Olis HIstorie

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2013
  • Status: Igang
Mars er opdelt i områder. Ejeren af hvert område er et menneske der bestemmer over alle de mus som han/hun ejer. de kan sælge og købe indbyrdes eller på det store market. Menneskene har Rotterne som hjælper. mange mus er rædselslagen for rotternes og menneskenes våben, men få står imod og tager smerten. Der er meget få Mus som lever frit i deres eget område. der er også omstrejfer som ikke har en ejer. Nogle få rotter har også startet deres eget område hvor de forsker med alle de mus som de kan kidnappe fra menneskene.
Det her er en historie om en lille omstrejfer der bliver fanget af disse rotter.

0Likes
0Kommentarer
339Visninger
AA

3. Mødet med de andre.

OLI:

Der gik lang tid inden jeg faldt rigtig i søvn, men da jeg endelig gjorde havde jeg mareridt. Jeg vågnede med et skrig. Der var mørkt inde i rummet, jeg var  helt våd, af sved. <sikke et mareridt.> tænkte jeg. "HEY! HOLD DIN MUND DERIND" Råbte en udefra. Jeg satte mig op af væggen i sengen, men armene omkring knæene, tårende løb ned af kinderne på mig. Jeg havde drømt at jeg blev jagtet af rotter også havde jeg stødt lige ind i Marcus, som de så havde slået ihjel. Jeg blev sidene der op af væggen og græd og kunne ikke tænke en rationel tanke. Indtil lyset i rummet blev tændt. "Så er det morgen. OP" Sagde en rotte der stod uden for døren. Jeg kikkede bare op på døren.

Der gik lidt tid, også blev døren åbnet. "KOM." Sagde rotten der stod og så koldt på mig. "Hvorfor?" "Det er mig der spørg her. Du skal havde morgenmad." Da jeg gik forbi ham slog han mig i baghovedet, jeg var lige ved at vende mig og klappe ham en. Jeg fulgte strømmen af mus. De var alle ældre end mig. Og så alle triste og bange ud. Jeg løftede hovedet så jeg så mere fattet ud. Vi blev ført ind i en stor hal med nogle lange store borde som vi blev stemplet sammen ved. Kort efter alle sad ned i total stilhed, kom der en masse kvindelige rotter med nogle vogne. De stilede en tallerken ved hver mus. Der var ikke meget på dem, og det så ikke særligt lækkert ud. "SPIS!" Råbte en rotte. "I får ikke andet!" Jeg snuste lidt til noget og skubbede så tallerken fra mig, mens jeg rynkede på næsen. "Skal du ikke spise?" Hviskede en dreng ved siden af mig. Han var høj og så lidt syg ud. "Nej. Jeg er ikke sulten. Og ærligt talt... Det der?" Han nikkede. "Må jeg tage det?" "versgod." hviskede jeg og skubbede den over til ham, han byttede hurtigt vores tallerkener ud og begyndte at spise. "Tak knægt." "Knægt?" "Jeg har været herinde i to uger nu. Jeg har fået to sprøjter. Hvad med dig?" "Jeg er næsten lige kommet." "Arr. Det var dig de bar ind igår." "Er jeg den nyeste?" "ja." "STILLE!" Råbte en rotte. "Det undre mig at der ikke er kommet nogen i nat." Hviskede han helt stille. Det eneste man kunne høre var de andre der spiste og rotternes sko mod gulvet. Ca. 10 min. efter vi var kommet ned at side, råbte en rotte: "Stop. Tilbage til jeres celler." Alle rejste sig hurtigt, jeg blev sidene og så forvirret rundt. "Rejs dig." Hviskede ham drengen der havde fået mit mad. Jeg gjorde hurtigt som han sagde og fulgte med de andre ud. "Jeg hedder Mego." sagde han og rakte hånden frem. "Jeg hedder Oliver." Sagde jeg og gav ham hånden. "Sig mig Oliver er du ikke lidt ung i forhold til alle andre her er 15-19?" "Jeg er 13. Og ved ikke hvorfor jeg er her. Hvor gammel er du?" "Jeg er 17. Stakkels dig. Jeg håber at du klare dig indtil i morgen. Det er der du begynder at må komme i gården en gang om dagen. Ses der." Sagde han og skyndte sig hen til en celle lige i nærheden. Jeg gik op mod min celle men kunne ikke huske hvor den var. "Hvor tror du at du skal hen?" Spurgte en rotte bag mig og jeg opdagede hurtigt at jeg var alene på gangen. "Jeg kan ikke finde min celle." Sagde jeg rædselslagen. Han sukkede og stak mig en lussing på kinden. Tårende løb ned af kinderne på mig igen. Men jeg holdt hoved koldt. "Den vej." Sagde han og trak mig med op på øverste sal, og nærmest smed mig ind i en celle. Døren blev smækket bag mig. Jeg kikkede rundt i cellen. Væggene var hvide, der hang en enkelt pære i luftet som lyste rummet op. Her var ingen vinduer og ingen varme. Det eneste som var herinde var sengen og den var også hvid. Jeg gik hen og lagde mig i den. Jeg lå bare der og kikkede op i luftet mens jeg så tænkte på Marcus. Mine øjenlåg blev tunge og jeg lod dem falde i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...