det øjeblik hvor vores læber mådes vidste jeg at jeg hade nået at kæmpe for, for første gang. det at han var der, at han holdte om mig, kysset mig fik mig til at tror på at der var nået at holde fast i. Det gav mig håb. Det var dejligt.  
Han hvisket at han elsket mig og at han hvad holdt øje med mig lige siden at du bliv født. Vi vampyr for ikke det der kærlighed ved føste bik, vi fenner vores mage. Og vi fnidder kun kærligheden en gang. Når vi ser hin/ham er alt anden lige gyldig, vi vil gøre alt for hin/ham det er en maget stærkest føles.  " har du fånete din mage." da jeg hade spuret for tråd jeg med det samme, der gik let tid før han svarede.  " det siger let sig selv lige siden du blive  født har jeg holdt øje med dig dag og nat.  Jeg prøvet at lag hver men jeg kunne ikke jeg skulle bare  hvide om du var okay. Jeg var der altid og jeg havde lyst til at gå  end til dig tryste dig når du var ked af det. Grine med dig når du var glad. Men jeg viste at jeg var nød til at  vente til den dag hvor du ville fine ud af at du også var en vampyr." sagde han og smilet til mig med et smil som var det smukkeste smil nogen sinde.  jeg Hvidts  ikke hvad jeg skulle sige, så jeg smilet bare, han var sår sød.  Jeg kom i tænke om at jeg ikke måtte hver lykkelig, jeg skulle jo plages af dårlig somvidhed over at ha slået mine forælder ijæl.  At ha såret dem så maget, de hade set mig død og genopstå og slå dem ijæl. Hvor var jeg ånd. Hvordan kunne jeg gøre det. Da vi kom tilbage læste jeg nået op fra en bog, det var nået der var blivet skarvet  som et brev. Det lille stykke i bogen. Hed: til mine forælder.  Jeg kunne føle alle de følelser der bliv lagt i det. Det var smukt men også sørgelig. Det ståd såden her.
                                                TIL MIN FORÆLDER
Jeg blev ikke det i ventede. Jeg blev alt det i havde frygtet. I lod mig vokse op næret ved jeres afsavn. I opdrog mig med skjulte tårer opdrog mig til at leve jeres liv fortsætte det skal jeg sige: sådan levede i, i gjorde ret altså er det godt at leve sådan. Skal jeg. Eller skal jeg dræbe håbet i jer. Fortælle jer at jeg ikke blev som i at min verden er en anden end jeres min glæde min smerte er en anden end jeres vil i tro på min tak til jer på min tak til livet eller ville i sige han fik alt han tog alt af os. Og giver os intet tilbage andet end sorg og skuffelse. Jeg ved i har rat når i siger det. Jeg tror jeg har rat når jeg går til mit eget. Men jeg går tøvende jeg går langsomt og tungt. Men jeg tror jeg skal gå. 
Skarvet af: gustaf Munch-Petersen.

Jeg forstod det der stod. Jeg føldte alle de følelser det var i teksten. Men jeg kunne ikke gøre nået. Jeg var udødelig og kunne kun dræbes af en anden vampyr men det  vil igen gøre sagde alle. Michael så på mig og det gik op forand der hvor jeg sad.                  
Michael kiggede på mig og jeg kunne se at han viste at der var nået galdt. " hvad er der galdt smukke" sagde han og kigget på mig, nok for at se om jeg hade tænkt mig at svare. " jeg." Jeg kunne næsten ikke få det sagt. "Jeg er bare...... Jeg kan bare ikke leve med det her." Sagde jeg Og kigget ned ad mig selv. Han  holdte mit andsigt i sine hænder.  " du må ikke tænke på den måde, vil du ikke nok prøve at lad hver." Sagde han og træk mit  andsigt  end til sig for at kyset mig. " jeg kan ikke leve med sorgen over at slå flok ijæl. Jeg vil ikke slå flok ijæl." Sagde jeg og Han sadte sig ved siden af mig, holdt amen om mig.  " hvad så med at vi finer en anden måde at leve på, uden at slå flok ijæl. Kun dig og mig, vi kunne leve som om vi var mennsker i menneskernes verden." Sagde du og så ud til at du viste hvordan man kunne leve menneskernes verden, og da uden at slå flok ijæl.  "Kan man det, og vis hvordan kan man så det. " jeg lyd hvis ledt overrasket over det han sagde for i historien er man fanget i denne verden og kan ikke holde op med at slå ijæl for at få blod. " vi kan leve af dyrer blod, vi vil aldrig blive helt mædt.  Men vi ville kunne leve imellem mennsker." Sagde han. I stedet for at sed ved siden af ham satte  jeg mig oven på ham,  "ville du gøre det for mig." Spurgte jeg ham om og  tanket på om jeg overhovedet ville hjælpe, men han prøvet i det mindste og det var jeg glad for. "selvfølglig ville jeg det" sagde han og kysset mig på panden.  Jeg kunne ikke lad hver med at smile til ham, jeg elsket ham alså på den måde at jeg ville gøre alt for ikke at miste  ham.  

Men her slutte det ikke, som man måske ville tro. For entet var godt i nu, for da alle de ander opdagedet at vi var forsvåndet. Begyndte det at gå gladt.  De begyndte at lede efter os. De ville ha at vi ikke ville afslør hemmeligheden om at der findes vampyr. Michael og jeg had fundet et lille hus ende i skoven og der slog vi os ned, vi ville hver så menneskelig mulig, vi ville ha arbejdet som almindelige mennesker.  Michael bliv psykolog og jeg selv læste til læge. Jeg ville gren kunne hjælp ander mennesker, det ville Michael også.  Vi ville gerne gøre nået godt for andre menneskerne. Michael og jeg selv var som en lille familie, vi hade et hus en bil og hinanden, vi var glade . Men en dag kom Michael hjem og fortalte at han hade set nogen af vampyren. De hade hvert i byen  medt på dagen, for at  ledt efter os. Jeg selv bliv bang for hvad der nu skulle ske. Hade så mange spørsmål. Ville de finde os? Og hvis hvad ville de så gøre? Kunne vi gøre nået? Og hvis hvad kunne vi så gøre? Svart var igen ting, vi ville kæmpe og dø eller dø uden kamp lige maget vad ville Michael og jeg dø i en kæmp om overlevelse, om at leve uden at slå folk ihjæl. 

Michael stod i døren og skulle ud for at  hændte brænde. Men lige da han skulle til at gå ud, faldt han tilbage, han hvad fået en pæl igennem hjerte. Min elsket Michael var død. Den eneste ene døde for øjne af mig. Faldt ned på knæ, løftet hans hoved ind til mig. Tårnene der løber ned af min kind. Evigheden var ik så lang som jeg hade rigedet med, den endte trist og mørkt. Ville ik kunne leve uden Michael, for Michael var bare en dele af mig på mange måder, og såden ville jeg ha det skulle blive ved med at være. Så jeg tog pælen ud af ham, lukket øjne, den eneste tænke jeg hade var: Michael var på den anden side og om ledt var vi sammen igen. Et ord kommer over mine læber, før jeg stak pælen end i mit hjerte og det var farvel. 

Der er mørkt og tristhed her. Denne nye verden er fyldt af sog. Men her er Michael, her kunne vi være sammen igen, så det var selvfølglig også her jeg var. "Alice undskyld det er min skyld du er her, men denne verden er spøgelsernes så vi er fyldt med den sog vi har føldt i hele vores liv eller for os i begge vores liv." Kunne godt mærke sogen over de ting, men jeg husket på alt det gode og det hjælp mig. Og måske med tiden ville jeg kunne glemme min sog. Alt der her for at være der hvor Michael var og lige meget hvor meget jeg ville komme til at give slip på ville det altid være det være, for jeg elsket Michael og uden ham ville jeg ha et stor hul i mig. Jeg kysset ham som saver på det han lige hade sagdet. Vi vandret rundt i denne verden hvor kun tristhed og sorg var. i Denne verden vil  spøgelsernes dræbe hinanden, for der er et spøgelse der kan komme tilbage til live. "Michael vi må gemme os for de ander spøgelse for ikke at dø." Sagde Alice. " jeg ved det, søde." Svaret han. Vi gik, for at finde et sted hvor igen villle kunne finde os.  Og vi fandt det sted hvor vi var glade. Selvom vi ikke vi ikke er levende så lærere vi at holde af hinanden af lige vel. Så kærligheden sejre, og vandt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...